Du store strikkeverden

Mandag d. 21. november – fredag d. 25. november (uge 47)
Strikkekurset er for dig, der elsker at arbejde med farver og teknikker, og som nyder at blive inspireret på alle mulige (og umulige) måder og gerne vil blive klogere på historierne bag mønstre, teknikker og traditioner. 

Tilmeld dig venteliste her

Kurset er udsolgt. Meld dig på venteliste her

Strikkekurset er for dig, der elsker at arbejde med farver og teknikker, og som nyder at blive inspireret på alle mulige (og umulige) måder og gerne vil blive klogere på historierne bag mønstre, teknikker og traditioner.

Vi kommer vidt omkring – fra kulturhistoriske emner til aktuelle designeres bud på nye trends i strik. Onsdag er der heldagsudflugt til Uldfarveriet G-uld, den skønne garnbutik med opskrifter og inspiration fra fortid og nutid samt til Fjordenhus i Vejle. Fjordenhus er designet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og er et utroligt smukt og ikonisk bygningsværk på havnen. På vej hjem besøger vi Robert Jacobsens skulpturpark i Egtved.

Glæd dig også til klassiske højskoleaktiviteter som morgensamlinger, højskoleaften og fællessang. Og så skal der naturligvis strikkes og aftenhygges i herregårdens stuer! Vi lægger vægt på den gode stemning med skøn mad fra højskolens køkken, der har sølvmærke i økologi, hyggelige aftener, samt mulighed for småture i vores park og dejlige naturskov, når der er behov for luft og bevægelse.

I denne uge er der ø-fagsuge på Højskolen. Det betyder, at højskoleeleverne fordyber sig i deres interesser. Vi håber, at nogle af eleverne også vil deltage i denne uges strikkekursus.

Der vil være mulighed for at købe garn og bøger fra foredragsholdere og undervisere i løbet af kurset. Dette afregnes direkte med underviser. Kompendiet til arbejdet på workshop i programmet er inklusiv.

 

Medvirkende:
·
Anna Bauer – Anna Bauer er tekstilkunstner og uddannet ved University of Design and Crafts. Anna Bauer er bosiddende og aktiv i Gøteborg. Hun har udgivet bøgerne ”Hønsestrik, en kærlighedshistorie” og ”Hønsestrik for evigt” hos forlaget Roos & Tegnér samt ”Farv garn og strik” sammen med Eva Zethraeus på Polaris forlag.
· Mette Nørregaard Christensen – kulturhistorisk strikkenørd med særlig interesse for mønstertraditioner, symboler og strikketeknikker fra de nordiske lande og Baltikum. Det er efterhånden blevet til mange farvestrålende museumskopier af vanter fra forskellige lande. Interessen for historie- og kulturarvsformidling via håndarbejde har bl.a. resulteret i en række strikkekits med reference til vikingetidens mønstre og fortællinger, alle sælges i Nationalmuseets butikker, herunder Museumsbutikken i Kongernes Jelling. Mette laver også vantedesigns og strikkekits med sit eget plantefarvede garn
· Ruth Sørensen – Tekstilformgiver Ruth Sørensen fra Ebeltoft har gennem mange år gjort sig selv bemærket i strikkeverdenen som en dygtig og meget erfaren designer af strik.
Ruth er optaget af farver og naturen er tydeligvis en inspiration, når hun udvikler sine smukke designs. Sjalet Flowers of Scotland er et rigtigt godt eksempel på det, ligesom et andet sjal; Natsværmer er et glimrende eksempel på hendes leg med naturen og alle dens former og farver.
Ruth er en afholdt foredragsholder, ligesom mange er beriget med dejlige timer i hendes selskab, når hun underviser i strik og teknikker både herhjemme og i udlandet.
· Astrid Fey Otzen – Astrid har strikket lige så længe hun kan huske. Hendes bedstemor lærte hende at strikke og hun sagde altid til hende, at hun skulle gøre sig umage. Hendes bedstemor gjorde meget ud af, at hun skulle forstå og kende maskernes forløb på sit strikketøj.
Astrid inspireres af de mange forskellige strikketeknikker der hjælper en til at få et finere finish på det færdige resultat. Dette budskab ønsker hun at videregive alle sine kursister.
Astrid er uddannet strikdesigner fra Københavns Professionshøjskole, på uddannelsen Strikdesign, Håndværk og Formidling.
Hun har startet egen virksomhed, ”Astrids strikkekurser”, hvor hun udbyder workshops, kurser i alle mulige strikketeknikker og tager gerne udgangspunkt i, hvilke strikketeknikker der er oppe i tiden.
· Vibeke Lindhardt – Vibeke Lindhardt er tekstilkunstner og foredragsholder, cand.pæd. i Didaktik (Materiel Kultur), forfatter til bogen: ”Se min kåbe” – om de danske bispekåber som pragt, dragt og magt. I sit foredrag stræber hun efter en høj faglig formidling samtidig med, at hun vægter den gode historie. Flotte billeder og den levende fortællinger er hendes varemærke. Hun er uddannet fra tekstilkunstner Ann-Mari Kornerups værksted, og efter sin uddannelse på Skals håndarbejdsseminarium har hun arbejdet som tekstilkunstner, underviser og foredragsholder hele sit professionelle liv og arbejdet med tekstil, papir og broderi i store formater. Vibeke har udstillet i ind – og udland og modtaget legater fra Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond m.fl. Derudover har hun tegnet og udført messehagler samt billeder og tæpper til en lang række kirker. Hun har desuden vævet messehagler og antependium for Hendes Majestæt Dronningen til Haderslev domkirke samt bispekåbe til Roskilde domkirke for tekstilkunstneren Ann-Mari Kornerup. I 2011 blev hun cand.pæd. fra Aarhus Universitet.

