Det skønne liv
– alt det, der gør dig glad
Mandag 6. juni – fredag 10. Juni 2022
Vi nyder en dejlig uge med inspirerende foredrag, livsnyderudflugt, oplevelser i den skønne natur, fællesskab og gode grin.
Kurset fuldtegnet og vi opretter venteliste 🙂
Et kursus om livsglæde og -inspiration. Glæd dig til morgensamlinger, fortællinger, naturoplevelser, gode snakke og foredrag der på forskellig måde giver nye perspektiver på det skønne liv. Vi får bl.a. en formiddag i selskab med Ulf Pilgaard, et filosofisk hjælpekit til tilværelsen og et syng-med foredrag om humor i hverdagen. Ugen byder også på en herlig udflugt, lækre måltider, fællessang samt et par gode vandreture ud i noget af Danmarks smukkeste og mest varierede natur: Vandskellet ved Rørbæk sø, den dramatiske Grejsdal og eventyrlige Gyttegård, hvor man kan opleve de sjældne indlandsklitter, hvor sandflugten igen slippes fri.
Ugen igennem nyder vi hinandens selskab og den gode højskolestemning, vi begejstres sammen over de mange muligheder, livet giver os, vi drøfter verdens gang og møder inspirerende, herlige fortællere. Det bliver en dejlig uge, hvor vi fejrer det skønne liv. Kom som du er – og tag inspiration og god energi med dig hjem.
Medvirkende:
- Ulf Pilgaard er en af Danmarks største og mest kendte skuespillere og har været i branchen siden 1963, da han debuterede i Collage-truppen. Han har i over 40 år spillet med i revyer og på teatret, herunder 30 år i Cirkusrevyen. Han har også haft enkelte større filmroller som i Nattevagten af Ole Bornedal, men er også kendt fra den første Olsen Banden film, tv-serien Borgen, spillefilmene Nøddebo Præstegård, Kandidaten, Arven og mange flere. Få et enestående indblik i hans karriere med foredraget. Ulf Pilgaard er i sine foredrag, såvel som på scenen, en levende, rutineret og humørfyldt formidler, der virkelig evner at komme ud over kanten og ramme sit publikum. Glæd dig til at komme tættere på en af Danmarks mest kendte skuespillere i et Ulf Pilgaard foredrag.
- Mikael Rothstein: Mag.art. og Ph.d. i sammenlignende religionshistorie og ansat som lektor ved Syddansk Universitet (SDU). Tillige forskningsprofessor ved Museum Lolland-Falster. Gennem de seneste 15 år har Mikael især studeret religion blandt nomadiske jæger-samlere på Borneo, og nu er han optaget af at rekonstruere stenalderens religionshistorie i Danmark. En anden af hans interesser er de nye religioner og religiøse bevægelser, f.eks. Scientology, som han har studeret i 30 år. Han har skrevet og redigeret en lang række bøger. I 2021 udkom Mikaels seneste bog: Næsehornsfuglen skriger! Hovedjagt og kraniekult (U Press), der handler om sære forestillinger og ritualer i det centrale Borneo.
- Henrik BækgaardTeolog, tidl. sognepræst i både København og langt ude på landet. Tidl. lektor i 23 år på læreruddannelsen. Henrik tager i sine foredrag udgangspunkt i den eksistentielle vedkommenhed, som al besindelse over tilværelsen drejer sig om. Det betyder, at enhver tilhører får sit eget liv og erfaringer sat i spil ved at møde noget andet og nogen andre end sig selv – fx. filosoffer, teologer, kunstnere, forfattere, digtere og altid Søren Kierkegaard. På den måde bliver tilhøreren udfordret til at tage brydetag medbåde sit eget og vores fælles liv.
Prisen inkluderer:
· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl. festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.
