Du sidder i ”raketten” med holdet og I diskuterer hvad der mon er teknologisk muligt om 100 år. ”Ja det er da ret vildt at tænke på at for ca. 100 år siden, så kom de første køleskabe ind i de Amerikanske hjem” tilføjer Camilla. Det er svært at forestille sig, hvad der kan være det næste store gennembrud. Men altså selvkørende biler er jo lige på trapperne, så mon ikke det er noget endnu vildere.
”Fremtidslaboratoriet” tager afsæt i en ’tour de force’ gennem de teknologier der påvirker vores samfund og deres konsekvenser for fremtiden, samt de problemstillinger som de medfører. Vi kigger på krystalkuglen og prøver at forudsige, hvordan samfundet vil udvikle sig i de kommende år, og hvilke teknologier der vil sætte et afgørende præg på vores hverdag. Vi søger mod en sammenhængende viden på teknologiområdet og der skal gøre os i stand til at tage kritisk stilling til, hvilke teknologier vi selv benytter.
Hvad får du ud af faget:
Du bliver introduceret for de teknologier, der kommer til at forme vores fremtid – heriblandt bioteknologi, nanoteknologi, informationsteknologi og kommunikationsteknologi
Du lærer at sætte den teknologiske udvikling i perspektiv og pege på, hvordan teknologien forandrer os som mennesker, og hvilke muligheder vi har for at styre udviklingen. Du får styrket din evne til at navigere i en teknologisk præget verden og sætte teknologien til debat og diskutere aktuelle problemstillinger.

Fagmiljøet Politik og samfund
Vil du være en del af et højskolemiljø, hvor du kan dyrke politiske og samfundsmæssige fag sammen med andre ligesindede? På Brandbjerg Højskole har vi en række spændende politik- og samfundsmæssige fag, som du kan dyrke sammen med interesser indenfor andre genrer.
Underviser

Karim Pedersen
Karim er endt på Brandbjerg Højskole, men har flere års erfaring i højskoleverden, hvor han har taget hele rejsen fra elev på et langt kursus til pædagogisk leder, lærer og konstitueret forstander.
Han brænder for bæredygtighed og iværksætteri, og han er en del af det globale projekt UNLEASH, som samlede 1.000 unge for at udvikle løsninger til FN’s verdensmål i Danmark i 2017, Singapore i 2018 og senest i Kina i 2019.
Han er også teknologinørd og har arbejdet som IT-journalist og redaktør hos Computerworld og andre landsdækkende medier i en årrække. Han har desuden udgivet en række bøger og startet flere virksomheder.
Karim elsker musik og er en ivrig pladesamler, og han bruger en stor del af sin fritid på at arrangere plademesser og musikaftener i kulturhuse og biblioteker. Han har været bosat i grænselandet i en lang årrække og føler sig som halvt tysker (men er faktisk halvt inder). Han er også ramt af udpræget vandrelyst og kan fortælle røverhistorier fra de fleste verdenshjørner. Du kan spørge ham om det meste, og måske får du endda et klogt svar!
BRANDBJERG HØJSKOLE

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser