Blomsterbinding

Mandag 1. – søndag 7.august 2022
Skab blomsterdesign med sensommerens skatkammer af materialer – i en bæredygtig ånd 

TILMELD DIG HER

Kun indkvartering i dobbeltværelse – tag en ven med eller mød en ny 🙂

Elsker du blomster, og har du lyst til en uge, hvor du kan fordybe dig i skønne farver, former og udtryk, skabt at sensommerens blomster og årstidsaktuelle materialer fra have og natur, samtidig med at du hygger dig med andre, så skal du ikke vente med at melde dig!! 

I blomsterværkstedet skal vi arbejde med fire forskellige workshops de fire dage, hvor der arbejdes i værkstederne. Vi vil komme omkring fire forskellige discipliner i at designe med blomster og plantematerialer. I den første workshop skal vi samle ind til smukke sensommerbuketter og tale om, hvad vi kan finde og anvende til dette i have og natur, samt efterfølgende arbejde med teknik og binding af forskellige former for buketter. I anden workshop skal vi binde og fremstille skønne sensommerkranse og ophæng af ting, vi finder i naturen. I tredje workshop skal vi udarbejde spændende kurve, fade og andre kreative beholdere i genbrugs- og naturmaterialer, som vi efterfølgende kan pynte med sensommerens blomster og grønne materialer. 

I den sidste workshop skal vi dekorere og pynte op til fest, arbejde med rumudsmykning og de grundregler, der er for at pynte et smukt bord. I alle workshops vil der blive gennemgået grundregler og teknikker, så alle kan være med. 

Underviser: Dorthe Vembye: Er datter af en havebrugskonsulent, og hun er opvokset i en to tønder land stor have, som blev hendes legeplads fra barn af, i forhold til det at dekorere og være kreativ med blomster. Denne kreative legeplads lagde grunden til et livslangt arbejdsliv som blomsterdekoratør.
Dorthe Vembyes primære arbejdsopgaver har i 35 år være undervisning på forskellige erhvervsskoler og i eget regi. Desuden har hun formidlet sit fag i form af dekoratør- og eksponerings opgaver, demonstrationer, tv- udsendelser, seks hobbybøger samt en syvende som er fagets grundbog “Binderi, teknik, design
Dorthe Vembye er kendt for at inspirere og give en masse viden fra sig, i forhold til teknikker samt viden om brugen af planter, blomster og materialer fra naturen og haven, på en måde, hvor alle kan deltage eller være med. Som fagmand går hun op i, hvad der rører sig, og hvilke trends og tendenser der er i blomsterverdenen og tiden, men samtidig går hun også meget op i at bruge naturens og havens smukke skattekammer af materialer, og henter masser af inspiration her. Dorthe Vembye arbejder desuden meget med bæredygtighed, og at et grønt fag forbliver og udføres “grønt”.

Medvirkende:
· Steffen Gram:
DR’s udenrigsreporter gennem mere end 30 år og en blændende fortæller. I DR begyndte han som Asien-reporter, var USA-korrespondent 1983–1987, journalist ved udlandsredaktionen 1988-1990, korrespondent i Moskva 1990–1994 og fra 1996 redaktør og senere vært for udenrigsmagasinet Horisont. I perioden 2005–2013 var han atter DR’s korrespondent i USA, og siden har han været vært på programmet “ Verden ifølge Gram” på DR P1.

· Aske Jonatan Kreilgaard: Er kunstner og Social iværksætter. Som social iværksætter startede Aske Ngo’en ”Refugee Youth Service” der tog sig af uledsagede børn i den berygtede flygtningelejr i Calais også kendt som The Jungle. Aske boede et år i flygtningelejren i et telt og det lykkes ham med hjælp fra andre frivillige og organisationer som Red Barnet at tage sig af over 1000 uledsagede flygtningebørn.

 

Prisen inkluderer:

· 6 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Aske Krejlgaard: The Jungle
· Steffen Gram: ”Verden ifølge Gram”

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· OutdoorBIO
· Sangaften
· Festaften 

KURSUSPROGRAM

Mandag 1/8:
14.00: Ankomst  
15.00-17:00 Velkomst og rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame. 
19.30-21:00: Musikalsk ryste–sammen: Vi lærer hinanden at kende og kommer godt i gang med en herlig sommeruge.  
21.00: Brandbjerg Café: Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl.  

 

