Bridge og højskole
Mandag 24. – fredag 28. august 2020 (uge 35)
Lær at spille bridge eller bliv skarpere i dit spil og oplev samtidig Brandbjergs særlige atmosfære.
BEGYNDERFOKUS: NYBEGYNDERE OG MINDRE RUTINEREDE
I uge 35 vil ét af holdene med særskilt underviser fokusere på at frembringe nye bridgespillere. Målet er at vise kommende bridgespillere, hvor spændende bridge er. En uge på højskole modsvarer cirka 1/2 års undervisning i omfang og spilletræning. Mindre rutinerede (op til 2 års bridge-erfaring) vil have ekstra stor glæde af at deltage i denne uge. Alle er velkomne i samtlige uger – er du i tvivl om, hvilken uge du får størst udbytte af, kontakt højskolen for yderligere oplysninger.
Vi har i en årrække afholdt vores populære 5-dages kurser og udbyder i 2020 tre 5-dages kurser og et 7-dages “Højskole & Bridge” kursus.
Kurserne foregår fortrinsvis i den historiske hovedbygnings charmerende lokaler og ledes af landets bedste instruktører. Programmet består af undervisning, spil og turneringer med præmier samt af foredrag, udflugter, morgensamlinger og højskoleaftener.
Undervisningen tager hensyn til kursisternes erfaring og faktiske færdigheder. Emner kunne være:
− det naturlige grundsystem. Er meldingen krav, eller må jeg sige pas?
− indmeldinger og oplysningsdoblinger
− modparten blander sig
− Stayman og Jacoby
− spilføring i sans og farve
Der gives en teoretisk gennemgang af emnerne, men du får også lejlighed til at øve dig med kort i hånden. Der er lagte spil inden for de enkelte emner.
PARTNERE SOM IKKE SPILLER BRIDGE
Måske kunne du have lyst til at tage din partner med, indlogere jer på dobbeltværelse, nyde måltiderne sammen og ellers deltage i to forskellige emnekurser. Læs mere om de øvrige kurser på www.brandbjerg.dk. I de øvrige uger er du velkommen til at tage din partner med, i det omfang der er plads på skolen. Ring og hør nærmere.
Medvirkende:
Jacob Røn: Jacob er hovedmanden på Bridge på Brandbjerg Højskole. Jacob har bl.a. skrevet bøgerne om ”Nordisk Standard” og har udgivet cd-rommer om bridge. Jacob skriver i Dansk Bridge og underviser i Blaksets Bridgecenter.
Underviserne for de enkelte uger er endnu ikke fastlagt, men udover Jacob Røn kan du i nogle af ugerne møde:
H.C. Nielsen: Professionel bridgeinstruktør med eget bridgehus i Vejle. OL-bronzevinder 2016.
Peter Nielsen: Underviser i Blaksets Bridgecenter. Peter underholder desuden gerne med en sang eller to om aftenen.
Mads Eyde: Bridge er Mads´store passion, hvad enten det drejer sig om konkurrencen eller det sociale ved spillet. Han har elsket spillet og alle dets udfordringer, lige siden han begyndte som 25-årig. Mads har vundet et DM og store turneringer i udlandet på både Island og Madeira.
Signe Buus Thomsen: Udover at spille på damelandsholdet og spille professionelt i USA, underviser Signe bl.a. i Blaksets Bridgecenter. Som underviser lægger hun enormt meget vægt på, at det skal være sjovt og mener at man lærer bedst ved at prøve sig frem og ikke forsøge at være så perfekt hele tiden, for det er simpelthen umuligt med bridge.
Signe har vundet guld i pokalen + mix-par (+ damepar), sølv i åben par og har 3 junior-EM medaljer.
Prisen inkluderer:
· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl. festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.
Foredrag:
· Søren Ryge: Haven og menneskene jeg har mødt
Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Sangaften
· Naturvandring i Brandbjerg Sønderskov
· Byvandring med fokus på det nye havneområde i Vejle – særligt Olafur Eliassons ikoniske Fjordenhus.
Program
Mandag d. 24. august
11:00-11:45: Ankomst og indkvartering
13:00-14:30: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15:00-17:30: Introduktion af underviserne, bridge test og undervisning i bridge
19:00-20:30: Syng dig glad – de bedste fra højskolesangbogen
20:30: Bridgespil
Tirsdag d. 25. august
8:30: Morgensamling
9:20-11:45: Undervisning i bridge
13:00-15:00: Søren Ryge: Haven og menneskene jeg har mødt: Søren Ryge Petersen er en historiefortæller i særklasse, der i en menneskealder har fastholdt os foran skærmen. Søren Ryge fortæller om haven, naturligvis, men også om landskaber i Norden og om de mennesker, der lever der. Søren Ryge møder mennesker med respekt, interesse og oprigtighed, han er aldrig ironisk, sarkastisk eller distancerende. Søren Ryge fortæller os om mennesker og deres hverdag, som de selv ser den, og han taler ikke op til folk eller ned til folk – han taler i øjenhøjde.
15:30: Bridgespil/turnering
19:30-21:00: Højskoleaften: Foredrag, sang, musik
21:00: Bridgespil
Onsdag d. 26. august
8:30: Morgensamling
9:20-11:45: Undervisning i bridge
13:00-17:00: Eftermiddagsudflugt til Vejle havn: Med fokus på den nye udvikling og særligt Olafur Eliassons ikoniske Fjordenhus. Historiker og forfatter til blandt andet jubilæumsbogen om Løveparken Poul Ulrich Jensen viser os rundt.
19:00: Bridgespil/turnering
Torsdag d. 27. august
8:30: Morgensamling
9:20-11:45: Undervisning i bridge
13:00–15:00: Vandring i Brandbjerg Sønderskov v. Naturvejleder
15:30: Bridge på nettet: Gode råd og idéer til hvordan man griber forskellige systemer an på nettet.
17.00: Festforberedelse
18:30: Festmiddag: Vi nyder på kursets sidste aften en dejlig middag og fejrer en veloverstået uge sammen. Efterfølgende er der natmad og bridgehygge i herregårdens stuer
Fredag d. 28. august
8:30: Udtjekning fra værelserne
9:20-11:30: Undervisning i bridge
11:30-12:00: Evaluering af ugen
13:00: Farvel og tak for denne gang
Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 11.30 samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.
Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer.
Kursusperioder og priser
5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.350 ,-
Tillæg for enkeltværelse: kr. 700 ,-
*Der gives 250 kr. i rabat til medlemmer af Ældre Sagen
** Der gives 400 kr. i rabat ved tilmelding af min. 8 personer fra samme klub på samme kursus. (Kan ikke kombineres med rabat til medlemmer af Ældre Sagen).
for at opnå denne rabat skal der ved tilmelding sendes en mail til bh@brandbjerg.dk med navne og klub på de 8 personer.
Kurset foregår i dagene
Mandag 24. – fredag 28. august 2020 (Uge 35)
Indkvartering
Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.
Transport
Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
Sydtrafik Flextrafik
BRANDBJERG HØJSKOLE
Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser