Familiehøjskole

Mandag d. 20.juli – Søndag d. 26. juli 2020
Kom og vær med til et familiekursus med familien i centrum. Vi ønsker at skabe rammen om en hel uges kvalitetstid i familien.

TILMELD DIG HER

BEMÆRK: Få pladser tilbage på kurset. Der er mange workshops der er udsolgte (se skema) men husk at det er for at sikre en gode oplevelse for alle, at vi melder udsolgt på workshops – så det er også til jeres fordel!

Kom og vær med til et kursus med familien i centrum. Vi ønsker at skabe rammen om en hel uges kvalitetstid i familien. Målet er, at man er sammen med sine børn i spændende aktiviteter, men også mødes med andre på tværs af alder og interesser. En rigtig højskoleuge med morgensang, godnathistorie og workshops hvor I kan lave alt det sammen, som man aldrig får gjort i hverdagen.

Det bliver en intens uge fyldt med workshops, hvor hele familien er sammen om at prøve nye spændende ting – både sammen og hver for sig. På fire dage vil vi udbyde 4 moduler, hvor I sammen i familien kan vælge imellem 28 forskellige workshops. En formiddag og en aften deler vi op, så børnene har aldersopdelte workshops, og de voksne får tid til foredrag og debat.

Se det som en chance for at være sammen på den gode måde – uden alt det sure med madlavning, rengøring, utålmodige børn på bagsædet osv. På rigtig højskolevis starter hver dag selvfølgelig med morgensang, ligesom dagen afsluttes med aftensang og fortælling for både børn og forældre. Der vil være både være tidlig godnathistorie for de små kl. 20.30 og en sejere historie for de store kl. 21.00.

Når man vælger fælles workshops, vælger man altid en voksen sammen med et eller flere børn. Børn fra 11 år kan dog deltage i værkstederne alene, men ofte vil det være en fordel af være børn og voksne sammen om tingene. Alle aktiviteter og workshops tager udgangs­punkt i børn fra 6 år og opefter. 

Vi gør også noget specielt for de store børn eller unge, så de hurtigt finder hinanden. 

Vær iøvrigt opmærksom på, at kurset starter mandag i uge 30 og kører til søndag.

Kursusledere:
Nikolaj Hygebjerg, Laila Hygebjerg

Prisen inkluderer:

· 6 overnatninger i dobbeltværelse (børn evt. på fold ud-seng)
· Fuldpension 
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.


Fællesaktiviteter for hele familien

Det store familieløb
Tirsdag skal vi på et stort familieløb. Turen går rundt på skolens store dejlige grund til nye og anderledes udfordringer for store og små. Her har samarbejde og godt humør højeste prioritet.

Sommeraktiviteter i skolens park
Lørdag eftermiddag er der lagt op til hygge med stort “H” med en flok sjove frivillige aktiviteter: Bodybowling, sæbebane, vandleg, hårpynt, ansigts­maling og “tatoveringer”, forskellige lege og boldspil m.v. Samtidig vil der være udstilling af ugens værker fra de forskellige kreative værksteder – og ikke mindst byder vi på sommerens største gammeldaws isvaffel.

 Frieftermiddag
Efter en hektisk start på ugen har vi lagt en fri-eftermiddag ind torsdag eftermiddag. Her bliver der tid til at lege, bruge hallen, være sammen eller selv tage på tur ud af huset. Sideløbende har vi en heldagstur til skoven og stranden. 

AFTENPROGRAMMER

Velkomstaften
Lege og sammenrystning i familierne. Børn på 11 år+ vil få mulighed for allerede her at lære hinanden at kende.

Smuglerløb
Årets hit! Alle, både børn og forældre skriger af grin!

Bålaften i Atriumgården
Med hygge, pandekager, sang og underholdning for hele familien.