Foredrag:
· Henrik Bækgaard:
Filosofisk hjælpekit til tilværelsen
· Ulf Pilgaard: Mit liv som Ulf
· Mikael Rothstein: Religion i evig forandring
Andre indslag:
· 3 fantastiske vandreture
· Morgensamlinger
· Kongernes Jelling
· Jelling Bryghus
· Fællessang
· Festaften
KURSUSPROGRAM
Mandag d. 6. juni
10.45-11.25: Ankomst og indtjekning på værelserne.
11.30: Frokost i spisesalen
13.00-17.00: Velkomst og rundvisning v. Kursusleder, inklusiv vandretur i Brandbjerg Sønderskov og Grejsdalen: Vi sætter ugen i gang med en samlet velkomst, hvor vi får fortællingen om Brandbjerg Højskole og herregården. Herefter vandrer vi ad Grejsdalsstien gennem det smukke istidslandskab og nyder synet af nogle af Danmarks stejleste skråninger, den smukke bøgeskov og følger Grejs å en god del af vejen ad nyanlagte småbroer hen over det rislende vand. Den sidste del af turen vandrer vi et par kilometer i Brandbjergs egen skov, Brandbjerg sønderskov – så glæd dig til at opleve højskolens imponerende baghave. Hele turen vandres på sti, ruten er ca. 8 km. Medbring praktiske sko, stierne kan være våde på alle tider af året.
19.00 – 20.45: Bertel Abildgaard: Humor i hverdagen: Et syng-med-foredrag om humor i hverdagen. For Bertel er humor noget af det vigtigste i livet, selv når vi bliver udfordret eller får problemer på halsen. Bertel bruger løs af den dansk sangskat – fra Højskolesangbogen til Kim Larsen og egne sjove sange.
Tirsdag d. 7. juni
8.30 – 9.15: Morgensamling
9.30-11.15 Henrik Bækgaard: Filosofisk hjælpekit til tilværelsen: Sjældent har filosofi været så vedkommende eller så underholdende. Glæd dig til nogle herlige timer i selskab med en af Danmarks bedste foredragsholdere, der stiller spørgsmålene: Kan vi egentlig lære af historiens store tænkere, når de nu alligevel er døde og borte? Hvad har deres tanker om livet med nutid og fremtid at gøre? De vidste jo hverken, hvad en computer eller internettet var for noget. Livet forandrer sig ustandseligt, og ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men vi ved faktisk temmelig meget om, hvad der kommer i fremtiden. Nemlig alt, hvad der altid er kommet: Kærlighed og had, glæde og sorg, mening og meningsløshed, tro og fortvivlelse, fællesskab og ensomhed, værdi og værdiløshed, forunderlighed og ligegyldighed, det gode og det onde, Gud og Fanden – og meget mere af alt det, som mennesker til alle tider har erfaret. Det er alle disse evigt aktuelle eksistentielle forhold, som de store tænkere beskæftiger sig med, fordi: hvis livet er uophørligt aktuelt, så er store tanker om det det samme. Henrik Bækgaard udfordrer os til at tage brydetag med både vores eget og det fælles liv. Henriks forudsætninger for at være eksistentiel ’ruske-ven’ er et levet liv (64 år), en uddannelse som teolog og et arbejdsliv som sognepræst i København og langt ude på landet i 11 år samt som lektor i 23 år på læreruddannelsen. I alle aspekter af sin formidling forsøger Henrik at tale til folk – og aldrig hen over hovedet på nogen. Indholdet er altid alvorligt og med tyngde, men aldrig uden humorens lethed.
13.00-ca. 18.30: Vandretur til Rørbæk sø, Tinnet Krat og Gudenåens udspring: På den jyske højderyg udspringer Danmarks to største åer, Gudenåen og Skjernåen med kun få hundrede meters afstand og løber i hver sin retning mod havet. Samme sted krydser Hærvejen ådalen, hvor den gennem årtusinder har været Jyllands hovedvej nr. 1. Næsten hele området omkring Rørbæk Sø, kilderne og Hærvejsstrøget er beskyttet ved fredninger. Vi tilbringer en smuk eftermiddag i dette vidunderlige landskab. Vi vandrer ca. 10 km (mulighed for at afkorte en anelse og ligeledes for at gå lidt længere, hvis man er frisk på det).
