Digte
Poesien har altid fyldt en stor del af Simons skriverier. Især ynder han rim. De fleste af hans digte er humoristiske og finurlige, en del af dem er samfundskritiske og andre vemodige, men håbet er altid med.
Drømmen om de store ører
(til Folkemødet i Allinge juni 2017)
Drømmen om det favnende samfund
(til Folkemødet i Allinge juni 2017)
Drømmen om den uendelige vækst, underholdningshysteriet og det smerteløse liv
(til Folkemødet i Allinge juni 2017)
En halvstiv stodder
(FFD Årsmøde 2017)
Læs mere
Vi skal bygge en folkelig Kattegatforbindelse
Jeg er meget optaget af arbejdet for en mere bæredygtig verden og af det, som jeg anser for en absolut nødvendig forandring af vores måde at behandle hinanden og vores klode på. En stor del af klodens naturlige liv og måske endda menneskets fremtid afhænger af denne forandring.
Det er en erkendelse, der deles af flere og flere. Det største problem for mig at se er, at når arbejdet for en lys fremtid bliver til en kamp for at definere vejen dertil, så har vi ofte en tendens til at skille de to bærende elementer i bæredygtighedsdagsordenen ad. I kampen for et mere bæredygtigt forhold til den klode, vi lever af og på, glemmes ofte det bæredygtige forhold til det andet menneske, der både er et mål og en forudsætning for hele dagsordenen.
Nogle er allerede ved at brække sig over at tale om bæredygtighed, andre mener slet ikke, at vi for alvor er kommet i gang. Jeg er selv af den overbevisning, at der skal en enorm kulturændring til, for at vi kan finde en bæredygtig kurs, og kulturforandringer kræver på den ene side enormt hårdt arbejde, og på den anden side kræver de tålmodighed.
Vi skal på én gang lade os drive af vores fornemmelse af, at det haster, og samtidig skal vi mødes i tålmodigheden på tværs af meningsforskelle, indsigter og verdensbilleder, hvis vi for alvor vil arbejde på forandring. Ellers lykkes det ganske enkelt ikke at gøre bæredygtighed til en delt kerneværdi i vores fælles fremtid.
Når man anser noget for at være så vigtigt, som en del anser den bæredygtige udvikling for at være, kan man ligefrem føle sig optændt af en hellig ild. Det kan for den enkelte føles enormt meningsfuldt at lade sig opsluge af ilden fra den brændende platform, man føler, man står på, men den uheldige konsekvens er, at ilden i mange tilfælde ender med at brænde mange andre vigtige forhold ned på sin vej. Mange krige er begyndt på den baggrund. Så galt behøver det heldigvis ikke at gå, men ikke sjældent bortbrænder den hellige ild ansvaret for vores medmennesker, fordi folk i deres selvretfærdige harme over verdens dårskab føler sig hævet over dem, der endnu ikke har set lyset.
Omvendt er reaktionen mod hellige krigere, at man kun kan høre, at de råber, men aldrig hvad de siger. Såvel panik som følelsen af overlegenhed og manglende lydhørhed opløser det ordentlige menneske. I en bæredygtighedssammenhæng er det en katastrofe, fordi det direkte modarbejder den ligeværdighed, der er grundlaget for en mere bæredygtig verden.
Men hvordan fører man overhovedet en ligeværdig samtale, uden at det bliver den kloge, der taler ned til den mindre kloge, uanset om det er den unge storby-klimaaktivist, der laver himmelvendte øjne af boomer- udkantsbondens manglende forståelse, eller det omvendt er den erfarne landmand, der ryster på hovedet af de kaffe-latte-drikkende skrigaber fra stenbroen, der aldrig har sat deres fod i naturen. Hvordan begraver vi stereotyperne og skaber lydhørhed overfor hinandens forskellige indsigter og perspektiver?
Vi sætter ganske enkelt rammen omkring den demokratiske samtale – en samtale, som mange for tiden føler er truet i den vestlige verden. Vi har masser af kulturelle forudsætninger for at genoptage og udvikle den, men det kræver et rum og en indsats. Det absolut bedste redskab til generel oplysning og gensidig respekt er at se hinanden i øjnene og føre en ligeværdig samtale på tværs af vidensniveauer, holdninger, bekymringer og personlige erfaringer. Vi skal simpelthen mødes i virkeligheden. Det er det eneste, der virker mod opløsning.
På hver side af bæredygtighedsskyttegraven findes hellige krigere eller konspirationsteoretikere, der kun har krigen til fælles. De er få, men de har uhyggelig stor betydning for alle os andre, fordi de stjæler rampelyset med deres uforsonlighed. Ekstremer er gode historier for massemedierne, og samtidig er de nemme at positionere sig i forhold til og dermed guf på den politiske scene. Vi ser derfor også en stigende tendens til, at de regionale forskelle mellem det såkaldte ”produktionsdanmark” og ”snobberne fra storbyerne” bliver iscenesat som ideologisk kampplads for en lang række politiske partier. I stedet for at forsøge at skabe en mangesidig berigende samtale tales forskellene op.
Gentages det ofte nok, ender det med at blive en selvopfyldende profeti, og mens folket tages som gidsel i fortællingen om den voksende afstand mellem det kunstige liv i storstaden og det autentiske liv på landet, drukner de fælles dagsordner og dermed bæredygtigheden i nyopgravede grøfter.
Hvis man vil skabe fællesskab med andre mennesker, hvis man gerne vil påvirke hinanden til at handle og understøtte særlige væremåder, der er gunstige for fremtiden, er det en forbandet dårlig ide at begynde med at fortælle dem, at de ikke har fattet en skid, og at de er til i verden på en helt forkert måde.
Hvis vi derimod virkelig skal rykke på bæredygtighedsdagsordenen, kræver det en folkelig samtale, hvor der ikke er plads til uforsonlighed.
En samtale hvor vi blandt andet mødes på et videnskabeligt grundlag, hvor den gængse forskning (med alle dens usikkerheder og mindre uoverensstemmelser) er vores pejlemærke. En samtale som bygger på demokratiske principper, lydhørhed overfor de menneskelige værdier, der er på spil for de enkelte og et ærligt forsøg på at gå på opdagelse i den andens verdensbillede. Uden det fællesskab fortoner håbet og mulighederne for at handle til fælles gavn sig i horisonten.
Derfor er min direkte opfordring, at vi bestræber os på at skabe en folkelig Kattegatforbindelse gennem bæredygtige samtaler. Vi skal simpelthen bygge arenaer for håb, der afløser afmagten og uforsonligheden. Til det formål skal vi bruge ”et tredje sted”, hvor vi kan mødes, og hvor vi lægger de sædvanlige forsvarsmekanismer og våben fra os ved døren. Der findes allerede egnede steder, der altid har lagt rum til arbejdet med den folkelige bæredygtighed.
Det er de danske folkehøjskoler, der i mere end 175 år har huset den ligeværdige, folkelige dialog, hvor meninger mødes og brydes i en tryg, hjemlig og lydhør atmosfære. Jeg vil opfordre medier, politikere, bønder, tømrere, bæredygtighedskrigere, blå habitter og akademikere- unge som gamle og ikke mindst højskolerne selv til at bruge disse oplagte mødesteder til at få gang i den folkelige samtale, der skal føre os i armene på en håbefuld fremtid. Højskolerne er Danmarks bedste samtalekøkken. Vi må ikke alene overlade arbejdet til beslutningstagerne på den store scene. De er der faktisk kun på baggrund af folkets beslutninger.
Jeg tillader mig at afslutte med et lille poetisk indslag fra en Midvintertale, jeg holdt for nylig: ”Det er stadig folket, der skal gøre det meste, for verdens fremtid er faktisk op til de fleste.”
Vegansk skrigeskinke – nej tak
Jeg vil skynde mig at sige, at det her ikke er et indlæg imod veganere eller veganisme. Det er et indlæg imod fanatisme. Der er ikke noget mere ødelæggende for en sag end enøjethed.
Når kykloper drager på korstog, træder de i deres helhellige, halvblinde krigsførsel alt under fode. Det er ødelæggende for enhver form for dialog – endsige horisontudvidelse, og det er ofte kykloperne, der afleder vores opmærksomhed fra ellers vigtige sagers alvor. Den grønne omstilling, som vi har så ualmindeligt svært ved at få op i virkningsfulde omdrejninger, er ingen undtagelse. Kykloperne er en del af forklaringen. De er på flere måder blevet vi andres undskyldning for at sidde på hænderne.
Der findes to former for kykloper. De der er forblændet af en sag, og de der slet ikke har nogen sag, men kun har øje for sig selv. De sidste vil ofte gå på kompromis med det meste for at tjene penge. Anstændighed, medmenneskelighed, ordentlighed og sandhed trædes under fode, når f.eks. oliegiganterne med stor dygtighed gør tvivlen om klimaforandringerne til allemandseje for at forlænge indtjeningsperioden med mindst fem årtier.
Det er vildt, at det lader sig gøre helt uden skyggen af videnskabeligt grundlag at vildlede en halv verden. Men det er belejligt, for så er vi fri for at rejse os fra sofaen, og det er præcis derfor, vi lader os trække rundt i manegen som en flok dumme får – og her må jeg nok undskylde min sprogbrug overfor rabiate veganske sjæle.
For det er præcis et eksempel på den slags kykloper, der er så forblændede af sagen, at de ikke øjner nogen anden virkelighed end deres egen. Når repræsentanter fra det nyligt stiftede Veganerpartiet gør sig til talsmænd for, at vi skal afskaffe ordsprog, der kan virke stødende overfor dyr – enten fordi de fremstiller dem som mindreværdige eller som mad – så understreger de med denne, måske satiriske (?), udmelding en større folkelig fortælling om, at grøn omstilling og respekt for naturen er et virkelighedsfjernt, rabiat, vegansk cafelatte-projekt, som man ikke behøver at tage alvorligt.
Det bliver i bedste fald uvedkommende og i værste fald latterliggjort i en grad, så det kan være umuligt at fortsætte den konstruktive dialog for dem, der arbejder seriøst med bæredygtig udvikling. Havde jeg haft hang til konspirationer, ville jeg tro, at de var på oliegiganternes og den konservative kødindustris lønningslister. De maler i hvert fald med store penselstrøg med på billedet af en hysterisk klima- og miljøbevægelse, som man ikke behøver at tage alvorligt, og det smitter af på opfattelsen af enhver, der gør sig til talsmand for et afbalanceret forhold til naturen og planeten.
Jeg vil yderligere illustrere problematikken med et lille uddrag af et digt, jeg skrev for et par år siden om de naturforkæmpere, der har stirret sig blinde på sagen og glemt både medmennesket og naturen.
”Ve dig, som taler om jagt og pels og kød – eller påstår at det er naturligt med smerte, kamp og død – for de ved nok hvordan det hele hænger sammen – de har oplevet det hele – indenfor tv-rammen. Og mens der brygges videre på disney-retorikken – drukner alle vores virkelige natur-problemer i romantikken – for dyr bliver personer og hyæner danser rumba – når dit natursyn bygger på Timon og Pumba”.
”Kan I se ironien”, stod der på et billede, jeg for nylig faldt over på nettet. Fotoet var sakset fra min højskoles hjemmeside. Over billedet var klippet en tekst ind, også fra vores hjemmeside, med ordene: ”Brandbjergs køkken er frontløber blandt storkøkkener, når det gælder vegansk og vegetarisk mad”. Selve fotoet viste køkkenpersonalet, der var i færd med at lære en flok elever at omdanne økologiske frilandssvin til mad, for som en del af deres dannelse at give dem indsigt i vejen fra jord til bord.
