Hold håbet højt 2025

Mandag

10.30-11.15: Ankomst

11.15-12.30: Velkomst
Vi møder hinanden og hører om ugens program. Kursuslederne giver en introduktion til ugens tema om håb og sætter ugens emner i kontekst med hinanden.

12.30-13.45: Frokost og indkvartering på værelserne

13.45-14.30: Rundvisning på skolen
Rundvisning på skolen og et dyk ned i Brandbjerg højskoles lange historie. Vi besøger bl.a. herregården og parken og hører den tragiske fortælling om stedets grå dame.

15.00-17.15: Humor som overlevelse

Foredrag v. Georg Metz

Hvis man ikke begriber kvantemekanik, kan man forsøge med humor. I princippet kommer det ud på det samme i det forgæves forsøg på at forstå det uforståelige. Humor er dertil et andet udtryk for at løse gåderne om livets mening. Georg Metz har i årevis i skrift og tale gjort forsøget og er efterhånden kommet så langt fra målet at det er værd at høre på. Der gives ikke ved dørene, facit finder man ikke i en liste, men litteraturen linder af og til på låget. Om ikke andet kan humor, ikke mindst den klassiske jødiske finde anvendelse i nødens stund, hvor latteren er en udvej måske et bud på overlevelse. Måske det sidste. Dét er ikke altid lige morsomt. 

18.00-19.00: Aftensmad

19.00-20.30: Højskolesang: Hold håbet op

Dy Plambeck har skrevet den vidunderlige sang ”Hold håbet op” som på mange måder maner til håb og optimisme i en verden fyldt med udfordringer og kriser. Vi går på jagt efter håbet i denne og Højskolesangbogens andre sange  og synger en række smukke sange som taler om håb og frihed i en moderne verden. 

Tirsdag

07.30-08.30: Morgenmad

08.30-09.30: Morgensamling v. Nikolaj Hygebjerg

09.30-12.00: BØVL – et forsvar for at gøre tingene på den svære måde. 

Foredrag v. Nikolaj Hygebjerg

Nikolaj og hans kone besluttede sig for 9 år siden til at købe en grund i et økosamfund, for at bygge deres drømmehus og leve gældfrit. I processen med at bygge midlertidig bolig selv, passe to børn hjemme de første 3 år af deres liv, starte egen virksomhed og tegne og bygge deres drømmehus, gik det op for dem, at lykken sjældent ligger i de lette løsninger. Mange moderne familier har travlt med at få råd til at lave mindst muligt. Vi køber færdigmad, får rengøringskone (eller i hvert fald robotter der kan slå græs og støvsuge) og mange andre ting der skal gøre livet lettere. Men resulterer det i et lykkeligt liv? Eller er man så træt, at der kun er tid til Netflix og sociale medier når arbejdsdagen er ovre? Måske er mere bøvl = mere lykke? 

12.30-13.30: Frokost

13.30-16.30: Find håbet i naturen

Snapsetur i Grejsdalen v. Peer Høegsberg

Optimisme og livskvalitet kan findes mange steder – og en tur i skoven og for at sanke svampe og urter kan virkeligt tænde en kærlighed til Danmark og et liv i naturen. Vi skal derfor med naturvejleder Peer Høgsberg igennem Brandbjerg Sønderskov. Her vil vi gå på opdagelse i naturens verden, og gå på svampejagt og ellers sanke en masse spiseligt og smagfuldt fra skoven. Turen vil foregå i Grejsdalstiens kuperede terræn. Vi afslutter turen i skolens flotte bålhytte hvor vi sammen med Peer vil lækker hver vores lækre snaps – for snaps kan helt sikkert give os troen på en bedre fremtid (i hvert fald den nærmeste fremtid!). Vi vil også se på svampefangsten - er der nok til at kreere årets lækreste svampesuppe eller måske bare en lille smagsprøve? 

18.00-19.00: Aftensmad

19.30-21.00: Kritisk optimisme og tro på en bæredygtig fremtid 

Foredrag v. Denis Rivin 

GODT NYT: Vi lever i en tid, hvor opdagelser, gennembrud og radikale fremskridt hele tiden rykker grænserne for det mulige. I virkeligheden lever vi i et interessant paradoks: Der sker så meget i verden, at de færreste kan følge med, og derfor tror de fleste, at der ikke rigtigt sker noget. De fremskridt, der sker, overses systematisk af nyhedsmedierne. Men Denis Rivin er en kritisk optimist og har gjort det til sit job at læse hundredvis af artikler ugentligt. 

Nyhederne skriger efter os, at verden er præcis lige så træls, som vi husker den fra i går. At intet nogensinde forandrer sig. Klimaaktivister stemmer i – og det tager ikke mange sekunder, fra en politiker åbner munden, til man får det hele bekræftet. Men når man, som Dennis, kigger godt efter, opleves disse fremskridt som en tsunami af mange bække små, der ubemærket rykker verden på måder, som hverken Christiansborg eller noget klimatopmøde nogensinde kan komme til.  