20.00: Aftenhygge med terningfortællinger: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus, og vi hygger os med at genhuske vores liv på nye måder og lære hinanden endnu bedre at kende.
Onsdag d. 8. juni
8.30-10.45: Mikael Rothstein: Religion i evig forandring: Religion er altid i forandring. Selv ting, der er meget gamle og virker uforanderlige, er i bevægelse. Det gælder også for religion i vores eget samfund, hvor et væld af forskellige religioner myldrer ind og ud mellem hinanden. Det er svært at sætte et præcist tal på, men der er tale om over hundrede religioner og religiøse bevægelser. Denne mangfoldighed er af nyere dato, men selv da der var færre religioner i omløb, var forskelligheden og de løbende forandringer til at få øje på. Foredraget tegner en skitse af Danmarks religionshistorie fra de tidligste tider til i dag og stiller samtidig spørgsmålet: Hvorfor producerer mennesker religion? Hvordan gør de det? Og med hvilke konsekvenser?
20.00: Aftenkaffe og højskolehygge
Torsdag d. 9. juni
8.30 – 9.15: Morgensamling
9.45 – 14.45: Vandretur i Gyttegård: Midt i det jyske ligger Gyttegård Plantage, som er midt i en spændende forvandling, som man næsten kan kalde en ”omvendt Dalgas”. Dalgas og Det Danske hedeselskab ønskede at tilplante heden, og sådan blev Gyttegård Plantage skabt. Gyttegård er dog på vej tilbage til tidligere tiders mere naturlige natur – Naturstyrelsen har ryddet næsten 1 km² skov for at genskabe et stort hedeområde midt i plantagen. Her ligger også Grene Sande med åbne klitter med flyvesand, en tidslomme fra 1600- og 1700-tallet, hvor flyvesand begravede landsbyer langt inde i Jylland. Vi vandrer i dette eventyrlige og særlige landskab og spiser frokosten undervejs. Vi er på tur fra 9.45-15.00. Mulighed for 2 ruter: Der vælges mellem en lang rute på ca. 13 km og en kortere på ca. 8 km. Ruterne går igennem plantagernes varierede landskaber, bl.a. vandrer vi i sand og på hede, i skov og langs mark. Begge ruter er (næsten helt) flade, de vandres på stier, der kan forekomme let mudder, så husk egnede sko.
16.00 Festforberedelser
18.30: Festaften
Fredag d. 10. juni
8.00 – 9.00: Udtjekning
9.00 -11.00: ULF PILGAARD: Mit liv som Ulf: Ulf Pilgaard ruller sig ud og fortæller om et helt livs sjov, revy og teater. Ulf Pilgaard fortæller nu endelig, efter mere end 50 år med hovedroller på landets teater- og revyscener, i radio samt i tv-serier og -film, hele historien om sin enestående karriere. Tag med Ulf på en rejse tilbage til gennembruddet på ABC Teatret, de mange forskellige roller på teatrene og de mere end 30 år i Cirkusrevyen.
11.15- 12.00: Ugeafslutning og fælles afsked
12.00: Frokost
Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.20. Lækker frokostbuffet kl. 11.30, samt dejlig aftensmad kl. 17.30. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.
Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.
Tilmelding og betaling
Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post 2 uger før kursusstart. Hvis du selv vælger at aflyse dit ophold, mister du dit indbetalte indmeldelsesgebyr på 500 kr. Aflyser du mindst 4 uger før opholdets begyndelse refunderes hele kursusgebyret på nær indmeldelsesgebyret. Ved afbud senere end 4 uger før kursets start, mister du det samlede indbetalte kursusgebyr.
Her kan du finde vores generelle betalings- og afbestillingsbetingelser
Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk
Kursusperioder og priser
5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.800 ,-
Tillæg for enkeltværelse: kr. 1000 ,-
Kurset foregår i dagene
Mandag 6. – fredag d. 10. juni 2022
Indkvartering
Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.
Transport
Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/fle