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl. festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Workshops

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Udflugt i herregårdslandskabet med naturvejleder
· Højskoleaften
· Heldagsudflugt
· Aftenvandring i parken

KURSUSPROGRAM

Mandag
10.30-11.30: Ankomst og indkvartering.
11.30: Frokost
13.00: Velkomst og rundvisning – Vi hører om Brandbjergs historie og får rundvisning inde og ude.
15.00-17.00: Mette Christensen: “Strik med Historien” handler om mønstertraditioner i Norden og Baltikum, og hvordan inspiration, mønstre og teknikker har vandret mellem landene. Jeg vil komme med en række eksempler fra min samling af vanter fra de forskellige lande og vil også fortælle om den inspiration og designproces, der førte til mine vikingetidsinspirerede museumsdesigns. Jeg medbringer et udvalg af mine eksperimenter med strikkede vanter, både museumskopier og egne designs.
19.30-21.00: Syng dig glad – de bedste fra højskolesangbogen
Herefter hygge i herregårdens stuer – med aftenkaffe og fri strik og/eller hygge i de små stuers bløde møbler.

 

Tirsdag
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.30: Strikkeworkshop: Vælg imellem:

Anna Bauer – Hønsestrik – Hønsestrik er en mere fri form for historiefortælling, der stammer fra Danmark i 1970’erne. Forfatteren bag hønsestrik, Kirsten Hofstätter, udgav den første bog i 1973, og den blev en megasucces. Karakteristisk er de farverige mønstre og deres personlige og politiske budskaber. Hønsestrik har i de seneste år fundet nye udtryk i guerillasløjden. Hønsestrik er ren strikkenydelse uden hævede pegefingre, og her har du mulighed for at slappe af i farver, mønstre og fylde din strikning med eget indhold.
Workshops indhold: Historien bag hønsestrik og hvordan den fandt sit nye udtryk: guerillasløjd. I skal få inspiration, have tekniske tips og farvelære, og vi skal selvfølgelig strikke. Materiale: Medbring egne strikkepinde eller rundpinde nr. 2,5 eller 3. Garn kan købes på stedet til kostpris, men det er også ok at medbringe eget garn. Kompendium koster 50,- kr.

