Chocolatier

.

Er chokolade dit kærlighedssprog? På Brandbjerg Højskole kan du vælte dig i hjemmelavede chokoladebarer, kager og konfekter, så smagsløgene synger. Vi skal høre om chokoladens historie og temperere chokoladen så smuk og blank, at selv Mette Blomsterberg ville få en tåre i øjenkrogen.  

Sådan arbejder vi i faget

Kom bag om chokoladens historie  

Ud over at lære det praktiske håndværk, skal vi også tale om chokoladens historie – hvor kakaobønnerne kommer fra, hvordan de plukkes, fermenteres og forvandles til hvid, lys og mørk chokolade. Vi skal også lære om teorien bag chokoladefremstillingen. Hvad sker der, når chokoladen er for kold og for varm? Hvad går der egentlig galt, når man ikke tempererer chokoladen rigtigt? Det er en hel videnskab, men du er i gode hænder hos vores underviser, der er uddannet chocolatier.  

OBS! Der er en engangsbetaling på 250 kr. for dette fag.

 

Chokolade i lange baner 

Chocolatier er Brandbjerg Højskoles lækreste fag, hvor vi fylder elevkøkkenet op med chokolade til op over begge ører. Vi skal eksperimentere med de mange lækre desserter, som chokolade kan indgå i – alt fra fyldte chokolader og overtrukne mandler til glacekager og hjemmelavede skumfiduser med chokoladeovertræk. Du vil lære at temperere chokolade, så den bliver spejlblank med det helt perfekte knæk. Din lækkersult vil med garanti blive stillet. 

Mød underviserne

Brandbjerg Højskoles lærere er dybt engagerede i at forme rum for dannelse og personlig udvikling. De brænder for at skabe inkluderende og inspirerende læringsmiljøer, hvor kreativitet og fællesskab blomstrer, og hvor du som elev kan udforske dit fulde potentiale. 

Se mere

Faget undervises i en eller flere valgfagsperioder kun på dansk, i andre perioder kan faget vælges uanset om man taler dansk eller engelsk, da undervisningen tilpasses begge sprog