Det gode liv

Mandag 27. juli – søndag 2. august 2020
En herlig sommeruge for unge som gamle, singler eller par.

TILMELD DIG HER

KURSET ER FULDTEGNET – VI HAR OPRETTET VENTELISTE 🙂

Velkommen til en herlig sommeruge for unge som gamle, singler eller par. Du er hermed inviteret til det gode liv, når vi fylder Brandbjerg Højskole med livsglade mennesker, der sammen vil nyde underholdende foredrag, hygge, leg, vandre- eller cykelture i Brandbjergs smukke naturskov, sang og ikke mindst tid til at lære hinanden at kende over en god snak eller koldt glas hvidvin i atriumgården i skyggen af de høje træer i herregårdsparken eller i skumringen omkring bålet.

Der er garanti for både gode grin, smukke naturoplevelser og tankevækkende og rørende øjeblikke, når Sebastian Dorset holder sit one-man show “Ord”, eller når Nana og Irene læser op fra deres bog “100 Kiksede knald”  og bagefter inddrager publikum til debat og snak på vandretur omkring Rørbæk sø ved Gudenåens udspring. Her nyder vi den smukke natur og runder dagen af med lækker mad i det fri, tilberedt af vores helt egen bål-kok. Vi lader os forkæle, når vi besøger vingården “Modavi,” som laver præmieret dansk vin, og nyder lækkert Gin i højskolens atriumgård.
Kom alene eller tag en ven eller kæreste med og bliv budt op til sommerens festligste højskolekursus!

Medvirkende: 

Sebastian DorsetKomiker og særligt kendt for sin hyggelige, men også ubarmhjertige morsomme facon. Han er en eminent formidler og tager afsæt i sine mange år på scenen, når han skræddersyer stand-up foredrag til organisationer og virksomheder. Sebastian Dorset debuterede allerede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København. Han er desuden uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Han har været på flere standup-tourneer og har flere gange deltaget i TV2 Zulu programmet Stand-up.dk. Han har medvirket i det årlige standupshow til fordel for Unicef, Talegaver til Børn i 1997 og i årrækken 2003-2008, hvor han var vært sammen med Anders Fjelsted i 2006. Sebastian Dorset har derudover en lang karriere som skribent og redaktør på diverse medier og har skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu, ligesom han i 2008 har været medskribent på taler for Villy Søvndal(SF)

Irene Nørgaard og Nana Balle:  Både Irene og Nana er forfattere og journalister. De har samlet og redigeret ’100 Kiksede Knald’. Den udkom 6. april 2018 og blev omtalt i bla. Berlingske, GO’ Morgen Danmark, P1 Kultur, P4 Klik, Aarhus Stiftstidende, Radio GO!FM, Ekstra Bladet, Femina og Alt for Damerne.

Modavi vingård: Den lokale vingård Modavi (Moderne dansk vin) har i år lavet vin i 20 år. Gården bliver kaldt Danmarks smukkeste vingård, og vinen høster hvert år priser for blandt andet Danmarks bedste vin, og i 2019 fik de 7 medaljer for deres 7 vine. 

Prisen inkluderer:

· 6 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Sebastian Dorset: Oneman-showet  ”Ord!”
· 100 kiksede knald: Oplæsning og debat

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Modavi vingård med vinsmagning
· Tur til Skamlingsbanken
· Five O´Clock Drink hver dag
· Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl

 

KURSUSPROGRAM

Mandag 27/7:
14.30-15.30: Ankomst
15.30-17.00: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie – både som herregård og højskole.
17.00: Five O´Clock Drink: Tid til at nyde et glas kold hvidvin eller en kop god kaffe i atriumgården.
19.30: “Lets team up”: Vi lærer  hinanden bedre at kende
21.00: Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl.