Det er en af mange måder, hvorpå vi inspirerer dem til at tage stilling til, hvad de vil putte i munden på et oplyst grundlag. Så nej. Jeg kan ikke se ironien. Tværtimod er det yderst seriøst. I min verden skal vi netop mødes på tværs af forskellighederne, hvis vi skal kunne præge hinandens verdensbilleder, og derfor er der brug for mødesteder, in casu en højskole, hvor der er plads til både kødspisere og dem, der har valgt det fra. Begge parter kan i øvrigt meget vel være dele af den samme kamp for en bæredygtig verden, og selv dem, der slet ikke mener, at verden er deres ansvar, er der plads til.
Opslaget derimod bygger videre på en snæversynet fortælling om, at bæredygtighed og grøn omstilling er et ekskluderende: enten- eller – enten går du all in, eller også er du en hykler. Det er et argument, jeg ofte hører fra begge sider af den optrukne miljø- og klimafront, og det er netop det faktum, der gør mig bekymret, for det tyder på, at denne eksklusivitet er blevet folkeeje i klimadebatten.
Man kan grine lige så tosset, man vil af en rabiat veganer, der synes, vi skal sige: ”Sagen er selleribøf”, men vi skal være yderst opmærksomme på, om den slags fjollerier er med til at skubbe dagsordenen ud på et sidespor. Fremmedfrygtsomme kræfter har siden 80’erne haft held med at gøre integrationsdebatten til et spørgsmål om for eller imod indvandring. Vi må ikke på samme måde lade udskammende, yderligtgående veganske kræfter sparke klimadagsordenen udenfor menigmands rækkevidde.
Spring over skrigeskinken og server noget overraskende lækkert vegansk mad for din nabo i stedet. Det er noget, der rykker på verdensopfattelsen.
Find din bæredygtige drivkraft
Nu lyder det måske, som om jeg vil romantisere naturen. Det er ikke mit ærinde. Lidt romantisk fortryllelse er ganske vist nødvendig for at drive enhver forelskelse – og i naturen findes masser af fortryllende øjeblikke – men den dybe kærlighed kræver mere end det – her er der brug for kendskab og delagtighed. Skal man udbygge sit kærlighedsforhold, skal man lære at kende og lære at dele. Lad dig derfor rive med af din iboende nysgerrighed. Det betyder ikke så meget, hvor du begynder, bare kom i gang. Nysgerrighed er også noget, der skal trænes. Læs lidt om blomsterne og bierne, find ud af hvilke fugle, der vækker dig klokken 4 om morgenen i din have, lær om de planter i din grøftekant, du med stor fornøjelse kan bruge i din salat og undersøg de uoverskuelige mængder af liv, der findes i en teskefuld jord.
Skridt for skridt vil din interesse, din omsorg og din fornemmelse af sammenhængen i hele dette enorme system fylde en vigtig plads i dit liv. Start et sted, og øv dig i at opleve naturen i dagligdagen og del så endelig dine oplevelser. Betydningen vokser og vokser, hver gang du deler dem med dine omgivelser. Det samme gør dit kendskab til det, du selv er en del af, og pludselig smelter nødvendighed og lidenskab sammen og sætter for alvor skub i vores daglige prioriteringer. For det er så uendeligt svært at skade det, du elsker.
Som Nordahl Grieg skrev i sit digt fra 30’erne: ”Kringsat av fiender”: ”Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen – som om vi bar et barn varsomt på armen!”
https://jv.dk/artikel/debat-find-din-b%C3%A6redygtige-drivkraft
Mangfoldighed af nød
Artiklen er et uddrag fra bogen Bliv et folk, der udkommer på FFD’s Forlag med Iben Valenting Jensen som hovedforfatter.
Bogen er en del af serien Højskolens 10 bud – på en skole for livet , der består af 11 korte bøger. Hvert bind undersøger ét kendetegn ved højskolen, dets relevans i fortiden og for fremtiden, for Danmark og den omgivende verden, og hvordan det bringes i spil i højskolens praksis i dag.
1000 GLOBALE TALENTER SKAL LØSE VERDENS UDFORDRINGER I DANMARK
LYT MERE, LARM MINDRE – SOCIAL INTELLIGENS SKAL DRIVE GRØN OMSTILLING
Bragt på Fyens Stiftidende 26. maj 2020
Man taler så meget om, at vi kan lære noget af den samfunds-nedlukningsperiode, vi nu er ved at lægge bag os. Det håber jeg i den grad, vi kan.
For vi har meget at lære – ikke mindst om hinanden og ikke mindst i forbindelse med den grønne omstilling, vi kommer til at arbejde med i lang tid. Efter mange års kamp, er langt de fleste efterhånden enige om at klimaforandringer og masseuddøen, er emner af allerstørste vigtighed for vores fælles fremtid. Der er en erkendelse af, at vi må gøre noget. Alligevel går det så uendeligt langsomt. Det skyldes blandt andet at omlægning af vane og kultur er langsommelige affærer, men i mindst i lige så høj grad skyldes det manglende træning af vores sociale intelligens. Det er helt absurd, så meget dyrebar tid og energi, vi bruger på at angribe og forsvare os over for hinanden i stedet for at samarbejde om at få noget til at ske. Som ved så mange andre katastrofer er det panik, udskamning og slagsmål, der er vores farligste fjender.
Jeg tror dog på, at corona har gjort os bare lidt klogere på hvor afhængige, vi er af hinanden, for under den forestående krise har det været anderledes, og det bør vi huske på. Her har vi formået i vid udstrækning at forme en fælles fortælling omkring krisen, som momentant har fået sammenhængskraften til at vokse, simpelthen fordi de fleste fik en fornemmelse af at stå på samme side. I denne fælles mobilisering ligger en vigtig erkendelse, vi kan bruge til at bringe den grønne omstilling til et helt nyt niveau, hvis vi forstår at bruge vores nyvundne erfaring.
Enkelt sagt mangler vi noget i klimakampen, der kan samle os. Det kan virke mærkværdigt, at vores fælles fremtid ikke ligger os så meget på sinde, at den kan være vores samlingspunkt, men udfordringen er netop, at vi ikke ser fremtiden som et fælles anliggende, fordi forskellene ofte larmer så meget, at vi overser alt det, vi deler. Sådan har det været i hele klimakampens historie. Fokus har ikke primært været på en fælles bekæmpelse af klimaforandringerne, men på kampen mellem modstandere og tilhængere. Meget energi er brugt på at gendrive skeptikere og fornægtere af miljø- og klimadagsordenen med argumenter, beviser og demonstrationer, der alle virker ekskluderende for de, der ikke føler sig omfattet af fortællingen. Nu er tiden inde, hvor klima- og miljøbevægelsen må genopfinde sig selv i en anden og langt mere inkluderende form.
De er der da endnu – de arge modstandere -, bevares, men de er efterhånden ikke mange, og vi må ikke lade dem tage så stor en del af klimakampens fokus, at der ikke er energi til at støtte de mange, der erkender problemerne, men enten ikke har kræfter til for alvor at gøre noget ved dem, eller som ikke kan identificere sig med kampklædte miljø-guerillaer. Skal vi vinde kampen, skal mange, mange flere med.
Det kræver nye ledere i klima- og miljø-kampen, der kan føre kampen over i en helt ny arena, hvor vi ikke sætter hinanden skak i fastlåste mønstre, men appellerer til bevægelse. Kampen skal ikke længere anføres af frontlinjens højtråbende blitzkrigere. Den skal ledes bagfra af folk med store ører og social intelligens. For skal vi gøre os forhåbninger om at gøre miljø- og klimakampen til folkets kamp, skal vi udkæmpe den med naboen som våbenbroder og ikke som fjende.
Det er den samling af folket, der er den virkelig svære del. For skal vi gøre os forhåbninger om at erobre det tabte tilbage, kræver det en fortælling, der kan rumme de meningsforskelle, der pt. forhindrer os i at agere, og det er ikke en opgave for trænede elitetropper, men for dygtige brobyggere og inspirerende fortællere. Vi skal altså satse på folk med nye menneskelige kompetencer, der leder bagfra i den fælles kamp, for at tabe så få som muligt i omstillingsprocessen.
Vi skal ikke styre efter den laveste fællesnævner, men vi skal kunne rumme den og have tiltro til, at den kan udvikle sig til nye selvvalgte erkendelser i mødet med et inviterende dannelsesrum. Til at lede det slag har vi brug for folk, der lytter mere end de larmer og som er i stand til at forstå de indre kampe, det afstedkommer hos os almindelige borgere, at skulle vænne os til nye tider og nye standarder med mindre kød på bordet, færre ferier ved sydkysten, en mindre garderobe eller mindre biler med mindre larmende motorer, men til gengæld til større imødekommenhed, større glæde ved det fælles og det enkle og mere natur i hverdagen.
Vi mangler ledere, der forstår, at folk med forskellige verdensbilleder godt kan mødes i en fælles fortælling, når blot de føler sig hørt og inkluderet – ledere, der erkender, at meget mere er vundet ved at tage folks udfordringer og indvendinger seriøst end ved at gøre dem til modstanderne i den store fortælling.
https://fyens.dk/artikel/lyt-mere-larm-mindre-social-intelligens-skal-drive-gr%C3%B8n-omstilling
KÆRE AMBASSADØRER: I ER DE VIGTIGSTE BUDBRGINGERE AF ALLE FOR HELE HØJSKOLEBEVÆGELSEN
Bragt på højskolerne.dk 28. februar 2020
Næstformanden for Højskolernes forening Simon Lægsgaard bød Højskoleambassadørerne velkommen til årets topmøde med en tale om at stå i lort til halsen og bruge det til at skabe håb.
Tidligere højskoleelever fra hele landet udgør Højskolenes Ambassadørnetværk og i weekenden samles de på Brandbjerg Højskole. Sammen udgør de et netværk af stærkt engagerede unge, der vil arbejde for demokrati og fællesskab. Topmødet begyndte med denne tale fra Simon Lægsgaard, Næstformand i FFD – Folkehøjskolernes Forening i Danmark og forstander på Brandbjerg Højskole.
Kære Højskoleambassadører
Velkommen fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark.
Vi har lagt meget i jeres hænder.
Enhver tid har sine udfordringer og sine muligheder. Vores tid er ingen undtagelse. Vi lever i tider, hvor sammenhængskraften, demokratiet og selve vores livsgrundlag – i og med naturen – er truede størrelser. det er stort og det kan virke voldsomt. Og det kalder på at nogen tager ansvar. Store ansvar.
Men før vi bliver overvældede af det kaos, der truer os, må vi huske på, at større udfordringer også giver større muligheder. Mulighed for handling. Mulighed for forandring. Det kræver bare at man erkender det som udfordringer. For hvis du står i lort til halsen uden at opdage det, så bevæger du dig ikke, og du håber ikke på noget andet, men hvis du kan se og lugte lorten, så bliver du motiveret til handling, og i takt med den erkendte lorts størrelse, vokser behovet for at gøre noget ved den. Og dermed vokser håbet.
