Bridge og højskole

Mandag 26. juli – søndag 1. august 2021
Kurset foregår fortrinsvis i den historiske hovedbygnings charmerende lokaler og ledes af landets bedste instruktører. Programmet består af undervisning, spil og turneringer med præmier samt af foredrag, udflugter, morgensamlinger og højskoleaftener.

TILMELD DIG HER

Mandag 26. juli – søndag 1. august 2021  

En dejlig sommer bridgeuge med morgensang, foredrag og udflugt samt masser af kortspil under kyndig ledelse af landets dygtigste instruktører.

Bridgeundervisningen generelt:

Undervisningen tager hensyn til kursisternes erfaring og faktiske færdigheder. Emner kunne være:
− det naturlige grundsystem. Er meldingen krav, eller må jeg sige pas?
− indmeldinger og oplysningsdoblinger
− modparten blander sig
− Stayman og Jacoby
− spilføring i sans og farve

Der gives en teoretisk gennemgang af emnerne, men du får også lejlighed til at øve dig med kort i hånden. Der er lagte spil inden for de enkelte emner.

Bridgekurserne på Brandbjerg Højskole foregår fortrinsvis i den historiske hovedbygnings charmerende lokaler og ledes af landets bedste instruktører. Programmet består af undervisning, spil og turneringer med præmier samt af foredrag, udflugter, morgensamlinger og højskoleaftener.

Medvirkende:

Bridgeunderviserne:

Underviserne for de enkelte uger er endnu ikke fastlagt, men du kan i nogle af ugerne møde:

Jacob Røn: Jacob er hovedmanden på Bridge på Brandbjerg Højskole. Jacob har bl.a. skrevet bøgerne om ”Nordisk Standard” og har udgivet cd-rommer om bridge. Jacob skriver i Dansk Bridge og underviser i Bridgecenter Nordsjælland i Birkerød.
H.C. Nielsen: Professionel bridgeinstruktør med masser af undervisningserfaring på højskoler. Har haft bridgehus i 35 år i Vejle. OL-bronzevinder 2016 og VM-vinder i 2019.

Peter Nielsen:  Underviser i Blaksets Bridgecenter og holdets alt mulig mand. Peter underholder desuden gerne med en sang eller to om aftenen.

Mads Eyde: Bridge er Mads´ store passion, hvad enten det drejer sig om konkurrencen eller det sociale ved spillet. Han har elsket spillet og alle dets udfordringer, lige siden han begyndte som 25-årig. Mads har vundet et DM og store turneringer i udlandet på både Island og Madeira.

Thomas Vang Larsen (Otto): Uddannet skolelærer, men skiftede for 10 år siden over til mere lærevillige elever ved bridgebordene! Alt står i et klarere lys, når Otto har gennemgået teorien. Har vundet masser af mesterskaber og er kendt som en hård hund i meldingerne, så hvis du søger forståelse for en lidt presset melding, er han den rette at opsøge…:)

Andre medvirkende:

Michael Rothstein: Mag.art. og ph.d. i religionshistorie. Rothstein er lektor i sammenlignende religionshistorie ved Institut for Historie ved Syddansk Universitet. Sammen med sin bror Klaus Rothstein har han præget den danske debat om især religion, racisme og udlændingepolitik

Birgitte Hansen: Gennem rigtig mange år har hun siddet ved klaveret og formidlet højskolesangen i ord og toner. Tidligere højskolelærer på Grundtvigs Højskole, Gerlev Idrætshøjskole og Ryslinge Højskole og var i femten år forstander for Skælskør Folkehøjskole, hvor hun etablerede en stærk sangtradition. Bor nu dels i Vestjylland og dels i København.

Prisen inkluderer:

· 6 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Sangaften
· Vandring i istidslandskaber og                  naturskov v. Naturvejleder
· Eftermiddagsudflugt i Vikingerns fodspor

Program

Mandag
15:00-16:05: Ankomst og indkvartering
16:00-17:30: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
19:30-21:30: Introduktion af underviserne, bridge test og undervisning i bridge
21:30: Aftenkaffe og hygge

Tirsdag
8:30: Morgensamling
9:20-11:45: Undervisning i bridge
13:15-15:00: Bridgespil
15:30: Terningefortællinger: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus – Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning – ud fra terningens antal fortælles en historie fra det pågældende år i ens eget liv. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på.
19:30-21:00: Højskoleaften: Foredrag, sang, musik
21:00: Bridgespil

Onsdag
8:30: Morgensamling
9:20-11:45: Undervisning i bridge
13:15-15:00: Bridgespil
15:30-17:30: Istidslandskaber og Naturskov – vandring i Brandbjerg Sønderskov
19.30-21.00: Birgitte Hansen: Tradition og fornyelse i højskolesangbogen: November 2020 udkom en ny udgave af højskolesangbogen. Den 19. udgave. Vi har i Danmarkshistorien oplevet store omvæltninger i højskolesangbogens 125-årige historie. Højskolesangene skærper vores opmærksomhed omkring disse begivenheder og giver os et unikt indblik i den samtid, som sangene er skrevet i. Vi skal høre om komponister, digtere og ikke mindst de historiske begivenheder, som var anledning til sangene. Vi vil sammen synge mange af de sange, som vi kender og elsker og lære nogle af de nye sange, som vi sikkert hurtigt kommer til at holde af.