Tirsdag 28/7:
8.30: Morgensamling
9.15-11.00: Aktiv formiddag: Vælg imellem gåtur på Grejsdalsstien eller cykeltur på mountainbike i Grejsdalen.
14.00-16.00: Sebastian Dorset: Oneman-showet  ”Ord!: Selvfølgelig er der masser af andre komikere, der turnerer med ord, men det er første gang, Sebastian gør det, og han har en nærmest upassende kærlighed til sproget. Han elsker også at stå på en scene og høre folk klukke, fnise, hyle af latter alt efter behov. Nogle vil indvende, Sebastian godt kunne have lavet et show tidligere, men når man lever i et årti, hvor alle føler, de har et akut behov for at fortælle, hvis de spist en avokado, siddet ved en pool eller har stået i kø, så bliver det svært at konkurrere om opmærksomheden. Man kan roligt sige, det bliver det bedst forberedte one man-show i dansk stand-up historie, og et show fuld af overraskelser. For Sebastian Dorset har optrådt med ord altid, men nu har han fået nok og synes, vi skal tænke lidt mere, end vi snakker. Ikke nødvendigvis tænke i tyve år, men bare et par minutter. For mennesker, der er ligeglade med modeluner, tv-tid og følgere på instagram, men gerne vil høre, hvad en af landets skarpeste komikere mener, det er vigtigst at grine af i 2020.
17.00: Five O´Clock Drink: Tid til at nyde et glas kold hvidvin eller en kop god kaffe i atriumgården.
19.30: 19.30-21.00: Højskoleaften: Forstander Simon Lægsgaard: Musik og liv: Forstander og sangskriver Simon Lægsgaard har sammen med komponist og korleder, Kristian Enevoldsen, skrevet sange, som breder sig over flere musiske genrer og over såvel en række aktuelle emner, såsom konkurrencestaten, klodens tilstand og perfekthedskulturen som evigtgyldige temaer om kærlighed, frihed og liv og død. Nogle sange er i den satiriske og finurlige ende, andre kalder på den brusende, boblende livsglæde, og andre igen er mere eftertænksomme. Vi synger også nogle af de klassiske sange fra højskolebogen sammen – med introduktion fra en passioneret forstander.  
21.00: Outdoor-bio: Vi skal se en god film under åben himmel.

Onsdag 29/7:
8.30: Morgensamling
9.30-11.30: Sang for alle: Højskolens dygtige musiklærer byder op til en sangglad formiddag, hvor alle kan være med. Der er garanti for grin og fællesskabsfølelse, når vi synger skøre, skæve og sjove sange for alle – uanset sangevner.
14.00-19.30: Vandretur til Rørbæk sø med bålmad med bålkok: Vi skal vandre en dejlig tur omkring Rørbæk sø. På den jyske højderyg udspringer Danmarks to største åer, Gudenåen og Skjernåen, med kun få hundrede meters afstand og løber i hver sin retning mod havet. Samme sted krydser Hærvejen ådalen, hvor den gennem årtusinder har været Jyllands hovedvej nr. 1. Næsten hele området omkring Rørbæk Sø, kilderne og Hærvejsstrøget er beskyttet ved fredninger.  Vi tilbringer en smuk eftermiddag i dette vidunderlige landskab og slutter dagen af med en lækker middag tilberedt over bålet af vores helt egen kok. 
19.30: Hygge ved bålet: Vi tilbringer en dejlig aften sammen omkring bålet med sang og snak.