Lort avler håb. Hvis alt er kransekage sød cider, så er der ikke behov for håb. Det er håbløst. Og det håbløse liv er det værste af dem alle. Så hellere være lidt bange. Hellere vide at man mangler noget, at man har noget at miste eller at verden er større end dit eget verdensbillede. Uden lidelsen- ingen lidenskab- uden erkendt mangel har du ikke brug for håb. Omvendt er der ikke noget der nærer håbet, som lort.
Og når håbet så først har slået rødder i lorten, så skal det plejes. Ellers går det ud. der er ikke noget værre end håb, som ikke handles på, for det betyder at du står i lorten, er fuldt opmærksom på det uden at gøre noget. Og DET er dumt. Håb skal plejes og bevæges. Man skal med andre ord handle på sit håb. Det er blandt andet det vi gør på højskolerne. Vi skaber rum til at folk kan erkende lorten og handle på deres håb. Det kaldes dannelse.
I har en vigtig mission kære ambassadører. I skal ud i verden og vise dem, at kransekagen i virkeligheden er en lort. Folk skal have øje på lorten for at få øje for håbet. Det er jeres opgave. Ikke fordi I er bærere af et bestemt budskab eller en bestemt udlægning af verden. I kan mene alle mulige ting, men fordi I er med til at pege på et rum, hvor der er plads til at danne sig sit eget perspektiv i med – og modspil med alle mulige forskellige perspektiver, et rum hvor man kan få øje på lortene og arbejde på sit håb – og i bedste fald kommer til at dele håb med andre. – altså et dannelsesrum med andre ord.
Der er ikke mange af dem tilbage i vores samfund. Det er i virkeligheden den helt store trussel. For det går i vid udstrækning ubemærket hen. Det er den uerkendte lort: At vi lever i en tid hvor frihed er blevet fortolket alene som uafhængighed. Og jagten på uafhængigheden fører os i armene på ensomheden – livets værste fjende – fordi uafhængigheden fjerner os fra livets sande forløsende formål: nemlig samhørigheden – ved at fjerne alle relationerne.
Vi lærer at leve det lette liv, hvor vi ubundet og uden erkendte mangler dulmer smerten over den manglende meningsfuldhed med overforbrug og underholdningshysteri, og vi lærer konstant hinanden hele tiden, at det er det livet handler om. Kan I lugte lorten? Brød og skuespil kaldte man det i det gamle Rom. Det er det der holder folket i skak- eller gør det til et ikke-folk. Vi har erstattet brødet med McD og skuespillet med tusinde skærme, men den bedøvende virkning er den samme. Alt imens vi drukner i lorten – helt frivilligt.
Der er håb kære venner, men det kommer sjældent fra det etablerede samfund. Det kommer fra dem, der tør at gøre noget andet. Og I skal være med til at sprede det håb. I er bærere af det håb. For I ved at hvis man for en tid forlader dette paradigme, så findes der vedkommende fællesskaber, der får uafhængigheden til at skamme sig, der findes drømme, der strækker sig langt ud over skærmenes dragende lys, drømme som fylder livet med meningsfuldhed, der findes dybfølt ansvarsfølelse, der giver håb om bæredygtig sameksistens, hvor alle har rum og hvor vi passer på den verden, vi er en del af – for hinandens skyld.
I ved at disse steder findes. Og den viden forpligter. For I ved at de i hvert fald findes på de danske højskoler, og selvom flere og flere får øjnene op for dem, så kender stadig alt for få til dem. Det håber vi at I vil være med til at lave om på. I er de vigtigste budbringere af alle for hele højskolebevægelsen.
Vores mål er ikke at alle skal tage på højskole, men vores mål er at alle skal have chancen, og det kræver kendskab og det kræver at de kan lugte lorten. Vores mål er at om 5-10 år, så tager enhver dansker på et tidspunkt i sit liv stilling til om vedkommende vil på højskole på et oplyst grundlag. For højskolerne kan komme til at spille en meget vigtig rolle i forandringen af denne verden, som dannelsesrum for alle jer, der er fremtidens forløsere. Det drømmer jeg om, og det har jeg skrevet et lille digt om, som jeg afslutte denne velkomst med.
Drømmen om de store ører
Jeg drømmer så tit om et sted med et folk med store ører
Et folk, der tager sig tid og tænker: ”det der må jeg lige høre”
Et folk, der ikke først beregner, er det noget der er mig til nytte
Et folk, der vælger at larme langt mindre end de er klar til at lytte
Jo mærkeligere det lyder, jo større vokser interessen
Fordi du søger den anden i horisontudvidelsesprocessen
Jo mindre vi ligner hinanden, jo større potentiel værdi
I mødet – når vi vælger at følge de store ørers smalle sti
Jeg længes efter et folk, der tør lege og fjolle og fejle
Der ødsler med tid og tanker, lægger glas til hinandens spejle
Et folk, der bevæger hinanden og ikke floves derved
Med sang og dans i glæde og sorg og alle vil være med
Hvor frisindet ikke forhindrer, at vi passer på den anden
Hvor vi har skam i livet, men ikke slår os for panden
Med snærende, hæmmende selvsyn, der dræber mere end de gavner
Et samfund hvor alle kan genkende præcis det den anden savner
Jeg savner en kultur der leves – langt mere end den forsvares
En lokkende, smittende glæde – så folk tænker ”jamen bevares,
Den boblende, betagende bevægelse må jeg simpelthen tage del i
Den kage er bare så lækker, at jeg ikke engang tror der er mel i ”
Et folk, der er bevidst om sin egen skyld, men sætter sig selv og hinanden fri
Til at fejle og fjumre og dumme sig og alligevel tilgives fordi
Vi ved at vi drives af det samme – forløsningen findes i at dele
Så skide være med alt det andet, har vi hinanden, har vi det hele
Jeg er selvfølgelig ked af at det hele kom til at handle om lort. Jeg ved jo at I er toppen af poppen indenfor højskoleverdenen, og det siger ikke så lidt, så jeg forventer, at I ser lige igennem det vulgære og fornemmer at det i virkeligheden er håbet og forløsningen, jeg taler om. det arbejder vi på her på Brandbjerg og på mange andre højskoler hver eneste dag, og jeg håber at I vil arbejde på at synliggøre den virkelighed ude i den store verden. For det har verden brug for. I er fremtidens forløsere kære ambassadører.
Velkommen til Topmøde, velkommen tilbage til den forunderlige højskoleverden– velkommen til Brandbjerg.
URTEHAVEN KAN FORME DIT BLIK PÅ VERDEN
Bragt i Århus Stiftstidende 21. januar 2020
I klimadebatten fremføres ofte det synspunkt, at det har forsvindende lille betydning, hvad den enkelte gør. På samme måde argumenteres for, at det i en global sammenhæng ikke betyder noget, hvad lille Danmark gør. Det er de store spillere som Kina eller USA og de globale virksomheder, der kan rykke noget i klimaregnskabet.
Det er en sælsom logik, hvis primære funktion er individets ansvarsfralæggelse ved at fremstille verden alene som store politiske eller økonomiske enheder, der sætter den enkelte uden for reel indflydelse. Individets vilje og evne til at agere levnes ingen plads. Dette verdensbillede kan udspringe af alt fra dovenskab og magelighed til afmagtsfølelse og frygt, og det er det sidste, jeg her gerne vil kaste lidt lys over, for jeg mener det har helt afgørende betydning for vores fremtidshåb, at vi ikke alene sætter vores lid til ”magten”, men møder frygten og afmagten med betydningsskabende handling.
Frygten for ikke at slå til og for ikke at betyde noget for sine omgivelser er et gennemgående tema for mange mennesker i vores del af verden. Der tales i stadig større grad om, at vi presser hinanden for meget – især de unge. Begreber som perfekthedskultur, klimadepression og klimaskam er blevet en fast bestanddel af samfundsdebatten. Og der er meget om snakken, for mange mærker virkelig et enormt pres i fht. alle de idealer, de føler, de skal leve op til.
Men når vi for at beskytte folk imod depressionen, forsøger at skærme dem imod skræmmende viden eller ved at fratage dem incitamentet til at agere i stort og småt, fordi vi i stedet overlader ansvaret til dem, der har den politiske magt, så sætter vi både demokratiet, civilsamfundet og borgerlysten ud af spil. Og hvis denne følelse af pres betyder, at vi ikke må pålægge os selv og hinanden at tage ansvar for vores eget liv, for fællesskabet og for fremtiden, så er vi ilde stedt – for så dør blandt andet håbet, og uden håbet fortaber fremtidsudsigterne sig da først i apatiens afmægtiggørende tåger.
Håbet er den vigtigste byggesten, når vi skal lægge fundamentet for en bæredygtig fremtid, og derfor gør vi klogt i at skabe så mange støbekasser for håbet som muligt. I den proces må vi for alt i verden ikke forveksle håb med uvidenhed. Vi skal kende både de gode og de skræmmende fremtidsudsigter, for det er altid erkendelsen af en mangel, der fremkalder håbet om forandring. Så vi skal altså oplyses, men oplysning må ikke stå alene.
Der er en anden lige så vigtig ingrediens, og det er vores egen personlige indsats. Hvis håbet skal leve og gro, skal vi arbejde aktivt med den mangel, vi har erkendt. Vi skal med andre ord ”have jord under neglene” og arbejde på forandringen, for ud af selve dette arbejde springer håbet, også selvom effekten af vores indsats er forsvindende lille. Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening eller om at gå aktivt ind i større politiske omvæltninger.
I et samfund, hvor meget handler om at måle og veje på enhver indsats effekt, kan det være svært at forstå, at arbejdet i sig selv og ikke arbejdets umiddelbare resultat i visse sammenhænge kan være det mest betydningsfulde. Men erfaringen af at handle på sit håb skaber både livsglæde og livsmod – og en heraf afledt klimaeffekt. Det gør det, fordi den bæredygtige og håbefulde tilgang til verden også ansporer den enkelte på en lang række andre områder. Det, der begyndte med at dyrke en urtehave eller indkøbe bæredygtige spilletrøjer i fodboldklubben, bliver en måde at forholde sig til verden på.
Så det handler faktisk ikke kun om den enkelte handlings målte effekt i det store klimaregnskab, men om at handle sig til håb, fordi håbet kommer til at definere måden, hvorpå vi vælger i alle mulige andre sammenhænge, og her er der en verden til forskel på, om vi agerer ud fra den overbevisning, at vores bidrag intet betyder, eller om vi tror på, at vi kan gøre en forskel – små som vi er i en stor verden.
Der er ikke andre end os til at forme fremtiden. Det store fælles ”os”, hvor enhver spiller en rolle. Vi er fremtidens forløsere, så lad os ikke tage håbet fra hinanden i et misforstået hensyn til hinandens velbefindende, men lad os i stedet give hinanden rum og opbakning til at handle og derved bære byggesten til det fælles håb, som nærer enhver drøm om fremtiden.
BYG EN BÆREDYGTIG BRO OVER GENRATIONSKLØFTEN
Bragt i Århus Stiftstidende 3. december 2019
Vi har haft ”Sharing Brandbjerg”-weekend på Brandbjerg Højskole. Betegnelsen dækker over den grønne omstillingsproces, vi tilstræber og bruger som pædagogisk rum for bæredygtig dannelse.
”Sharing” fordi tanken er, at det er de erfaringer og erkendelser, vi opnår undervejs, der er det egentlige guld – og i bæredygtighedssammenhænge bør guld smides på gaden, hvor alle kan få del i det. Det er en af årsagerne til, at bæredygtighed og kapitalisme ikke altid går hånd i hånd. Vi bruger et engelsk udtryk, fordi bæredygtighed er et grænseoverskridende anliggende, og fordi 25 procent af vores elever kommer fra resten af verden.
