Bag om monopolet: Et filosofisk kig på “Mads & monopolet”

Søndag d. 27. juni – Lørdag d. 3. juli 2021 
I denne uge ser vi nærmere på hverdagsfilosofien bag dilemmaerne i ‘Mads og Monopolet’.

TILMELD DIG HER

I ’Mads & Monopolet’ kan lytterne hver weekend sende deres dilemmaer ind og høre dem diskuteret af Mads Steffensen og det altid oplagte monopol. Dilemmaerne spænder bredt og giver et godt udsnit af hverdagens udfordringer og intriger. Det giver stof til eftertanke om livets store etiske spørgsmål, og om hvad der tjener som det bedste argument for deres løsninger. I denne uge ser vi nærmere på hverdagsfilosofien bag dilemmaerne i ‘Mads og Monopolet’. Hvad gør et argument mere overbevisende end et andet? Hvilke etiske forudsætninger ligger der bag ’Søren Pind-Reglen’? Hvorfor kommer nogle paneldeltagere mere til orde end andre? Og hvilke etiske overvejelser og fænomener er afgørende i vores almindelige liv med hinanden? Hvert foredrag introducerer dig til forskellige aspekter af etik og argumentationsteori ud fra et konkret dilemma fra ’Mads & Monopolet’. Alt dette kombineres med klassiske højskoledyder som morgensamlinger, højskolesang og vandretur i Brandbjergs smukke natur.

Medvirkende:
· Jens Sand Østergaard, ph.d., adjunkt, University College Nordjylland (UCN), Jens Sand Østergaard er ph.d. fra Nordisk sprog og litteratur på Århus Universitet, cand.mag i filosofi og MSc i sprogpsykologi fra Universitet i Edinburgh. Han skrev sin ph.d.-afhandling om sprogvanskeligheder hos børn og unge med autisme spektrum forstyrrelsers (ASF) og arbejder til dagligt som underviser og forsker i Social- og specialpædagogik ved University College Nordjylland (UCN). Med en baggrund i filosofi og sprogpsykologi er JSØ meget optaget af hvordan man bruger argumentation og logik i hverdagen, samt hvilke sproglige, retoriske og psykologiske mekanismer der er på spil, når folk lader sig overbevise af en taler.        
· Kristian-Alberto Lykke Cobos, undervisningsassistent i medicinsk filosofi, Aarhus Universitet: Cand. Mag. i filosofi, foredragsholder, undervisninsassistent, forsker, og K.E. Løgstrup ekspert. Han har oversat Løgstrups hovedværk til spansk og arbejder på at udbrede Løgstrups etiske filosofi i den spansktalende verden. Samtidig er Alberto ansat som undervisningsassistent på Århus Universitet, hvor han i øjeblikket underviser i Medicinsk Filosofi og Idrætsfilosofi med fokus på praksis. Alberto er kendt for sin evne til at formidle filosofi på en vedkommende måde der taler ind i vores samfund og virkelighed.

· Jacob Birkler: Er en dansk filosof, forfatter, debattør og foredragsholder og har været medlem af Det Etiske Råd siden 2010 samt været formand for rådet fra 2011 til 2016. Jacob Birkler er cand. mag. i filosofi og psykologi og en blændende formidler om etik.

Prisen inkluderer:

· 7 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Jens Sand Østergaard & Kristian-Alberto Lykke Cobos: Introduktion: Mads & Monopolet i relief
· Jens Sand Østergaard: ’A-holdet’: Logik og argumentation
· Øvelser i Argumentationsteori m. dilemmaer fra Mads og Monopolet – Jens Sand Østergaard, ph.d.
· Jens Sand Østergaard: ’Djævlens advokat’: Retorik og sprogpsykologi
· Kristian Alberto Lykke Cobos: ’Søren Pind-Reglen’: Etik og moral
· Kristian Alberto Lykke Cobos: ’Date aldrig en Preben’: Følelser og værdier
· Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Rå

Andre oplevelser:
· På udflugt i herregårdslandskabet med naturvejleder
· Tur til Museum Jorn
· “Så syng da Danmark”