Ruth SørensenEn dag med montering Når dansk design fremhæves i udlandet, er det ofte ”detaljen”, der peges på. Hvad enten det drejer sig om brugskunst, møbeldesign eller tekstil, handler det om enkelhed, godt håndværk og finish. Hvis vi overfører disse begreber til vores dagligdags strikketøj, handler det om at få arbejdet gjort ”helt færdigt”, det vi i strikkeverdenen kalder montering. En god montering kan gøre strikketøjet ”helt færdigt” og give en smuk og holdbar helhed, mens en dårlig montering kan ødelægge et ellers fint arbejde og udløse negative ord, som hjemmestrikket – sjusket – halvfærdigt og lignende. For mange strikkere er det netop ”strikning”, som er det vigtigste og ”montering” noget ikke tiltalende, der, som et nødvendigt onde, følger med. Der er talrige eksempler på og beretninger om dygtige strikkere, som har lavet et stort arbejde, som må vente længe på, at det ”bare lige skal sys sammen”. For at gøre montering mere interessant er det min overbevisning, at monteringen skal inddrages i strikkeprocessen, så den ses som en integreret del af arbejdet.

Astrid Fey Otzen – Strikkefasthed og Ret og vrang:
Formiddags workshop: Strikkefastheden! En simpel og kompliceret strørrelse. Strikkefastheden er både meget simpelt og ret kompliceret.
– Simpelt fordi det blot handler om størrelsen på en maske.
– Kompliceret, fordi der er så mange ting, der kan påvirke strikkefastheden – vask, pindetykkelse, materiale på strikkepinden, garntype og meget, meget mere.
På workshoppen skal vi arbejde med det simple og det komplicerede, der sammen skal danne rammen for en forståelse af strikkefastheden og dens vigtighed.
Du skal medbringe: strikkepinde/rundpinde 5 mm, knappenåle, uldnål, samt en strikkefasthedsmåler.
Underviser medbringer: garn til opgaven, blockemåtter samt kompendie. Strikkefasthedsmåler kan evt. købes af mig.
Eftermiddags workshop: Ret og vrang = strukturstrik
Med strukturstrik kan du nemt pifte et enkelt design op, lige fra bluser, huer, vanter etc., og det alene ved at bruge ret og vrangmasker. Udtrykket på mønsteret kan ændre sig blot ved at bruge forskellige garnkvaliteter. På workshoppen skal vi arbejde med udtrykket. Vi strikker det samme strukturmønster, men i forskellige garnkvaliteter, for derefter at kigge på udtrykket.
Du skal medbringe: strikkepinde i forskellige størrelser, uldnål, knappenåle.
Underviser medbringer: garn til opgaven, samt kompendie.
Dagen slutter vi af med strikkefasthedsprøven fra formiddagen, samt evaluering af udtrykket på strukturstrikkeprøverne.

13.00-15.00:Strikkeworkshop, fortsat
16.00: Mulighed for yoga eller vandring i herregårdsparken – En skøn vandretur i parken bag Brandbjerg herregård. Vi vandrer i parken, ser begyndelsen af Grejsdalen for enden af nøddealleen og får historien om Brandbjerg Herregård og – Højskole. HUSK praktiske sko (eller tørre strømper 😊). Vil man hellere lave yoga og måske få løsnet nogle trætte strikkemuskler, er dette også en mulighed.
19.30-21.00: Højskoleaften med Anne Bauer: Om hønsestrik.
Hygge i herregårdens stuer – med aftenkaffe i salonen og fri strik og/eller hygge i de små stuers bløde møbler.