Torsdag 30/7:
8.30: Morgensamling
10.00-12.00: Skamlingsbanken.  Skamlingsbanken har – med sine 113 meter over havet på højeste punkt –  en storslået udsigt over Lillebælt og de omgivende landskaber. Området har været mødested for de store folkemøder, hvor kampen om det danske sprog og tilhørsforhold blev kæmpet. Motiverende taler, der skulle sikre opbakning til kampen for at bevare det danske sprog og holde Sønderjylland dansk, blev holdt af datidens kendte danskere, bl.a. Grundtvig. Vi besøger det smukke landskab og får undervejs fortællingen om området og nyder vores medbragte frokost.
14.00-17.00: Modavi vingård med vinsmagning: Vi skal besøge den lokale vingård Modavi (Moderne dansk vin), som har lavet vin i 20 år i år. Gården bliver kaldt Danmarks smukkeste vingård, og vinen høster hvert år priser for blandt andet Danmarks bedste vin, og i 2019 fik de 7 medaljer for deres 7 vine. Vi skal nyde en lækker frokost og bagefter på guidet rundvisning i vinmarkerne og vineriet samt smage på de helt særlige danske vine. https://frdb.dk/artikel/lokal-vinbonde-jubler-over-den-t%C3%B8rre-sommer-h%C3%B8ster-perfekte-druer-og-vinder-guld-2018-9-5
17.00: Five O´Clock Drink: Tid til at nyde et glas kold hvidvin eller en kop god kaffe i atriumgården.
19.30: Kursuslederen og monopolet i bålhytten: Med inspiration fra “Mads og monopolet” holder vi en festlig aften i bålhytten.
21.00: Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl.

Fredag 31/7:
8.30: Morgensamling
9.30-11.15: 100 KIKSEDE KNALD! OPLÆSNING & DEBAT…Når man snubler i erotikken…Kom til en begivenhed med garanti for krumme tæer, eftertænksomhed og –ikke mindst –latterbrøl, når kvinderne bag ’100 kiksede knald’ læser højt og byder op til debat om alt det, der kan gå galt i kærligheden.100 KIKSEDE KNALD er en skøn samling af korte fortællinger fra 100 danskere om deres sexliv – når det vel at mærke ikke spiller. 100 mænd og kvinder, kendte og ukendte, bøsser og barmfagre, forfattere, bloggere og folk med skrivekløe har tilsammen skabt denne antologi fra danskernes soveværelser fra deres rejser, sommerhuse, kælderrum, forsæder og parkanlæg. I lystig leg med hinanden  – indtil noget kikser. Og når latteren har lagt sig, er bogen samtidig en hyldest til det uperfekte og en omgang god læring i, at det er helt normalt at “fucke op”. At vi alle har været der –og er her endnu. Oplæsninger fra bogen krydres med fortællingen om, hvordan og hvorfor bogen er blevet til.. (“[…] får lynhurtigt afmonteret den forbeholdenhed, et emne som sex kan have i en forsamling. Historierne er umiddelbart sjove, og latteren ruller lystigt, men der er også nogle dybere lag, der trænger frem i forlængelse af de pinlige historier. Hele den menneskelige psykologi og adfærd er i spil, og pludselig ser man også sine egne særheder i lyset af andres historier.”Jakob Bonderup, Forstander, Engelsholm Højskole)
14.00: Sommerspil og leg: Vi hygger i parken med spil som kroket, høvdingespil og rundbold, eller du kan hjælpe med at at tilberede aftensmaden med mad over ild.
17.00: Five O´Clock Drink: Tid til at nyde et glas kold hvidvin eller en kop god kaffe i atriumgården.
21.00: Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl.

Lørdag 1/8:
8.30: Morgensamling
9.15-11.15: Sang for de sangglade eller vandretur i Brandbjerg Sønderskov: For de sangglade synger vi videre på sangene fra onsdag, og er du mere til en dejlig gåtur, går vi en tur i højskolens egen urørte naturskov.
14.00-16.00: Sommerhygge i parken med god kaffe og godt selskab: Med tid til snak, hygge, spil m.m.
16.00: Festforberedelser: Vi hjælper hinanden med at gøre klar til aftenens festaften.
17.00: Five O´Clock Drink: Tid til at nyde et glas kold hvidvin eller en kop god kaffe i atriumgården.
18.00: Festmiddag

Søndag 2/8:
9.00-10.00 Morgensang, fotos fra ugen og evaluering
Afrejse

Kursusperioder og priser

7 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.950 ,-
Tillæg for enkeltværelse:  700 kr.

Kurset foregår i dagene
Mandag 27. juli – søndag 2. august 2020

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.


Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
Sydtrafik Flextrafik

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.