Tirsdag d. 2/8:
8.30: Morgensamling 
9.30-15.00: Sensommer buketter: I denne workshop skal vi indsamle materialer og binde smukke buketter med forskellige udtryk, samt kigge på form, farve og størrelse på den vase, de skal placeres i. Vi skal indsamle materialer til buketter i have og nærliggende naturområde – hvad kan vi bruge, og hvad hedder det? Vi vil gennemgå bukettens historie, grundregler og teknik for binding af buketter samt analyse af vase. Derefter vil vi binde en grøn buket, en høj luftig buket, samt en stativbuket med græs, ranker og grene.
19.30-21.00: Aske Krejlgaard: The Jungle: Hvorfor ville den dengang 22 årige Aske Jonatan Kreilgaard forlade kæreste, job, uddannelse og give sine ejendele væk for at drage ud i verden? Han var tom indeni, og rejser derfor til fods igennem Europa søgende efter noget, der kan skabe mening i hans tilværelse. Rejsen fører ham fra Danmark, igennem EU, til Frankrig og flygtningelejren The Jungle hvor han bor et år før han til sidst efter mange rejser ender på toppen af et bjerg i Mexico, hvor han med shamaners hjælp indser kraften i tilgivelse og vender hjem igen. Igennem hans rejse kommer vi tæt ind på livet af familier, der har et andet, men dog nært forhold til begreberne håb og fortabelse. Askes rejse bliver dermed også en følelsesmæssig erkendelsesrejse ind i sjælen på disse menneskeskæbner, han møder. Det bliver især børnene i flygtningelejren og de oplevelser, han deler med dem, der lærer ham hvad rigtig sorg og glæde betyder, og hvordan man overlever livets værste kår. Fyldt af indtryk starter han derfor organisationen R.Y.S, der ender med at tager sig af over 1000 uledsagede børn. Som tilhører bliver vi igennem historien og musikken ført helt ind i problemerne i verden, og i os selv. Vi kommer derind hvor det gør ondt og, hvor man finder ud af, hvad det vil sige at overleve, når alt er skåret fra. Vi møder kraften i næstekærlighed og håb, der kan få os igennem selv de værste ting i livet. Alt sammen noget der sætter vores eget liv i perspektiv. 
21.00: Brandbjerg Café: Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl.  

Onsdag d. 3/8:
8.30: Morgensamling 
9.30-15.00:Kranse og ophæng: I denne workshop skal vi øve os i at binde kranse i forskellige blomster og plantematerialer, samt fremstille et mere abstrakt ophæng af naturens materialer til at hænge på døren eller væggen. Vi skal indsamle materialer til kranse og naturophæng i have og nærliggende naturområde – hvad kan/skal vi bruge, og hvad hedder det? Vi vil gennemgå kransens symbolik og historie samt gennemgå grundregler for binding af kranse. I løbet af workshoppen vil vi binde en sensommerkrans, ophæng med naturmaterialer og ophæng til væg eller dør med naturmaterialer.
19.30-21.00: Gi´ os lyset tilbage – højskolesang under åben himmel: Vi flytter klaveret ud i atriumgården og holder en stemningsfuld sangaften under åben himmel. Sangene vil kredse om frihed og sommer! 
21.00: Outdoor bio: Hvis vejret tillader det, viser vi film under åben himmel, mens sommernatten sænker sig.  

 

Torsdag d. 4/8:
8.30: Morgensamling 
9.30-16.00: Heldagsudflugt:
Beskrives snarest her på siden
19.30-21.00: Dilemmacafé:
I grupper vil vi blive udfordret med spændende dilemmaer indenfor mange genrer: “Den kvindelige chef der forelsker sig i en ansat”, “Petras mor bliver krænket over at skolen spiller Spasserbold i idræt” og mange andre sjove dilemmaer. Hver gruppe er sit eget lille monopol og debatten kan blive heftig.

Fredag d. 5/8:
8.30: Morgensamling
9.30-11.15: Foredrag ved Steffen Gram: ”Verden ifølge Gram”:
Vi har bedt Steffen Gram om tage temperaturen på verden, som han ser den lige nu og vi kan love at Steffen Gram har noget på hjerte! Joe Biden, Vladimir Putin og Boris Johnson med flere er altid garanter for at der er noget at tage fat på, når Steffen Gram ruller sig ud.  
13.30-21.00:Hjemmelavede kurve, fade og sjove skjulere:
I denne workshop skal vi udarbejde og fremstille forskellige former for kurve, fade og sjove beholdere i genbrugs- og naturmaterialer, som vi efterfølgende kan pynte med blomster, frugter eller bær.Vi skalindsamle materialer til kurv og fad eller skjuler i have og nærliggende naturområde – hvad kan/skal vi bruge, og hvad hedder det?Vi vil arbejde med de forskellige muligheder for formgivning og teknikker.Her bliver det frit for den enkelte, hvad man vil lave og kaste sig ud i. Der skalfremstilles egne beholdere til blomster samt arbejdes med pyntning af de færdige kurve, fade eller skjulere.

Lørdag d. 6/8:
8.30: Morgensamling
9.30-15.00:Rumpyntning og udsmykning af borde:
I denne workshop skal vi forberede, planlægge og fremstille pynt til det rum, hvor vi skal holde afslutningsfest lørdag aften, både i form af større dekorationer samt mindre pyntninger til bordene. Vi skal desuden analysere det rum, festen skal holdes i, samt gennemgå gode regler for fremstilling af blomsterdekorationer, der skal udsmykke borde. Vi skal arbejde med planlægning af materialevalg og teknikker, indsamling af materialer til det valgte samt fremstilling af rum og bordpynt.
16.00: Vi gør klar til festaften.
19.00: Festaften    

Søndag d. 7/8
9.00-10.00: Ugeafslutning og fælles afsked v. kursusleder
10.00 Farvel og tak for denne gang    

 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.30, lækker frokostbuffet kl. 12.00 samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe. 

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer.  

Kursusperioder og priser

7 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.950 ,-
Tillæg for enkeltværelse*:    kr. 1000 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag 1.  – søndag 7. august 2022

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/flextrafik/flextur/hvordan-bestiller-du

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 10.00 til 14.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.

Brandbjerg Højskole
4.8
Based on 26 reviews
drevet af Facebook

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 10.00 til 14.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Brandbjerg Højskole
4.8
Based on 26 reviews
drevet af Facebook

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.