Torsdag
8:30: Morgensamling
9:20-11:45: Undervisning i bridge
13:00–17:00: Eftermiddagsudflugt: Eftermiddagens udflugt starter ved Ravningbroen der med en længde på ca. 760 m, en bredde på 5 m og 280 brofag med mellemrum på ca. 2,40 m har broen været et kæmpe bygningsværk. Her nyder vi eftermiddagskaffen i Ådalens smukke omgivelser. For dem der har lyst, er der mulighed for at gå turen ”over” broen.
Efter brovandring og kaffe kører vi mod Jelling, hvor vi får en rundvisning på Kongernes Jelling. Den danske nation blev født og skabt i Jelling. Harald Blåtand skabte monumenterne i Jelling for at vise eftertiden, at her samledes landet til et rige. Monumenterne og Kongernes Jelling har enorm betydning – her optræder navnet Danmark for første gang, og her blev kristendommen den officielle religion i Danmark. Vi ser på – og får den fantastiske fortælling om – Harald Blåtands værk, denne dag med fokus på den geopolitiske og religiøse udvikling, som kendetegnede Haralds samtid, og vi ser på, hvordan han på klogeste vis gjorde en dyd af nødvendigheden og kristnede danerne, fordi datidens vikingesamfund og i særdeleshed det omkringliggende Europa var i forandring. Monumentområdet blev optaget på UNESCO´s verdensarvsliste i 1994.
19:30: Friaften: mulighed for Bridgespil, bål i parken eller en vandretur i Brandbjergs naturskønne omgivelselser.

Fredag
8:30: Udtjekning fra værelserne
9:20-11:30: Undervisning i bridge
13:00–15:00: Mikael Rothstein: Hovedjagt og kraniekult på Borneo: I løbet af 1800-tallet kom Europa i stadig tættere kontakt med Sydøstasien, og en eksotisk verden åbnede sig for eventyrere, opdagelsesrejsende, handelsfolk, missionærer og kolonisatorer. Overalt fandt de ting, de ikke havde drømt om. Hjemme ventede forskere og politikere på nye rapporter, mens folk flest nød den ene dramatiske rejseberetning efter den anden. Et gennemgående tema i efterretningerne fra det fjerne Borneo var hovedjagt og kraniekult. I de lærdes studerekamre blev man klogere, og i stuens trygge lænestol kunne almindelige læsere gyse: De indfødte huggede hovederne af folk i drabelige overraskelsesangreb, fragtede trofæerne hjem, hvor de under stor festivitas blev monteret under tagryggen. Religionshistoriker Mikael Rothstein har været dybt i litteraturen og de gamle kilder, og han har studeret hovedjagtens spor frem mod nutiden, hvor kranierne stadig hænger ned fra langhusenes lofter. I foredraget fortæller han om hovedjagtens og kraniekultens betydning og det, som forekommer grotesk, får en forklaring.
I 2020 udgav Mikael Rothstein en bog om foredragets emne: Næsehornsfuglen skriger! Hovedjagt og kraniekult (Forlaget U Press, København).
15:30: Bridgespil
19:30: Friaften: mulighed for Bridgespil, bål i parken eller en vandretur i Brandbjergs naturskønne omgivelselser.

Lørdag
8:30: Morgensamling
9:30-11:45: Undervisning i bridge
13:30–15:00: Bridge på nettet
15:30: Festforberedelser
18:30: festmiddag og festaften

Søndag
8:30: Udtjekning fra værelser
9:15-10:00: Ugeafslutning og evaluering
 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.20. Lækker frokostbuffet kl. 12.00 samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer.

Kursusperioder og priser

7 dages kursus

Dobbeltværelse. 4.795 kr.

Tillæg for enkeltværelse: 1000 kr.
Inkl. kost/logi, undervisning og udflugter. Alle værelser har eget bad, toilet, lille altan og wi-fi.

*Der gives 250 kr. i rabat til medlemmer af Ældre Sagen

** Der gives 400 kr. i rabat ved tilmelding af min. 8 personer fra samme klub på samme kursus. (Kan ikke kombineres med rabat til medlemmer af Ældre Sagen).
for at opnå denne rabat skal der ved tilmelding sendes en mail til bh@brandbjerg.dk med navne og klub på de 8 personer.

Kurset foregår i dagene:
Mandag 26. juli – Søndag 1. august 2021 (uge 30)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

 

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
Sydtrafik Flextrafik

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only
Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.