Weekenden er helt særlig, fordi vi inviterer tidligere elever ind til i samarbejde med nuværende elever helt frivilligt at knokle på skolens arealer med grøn omstilling på mange niveauer. Det handler om at skabe bæredygtig forandring i direkte forstand, men også i mere indirekte forstand ved at skabe uderum, der inviterer folk tættere på den natur, vi er en del af. Vi planter en nøddelund, skaber en sansehave, oprenser voldgrav og bygger fuglekasser.
Med 400 ekstra hænder og fødder sker der virkelig noget i løbet af sådan en weekend, men fordi vi er en skole, er det primære produkt slet ikke det, de skaber sammen, men AT de skaber sammen og mærker naturen og de bæredygtige forandringer på egen krop. Vi skaber et rum for bæredygtig dannelse, hvor den unge generation med egne hænder og krop mærker, at de er i direkte kontakt med verden, og at deres aftryk på den er helt reelle og håndgribelige. Det kan virke banalt. Det er det ikke. Vi oplever en generation, som i høj grad er digitalt distanceret fra den fysiske verden, der udgøres af naturen og det håndværksmæssige arbejde, hvis opgave det er i respekt for dette fælles livsgrundlag at omskabe naturen til alt fra fødevarer til byggematerialer.
På Brandbjerg har vi en almindelig kendt diskussion om bæredygtig forandring. Begynder det hos den enkelte, eller begynder det på den store politiske skala? Jeg er overbevist om, at det er en vekselvirkning. Enhver politisk beslutning begynder med en personlig motivation, og vores opgave som skole er at give det enkelte menneske redskaberne til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Derfor skal vores elever også have fingrene ned i mulden, hænderne på træ og hammer og opleve biodiversiteten og naturens kredsløb med egne sanser for at kunne forholde sig til de store politiske dilemmaer. De skal mærke, hvad de har at vinde og miste for at kunne træffe kvalificerede beslutninger. De rekreative og betydningsskabende funktioner ved mødet med natur og håndværk har jeg ikke plads til at udfolde her.
Det er aldrig for sent at opdage vores fælles livsgrundlag, men det er en enorm fordel for alle, hvis flere opdager det før end siden. Håndværk og naturkendskab fylder ikke meget på skoleskemaerne anno 2019, men det betyder ikke, at den opvoksende generation behøver at vente med at få et forhold til disse ting, indtil de selv finder på højskole. Vi har en enorm ressource, som generelt alt for sjældent kommer i spil i disse sammenhænge, men som kunne have en mægtig betydning for verdens fremtid. Passivt betragtet anskuer nogen denne ressource som en stor klump af åbne munde, røve der skal tørres og rystende, krævende hænder.
Den har endda fået eget navn. De kalder den Ældrebyrden. Men der skal ikke megen perspektivændring til for at anskue den som et reservoir af viden, erkendelser og lidenskaber, som kan inspirere og smitte kommende generationer med alt fra kærlighed til naturen til håndværksmæssig kunnen og ikke mindst en før-overforbrugssamfundsmentalitet, som næsten ingen unge kender. Det er ved at være sidste chance for at tappe ind i en generation, der ikke er vokset op med forbrugshysteriet som selvfølgelig følgesvend. Omvendt, tro mig, har ”de gamle” så meget at lære af de unge, også om bæredygtig udvikling.
Hvis bedsteforældregenerationen ville aflyse en enkelt rejse i ny og næ, udskyde golfspillet til næste weekend eller tage et par ugentlige timer mindre foran tossekassen – og i øvrigt insistere trods den nye generations manglende entusiasme for alt det, de endnu aldrig har prøvet. Hvis I gamle gad at lokke, hive eller slide børn og unge væk fra skærmene og i stedet tage dem med en tur i skoven, hugge brænde, fiske, luge, bygge, bage, synge, fortælle eller tusind andre ting, så ville I ikke alene styrke båndet til børnebørnene eller naboernes børn på vejen, I ville også kunne skabe rum for et generationsmøde på tværs af lidenskaber, mentaliteter og erkendelser, som i den grad ville kunne give liv til sammenhængskraft og bæredygtig udvikling i vores samfund og gensidigt kunne kvalificere den enkelte generations kamp for den grønne omstilling. Frem med værktøjet! Der skal bygges bæredygtige broer over generationskløften!
https://stiften.dk/artikel/debat-byg-en-b%C3%A6redygtig-bro-over-generationskl%C3%B8ften
Vi skal ud af bedøvelsen
Bragt i Fyens Stiftstidende 12. juli 2019
Vi har fået ny regering. Det ser faktisk ud til, at det kommer til at rykke, når vi taler politiske indgreb til fordel for klimaet. Selvom man ikke i EU kunne blive enige om at gå forrest i målsætningen om reduceringen af drivhusgasser, så var det tæt på denne gang i modsætning til tidligere år, og begge dele er tydelige tegn på, at stemningen omkring klimakrisen er vendt i store dele af Europa. Det er en glædelig milepæl for enhver, der bekymrer sig om bæredygtighed. Men alligevel frygter jeg, at det meste bliver nogenlunde som det plejer, når virkeligheden rammer. Det er ærgerligt at måtte påpege, men så længe vi stadig i det store og hele lader os styre af den dagsorden, der gang på gang har bragt os på kant med et harmonisk forhold til den jord, vi lever af og på, så har vi stadig de største udfordringer foran os. At rejse sig fra den glidebane, vi gennem vores livsstil har placeret os på, og som på én gang sender det enkelte menneske ind i bedøvelsen og naturen ud i den ene krise efter den anden, kræver betydeligt mere end politiske mål for co2-udledning. Det kræver ganske enkelt, at vi tør at drømme om noget, der er langt mere meningsfyldt end blot fortsat økonomisk vækst.
Problematikken handler ikke alene om global opvarmning, hvis konsekvenser ellers er skræmmende nok i sig selv. Den er blot et af mange symptomer på et sygt paradigme. Det handler tillige om den meget lange række af følgevirkninger, der underminerer vores mulighed for en meningsfuld og bæredygtig tilværelse. De følgevirkninger af vores evindelige jagt på det smerteløse, fejlfrie liv, som nogen har besluttet, bør være selve målsætningen for vores livsbane, og som i sit kølvand efterlader en hærget klode med udpræget ulighed og horder af mennesker, hvis værdi i både egne og andres øjne, alene gøres op i deres evne til at producere og forbruge.
I den fortælling, vi indskriver os selv i, er vores lykke bundet op på opfyldelsen af ethvert tænkeligt behov. Ja, selv alle de behov, vi ikke selv kunne tænke os frem til, men venligt bliver påmindet om i de velkonstruerede reklamespots, der med succes kæmper om resterne af vores overforbrugte opmærksomhed.
Måske er det slet ikke primært opfyldelsen af de stadigt nyopfundne behov, der egentligt driver værket. Måske jager vi for jagtens skyld og ikke så meget for byttet. Måske er det selve jagten på væksten, som udfylder tomrummet efter den meningsfulde tilværelse, der optager os, fordi det er vejen til anerkendelse indenfor det overforbrugsparadigme, vi bekender os til. Men uanset drivmidlet er denne form for stræben uforenelig med et bæredygtigt verdensbillede, der bygger på ideen om balance. Og så længe vi konstant og med fuldt overlæg forskyder balancerne imellem hinanden og imellem os og verden, så bliver de politiske lappeløsninger til stadighed overtrumfet af den egentlige dagsorden for vores daglige fremmøde: Drømmen om den uendelige vækst, der skal fjerne os fra livets genvordigheder.
Jeg tror, at de nye klima-politiske vinde kan være med til at puste til den ild, der med tiden kan fortære et overforbrugsfinansieret verdensbillede. Men i sig selv er de kun begyndelsen på en langt mere radikal ændring i vores livs- og verdenssyn. Vi skal turde drømme om et liv, der ikke måles på succes og fiasko. Vi skal turde vælge et liv langt væk fra den overhalingsbane, der konstant leder os i armene på alt fra stress til ensomhed. Vi skal turde leve et liv, der ikke i al sin ensidige stræben gør os afhængige af det overforbrug, der forveksles med selve livets mening.
Vejen til en værdifuld og bæredygtig tilværelse går igennem erkendelsen af, at det meningsfulde livs essens ikke findes i det bedøvende tomrum, vi pendulerer i imellem væksthysteri, overforbrug og underholdningsnarkomani. Mange af os mangler det klarsyn, der skal til for overhovedet at erkende bedøvelsen, men det er så småt på vej. Hvad værre er: Selvom en narkoman erkender sit misbrug, gør det ikke én stoffri. Og det er enormt svært at frigøre sig fra bedøvelsen. Gang på gang forfalder vi, trods gode intentioner, til kendte løsninger, når trætheden, ugideligheden, gæsterne eller højtiderne indfinder sig.
Vi er vævet ind i et univers af betydninger og ritualer, der gør det enormt svært at bryde med vanen om at købe nyt tøj til festen, bruge energien på at bane vejen for vores børns karriere eller køre til Tyskland og fylde traileren før sommerferien. Vi skal ud af bedøvelsen, og det kræver masser af gensidig opmuntring, nye rammer for sociale aktiviteter og fokus på alle de lækre ting i tilværelsen, der får vækstparadigmet til at ligne en kvalmefrembringende, indtørret lort. Det er alt for tidligt at smide arbejdshandskerne.
https://fyens.dk/artikel/vi-skal-ud-af-bed%C3%B8velsen
Seksuel dannelse – et enormt forandringspotentiale for dig og for verden
Bragt i Politiken 15. maj 2019
Af højskolelærer Mette Øyås Madsen og forstander Simon Lægsgaard
Seksuel trivsel er for de fleste en vigtig byggesten i et meningsfuldt liv – det liv vi alle stræber efter, og som vi som samfund bør forsøge at skabe rammerne for. Men verden er fyldt med negative episoder og fortællinger om køn og seksualitet, der gang på gang forkrøbler vores forsøg på at skabe den tilværelse, vi drømmer om. Den væsentligste årsag er, at vi mangler sprog og handlemåder for det seksuelle. Her tænker vi ikke så meget på den del, der relaterer sig til sundhed og lovgivning, men på de mellemmenneskelige forhold der knytter sig til det seksuelle. Vi går meget ofte fejl af os selv og af hinanden, ganske enkelt fordi vi glemmer at øve os og sjældent taler med hinanden om disse på én gang så centrale og ømtålelige emner. Køn, krop og seksualitet er mellemmenneskelige størrelser, og det mellemmenneskeliges bedste træningscenter er det, vi opfatter som ”dannelsesrummet”. I en sund dannelsesproces udfordrer og bearbejder man sin opfattelse af sig selv, den anden og verden ved at træne både sin selvindsigt, sin rummelighed og sin nysgerrighed. Dannelse er en proces, der aldrig stopper. I en sund seksuel dannelsesproces øger man sit selvværd og sin indsigt i sprog og handlemåder indenfor det seksuelle domæne, der rummer et enormt positivt forandringspotentiale for både den enkelte og for verden.
