Danmark dejligst

– I denne uge skal vi besøge nogle af Danmarks dejligste områder. Tre udflugter krydret med foredrag og fortællinger fra Danmark

Mandag 14. – fredag 18. juni 2021


TILMELD DIG HER

Ved midsommer er Danmark Dejligst, og i denne uge nyder vi sammen den skønne danske natur og – kultur, som er lige uden for vores hoveddør. Vi behøver ikke at flyve sydpå for at opleve unikke monumenter, store historiske seværdigheder og dramatiske landskaber.

Ugen indeholder 3 udflugter, hvor vi besøger Vesterhavets rå landskaber, kommer forbi Christiansfelds snorlige gader og ser Danmarks dåbsattest i Kongernes Jelling. Her får vi fortællinger fra lokale guides, der kan give unikke beretninger fra det dejlige Danmark. Turene bliver et skønt sammensurium af museumsbesøg, guidede rundvisninger og kortere vandreture i det omkringliggende landskab.

Foruden udflugter skal vi opleve Danmark igennem sang, når vi synger fra den blå højskolesangbog og dykker ned i den danske sangskat. Det hele bindes sammen af højskolestemning i den tidlige danske sommer med bål, historier fra dine medkursister og foredrag med lattergaranti.

Så kom til en uge med spændende udflugter og bliv mindet om, hvorfor Danmark er dejligst!

Medvirkende:

  • Jacob Wendt Jensen: Journalist, anmelder, forfatter, foredragsholder og redaktør.
  • Kristian Bøcker: Tidligere viceforstander på Brandbjerg Højskole, skribent på Kristeligt Dagblads klumme- Hyrdebrevet søndag morgen og nu sognepræst i Jelling kirke.
  • Mats Rudklint: Musikken har altid været ved Mats side – så langt tilbage han kan huske. For nogle år siden fejrede de guldbryllup sammen! Er vokset op langt ude på landet i de smålandske skove i Sverige, i Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpes land. Musikken har ført Mats ud i verden, hvor de har oplevet mange spændende ting sammen – steder hvor han nok ellers ikke ville have været. Island, Australien, Taiwan bare for at give nogle eksempler.
  • Line Rishøj Jensen: Stud.mag. i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Line er en autodidakt sanghistoriker og nørder særligt i Højskolesangbogen, som hun er i færd med at skrive en større fremstilling om. Gennem sine foredrag deler hun entusiastisk ud af sine fund fra sin bog undervejs i skriveprocessen og derudover fra sin viden om den danske sangskat og sangtradition.

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· 3 udflugter
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Line Rishøj Jensen: Ind i Højskolesangbogen
· Mats Rudklint: Danmark dejligst i noder

  • Jakob Wendt Jensen: Humor til tiden

Andre oplevelser.
· Morgensamlinger
· Højskolesamvær
· Bålaften

KURSUSPROGRAM

Mandag 14. juni:
10.30-11.30: Ankomst
13.00-14.30: Rundvisning på højskolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjerg og får mødt hinanden på kryds og tværs.
15.15-17.00: Mats Rudklint: Danmark dejligst i noder. Vi dykker ned i den danske sangskat, og synger nogle af de sange, som igennem tiden har fortalt om storslået dansk natur og store historiske begivenheder, men også om nederlag og svære tider. Fællessangen er en vigtig dansk tradition, og Mats sørger for, at alle kan være med.
19.00- 20.30: ”Mød dine medkursister”. Denne første aften bruger vi på at blive klogere på hinanden og høre nogle af de historier, som vi hver især kommer med.

 

Tirsdag 15. juni:
8.30-9.15: Morgensamling
9:30-17:00: Udflugt til Vesterhavet. Denne dag tager vi til Nationalpark Vadehavet. Her skal vi besøge Tirpitz, hvor man i tegnestuen BIGs fantastiske bygning– kan opleve ravmuseet, fortællingen om turisme langs Vestkysten og hovedfortællingen om nazisternes befæstning af hele den jyske vestkyst. Herefter skal vi vandre ud på Skallingen med vores egen guide, mærke den salte blæst på kinderne og se, hvordan det rå Vesterhav kan forme naturen. På vejen ud vandrer vi langs stranden og på hjemturen på betonvejen, der går ned midt igennem Skallingen. Betonvejen blev lagt af tyskerne under krigen, og vi får her en kort intro til historien om Skallingens rolle under krigen.
Fra spidsen af Skallingen kan man se nordsiden af Fanø så tydeligt, at man får lyst til at spadsere derover, men afstandsbedømmelsen snyder. Lyset er specielt, og det er svært at skelne konturerne. Når de store skibe kommer ind i indsejlingen,  ser det ud, som om de glider over land. Det er et meget specielt syn. To ture til Skallingen vil aldrig være ens – og dagens vind og vejr vil være afgørende for oplevelsen.
Fra vejen kan de friske tage en lille afstikker op i klitterne og få overblik over landet. Et land der karakteriseres af jævnlige oversvømmelser, fordi vand presses op fra Ho Bugt, når der er stormvejr. Vegetationen er tilpasset et saltholdigt miljø, blandt andet er der mange store buske af havtorn i klitterne. Man kan hjembringe bærrene til snapsebrygning (medbring syltetøjsglas, hvis du er frisk på at lave din egen DanmarkDejligstSnaps).
19.00-20:30: Line Rishøj Jensen: “Danmark synger”. Den danske fællessang trives i bedste velgående. I dette foredrag går vi tæt på det (vid)underlige fællessangsfænomen i Danmark og prøver at indkredse, hvad det egentlig er, den særlige danske fællessang kan, og hvorfor vi holder den i hævd. Vi skal se nærmere på, hvordan vores fællessangstradition er opstået, hvilke historiske begivenheder og musikalske strømninger der har påvirket den, og hvordan den har udviklet sig op til i dag. Vi kommer også omkring flere af de mange former for fællessang, der eksisterer i dag, heriblandt lejlighedssang, protestsang, alsang, integrationssang og højskolesang – og så kan vi naturligvis ikke undgå selv at synge en masse undervejs. 

Onsdag 16. juni:
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-17.00: Udflugt til Nørup Kirke og Christiansfeld. Vi starter dagen i Nørup Kirke, hvor vi får fortællingen om kirkens mangeårige historie og nyder det enestående ydre med de smukke og karakteristiske løgkupler, den vidunderlige udsigt over søen og Engelsholm Slot samt det meget velbevarede barokinventar. Tilmed har stedet en lang tilknytning til Braheslægten.
Vi kører herefter til Christiansfeld, hvor vi spiser vores medbragte frokost tæt ved Søstrehuset, som er et hus, hvor de ugifte kvinder efter konfirmationen boede, efter det blev opført i 1776-1800.

Efter frokost får vi en spændende guidet rundtur i Christiansfeld, hvor arkitekturen og tanken bag byen og kirken står i skærende kontrast til formiddagens oplevelse. Christiansfeld har siden 2015 været på UNESCOs liste grundet byens særlige byplan og det faktum, at der stadig er en aktiv menighed.
Eftermiddagskaffen indtager vi på det historiske Brødremenighedens Hotel, og vi skal selvfølgelig smage de autentiske honningkager i forskellige varianter. Den royale familie har vist sin forkærlighed for hotellet og har besøgt Brødremenighedens hotel i flere generationer. Faktisk har samtlige regerende par besøgt hotellet, siden Christian VII gav brødremenigheden det land, som hotellet er bygget på. Inden afgang er der en lille stund på egen hånd i Christiansfeld, hvor man kan besøge butikkerne, lade sig imponere af arkitekturen eller nyde solen på en park på byens berømte torv.
19:00-21.00: Midsommeraften med bål. Vi tænder op i bålet og byder den danske midsommer velkommen med hygge og tid til socialt samvær – sammen nyder vi midsommervisen og en af årets første lyse nætter.

Torsdag 17. juni:
9:00-9.45: Morgensamling i Jelling Kirke. Morgensamling med Kristian Bøcker, tidligere viceforstander på Brandbjerg Højskole og nu sognepræst i Jelling kirke.
10:00-16:00: Udflugt til Kongernes Jelling, Ravningbroen og Tørskind Grusgrav. I Jelling besøger vi Kongernes Jelling og får fortællingen om vikingekongen Harald, der satsede stort, gjorde sig til konge over Danmark, samlede Norden og rejste mange imponerende bygningsværker, som stadig i dag mystificerer arkæologer og arkitekter. Vi får også tid til på egen hånd at opleve den prisvindende og internationalt anerkendte udstilling. Herfra går turen ned mod Vejle ådal, hvor vi gør stop ved endnu et af Harald Blåtands bygningsværker- Ravningbroen. Den 760 meter lange bro har formegentlig kun været i brug ganske få år og aldrig været repareret. Så hvorfor har Harald brugt resurserne på at få opført en bro af den kaliber? Var det i virkeligheden et forsøg på at prale?
Dagen sluttes i Tørskind grusgrav, hvor den store danske billedkunstner, Robert Jacobsen, i slutningen af 1980’erne opstillede ni skulpturer, udført i naturens materialer- beton, jern, granit og træ. Som Robert Jacobsen selv udtrykte det, er naturen i Tørskind ”ikke for tøsedrenge”, og det skal vi opleve på en ca. 4 km lang vandretur, der tager os op til et fantastisk udsigtspunkt ud over Vejle ådal.
16.30: Festforberedelse
19.00: Festmiddag

 

Fredag 18. juni:
8.30: Pakke og tjekke ud fra værelserne.
9.00-11.00: Jacob Wendt: Dansk humor gennem tiderne – en latterorkan af et foredrag: Tag med på en foredragstur gennem næsten 100 års dansk humor. Fra Osvald Helmuth over Victor Borge til nutidens standupkomikere gennem fænomener som Søs og Kirsten, Ørkenens Sønner og historiske satireprogrammer i tv. Med masser af sjældne filmklip og enkelte velkendte eksempler krydret med perspektiveringer og røverhistorier.
11.00: Fotos fra ugen, evaluering og erfaringsopsamling.
11.30: Frokost
13.00: Afrejse

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30, lækker frokostbuffet kl. 11:30 samt dejlig aftensmad kl. 17.30. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer.

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Kurset foregår i dagene
Mandag 14. – fredag 18.juni 2021

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.950 ,-
Tillæg for enkeltværelse:  1000 kr.

Transport
Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/flextrafik/flextur/hvordan-bestiller-du

 

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.