Onsdag
8.30-9.15: Morgensamling
9.30: Heldagsudflugt til G-uld og Fjordenhus samt Robert Jacobsen: Først besøger vi G-uld, som arbejder med plantefarvning af garn. Anne og Louise har haft en overvældende succes med deres koncept, som kombinerer den traditionelle, håndværksmæssige kunnen med nytænkning af design og formidling. Nogle har måske set programmet, hvor Søren Ryge får en ny sweater strikket af garn som Anne og Louise farvede med planter fra hans have. På deres gård i Ravning vest for Vejle har de indrettet en 160 m2 stor butik med garn, bøger mm. Vi går på opdagelse i garner, opskrifter og farver. Her spiser vi frokost, inden vi kører mod Vejle og Fjordenhus, hvor vi mødes med vores rundviser, som vil fortælle os om det spændende og meget særprægede Fjordenhus. På vej hjem runder vi Tørskind grusgrav som er en skulpturpark i Vejle Ådal nær Egtved. Tørskind grusgrav er en tidligere grusgrav, der er ændret til en skulpturpark med værker udført i stål, granit og træ af Robert Jacobsen og hans elev, franskmanden Jean Clareboudt under en femårsperiode fra 1986 til 1991. Her drikker vi vores medbragte kaffe og kage.
19.30: Strikkecafé: Vi deler erfaringer – både de gode og mindre gode – og viser de bedste og værste mønstre. Medbring gerne dine favoritter.

 

Torsdag
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.15: Strikkeworkshop: Vælg imellem:

Anna Bauer – Hønsestrik: Samme workshop som tirsdag (se tirsdagens program)

Astrid Fey Otzen: Samme workshop som tirsdag (se tirsdagens program)

Ruth Sørensen – Mønsterstrik – en dag med Fair Isle:
Der er mange forskellige måder at strikke mønsterstrik på, men på dette kursus vil jeg tage udgangspunkt i mønstrene og teknikken fra den lille Shetlandske Ø, Fair Isle. Øen, der kan betragtes som værende meget isoleret midt i Atlanterhavet, har vist sig at være arnested for en enestående strikketradition, som er alt andet end isoleret og har formået at blive spredt over hele verden. Måske er det netop på grund af beliggenheden, hvor skibe har kunnet søge ly på lange – og farlige – sørejser, der har været medvirkende til udbredelsen af strikketraditionen, men det må først og fremmest være på grund af dygtige strikkere og arbejdet med farver og mønstre, som har gjort, at Fair Isle er blevet synonym med mønsterstrik. På kurset vil vi arbejde med mønstre, farver og strikketeknik.

13.00-16.00: Strikkeworkshop, fortsat.
Ca. 16.30: Festforberedelse: Vi dækker bordene smukt til aftenens festmiddag.
18.30: Festmiddag
21.00- Hygge i Drama – med natmad og udstilling af ugens strik.

 

Fredag
8.30: Udstilling af ugens arbejde
9.00-11.00: Foredrag med Vibeke Lindhardt – Mormors garderobeskab:
Et garderobeskab er et sted, som gemmer på historier, minder, relikvier og skatte – det gemte, det glemte, som fortjener at komme ud af mørket og blive pudset/støvet af. Med udgangspunkt i min egen sanselige oplevelse og erindring om min mormors eventyrlige garderobeskab vil jeg fortælle om forskellige håndarbejdsteknikkers historie, udbredelse og betydning. Om kvindens rolle og status i forhold til valget af håndarbejde og om håndarbejde og foreningsliv. Hvorfor beskæftiger vi os overhovedet med tidskrævende unyttige håndarbejder, og hvilken betydning har de i dag? Et foredrag med billeder, men også et foredrag hvor I får lov at se og røre redskaber, håndarbejder og materialer samt opleve en lille biografisk udstilling af rariteter.
11.00 Ugeafslutning og fælles afsked
Farvel og tak for denne gang

 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 11.30 samt dejlig aftensmad kl. 17.30. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. Ca. 21 er der aftenkaffe.  

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.  

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.800 ,-
Tillæg for enkeltværelse*:  kr. 1000 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag d. 21. november – fredag d. 25. november (uge 47)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
Sydtrafik Flextrafik

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 10.00 til 14.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Generic filters
Exact matches only

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.

Brandbjerg Højskole
4.9
Based on 28 reviews
drevet af Facebook