Det seksuelle udviklingspotentiale
En meget stor del af de flestes identitetsopbygning relaterer sig til forestillinger om og oplevelser med køn, krop og seksualitet. I seksualiteten mødes det kønsrelaterede og det kropslige. Her findes det mest intime rum, som på én og samme tid kan rumme det enkelte menneskes største skrøbelighed og største kraft. Det seksuelle sprog er i det hele taget en helt afgørende katalysator for relationen mellem mennesker. Det er i dette rum, vores arts overlevelse udspiller sig, det er her vi hvirvler rundt i jagten på intimitet og nydelsens favntag, og det er her, vi besegler de romantiske kærlighedsbånd. I hele deres kønsmodne liv mærker langt de fleste mennesker derfor egen livsudfoldelse og livskvalitet være stærkt forbundet til det seksuelle. Den seksuelle habitus er altså ikke en isoleret størrelse, men har en enorm betydning for og forbundethed med de store meningssammenhænge i vores liv. Trods den erkendte vigtighed famler mange af os livet igennem uden at finde modet til at favne vores egen seksualitet og efterlader den i stedet som uforløste spændinger, hæmninger og manglende mod i krop og sind. Hvis derimod den seksuelle energi forløses, får et sprog og omsættes til fælles lyst, nærvær og intimitet, bidrager den meget væsentligt til at styrke vores selvværd, vores livsglæde og vores evne til at rumme og række ud efter andre – i langt mere end en i snæver kropslig-seksuel forstand. For når alt kommer til alt, er det længslen efter den anden og det fælles, det at blive set og rummet og samtidig selv at se og rumme, der driver ethvert menneskes dybeste lidenskab.
Betingelser for udfoldelsen af det seksuelle
I nutidens Danmark burde vi umiddelbart have gode betingelser for at indløse seksuel trivsel og den deraf afledte livskvalitet. Vi har fri adgang til seksualoplysning og formelt set til frit at udtrykke os også på det seksuelle område. Strukturelt set har kvinder og mænd lige rettigheder, og man kan få papir på og stifte familie med sin partner uanset seksuel orientering. Og alligevel er der en række betingelser, der fortsat gør det unødigt svært at navigere i det seksuelle landskab, og som begrænser og fastfryser udviklingspotentialet. Det er der efter vores mening flere grunde til, og det er netop de grunde, vi gerne vil slå et slag for at forandre.
I artiklen ”Vokseværker” fra 2010 beskriver sexologiprofessor Christian Graugaard det store ”mulighedsrum”, som især unge i den senmoderne periode vokser op med, når de møder det seksuelle: ”Hvor sex tidligere var praktisk og moralsk henvist til lukkede sociale kredsløb som kernefamilie og ægteskab, har det erotiske siden 2. verdenskrig udviklet sig til et selvstændigt erfaringsfelt, et ”mulighedsrum”, som eksisterer i sin egen ret og rummer endeløse potentialer for fornøjelse, dannelse og personlig vækst.” (Graugaard, s. 233). Et lille årti senere erkender Graugaard, under sin deltagelse i P1 programmet ”Tændt – sex på godt og ondt”, at dette såkaldte ”mulighedsrum” nu også har vist sig at være et ”konfliktrum”.
Vi genkender i høj grad fra vores daglige praksis som højskolemennesker, der lever og bor med vores elever, at mange unge på den ene side oplever dette mulighedsrum som frisættende og livslystgenererende, men i høj grad også som et usikkert rum fyldt med konflikter og potentiel mistrivsel. En af de mest almindelige årsager til dette skisma er, at rummet, med sine ofte utydelige markører og underforståede konventioner, kan være meget svært at navigere i. Mange føler sig presset af alle de uskrevne (og for mange usynlige eller flertydige) ”regler” for, hvordan man udtrykker sit køn, hvordan ens krop skal tage sig ud, hvilken sex man bør have, hvordan, hvor meget og med hvem osv., og rigtig mange har svært ved at mærke både egne og andres grænser i dette kaotiske rum. De føler sig spændt ud mellem friheden til alt muligt på den ene side og en stærkt begrænsende rammesætning på den anden side, som de ikke kan navigere i. Og dertil føler mange sig presset af den perfekthedskultur, der dyrkes i kølvandet på den påståede frihed med tilhørende krops-og sexidealer, som kun meget få mennesker, om overhovedet nogen, kan leve op til.
I halen på dette muligheds-og konfliktrum følger en lang række fænomener og fortællinger, som yderligere er med til at problematisere rummet: Hævnporno, #metoo, puttemiddage og historier om en lang række rollemodeller eller tillidspersoner, som Cristiano Ronaldo, Kevin Spacey, præster, ungdomspolitikere, professorer, psykologer m.fl., der træder ud af rollerne og beskyldes for overgreb.
Unges famlende seksualitet
Det er helt normalt og godt, at man famler sig lidt frem, når der er noget, man skal lære at kende. Men hvis famleriet bliver til klodsethed, der bliver til en klods om benet på den enkeltes udvikling og i værste fald bliver til afstumpethed eller manglende livslyst, så har vi et samfundsproblem. Og det, mener vi, er under stadig udvikling. Følgevirkningerne af dette forvirrende univers for dem, der står midt i en identitetsudvikling, er nemlig ofte, at de får sværere ved at mærke egen krop, egne grænser og egen lyst, og den manglende fornemmelse for sig selv øger frygten for at fejle. Tænk, hvis det bliver akavet, og man bliver afvist, når man står midt i mulighedernes rum, eller at man bliver udnyttet, fordi man vover at give sig hen. Konklusionen for mange er, at når man nu står midt i denne store tag-selv-butik og ikke kan finde ud af at udnytte mulighederne, så er det én selv, den er gal med. For er du ikke i stand til at række hånden ud og rive ned af hylderne, så har du kun dig selv at bebrejde for det – og den erkendelse har væsentlige følger for selvværdet og dermed evnen til at skabe forhold til andre. Et af de forhold, der ofte går igen hos mange af vores unge (og i øvrigt også mange af vi knap så unge), er frygten for at blive latterliggjort og udstillet, og her er man allermest sårbar, når man står i sin egen lyst og hengivelse. Det får mange til at holde sig tilbage, og de kommer til at stå med en uforløst intimitetstrang, der kan få et væld af uheldige følger, der spænder lige fra ondt i maven og selvdestruktive tendenser til kynisme og krænkelser. Tilmed oplever vi, at de, der rent faktisk er dygtige til at manøvrere i dette mulighedsrum, ofte ikke føler, at de har sig selv med gennem alle manøvrerne, og det kan ligeledes få fatale følger for selvværd og selvopfattelse.
Når frihed reduceres til personlig uafhængighed
Problematikken, som vi oplever den på daglig basis, er, at de bånd, der binder os til en lang række konventioner og uskrevne regler, camoufleres af den påståede frihed, vi har på området. For det er et meget snævert frihedsideal, der ligger til grund for tankegangen. Det er frihed forstået alene som personlig uafhængighed og dermed en frihed, som er nærmest umulig at forene med en almenmenneskelig relationsafhængighed, hvorfor det individuelle og det fælles kommer til at stå overfor hinanden som modsætninger. Problemet med frihedsidealet er, at det ensidige fokus på uafhængigheden på ingen måde er forløsende, slet ikke når vi taler om køn, krop og seksualitet, fordi vores forløsning i dette rum netop er dybt afhængig af interaktion med andre. Den store afstand mellem det, der på overfladen ligner et tag-selv-bord, og det, der under bordet viser sig at være et væld af indbyrdes forbundne sociale konventioner, fører reelt til en tabuisering. Det er ikke det seksuelle som sådan, der tabuiseres – det fylder vel mere i det offentlige rum end nogensinde før – det er den enkeltes berøringsangst med dette slaraffenland, der mangler et accepteret udtryksrum. Ingen har jo lyst til at stå alene med sin blege nøgenhed midt i en farverig fest.
Det er først, når man opdager, at alle de andre også er nøgne, men blot spankulerer rundt i kejserens klæder, at et fælles rum skabes. I det øjeblik du indser, at du ikke er alene med din usikkerhed, åbner rummet sig for dig. Og det er præcis det dannelsesrum, vi forsøger at skabe for vores unge på højskolen. Vi ser et udtalt behov for at skabe en tryg ramme omkring udforskningen af de usynlige markører, et rum hvor det er ufarligt at interessere sig for seksuel trivsel, og et rum hvor man genvinder forbindelsen og det gode forhold til sin egen krop. Det er i det dannelsesrum, at man, gennem mødet med andre, får øje for de reelle muligheder, der ligger og venter i det seksuelle domæne.
Den seksuelle dannelse er en del af den almene dannelse
Dannelse har til alle tider været et højskoleanliggende, og for os handler det grundlæggende om at blive myndig til at kunne træffe valg livet igennem, som muliggør et meningsfuldt liv i spændingsfeltet mellem at være ansvarlig borger og frit menneske. Dannelsen til livet er en livslang kontinuerlig størrelse, hvor den vigtigste forudsætning er, at man altid er parat til ny dannelse, dvs. at man aldrig vokser fast i sit verdensbillede og bliver sig selv nok. Den seksuelle dannelse er ikke en disciplin i sig selv. Det er blot et fokus på en del af menneskelivet, og som sådan gælder præcis det samme på det seksuelle område, som for resten af dannelsen – at det er en dynamisk størrelse, man hele livet må øve sig på at mestre, og som man aldrig bliver færdig med at udforske. Og idet den forholder sig både til den enkelte og til det fælles, indeholder den, som al anden dannelse, også både et betydningsskabende og et moralsk perspektiv.
Principper for den seksuelle dannelse
Den seksuelle dannelse tager sit udgangspunkt i frie individer og deres møder med andre mennesker med andre verdensbilleder og agendaer, og den bør vise os, at vi er mennesker med langt flere tilknytningspunkter end adskillelsespunkter. Vi søger f.eks. grundlæggende alle sammen at leve et meningsfuldt liv, vi længes efter anerkendelse fra og samhørighed med andre mennesker, og vi er fælles om indimellem at tvivle på vores eget værd, vores egen kunnen og vores egen dømmekraft. Jo større forståelse vi har for de fælles vilkår, jo større tillid, empati og nysgerrighed går vi de andre i møde med, og det er en forudsætning for at begynde at interessere sig for det særlige hos den anden. Den anden del af den seksuelle dannelse retter sig nemlig mod at få blik for nuancerne i køns, krops- og seksualitetsaspekterne, forholde sig kritisk til det bestående og være villig til at eksperimentere med nye verdensbilleder i mødet med de andres. De unge skal klædes på til at samtale om det komplekse og til at forstå, at de kan gøre en forskel både for sig selv og for verden.