KURSUSPROGRAM

Søndag 27/6:
14.30-15.15: Ankomst
15.30: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
19.00: Jens Sand Østergaard & Kristian-Alberto Lykke Cobos: Introduktion: Mads & Monopolet i relief: Vi begynder ugen med et brag. Derfor kaster vi os over Mads og Monopolets styrker og unikke position i det danske medielandskab. Her skal vi se på, hvordan monopolet har en unik måde at kommunikere med sit publikum som er anderledes fra, hvad vi møder i andre debatprogrammer. Samtidig skal vi se på hvordan man egentlig kan tage stilling til et moralsk dilemma. Hvordan sætter man sig i andres sted? Hvordan kan vi bruge vores fantasi til at forstå andre og hvad er begrænsningerne for vores empati?

Mandag 28/6:
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.30: Jens Sand Østergaard: ’A-holdet’: Logik og argumentation: Til den første undervisningsgang om Mads og Monopolet vil vi kigge nærmere på hvad der karakterisere det gode argument. For at rådgive lytteren om hvad de skal stille op med det dilemma de står i, bliver hver af deltagerne på monopolet nødt til at præsentere argumenter for, hvad det bedste råd til lytteren kunne være. Dette gør Mads og monopolet til et fantastisk studie i argumentation og logik, da vi igennem deres diskussion kan gøre os klogere på, hvad der tæller som et godt argument i vores hverdagsdiskurs, samt hvilke processer der kan være med til afspore den gode diskussion i form af fejlslutninger og andre logiske skavanker.  
14.00–16.00: Vandretur – Brandbjerg Sønderskov:Vi skal dykke lidt ned i fortællingen om Brandbjerg Højskole, herregården og vandrer sammen en tur i Brandbjergs egen skov og den smukke herregårdspark. Skoven er klassificeret som uberørt naturskov og kendetegnes ved et rigt dyre og planteliv, rislende bæk, mosbegroede stammer og et dramatisk landskab. Herregårdsparken er velholdt og omkranset af voldgraven.
19.00: “Så syng da Danmark”: Vi skal synge en masse nye og gamle højskolesange og høre om baggrunden for dem.

Tirsdag 29/6:
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.30: Øvelser i Argumentationsteori m. dilemmaer fra Mads og Monopolet – Jens Sand Østergaard: Formiddagen starter ved at vi tager nogle øvelser i at analysere på argumentationen i udvalgte dilemmaer fra Mads og Monopolet. Deltagerne på kurset vil derfor have mulighed for selv at skærpe deres logiske sans, samt prøve kræfter med at  præsentere deres eget bud på hvad det bedst mulige argument kunne være til et dilemma.
14.00–16.00: Jens Sand Østergaard: ’Djævlens advokat’: Retorik og sprogpsykologi: Som en skyggeside til enhver god filosofisk diskussion findes der en række retoriske kneb til, hvordan et dårligt argument kan fremstå bedre end det i virkeligheden er. At diskutere er ikke alene et rationelt anliggende, og der er mange sproglige og psykologiske mekanismer, der kan få os til at blive overbevist af en talers veltalenhed eller karisma. Med eksempler fra Mads og Monopolet som vores ledetråd, vil vi derfor ved dette foredrag kigge nærmere på, hvorledes retorik og sprogpsykologi spiller ind på vores opfattelser af troværdighed. 
19.00 – 20.30: Terningfortællinger: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus. Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra det pågældende år i ens eget liv. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på.