Åben aften
Vi holder en åben aften, hvor nogle af de kreative værksteder er åbne, og vi spiller også fodbold, rundbold m.m., men ikke mindst vil vi have JER i spil – hvad kan I sætte gang i? Lad os undervise, lege, spille og meget andet sammen! Meld MEGET gerne ind i tilmeldingen, hvis I kunne tænke jer at stå for en leg, et spil, en workshop eller et foredrag.

Afslutningsmiddag med underholdning
Derefter hygge i atriumgården, børnediskotek og voksencafé

Voksencafé
Hver aften, når børnene er puttet, er der voksencafé med tema. Det betyder, at der er et pusterum, hvor man kan være voksen med andre voksne. Temaerne spænder fra højskolesang over ice­breaking til øl-smagning!

 

ALDERSOPDELTE AKTIVITETER TIRSDAG OG ONSDAG (VÆLGES PÅ DAGEN): 

Børn:
Børnene vil blive opdelt i aldersgrupper og vil blive passet af vores unge hjælpere. Det bliver sjove workshops med masser af leg, grin og sammenrystning, så alle kan finde sig nogle venner.

Voksne:
Tirsdag: Stine Lemming: MED FAMILIELIVET I FOKUS (tekst kommer)
Onsdag aften: Lærke Egefjord: Læge, mindfulness-instruktør, forfatter og billedkunstner: Styrk dit helbred med kunst & kreativitet – Vejen til indre ro, flow og livsglæde: Foredraget giver dig et indblik i, hvordan kunst og kreativitet kan dæmpe symptomer på eksempelvis stress, angst, depression og demens. Samtidig bliver du klogere på, hvorfor vi ofte anser kreativitet som noget, der er forbeholdt nogle få udvalgte, og på hvordan du med helt konkrete redskaber selv skaber de optimale rammer for at opleve den følelse af flow og livsglæde, en kreativ stund kan give dig.

KURSUSPROGRAM

Friluftsworkshops:

Klatring
Klatring er en sjov og hyggelig fællesaktivitet, hvor man kan støtte og hjælpe hinanden. På Brandbjerg har vi en såkaldt bouldervæg, dvs. vi klatrer uden sikkerhedsreb på forholdsvis lave højder med en tyk faldmadras under. Der er forskellige teknikker, man kan lære for at gøre klatringen nemmere for sig selv. Vi vil gennemgå forskellige metoder at ‘gå til væggen’ på og lære at gennemskue ruterne – og ellers mest bare få klatret en hel masse. 

Besøg på bondegården
Vi skal besøge en lokal økologisk bondegård, hvor vi skal se på dyr og marker. Bondegården leverer både grøntsager og kød direkte til Brandbjerg Højskole – så det er mad herfra, vi spiser i løbet af ugen. Hvor kommer maden egentlig fra? Lever dyrene godt? Vi skal med ud i kartoffelmarken og grave kartofler op, som vi laver til kartoffelsuppe hjemme på gården. En hyggelig dag med ro og tid til at lege og opleve sammen.

Mountainbike (fra 11 år)
Teknik, leg og tur – en hel dag med MTB: Den første formiddag fokuserer på mtb-tekniske elementer; sving, op- og nedkørsel, balance og brug af gear, som trænes gennem leg, samarbejde og forskellige forhindringer på vores nye fede teknikbane. Den anden formiddag tager vi på tur i landskabet omkring højskolen på jagt efter krævende opkørsler og ditto fede nedkørsler, og vi tester de nærmeste mtb-spor. MTB er en sjov og sanselig måde at opleve landskabet på, og så kan man mærke hjertet banke.
Min. højde 150 cm (eller medbring egen mtb).

Kanotur på Gudenåen
Vi følger strømmen og glider ind i sommerens land – et magisk landskab, som forstærkes fra kanoens frøperspektiv. Det føles næsten som at synke ind i naturen, tæt på plante- og dyreliv og få fornemmelsen af mere end 10.000 års landskabshistorie. Undervejs foretager vi en pause for at nyde vores medbragte mad. 