Som al dannelse bør den have fokus på hele mennesket, der dannes i vekselvirkningen mellem intellekt, krop og følelser, så interaktionen med omverdenen netop opleves og bearbejdes gennem alle 3 aspekter. Konkret er det seksuelle dannelsesrum, vi skaber på Brandbjerg, et rum, hvori unge arbejder selvreflekterende og gennem samtale med at tage stilling til, hvilken rolle, de gerne vil have, at sex og køn skal spille i deres liv. Her bliver de bekendte med, at en aktiv seksualitet kan føre både nederlag og lykkefølelse med sig, de får indblik i, hvordan andre tænker om seksualitet, de bliver mere bevidste om egen lyst og egne grænser, og ikke mindst lærer de at respektere andres lyst og grænser, fordi grænser og behov bliver tydeligere for dem. Men den seksuelle dannelse er mere end samtale, for samtidig har de her et rum, hvor de har chancen for at genetablere forbindelsen til og glæden ved deres egen krop og mærke egne og hinandens grænser gennem massage, afspænding, sansetræning og dans. Især i sensuelle pardanse som f.eks. salsa, bachata og kizomba kan man lege sig frem til erfaringer med kropsglæde, køn, kontakt, flirt, initiativ, hengivelse, grænsedragning og forskelle mellem det sensuelle og det seksuelle, uden at samværet antager en seksuel/erotisk karakter. Erfaringen gennem pardansen skyldes bl.a. den udelte og utilslørede opmærksomhed på partneren, der står i kontrast til meget af den dans, der foregår blandt unge i dag, hvor man står i grupper og hopper og måske stjæler sig til et erotisk øjeblik gennem et ”tilfældigt” strejf af andres intime punkter og herved måske, måske ikke overskrider en grænse. Alt det man normalt kun har adgang til i soveværelset, og som i vid udstrækning er forbeholdt dem, der allerede har adgang til det seksuelle sprog, kan altså erfares og trænes gennem pardansen. Det kommer der dyrebar erfaring ud af.
Seksuel trivsel bidrager til meningsfulde liv
Ethvert menneske længes efter et meningsfuldt liv, men det er der ikke meget fokus på, når man kigger på de prioriteringer, vi foretager os som samfund. Her er det snarere jagten på lykke gennem rigdom og succes, der præger dagsordenen. Derfor glemmes også alle de former for dannelse, der alene har sigte på det meningsfulde. Det mønster går igen på det seksuelle område. Vi vil fortsat arbejde for, at vi som samfund prioriterer det meningsfulde liv, blandt andet gennem et øget fokus på den seksuelle trivsel som en af flere nøgler til væsentligt at øge det enkelte menneskes selvværd og livsglæde såvel som samfundets sammenhængskraft. Derfor er det også afgørende at sætte den seksuelle trivsel højere op på den politiske dagsorden og både prioritere og kvalificere seksualundervisningen og -formidlingen bredt set, så den i langt højere grad rummer og udfolder dannelsesaspektet. Vi skal skabe et sprog og handlemåder for det seksuelle, der kan være med til at skabe en bare lidt bedre verden for os alle. Det er det, vi arbejder for på en højskole – og intet mindre bør være enhver politisk bestræbelse. Lad os sætte den seksuelle dannelse på skemaet flere steder end på Brandbjerg!
https://politiken.dk/debat/kroniken/art7174184/Lad-os-f%C3%A5-seksuel-dannelse-p%C3%A5-skoleskemaet
Bæredygtighed er væredygtighed
Blandt andet bragt i Vejle Amts Folkeblad 23. april 2019
Når bæredygtighedsdagsordenen bliver enøjet, bliver den til noget andet. Nogle gange en ligegyldig parentes i en anden sags tjeneste, andre gange et hysterisk monster, som kun giver mening for de få. I begge tilfælde bliver den ikke-bæredygtig, så snart den bliver for snæver i sit udsyn, fordi bæredygtighed altid dybest set handler om vores forhold til det fællesmenneskelige og dermed til vores egen væredygtighed.
Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, hvis vi skal skabe en bæredygtig fremtid, og ofte bliver dagsordenen helt uoverskuelig for os, fordi der er så mange ting at forholde sig til – så mange divergerende oplysninger og perspektiver, og så mange forhold vi skal ændre på kort tid. Mange af os bliver helt rundtossede, og netop derfor har vi så meget desto mere brug for et indre kompas – en udviklet balance- og retningsfornemmelse- der kan lede os igennem den værste forvirring, uden at vi mister sansen for hovedretningen. Det er ikke afgørende, om vi alle altid lige rammer den mest bæredygtige praksis. Det afgørende er, at vi drives af en bæredygtig dagsorden, fordi vi finder den meningsfuld.
Et indre kompas skabes gennem lange vandringer ad mange slags om- og vildveje, indtil man får en indbygget fornemmelse af balance og kurs. Alt for ofte kommer vi slet ikke ud på disse lange vandringer, det er alt for nemt bare at lade være. Af samme årsag vælger vi gang på gang, det letfordøjelige, fremfor det der i længden kunne skabe mening i vores tilværelse. Derfor bliver vi også fremmede overfor de 2 komponenter i vores liv, som vores indre kompas bør bestå af, hvis vi skal leve bæredygtige liv – vores forhold til naturen og vores forhold til menneskeligheden.
Bæredygtigt liv er ganske enkelt betinget af, at vi lærer at elske både den natur og den menneskelighed, vi selv er en del af. For begges vedkommende handler det om at få skabt bånd mellem sig selv og sin omverden – at forstå sig selv som en bærende del af noget større fælles og det større fælles, som en bærende del af sig selv. Vi skal med andre ord skabe den direkte forbindelse mellem bæredygtighed og væredygtighed, så vores bæredygtige adfærd i verden knyttes an til en indre meningsfuldhed.
Der er alt for mange enøjede bæredygtighedsdagsordner i vores verden, der ikke drives af kærlighed til naturen eller til det fællesmenneskelige, og dermed ikke i egentlig forstand er bæredygtige. Nogle drives af kapitalisme, nogle af raseri og forargelse og andre igen af trangen til at fremhæve sig selv på andres bekostning. Bæredygtighed, der blot er spændt for som lokomotiv for andre dagsordner, er intet værd i det lange løb, fordi lokomotivet skiftes ud, så snart noget andet findes bedre egnet.
Den ekskluderende dagsorden, der skiller menneske fra menneske og bliver brugt som redskab i krigen mod dem, man ikke deler verdensbillede med, tjener heller ikke sit eget formål- og det er måske den hårdeste erkendelse hos enhver (selv-)retfærdig bæredygtighedsforkæmper. Det bæredygtige er altid det fælles, og hvis vi skal vinde kampen for en fælles fremtid, skal de mange opfatte det bæredygtige som det meningsfulde. Vil vi bæredygtigheden, skal vi derfor først og fremmest bygge broer mellem befolkningsgrupper i stedet for at grave de grøfter dybere, som mange bæredygtighedsdagsordner pt. efterlader i deres kølvand. Den meningsfulde bæredygtig begynder med at møde det andet menneske og igen og igen forsøge at komme på bølgelængde. Forstå og blive forstået. Blive klogere og gøre klogere. Det er en langsommelig proces, og vi har ikke megen tid. Så meget desto hurtigere skal vi op af grøfterne og tage bæredygtighedens fællesmenneskelige grundlag alvorligt.
Der er altid nogle, der tager mere ansvar for forandringer end andre- nogle, der skal lede, protestere og finde nye veje – men hvis man vil trække feltet med op over Alpe d´Huez, så nytter det ikke noget, man bare drøner afsted uden at kigge sig tilbage eller står og råber på toppen. Bæredygtighed er ganske vist et kapløb med tiden, men ikke med hinanden, og hvis kun de få kommer i mål, vinder ingen. Det virkeligt væsentlige bæredygtige førsteskridt er det, der fører dig over hækken til naboen, du ikke forstår, til en samtale om frygt og håb for en fælles fremtid.
https://vafo.dk/artikel/b%C3%A6redygtighed-er-v%C3%A6redygtighed
HØJSKOLE-DANMARK REJS DIG!
SHARING BRANDBJERG
INNOVATION – ET SÆRKENDE FOR HØJSKOLER
DRØMMEN OM DE STORE ØRER
(TIL FOLKEMØDET I ALLINGE JUNI 2017)
Jeg drømmer så tit om et sted med et folk med store ører,
et folk der tager sig tid og tænker: ”Det der må jeg lige høre!”
Et folk der ikke først beregner, er det noget der er mig til nytte?
Et folk der vælger at larme langt mindre, end de er klar til at lytte.
Jo mærkeligere det lyder, jo større vokser interessen,
fordi du søger den anden i horisontudvidelsesprocessen.
Jo mindre vi ligner hinanden, jo større potentiel værdi
i mødet – når vi vælger at følge de store ørers smalle sti.
Jeg længes efter et folk, der tør lege og fjolle og fejle,
der ødsler med tid og tanker, lægger glas til hinandens spejle,
et folk der bevæger hinanden og ikke floves derved
med sang og dans i glæde og sorg og alle vil være med,
hvor frisindet ikke forhindrer, at vi passer på den anden,
hvor vi har skam i livet, men ikke slår os for panden,
med snærende, hæmmende selvsyn, der dræber mere, end de gavner,
et samfund hvor alle kan genkende præcis det, den anden savner.
Jeg savner en kultur, der leves – langt mere end den forsvares,
en lokkende, smittende glæde – så folk tænker ”Jamen bevares,
den boblende, betagende bevægelse må jeg simpelthen tage del i,
den kage er bare så lækker, at jeg ikke engang tror, der er mel i !”
Et folk der er bevidst om sin egen skyld, men sætter sig selv og hinanden fri
til at fejle og fjumre og dumme sig og alligevel tilgives fordi
vi ved, at vi drives af det samme – forløsningen findes i at dele,
så skide være med alt det andet, har vi hinanden, har vi det hele.
DRØMMEN OM DET FAVNENDE SAMFUND
I kassetænkningens klare lys findes kun kasser til klare kompetencer
mangfoldigheden er ikke interessant – her regnes kun i kendte avancer
her trives du godt hvis din dej passer lige ned i kageformen
hvad du drømmer om, er din egen sag, så længe det falder inden for normen.
Her er ingen plads til krumme agurker – ingen tid til at vente og tænke
her køres du hurtigt igennem systemet som en anden Steff Houlberg skinke
og al den dej, der faldt uden for formen og aldrig nogensinde blev brugt
den syrer og gærer i dit indre og jager dit selvværd på flugt.
Men hvad nu hvis du var tyk i den dej, der lå lidt uden for rammen
hvis du nu havde en særlig profil, som ikke lige passede til hammen?
Bagt til et duftende brød kunne dejen skabe liv og lykke
nu ender den som en dej i det lokum, vi dagligt skider et stykke.
Tænk sig hvis vi havde øje for den enkelte i stedet for at lære alle det samme
hvis vi brugte tid og livsoplysning på at bevæge BÅDE dig OG systemets ramme.
Tænk sig hvis hele dejen fik lov at hæve, så ingenting blev levned
tænk hvis vi brugte vores skolesystem til at opdyrke præcis det DU evned!
Alle de porte vi ville åbne alt det uopdyrkede land vi ville præge
i stedet suger vi motivationen ud af alternativt begavede, som en tæge.
Frem for at vokse så lider din dej – udenfor formen – af tæring
hvem ved hvor du ville havne hvis den fik både form og næring
Jeg drømmer om at det særlige må leve og gro i fællesskabets favn
at hver og en i fremtidens samfund må finde sin trygge havn
hvorfra forundring og livsmod må føre dem ud på alskens dristige togter
jeg drømmer om et samfund, hvis opgave det er at være DIT skatkammers vogter.
Jeg drømmer om omsorg og rummelighed som adelsmærke for dets institutioner
der skaber plads til det særlige i det almene gennem nære og stærke relationer.
Jeg drømmer om at spinne klare røde tråde imellem et ”jeg” og et ”vi”
jeg drømmer kort sagt om, vi slipper højskolen ud i det fri.