Onsdag 30/6:
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.15: Kristian Alberto Lykke Cobos: ’Søren Pind-Reglen’: Etik og moral: Moralfilosofi skrives måske i støvede elfenbenstårne, men udformes på baggrund af almindelige menneskers argumenter, betragtninger og etiske hensyn. I Mads og Monopolet ser vi en etisk samtale udfolde sig. Almindeligvis tænker vi ikke nærmere over det. Vi er enten enige eller uenige. I disse timer skal vi dykke ned i fire moralfilosofiske takes på Monopolets moralske regler, prioriteringer og synspunkter. Hvad er egentlig baggrunden for Søren Pind-reglen? Handler livet bare om størst mulig lykke, som Uffe Buchard ofte siger? Kom og vær med i diskussionen.
13.00: Tur til Museum Overtaci: Vi skal besøge Museum Overtaci, hvor rundviseren vil tage os med ind i Overtacis univers. Centralt i museet står kunstneren Ovartaci, der med sin 56 år lange indlæggelse og sin helt særegne kunst er indbegrebet af såvel institutionen og historien som friheden i at kunne udtrykke sig gennem kunsten. Ovartaci blev født i Ebeltoft og egentlig døbt Louis Marcussen, han fandt selv på navnet Ovartaci – som en omskrivelse af ‘Overtosse’. Ovartaci slår på alle måder igennem med sin kunst, ikke fordi han var psykiatrisk patient eller aparte, men på grund af den uafviselige styrke og kunstneriske kvalitet, man finder i hans kunstneriske arbejder.
19.00-20.30: Brandbjerg monopolet: En hyggelig aften hvor et Brandbjerg monopol vil svare på små og store dilemmaer fra salen. 

Torsdag 1. juli:
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.15: Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Råd: Bioteknologi sætter os i stand til at skabe, fastholde og afslutte liv på en lang række nye måder. Men det, vi ‘kan’ gøre, hænger ikke altid sammen med det, vi ‘bør’ gøre. Foredraget fokuserer på de mange udfordringer, der opstår, når vi lægger livet og døden i menneskets hænder. Aktuelle etiske spørgsmål inddrages fra arbejdet i Det Etiske Råd med særligt fokus på de mange etiske dilemmaer, der opstår ved livets begyndelse og afslutning.
13-14.30: Samtale med Jacob Birkler: Eftermiddagen er en uformel fortsættelse af formiddagens program, hvor Jacob Birkler inviterer til dialog om etiske dilemmaer.
Frieftermiddag: Her har du tid på egen hånd (Turforslag hvis du har lyst: Kongernes Jelling, hvor du kan gå rundt i det nye højområde og nyde verdenskulturarven i form af gravhøje, runesten og Jelling Kirke – og måske en is i solen ved et af byens ishuse).
19.30: Friaften: Biograf: Mulighed for at se en klassisk filmperle.

Fredag 2. juli:
9.30-11.15: Kristian Alberto Lykke Cobos: ’Date aldrig en Preben’: Følelser og værdier: Der er mange etiske fænomener som er svære at tage stilling til. Følelser og værdier fylder ofte meget i vores etiske dilemmaer. Dem skal vi forsøge at få styr på. Vi spørger os selv: Skylder man noget, hvis man får en gave? Hvad er karma-loven egentlig, og tror du på den? Hvad gør vi med vores utro Preben? Er der noget som er utilgiveligt, eller kan alle tilgives deres fejl? Hvorfor skal Hella Joof altid mærke efter indeni og Peter Mygind tale om kærlighed, så snart han kommer i tanke om sit barnebarn Rosa? Kom og vær med i diskussionen. 
14.00-16.00: På udflugt i herregårdslandskabet med naturvejleder: Vi skal på tur i nærområdet omkring Brandbjerg og introduceres for det historiske landskab, som har været præget af herregården og dens virke gennem århundreder. Brandbjergs skov er urørt naturskov og byder ud over en overvældende variation i plante- og dyreliv på dybe slugter, mosbegroede stammer og en rislende bæk – vi befinder os på kanten af Grejsdalen, som rummer et meget særegent og smukt landskab.
16.30: Festforberedelser
18.30: Festmiddag

Lørdag 3. juli: 
9.00-10.00 Morgensang, fotos fra ugen og evaluering
Afrejse

 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.15, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.

Kursusperioder og priser

7 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.950 ,-
Tillæg for enkeltværelse:  1000 kr.

Kurset foregår i dagene
Søndag d. 27. juni – Lørdag d. 3. juli 2021 (uge 25)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/fle

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.