MUSIKWORKSHOPS:

Sammenspil
Vi skal spille på instrumenter og synge sammen. Vi skaber et nummer ud fra de ideer, I kommer med, som vi evt. opfører for de andre (hvis vi tør 🙂). Alle kan være med, så selvom du ikke har spillet før, skal du være velkommen til at spille eller synge med. Vores musiklokale er rigt udstyret med trommer, basser, guitarer, klaverer og diverse percussion osv.

KREATIVE WORKSHOPS

Maleri
Har du lyst til at male, så kom og giv dig selv muligheden for at fordybe dig en hel dag. Der er mulighed for vejledning i forskellige teknikker. VI maler med acryl på lærred og udforsker forskellige materialer. Kan man male med en fluesmækker, svamp, kartoffel eller plasticpose? Medbring gerne materialer hjemmefra, hvis der er noget særligt, du gerne vil lave. Forvent at bruge mellem 0-150kr.

Keramik
På keramikværkstedet arbejder vi med porcelæns-ler, som vi laver små fine ting af. Det kan være tynde fyrfadslysestager, små vaser, jule­kageophæng og påskeæg, magneter samt en masse flotte smykker. Vi laver fine mønstre med blonder, små trykklodser og gamle knapper. Tingene når at blive brændt, så de står som kridhvide, men ikke glaseret (farvet). Et værksted der kræver tålmodighed. Pris: Regn med at bruge for mellem 25-100 kr. på ler pr. deltager.

Smykker 
Der er 1000 materialer der venter deltagerne i smykkeworkshoppen. Kun fantasien sætter grænser for kreativiteten når der skal laves smukke og seje smykker. Forvent at bruge materialer for mellem 20-150 kr. pr. deltager.

Pileflet
Vi skal lege med det fantastiske naturmateriale pil. Der bliver mulighed for at prøve at flette i pil og lave forskellige små ting, som man kan få med sig hjem  – og at lære de forskellige enkle fletteteknikker i pil – og måske også bark og andre naturmaterialer. Forvent at bruge mellem 0-50 kr.

Træværksted
Så skal vi arbejde i træværkstedet. Jens Peter inviterer indenfor i værkstedet hvor du kan snitte til den store guldmedalje. Pris 0-50kr

Stenmaling
I workshoppen stenmaling dekorerer vi smukke glatte sten. Vi tegner og maler, så stenene bliver de fineste små malerier. Vi laver også billeder og andre sjove ting af sten. Et rigtigt hygge-og kreativt koncentrationsværksted for alle aldre.
Pris gratis. 

Landart 
Vi vil lege med naturens materialer og skabe små kunstværker på jorden og på træer. Fantasien slippes løs: Bliver det pænt, farligt eller grimt? Farver og former fra naturens skatkammer sættes sammen på nye måder. Måske starter det med en plan, eller måske lader vi tilfældigheder styre os. Med små fortællinger om naturens skabninger er der mulighed for at blive lidt klogere på verden.

Diverse workshops:

Heldagstur: Besøg på Økolariet og badetur til Hvidbjerg Klit:
Om formiddagen skal vi besøge det spændende museum Økolariet, som har skiftende udstillinger om miljø og økologi m.m. med fokus på spændende formidling til børn. Om eftermiddagen tager vi til Hvidbjerg Klit, hvor vi skal indtage vores medbragte frokost og hygge, lege, bygge sandslotte og bade. Dette er også muligheden for at køeb en is, hvis man ikke kan vente til lørdag 🙂 Bussen vil parkere ved en let fremkommelig strand. Hvis man kører i egen bil, kan man godt nøjes med formiddagen eller eftermiddagen.

Lego Build Battle
Brandbjerg har i en årrække haft tæt kontakt til nærliggende Lego, og vi har derfor utrolig meget Lego på skolen. Vi vil lave en byggekonkurrence, hvor deltagerne skal bruge tid og fokus på at skabe de sejeste nye legosæt ud fra små opgaver.

 

T-shirt fabrikken
Har du drømt at designe dine egne t-shirts?  Vi har købt professionelt udstyr til at lave t-shirts og andet stoftryk. Vi arbejder med jeres egne tegninger, som kan scannes og rentegnes på computer og efterfølgende trykkes på tøj. Men kan også skrive tekst eller bruge billeder fra nettet. Hvis du vælger værkstedet, vil I få mulighed for at bestille t-shirts, inden du kommer (I får en mail) eller I kan selv medbringe tøj, der kan trykkes på. Trykark koster 30 kr. pr. A4, så prisen på workshoppen afhænger af, hvor meget og hvor stort I vil trykke.

Insekthoteller
Vi skal bygge vores egne insekthoteller, som I efterfølgende kan få med hjem og pynte i haven. Der vil være et væld af naturmaterialer, og de bliver super smukke – og mon ikke også der flytter nogle spændende insekter ind?

Friluftsbadet/svømmehallen
En lækker tur til Jelling Friluftsbad eller – ved dårligt vejr Thyregod Badeland. Vi skal bare slappe af på ugens sidste dag og hygge os med venner og familie, mens vi bader og morer os!

Hjemmeeksperimentariet
Kemi er sjovt, kemi er spændende, og der er kemi i alt omkring os i dagligdagen. I denne workshop skal I have fingrene i hverdagens kemikalier og prøve en masse flotte, sjove og lærerige køkken/baghaveforsøg. Workshoppen vil også være peppet op med spektakulære demonstrationsforsøg. Kom og lær hvordan man laver de bedste sæbebobler, hvordan man skræller et æg, og hvordan man laver en kæmpe stjernekaster.

Restorativ Yoga (fra 12 år)
Restorativ yoga er en yogaform, der har fokus på at bringe kroppen i ro. Når kroppen hviler og nervesystemet er i ro, kan kroppens selvhelbredende funktion arbejde. De blide bevægelser, der ender i hvilestillinger, er et fantastisk værn mod stress og følelsen af indre uro. Workshoppen vil give dig mulighed for at afprøve flere stillinger og værktøjer til selv at anvende metoden.

Cookieworkshop
Nu skal der gang i den rolige hånd, for vi skal arbejde med tylleteknik og pynte småkager med fondant og tyk glasur. Først gives introduktion til, hvordan man kan pynte småkagen, hvorefter du selv skal i gang. Vi bruger fondant, glasur og sukkerperler og tryller de smukkeste småkager frem, som vil imponere enhver gæst til festen eller eftermiddagskaffen. Teknikkerne kan efterfølgende bruges i køkkenet derhjemme, når der skal kreeres store kager. Alle kan være med. Prisen inkluderer et cookie-kagesæt som hver familie får med hjem med tyller, farver og fondant (værdi 150 kr). Pris for workshoppen er 125 kr. pr. familie

Kage, kage, kage!
Så er der kage! I bedste bagedyststil pynter vi de flotteste farverige cupcakes med fondant og smørcreme og bruger alverdens udstikkere, tyller og andet værktøj. Vi kan både modellere pynt til kagerne og prøve forskellige sprøjteteknikker med smørcreme. Der gives introduktion til, hvordan man kan pynte kagerne, hvorefter I selv skal i gang med jeres mesterværker. Hver mand pynter ca. 6 cupcakes, og på workshoppen tilkøbes et modelleringssæt, som man lærer at bruge og får med hjem. Kagerne spiser vi sammen til eftermiddagskaffen til stor glæde for alle kursister. For børn fra 10 år. Prisen inkluderer et cupcake-kagesæt med tyller og farver som hver familie får med hjem (værdi 150 kr). Pris for workshoppen er 125 kr. pr. familie

Bolcher
Vi laver vore egne lækre bolcher og slikkepinde og lærer, hvordan man selv kan lave bolcherne derhjemme. Hver familie kan nå at lave to portioner bolcher. De seje kan måske lave flag og andre svære bolche­mønstre. Værkstedet koster 30 kr. pr. familie.

Rollespil
Rollespil med elvere, troldmænd, orker og krigere! Første formiddag laver vi selv kostumer og seje våben og tager fat på roller for både de gode, de onde og healerne! Formiddagen er et fællesprojekt for både børn og voksne. Om eftermiddagen spiller vi forskellige små rollespil, der alle hænger sammen i en større fortælling. Denne formiddag er mest for børn og barnlige sjæle, der kan lide at slås med våben (men der er også roller som healere for de lidt mere forsigtige).
Forvent at bruge 50 kr. i materialer pr. person (men vi vil jo helst genbruge, så hvis vi får brugte liggeunderlag fra Jelling Festival er workshoppen gratis!)

Tur til Kongernes Jelling
En formiddag hvor vi skal ind til Jelling 7 km fra højskolen og se Jellingestenen og det flotte oplevelsescenter “Kongernes Jelling”, der er bygget omkring stenen. Oplevelsescentret byder på en unik og supermoderne digital sanseoplevelse, der handler om vikingernes liv og levned. Der kan røres, mærkes og gyses, når vikingernes liv folder sig ud med alt fra bier til drager. Det bliver en rejse fra fortællinger i flammernes skær, over livet som viking og kriger, til rejsen til Valhal samt overgangen til kristendommen.

Bålmad
På bålmad skal vi selvfølgelig lave mad! Men I kan godt glemme alt om snobrød, kedelige gryderetter, brændte frikadeller, og hvad man ellers normalt forbinder bålmad med. Vi skal forsøge at lave en tre retters menu, hvor alle retter selvfølgelig er lavet over bål. Det bliver lækkert, anderledes og sjovt, og vi kommer alle sammen til at lugte dejlig meget af bål.

Gnaverkongens nødder
Gnaverkongen har brug for hjælp! Han har mistet alle gnavernes nødder til padderne, som er træt af at spise insekter. Padderne skal overtales til/forhandles med om/ stjæles fra, så nødderne kommer tilbage til gnaverkongen. På aktiviteten ville være klassiske spejderaktiviteter med samarbejde og hygge i familien.

Sanseværksted for børn og forældre
Kom med på en sansefyldt workshop, hvor vi i nærværende fællesskab åbner dørene for det frirum, vi hver især bærer i os. Her er mulighed for at stifte bekendtskab med yoga-mindfulness, kropsbevidsthed, åndedrætsfokus, følelsen af stilhed samt den levende natur omkring os. Hvordan kan vi – uanset om vi er 6 år eller 66 år – hjælpe os selv frem mod rare følelser indeni, når vi oplever uro? Vi arbejder med at mærke efter i kroppen, helt ned i lilletæerne og helt op i hovedbund og næsetip. Dele af workshoppen foregår fælles i samværet med jeres børn – herunder sansetur i naturen omkring Brandbjerg og fælles yoga – mens I ved andre øvelser er opdelte (forældre i et hold, børn i et andet). Opdelingen muliggør en særlig indlevelse for både børn og voksne i visse dele af workshoppen.

Kursusperioder og priser

7 dages familiekursus på dobbeltværelse med egeet toilet og bad:

Voksne fra 17,5 : 4.850,-
Eneværelse: 700,-
Børn 4-5 år: 1.100,-
Barn 6-10 år: 2.000,-
Barn 11-17,5 år: 2.250,-

Linnedpakke: 75,-kr pr person

Indkvartering

Indkvartering i værelser med eget bad og toilet. Er I flere end der kan være i et rum, indkvarteres I på værelser der ligger ved siden af hinanden. Har I specielle ønsker kontakt da Brandbjerg Højskole inden ankomst på 75871500 eller bh@brandbjerg.dk

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her: 

www.sydtrafik.dk/flextrafik/flextur/hvordan-bestiller-du

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.