DRØMMEN OM DEN UENDELIGE VÆKST, UNDERHOLDNINGSHYSTERIET OG DET SMERTELØSE LIV
Vi arbejder på drømmen – hver evig eneste dag
uden at stille spørgsmål – som var det en given sag
at målet for menneskets ensomme eksistens
er at fungere som glidecreme og lokumsrens
i et maskineri der skal smøres og renses
for at livets tyngde kan mest effektivt muligt begrænses.
Vi knokler os hver dag til døde for at øge de skatte
der skal jævne vore veje, holde glidebanerne glatte
dæmpe vores feber, vores smerte, vores sult
lade os blænde af lyset – holde mørket gedulgt
udrydde tvivlen og placere os på rette hylde
bade os i overfloden, glasere os med livets fylde
erstatte sulten og længslen med selvtilfreds mæthed
holde ensomheden stangen, erstatte livet med lethed.
Vi kæmper for succes så vi kan få mere sukker på vores grød
kvæler den eksistentielle kedsomhed med glasur på det daglige brød
gør hvad vi kan for at udholde det Satans besværlige liv
ved at jage succesen så vi får råd til mere tidsfordriv
der kan dulme vores uro og hjælpe vores fordøjelse
holde længslerne stangen og erstatte tomrum med fornøjelse.
Alt det besvær hvorpå vi måles og vejes
for at øge vores rummelighed hvad angår alt, hvad der kan ejes
er til for at væksten kan vokse i det uendelige
for det er jo ikke et nulsumsspil – hører vi nogen sige.
Og døden holdes bedst ud i selfie-stangs-arms-længde
ved blot at skrue op for vores underholdningsmængde
der til stadighed fjerner os fra tilværelsens trængsler
og dermed fra livets livsvigtige længsler
alt imens vi øger den manglende erkendelse
af forløsningens mellemmenneskelige oprindelse.
Vi fatter simpelthen ikke, at manglende søgen og fraværende længsel
er den direkte vej til menneskets eget gældsfængsel.
DEN ROMANTISKE DRØM OM ”DET NATURLIGE LIV”
Jeg bliver sgu så træt når natur-sags-fundamentalister
pakker naturen ind i glanspapir med bånd og med klister
og ophøjer naturen til Paradisets Enge
hvor mennesket er slangen, der er blevet lidt for længe.
Naturen er jo kun til for sin egen skyld
var naturen en røv var mennesket en byld
der vokser og vokser, som tiden skrider frem
og sprænger den en dag, er der ingen vej hjem
for vi regnes ikke som en del af naturen selv
og hvis vi udrydder os selv er det vel nærmest et held.
Man behøver ingen indsigt i naturens processer
for at føre sig frem som natursyns-professor
til svulstig romantik og hvinende violiner.
Begrænses natur til syngende hvaler og livs-vise delfiner
til krammetræer, omsorgsløver og til sjove kloge katte
med deres helt specielle åndsliv, som mennesket knap kan fatte
naturen er en enestående stor harmoni
lammet dier snart hos løven, hvis ikke vi blander os deri.
Jeg går næppe for vidt hvis jeg siger at dyrevelfærd
sættes højere end ånd og menneskeværd
af overkompenserende bambi-entusiaster
der altid står klar med et nååh og et plaster
og med lyserød sovs og stjerner og glans
forvandler med candyfloss- Disneyfikans
vores moder natur til prinsesse in spe
en sukkersødklistret civiliseret fe
der vogter over sine yndige små kræ
med tandpastasmil, tryllestav og glimmerjuletræ.
Og ve dig som taler om jagt og pels og kød
eller påstår at det er naturligt med smerte, kamp og død
for de ved nok hvordan det hele hænger sammen
de har oplevet det hele – indenfor tv-rammen
og mens der brygges videre på disney-retorikken
drukner alle vores virkelige natur-problemer i romantikken
for dyr bliver personer og hyæner danser rumba
når dit natursyn bygger på Timon og Pumpa.
Vi har masser at gøre – hvis naturen skal reddes
fra vores egne tåbeligheder – det er nu der skal smedes.
Vi skal kende vores ansvar – vide vi former naturen
vi lever på hinandens præmisser – menneske såvel som lemuren
og med bæredygtig omtanke kan meget endnu gøres
men så er det bare ikke hystaderne, der skal høres!
Skingre som sirener gør de tjenester som bjørne
fatter ikke at ”Moder Natur” har både blomster og tjørne.
EN HALVSTIV STODDER
Hvis du møder en tilfældig i baren og tilbyder lidt intim erotik
så skal du ikke blive forbavset hvis vedkommende siger: ”Det vil jeg ikk’!”
Så kan du jo prøve at sige ”jamen, jeg mener jo i højskoleversionen
hvor det handler om at åbne sig og masere centerzonen
det store fællesskab hvor vi udvider, former og filer løs på hinanden
og går godt og grundigt i dybden, mens vi smører med olie fra kanden.”
Men du kan spare dig enhver forklaring, herfor får du alligevel ingen tak
jeg har prøvet det masser af gange og må altid nøjes med et hak
eller et sjaskvådt liderbassekys som føles mere sjældent end rart
og som aldrig fremmer forståelsen for den andens egenart
så uanset at du serverer erotikken nok så indlevende og elegant
så bliver du uvægerligt misforstået som en der er ude på noget pikant
din snak om lidenskab og rummelighed er slet ikke noget almuen forstår
i stedet ser de for sig en gang stivpikkeri garneret med morgenbollehår!
Derfor hvis du vil sælge varen så betænk din erotik-retorik
for 10 ud af 10 tror at ud af din mund kommer strutbarm og halvstiv pikkelik.
SKOVRENSNING
Jeg sidder i skoven med mig selv
på Bakken
under bøgene
regnen drypper
alene
ikke ensom.
Jeg tænker på ingen verdens ting
så tanker kommer dryppende
som den lette regn fra bøgens blade
der bløder den tørre skovbund.
Dryp, dryp
eftertanken
omtanken
ingen bagtanke.
Bedøvelsen fortager sig
gårdsdagens krimi
TV-avisen
Facebookopdateringen
morgendagens mail
slipper sit krav på mine hjerneceller
der svæver frit mellem arbejdshysteriets spændetrøje og underholdningsnarkomaniets dope
uden forankring
af betydning.
Langsomt letter trykket
hjernen bliver lettere
tankerne tungere
og skarpere
ikke fokuseret
bare klarere.
Kedsomheden fjerner grumsen
æggehvide renser dagligdagssuppedasen
tager det underholdningshysteriske låg af tomheden
og fylder den langsomt med betydning.
Så småt kommer vedkommenheden snigende
med sin fordring om frisættelse.
PRØV LIGE A HØR HER – HOLD KÆFT HVOR ER DU ENLITALT DUM
Hold nu kæft hvor er du enlitalt dum!
Du er så dum som det lukkede rum
du er dum som en doven øl uden skum
du er dum som en gamer, der ikke kan vågne af sin digitale slum.
Du er bare for dum, når du snyder andre for skatten
du er krysteragtig dum når du melder dig ud af debatten
du er ubeskrivelig dum, når du gemmer dig under hatten
af frygt for at nysgerrighed tog livet af katten.
Du er virkelig dum, når du ikke har tid til at le
du er dum når du har så travlt at du hader nyfaldet sne
du er dummere end dum når du kigger uden at se
og allermest dum når ingen andre kommer dig ve.’
Du er forholdsvis dum, hvis du tror at uafhængighed er lykken
du er latterlig dum, når dit ego smadrer hyggen
du er hæslig dum, når du vender andre ryggen
du er sygeligt dum, når du sætter empatien i skyggen.
Du er dummere end snot når du kun tænker på sum
når du råber fra dit slot og rynker næse af en slum
når du bygger muren høj i din egen trummerum
er du så dum at man faktisk kunne ønske du var stum.
Og din dumhed når op på globale dimensioner
når du siger: Så stopper festen små mænder og koner
når angsten for at miste dine kære sparekroner
sender bomber ud i verden via menneskeløse droner.
Ja hold kæft hvor er du enlitalt dum
så kom nu ud af dit lille snævre rum
kom ud og leg og fald bare på halen: Bum!
Du kan blive min creme og jeg din flødeskum.
ALT DET GODE I MIT HO’ED
Godhedsindustrien – Vorherre til hest –
en term skabt af hyperkapitalister, der altid ved bedst
hvor menneskets egentlige drivkraft ligger begravet
mens de dumper deres gift ud på bunden af havet.
Men når vi taler om havet så finder jeg min ro
ved havet er så skønt både at færdes og at bo.
Jeg tænker: Endelave mit barndomsparadis
urørt af tidens trend, uden smog og diesel-fis
når jeg sidder der på stranden og nyder dagens sidste stråler
og nyder varmen og brisen og med min elskede skåler
mens vi sammen beskuer solens skive så smuk og så rund
så glemmer jeg helt bitterheden – den er fuldstændig væk – for en stund
så glemmer jeg alt om olieskibe, der pludselig sprænger læk
om fuglen, der sidder mig unaturligt nær, fordi den ikke kan flyve væk
om brisen, der bærer på dieselpartikler
og næringsstoffer der havbundsforvikler
om manglende ozon der konverteres til cancer
og om iltsvind og krabber der rådner i deres panser
om manglende vilje og farlig last
og at overfladen solen spejles i snart er mindre vand end plast
om overforbrug og ressourcesvineri
om overfiskning og atomaffaldsdeponi
og ligegyldighed, dumping og erhvervspirateri
om lukkede øjne og CO2-apati
om vestligt tøjfremstillingsvandforbrug og børneslaveri
og om puden på min stol af kinesisk børnebroderi.
Næh jeg hviler så fredfyldt på puden mit hoved
og tænker skam alene på alt det gode.
Jeg tænker på syv årtier med fred
og glemmer for en tid helt at være vred
over måden vi forvalter vores frihed på
over Ryvangens pæle der tavse stå
og vidner om unge der gav deres liv
for at vi kan dø af ensomhed og tv-tidsfordriv
og kvæles i sukker og fastfood og normer
i konkurrencestatspladder og fremdriftsreformer
i vækstplanløshed og forbrugssvineri
og min svigermor der siger: Vi har for lidt at gå op i!
Jeg glemmer alt om de unge, der presses gennem pølsefabrikken
om argumentresistens og politikerperistaltikken
der skubber lorten foran os mod kommende generationer
mens de priser kapitalismen som slutsten for religioner.
Jooh jeg forsøger skam at huske på alt det gode
som Vesten gør for den samlede klode.
Pist væk er sult, berigelseskrig og flygtningestrømme
og oppustede lig i Middelhavet hjemsøger mig kun i mine drømme.
Ja mens jeg sidder der og nyder forårssolen
glemmer jeg sågar alle hullerne i taget på skolen
for ikke at tale om omfordelingsprocenten
og kassekreditten og udlånsrenten.
og curlingbørn der bare ikke orker længere
Gud bevares – jeg glemmer selv selfie-stænger
for ikke at tale om manglende fællesskabsånd
om samfund der reduceres til samlebånd.
Når skovduerne kurrer og harerne hopper
er vi faktisk tæt på at raseriet stopper
over alle dem, der reducerer højskolepædagogik
til hjertesprog, bragesnak og samfunds-matematik.
Ja når jeg sider her og nyder musikken fra himlens lærker
er det nær ved at jeg glemmer selv Støjbergs og Corydons samlede værker
det er så bekvemt, at jeg glemmer at alt det vi kalder for sund fornuft
ikke er andet end vores eget verdensbillede tilført lidt demokratisk duft.