Foredraget er sammen med højskolens unge elever. 

Onsdag

07.30-08.30: Morgenmad

08.30-17.00: Heldagstur til Økosamfundet Friland 

Denne heldagstur vil med garanti sætte gang i tankerne om hvilke værdier vi baserer vores liv på. Beboerne på Friland har selv taget initiativet i fht. at bevare optimismen og valgt at leve et mere bæredygtigt liv baseret på en række værdier som gældfrihed, bæredygtige boliger og et arbejdsliv der passer til vores livssituation. Det er ikke sikkert du kan se dig selv i sådanne værdier, men det kan være både inspirerende og spændende at møde mennesker der gør noget ved det i stedet for at tænke for længe.   

Formiddagen bliver i selskab med en ægte ildsjæl, nemlig igangsætteren Steen Møller med foredraget Kærlighed og Spildevand. I starten af 1990´erne gik Steen Møller konkurs med et stort økologisk landbrug. Det resulterede i en nedtur som kulminerede i en diskusprolaps. Men i stedet for operation som lægen anbefalede, byggede han et halmhus på 200 kvm og startede derefter økosamfundet Friland for at udforske livskvalitet og bæredygtig livsstil for både mennesker og miljø. Siden har han levet et godt liv i gældfrihed og fokus på de vigtige ting i livet. 

Efter en lækker medbragt frokost byder Nikolaj Hygebjerg på rundvisning på Friland. Vi ser de mange særegne huse og anderledes tilgange til bæredygtigt byggeri og hører om forskellige bud på bæredygtig livsstil i samarbejde med naturen. Turen afsluttes ved Ideværket, som er Nikolaj og hans kone Lailas erhvervsprojekt, hvor de har bygget et bæredygtigt keramikværksted, hvor hun arbejder, og Nikolaj har en lille virksomhed der laver håndlavede ispinde med en bæredygtig tilgang. Så dagen rundes selvfølgeligt af med lækre is og kaffe, før turen igen går mod højskolen. 

18.00-19.00: Aftensmad

19.30-21.00: Terningfortællinger

Mange af os er skeptiske når vi skal fortælle om vores liv, men ”terningfortællinger” tænder fortælleglæden i stort set alle. Vi har alle en fantastisk fortælling gemt i vores liv og denne aften kan vi både finde glæden ved at fortælle og høre andres livshistorier. Helt konkret skal vi i små grupper rulle med to terninger. Ud fra terningernes tal, fortælles en historie fra det pågældende år i dit eget liv. 

Torsdag

07.30-08.30: Morgenmad

08.30-09.15: Morgensamling: Højskolesang i flere generationer

Sammen med højskolens unge elever skal vi synge fra Højskolesangbogen. 

9.30-12.00: Optimismens kraft 

Foredrag v. filosof Kristian-Alberto Lykke Cobos 

Man må aldrig tage håbet fra et menneske. Håbet er ikke en naiv tro på, at alt nok skal gå, men en livsytring. Optimismen er en særlig holdning til livet, hvor det er aldrig for sent. Det er troens fætter som står dér, hvor det synes for sent. K.E. Løgstrup minder os om, at vi bærer noget af hinandens håb i vore hænder. I mødet med os selv og verden kan optimismens livsholdning gøre hele forskellen på om glasset er halv fyldt eller halv tomt. Filosofien giver os et indblik i optimismens kraft. 

12.30-13.30: Frokost

13.30-15.30: Samtalesalon om det gode liv

 Danskerne er verdens lykkeligste folk, men hvad gør os glade? Hvad gør dig glad? Hvad kan vi gøre for at blive gladere i hverdagen? Husker vi at smile til hinanden? Vi får holdningerne i spil og taler på kryds og tværs om egne erfaringer, ambitioner og gode tanker.     

16.30-19.00: Festforberedelser 

19.00-21.00: En håbefuld festmiddag for fremtiden 

Fredag

08.00-08.30: Udtjekning fra værelser 

08.30-09.15: Morgensamling: Om at gøre en forskel v. Nikolaj Hygebjerg 

Hør Nikolaj fortælle om de mennesker og projekter, han og hans kone har engageret sig i siden en livsændrende tur til Sydafrika i 2013. 

9.30-11.00: Findes optimisme og håb i haven? 

V. Gartner og højskolelærer Kristoffer Korshøj

Kristoffer Korshøj tager os med igennem højskolens køkkenhave. Hvordan kan selvforsyning i køkkenhaven give livskvalitet og håb? Det kan det i hvert fald for Brandbjerg Højskole, som bliver mere og mere selvforsynende med grøntsager for hvert år der går. Og det kan faktisk oversættes til din have. 

11.30-12.30: Afrunding af ugen med billeder og evaluering  

12.00: Frokost 

13.00: Farvel og tak for denne gang 

Måltider på Brandbjerg

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.30, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Hver formiddag, eftermiddag og aften byder køkkenet på kaffe med frugt, kage, brød, boller eller lignende. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.  

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Brandbjerg Højskole