Alpin skitur
“Swush, swush, swush” lyden af ski mod nypræpareret sne er helt fantastisk. Malte stopper op på bakken og snuser ind. Det er tidlig morgen i februar – men luften er frisk og nærmest lun her i de italienske bjerge. Han åbner øjnene og den unikke udsigt til høje bjerge er utrolig. Men ikke så snart har han lukket øjnene igen, før øjeblikket spoleres. Mie og Rasmus overhaler ham leende i høj fart, og Malte sætter efter. Han skal nok nå først til bunden!
Bliv en bedre skiløber og hav det sjovt undervejs! Alpin skiløb repræsenterer et fantastisk og helt unikt bevægelsesmiljø kendetegnet ved fart, flow, leg og mestring. Vi arbejder med skiteknik og skiteori, alpin sikkerhed, fysisk træning og skadesforebyggelse, skileg og inner skiing.
Du får også mulighed for køre offpiste med en af områdets erfarne alpinguider, og vi kommer omkring skiløb som identitet og livsstil.
Ugen er både for dig der er øvet og dig der aldrig har stået på ski. Der stilles ikke krav til dit færdighedsniveaui. Vi rejser til Italien til et fantastisk sted der hedder Cheisa in Valmalenco. Et lille lokalt skisportssted som vi nærmest kan have for os selv.
6 dages liftkort
Halvpension (morgenmad og aftensmad)
Transport til og fra Brandbjerg
Workshops med professionel ski- og snowboardinstruktør
Picnic
Højskolestemning
Sjov og ballade

FAGMILJØET FRILUFTLIV
Brandbjerg Højskole er ikke en friluftslivshøjskole, Vi er en almen højskole med en række spændende fagmiljøer. Du har derfor mulighed for at have masser af friluftsliv på skemaet. Faget Friluftliv er et af de bærende fag i fagmiljøet og du kan udover friluftliv have en række kreative fag i løbet af dit ophold på Brandbjerg Højskole. Du kan f.eks. kombinere friluftsliv med MTB+, Havkajak,
fjeldskitur, havkajak, Natursyn, Naturens forråds-kammer, Alpin skitur og Jagttegn
Underviser

Casper Borch Madsen
Casper underviser i hovedfaget Outdoor og valgfagene Adventuresport, Havkajak, Alpin Skirejse og Fysisk træning. Ifølge Casper handler et højskoleophold om bevægelse. En bevægelse der både er fysisk og mental. Bevægelsen repræsenterer den forandring vi undergår i mødet med nye mennesker og nye udfordringer.
Det var sindsygt hyggeligt
Skitur med Brandbjerg er en formidabel måde at stifte bekendtskab med eller forbedre sine evner på ski – samtidig med at alt det gode fra højskolelivet blendes ind i en komprimeret, men forrygende uge du sent vil glemme: fællessang, højt humør, gode snakke, risiko for nye venner, plads til leg og meget mere. Så hvis du overvejer at tage med på skituren, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at gøre det!