Jooh alt er skam glemt og min hjertejubel når uanede højder
når mine elever står i det fri og synger og spiller og fløjter
med indlevelse, finfølelse og akkuratesse
mens min forretningsfører – ja tro det hvem der vil – springer ud som salsaprinsesse
så går jeg en tur ud i forårsskoven
og lader mig hylle i alt det lysegrønne fra oven
mens jeg fylder mig selv med rendyrket væren
og svæver midt i alt det grønne til blide toner fra stæren.
Jeg vågner dog brat ved et skud i det fjerne
alt lys forsvinder – en isnen lammer min hjerne:
Det er naboen, den store idiot, der skyder min buk
fra sit ulovlige placerede skydetårn, han sku fandme ha nogle hug…
JEG BLIVER SÅ TRÆT
Jeg bliver så træt
jeg bliver så uendeligt træt
som efter at have grædt
eller som når jeg ved at Medina har ret
i at hun da er ligeglad og med hende mange andre
der med hovedet oppe hvor lyset aldrig skinner igennem hele livet vandrer
og at vi derfor, trods indsats, alligevel ingen verdens ting kan forandre.
Jeg bliver bare så træt
så overforstoppet og mæt
måske ikke ligefrem mæt af dage
men mæt af tomgangssnak og margarinebaseret kage
og andre forlorenheder og af snak i en tåge
af kunstige sødemidler og af Den Gyldne Måge
i det hele taget træt af al nemhedsstræben
efter alt hvad der er glemt straks efter en ræben.
Jeg bliver så harm ja ligefrem sur
over millimeterretfærdighed og demokratur
og mest af alt over massens stivnakkethed
over folk i flok, der bryster sig af alt det de ikke ved
for hvad man ikke ved har man jo ikke ondt af.
Og så gik minsandten uden besvær også den dag
uden at noget blev bevæget, hverken stort eller småt
i verdensbilledet – heldigvis – for intet nyt er jo godt.
Jeg siger: Nok gør ondskab ondt, men der er ikke noget værre
end den rendyrkede dumhed – om folk der intet vil lære.
Jeg bliver så arrig at jeg sprutter og spytter (pffft)
over alle folk, der larmer langt mere end de lytter
så hver gang jeg møder en flok dumme får, der ikke vil fatte en bjælde
så forsvinder jeg ind i min boble og drømmer om oplyst enevælde.
Jeg bliver så træt af tomme røster
af politikere både med og uden bryster
der snakker alt og alle omkring sig til døde
for deres egen eksistens at levebrødsforsøde
uden smålig skelen til betydning og værdi
men med skyldigt hensyn til vælgerøkonomi.
Jeg rådner over indholdsløse politiske dispositioner
over tv-opstyltede pseudo-diskussioner
med orale performance-tæppe-bomnings-ekvilibrister
og stole med alt for meget Carlsons klister
der vokser fast på røven af taburet-campister
måtte de kvæles i økologisk proletar-medister.
Jeg bliver så umådelig mat i min hat
af mediernes snagen både dag og nat.
De glade og gerne byder os indenfor
i andres liv forstås, jeg tænker bare: ”Nå”
hvem fa’en kan det interessere at kigge under kendte folks dyner?
Og hvad skal jeg i gylpen på Lars Løkkes Jens Lyner’?
Jeg nægter at høre mere om livet under hans delle
næh så vil jeg næsten hellere I trussen på Helle.
Jeg bliver bare så tom og træt
som efter at have skreget og hulket og grædt
over verden omkring mig i al dens utilstrækkelighed
i al dens himmelråbende mangel gør den mig vred og ked
men allermest bliver jeg dorsk og dvask og åndsforladt
over al min egen galde, mit mismod og mit samfundsfnat.
Så løfter jeg mit mod og skuer alt det jeg skatter
og napper mig endnu et bad i højskolelyse pigers latter.
JULEDIGT
Så blev det endelig jul – forpestede, forpulede jul
hvor ensomheden æder folk, som fede æder sul
hvor alting skal formes efter samme form og med pres på præstationer
hvor vækst og velstand og nødvendighed er folkets nye religioner
i et land hvor diagnoser er blevet hverdagskost for de unge, ja for de mange
hvor angsten stiger med målstyringspresset når nætterne bliver lange.
Og skærmene fylder det bundløse hul efter samvær og meningstab
når underholdningshysteriet får nysgerrigheden til at gemme sig i bunden af sit skab
og omtanke og samhørighed ligger uspist tilbage i dit trug
mens verden går sin skæve gang i kølvandet på dit overforbrug.
Din tomhed vokser af glitterstads, af gavepapir, fake-smil og latter
af bjerget i indkøbsvognen, der ender som kur og rester og sjatter
af tomgangssnak og pseudoproblemer og tv-tidsfordriv
af dødssyge beklagelser over uvedkommende ting i ligegyldige liv
af alt det du ofrede for at bevare illusionen i hygge-familiens skød
mens opretholdelsen af dit kunstige liv blev til andres pine og nød.
Så hvad handler den egentlig om, den fandens fedtede fest
forbrugssvineri og utroskab? Jeg tænker: ”Fuck og Vorherre til hest”
om gaveræs og snapsebræk og skuffede skilsmisseunger!
Mens det halve af verden flygter for livet fra krig og død og hunger?
Vi spænder bugen til bristepunktet og vader i lys og i gaver
mens hele folkeslag begraver deres døde i det der tidligere var haver
og vi kvæler os selv i stress og vækst – vores uafhængigheds –illusion.
Hvis det er jeres frihedsideologi så behold I blot jeres religion?
Julen handler egentlig om lysets magt over mørket og tabet og nøden
den er mødernes tid, hvor nærheden næres af livets sejr over døden.
Her får livet farve og mening, hvis man kigger bagom knas og papir
her er festen over alle fester, for enhver der både ta’r og gi’r.
Kun med hjertet ses det væsentlige, men det er så svært at se
hvis guldet lyser stærkere end livet og blænder som nyfaldet sne
for julens gave kan du ikke fortjene, ikke vinde i nogen konkurrence
og ser du ikke dig selv i den andens øjne, har du ikke en levende chance.
Så lad os nu glemme alt mismod for et par stunde
lad os nærme os den anden, løsne op og gøre os runde.
Læg jeres byrder ved døren, de er der nok, når I kommer igen
og smæk I bare med døren, lad den ikke stå på klem.
Smid jeres ”Skinny Bitch” på hylden, den æder sikkert ingen brød
åben op for hjertets sluser, hæv dit blik og find din glød
sluk for dit tv og gør smartphonen stum
og væk din sjæl fra sin dødlignende digitale slum.
For når den anden bli’r det vigtigste, er du ikke nødvendighedens træl
så mærker du i stedet det fælles – dybt inde i dig selv.
Forlad forbeholdet og fyld kun dit hjerte
lad øjnene skinne og dulm de andres smerte
og mærk hvordan vi lever når blodet rigtigt bruser
mens vi skider på byger og vinden der suser
på umulige banker og et klima der skrider
på læs, der vælter og på umulige tider
og folk, der sviner og råber og håner
og kolde kontanter og planer, der skråner.
Lad ensomheden vige og nødvendigheden fare
Mens du tænker: Konkurrencestat og min bare
for her er langt mer’ på spil end succes og fiasko
her er lys til mørke hjerter, så bare gi den gas do!
Lad os knase og glimre og klippe og klæde
og danse og spille og dyste og kvæde
lad os mæske os i hinanden og i and og i svin
i julemiddag, lysets skær, i øl og frugtig vin.
Vi kan frådse uden at svine, vi kan beruses uden at slå
vi kan glædes ved at dele med de mange, frem for de få
vi kan rumme mer’ end øl og vi kan se mer’ end os selv
vi kan tilgi’, skabe, trøste og eftergive gæld.
Sådan favner vi verden, hver en kvinde, barn og mand
ved at være og bære lisså dygtigt som vi kan.
Så kære venner ifør jer festens dragt og hold den andens hånd
og husk at livets klæde er skabt af både lyse og mørke bånd
lad os give af os selv og sammen grine og græde
lad os indtage hinanden med kamp og med glæde.
Og der er nok at kæmpe for, trods det at julen har nøden forvunden
for dumhed, hårdhed og ondskab er ingenlunde helt forsvunden
så stå frem kære venner og kæmp for menneskeheden
råb op og protestér, men brøl ikke blot som geden
husk vi kæmper samme kamp, så kæmp ikke mod hinanden.
Det fælles findes i hjertet, det ulige findes bag panden
så hvis dit hjerte svulmer, så skidt med at din pande er hul
og med de ord fra Brandbjerg ønskes I alle en glædelig jul.
HR. NIELSEN HAR SÅ FINE KVALITETER
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download melodi:
AFMAGTSSANG
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen
Komponist: Kristian Bisgaard
Download melodi:
Læs mere om sangen HER
Kender du det, at du vil gå dig en tur
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen
Komponist: Simon Sig
Download tekst:
Download melodi:
KAOS I MIN HJERNE
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi: Lise Schøler Kjær
Download noder og tekst:
Download melodi:
Læs mere om sangen HER
BORDVERS
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi: Rasmus Sejersen
Download noder og tekst:
Download melodi:
LAD FESTEN BEGYNDE
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi: Lasse Skovgaard
Download noder og tekst:
DU FLYGTNING
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi: Kristian og Bertram Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi:
DRØMMENES Ø
Skrevet i anledningen af Ungdomsøens åbning d. 24. august 2019
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen, 2019
Komponist: Rasmus Skov Borring, 2019
Download melodi:
MORGENTÅGEN LIGGER SOM EN DYNE
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download melodi:
SOM ØER I MORGENDISEN
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi:
MELLEM KIRSEBÆRTRÆERNES STAMMER
Tekst: Simon Lægsgaard Madsen, 2019
Melodi: Kristian Bisgaard, 2019
GENOPRETNINGSPLAN FOR HØJSKOLEBEVÆGELSEN
MORGENRØDEN FARVER BYENS TAGE
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi:
SÆT LÆNGSLEN FRI
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download melodi:
LIVETS BALANCER
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi:
LIVETS BALANCER II
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Lasse Skovgaard
Download noder og tekst:
KYKLOPISME
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi:
JORDEN FØLGER SIN BANE
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
HVIS TRÆER OG KLIPPER KUNNE TALE
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Mette Kathrine Jensen Stærk
Download noder og tekst:
Download melodi:
GENSYN
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi:
DET, DU ALDRIG SØGTE
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi:
VI HAR BRUG FOR BANGE, HÅBEFULDE UNGE
HVORFOR HÆNGER VI I BREMSEN I DEN GRØNNE OMSTILLING?
VI ER VANT TIL SE KRITISK PÅ VERDEN – PÅ EN KONSTRUKTIV MÅDE
NU SKAL DET ÅBENBARES: VI LIDER AF MANGLENDE KÆRLIGHED TIL NATUREN
TALE TIL FAKKELBÆRERNE
VI STILLER ALT FOR FÅ KRITISKE SPØRGSMÅL TIL VORES LIV
ARVEN TIL GENERATION ALPHA
DRØMMEN OM DE STORE ØRER
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
UDENFOR HAMSTERHJULET
Tekst af: Simon Lægsgaard Madsen
Melodi af: Kristian Bisgaard
Download noder og tekst:
Download melodi: