Julen – før og nu

Mandag 29/11 – Fredag 3/12 2021

TILMELD DIG HER

Jeg vil ære julen i mit hjerte, og prøve at beholde den hele året.
– Charles Dickens

I denne uge vil vi glæde os til julen sammen med hinanden. Med en blanding af foredrag om julen, livsmod og livsglæde samt masser af sang fra højskolesangbogen vil vi synge julen ind sammen.  Alt dette krydrer vi med en dejlig tur til Jelling, fejring af mørkning, en gammel, næsten glemt skik og ikke mindst julegløgg, hygge og juleklip. Og selvfølgelig også klassiske højskolemorgensamlinger og dejlig mad fra vores økologiske højskolekøkken.

Medvirkende:

· Mikael Rothstein:
Mag.art. og Ph.d. i sammenlignende religionshistorie og ansat som lektor ved Syddansk Universitet (SDU). Tillige forskningsprofessor ved Museum Lolland-Falster. Gennem de seneste 15 år har Mikael især studeret religion blandt nomadiske jæger-samlere på Borneo, og nu er han optaget af at rekonstruere stenalderens religionshistorie i Danmark. En anden af hans interesser er de nye religioner og religiøse bevægelser, f.eks. Scientology, som han har studeret i 30 år. Han har skrevet og redigeret en lang række bøger. Omkring nytår 2020/2021 udkommer hans næste bog: Næsehornsfuglen skriger! Hovedjagt og kraniekult (U Press), der handler om sære forestillinger og ritualer i det centrale Borneo.

· Erik Lindsø: Forfatter, kulturjournalist, redaktør af ”Grænsen – magasin for mindretal, sprog og kultur” og en af landets mest efterspurgte fortællere og foredragsholdere. Eriks foredrag tager udgangspunkt i bl.a. litteratur, filosofi og hverdagens muntre historier, hvor han bruger humor som medicin, når han deler ud af morsomme, bevægende og livsnære historier, som han har samlet op i hverdagslivet. En række af hans livsbetragtninger er udkommet i bøgerne ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder” og ”Livet er i det mindste en historie værd – livsbetragtninger”, som han også inddrager i sine foredrag. Erik har tidligere været højskoleforstander på Rønshoved Højskole, redaktør af Højskolebladet og programmedarbejder i Danmarks Radio.

 · Gymnasielektor Jutta Bojsen-Møller: Er foredragsholder og forfatter samt gymnasielektor i dansk, religion og retorik. Jutta brænder for at fortælle den gode historie, kombineret med viden om mennesker i deres historiske sammenhæng. Jutta har været højskolelærer og freelance journalist på DR, desuden fast deltager i udsendelsen ’Iben og mødregruppen’ ved Radio24syv i radioens første år. Hun har bl.a. skrevet Grundtvig og Marie – en fortælling fra Rønnebæksholm og været medudgiver til ‘Men størst er kærligheden’, Eline Boisens erindringer fra forrige århundredes midte samt været medarbejder ved Nordisk kvindelitteraturhistorie.

 

· Allan Skovsgaard Wien: Jeg er cand.mag. i religionsvidenskab og engelsk og har i mere end 20 år rejst rundt i landet med mine foredrag. Gennem årene har jeg også undervist på folkeuniversiteter mange steder i landet. Mine interessefelter spænder bredt, og jeg har blandt meget andet studeret sagaer samt islandsk kultur og historie.

 · Kristian Bøcker: Tidligere viceforstander på Brandbjerg Højskole, skribent på Kristeligt Dagblads klumme- Hyrdebrevet søndag morgen og nu sognepræst i Jelling kirke.

 · Simon Lægsgaard:Ansat på Brandbjerg siden oktober 2005, bl.a. som viceforstander. Forstander siden april 2008. Har tidligere beskæftiget sig med undervisning, forskning, salg, kokkeri, skriveri mm. Udover familien er hans store lidenskaber: Jagt, gastronomi, skøre ideer og livets store sammenhænge, samt formidling i skrift og tale.

Prisen inkluderer:

 · 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Du får den nye højskolesangbog med hjem
· Fuldpension inkl. festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Mikael Rothstein: Religion og tradition i evig forandring
· Kristian Bøcker: Vi synger julen ind og ugen i gang
· Erik Lindsø: Humor som medicin
· Jutta Bojsen-Møller: Jul i det gamle Norden
· Forstander Simon Lægsgaard: Musik og liv
· Allan Skovsgaard Wien: Drikker julemanden cola?

Andre oplevelser:
· 
Udflugt til Jelling
·
Julekoncert

· Morgensamlinger

· Terningfortællinger
· Julens sange og salmer
· De ringer – vi spiller
· Mørkning
· Julegløgg, hygge og juleklip

KURSUSPROGRAM

Ugeprogram:

Mandag 29/11:
10.30: Ankomst og indkvartering
11.30: Frokost
13.00: Velkomst og rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15.00-17.00: Mikael Rothstein: Religion og tradition i evig forandring: Religion er altid i forandring. Selv ting, der er meget gamle og virker uforanderlige, er i bevægelse. Det gælder også for religion i vores eget samfund, hvor et væld af forskellige religioner myldrer ind og ud mellem hinanden. Det er svært at sætte et præcist tal på, men der er tale om over hundrede religioner og religiøse bevægelser. Denne mangfoldighed er af nyere dato, men selv da der var færre religioner i omløb, var forskelligheden og de løbende forandringer til at få øje på. Foredraget tegner en skitse af Danmarks religionshistorie fra de tidligste tider til i dag og stiller samtidig spørgsmålet: Hvorfor producerer mennesker religion? Hvordan gør de det? Og med hvilke konsekvenser?
17.30: Aftenmad
19.00-20.30: Kristian Bøcker :  Vi synger julen ind og ugen i gang: Oplæg om den danske jul.
Ca. 21.00 Aftenhygge og mulighed for aftensang

Tirsdag 30/11:
7.30-8:20: Morgenmad
8.30-9.00: Morgensamling med Erik Lindsø
9.15-11.15: Erik Lindsø: Humor som medicin – Om livsmod, livslyst og livsglæde: Det handler om at ændre mismod til livsmod, og jeg gør det ved at tage fra de muntre og give til de skuffede. Et par muntre og livsbekræftende timer, hvor lattermusklerne bliver rørt. Man kan ikke blive vred eller sur på den, man griner sammen med. Humor afvæbner den urimelige. Humor fornyr og forynger vores livssyn. Humor gør os finurlige og eventyrlige. Humor giver os overskud til at drage virkeligheden i tvivl. Foredraget er en lattermild rundrejse i humorens livgivende univers.
13.00–15.00: Julens sange og salmer: “Dejlig er jorden”, “Glade jul” og “Julen har bragt velsignet bud”. Julens salmer og sange kender vi alle, og vi har sunget dem sammen, mens vi gik rundt om træet i samhørighed, siden vi var børn. Men kender vi historierne bag julesangene? Dem skal vi høre, og så skal vi selvfølgelig synge julens sange og salmer sammen. 
16.30: Mørkning: En god gammel, men næsten glemt skik. Før det elektriske erstattede det kostbare gas, stearin og petroleum, var naturens lys og mørke med til at definere, hvornår vi arbejdede, hvornår vi sov, og hvordan vi var sammen. Mørket var den naturlige, rolige afslutning på en aktiv dag. Her samledes man når mørket begyndte at falde på under skumringen og foretog sig aktiviteter, der krævede ingen eller kun svagt lys fra en enkelt lampe eller stearinlys. Man fulgtes med den naturlige overgang i døgnet fra aktiv, lys dag til mørk og indadvendt, rolig aften og nat med hvile.
19.30: Julekoncert

Onsdag 1/12:
8.30-9.00: Morgensamling
9.15-10.45: Jutta Bojsen-Møller: Jul i det gamle Norden/ julen i Guldaldertidens Danmark: Juleblótet var den største offerfest i løbet af året i det gamle Norden. Festen lå i den mørkeste tid, på det tidspunkt hvor man med det blotte øje kunne se, at dagene blev længere, o. 13. januar. Man spiste og drak og festede sammen med guderne og forfædrene i flere dage. Det var slægtsgilder, sammenskudsgilder med mængder af svinekød, sødgrød og hvedekager, og så drak man stærkt, sødt øl af store drikkehorn. Når ølhornet gik rundt i kredsen, sagde hver enkelt: “Godt år og fred”. I julen herskede fred; det var utænkeligt at føre fejder. Man tog desuden varsler af fremtiden under julefesten, for de gamle nordboer vidste, som alle andre naturfolk, at det er i den hellige fest, fremtiden skabes, og fællesskabet etableres på ny. Med dette som udgangspunkt vil jeg fortælle om julens mange traditionslag: Om juletræ, julemand, nisser, gavegivning osv. Selvfølgelig vil jeg også berøre, hvordan det gik til, at julen blev flyttet fra d.13.januar til d. 25.december – fortællingen om det lille fredsbarn fra Betlehem, som viste sig at være en stærkere konge end Thor.
11.00: Tidlig frokost

11.45-16.30: Udflugt til Jelling: Vi tilbringer en hyggelig dag i Jelling, hvor vi bl.a. besøger den smukke Jelling Kirke og får en rundvisning på den prisbelønnede udstilling, Kongernes Jelling. Jelling Monumenterne og Kongernes Jelling har enorm betydning – her optræder navnet Danmark for første gang, og her blev kristendommen den officielle religion i Danmark. Harald Blåtand skabte monumenterne i Jelling for at vise eftertiden, at her samlede han landet til et rige, og her kristnede han Danerne. Vi ser på – og får den fantastiske fortælling om – Harald Blåtands værk, denne dag med fokus på den geopolitiske og religiøse udvikling, som kendetegnede Haralds samtid, og vi ser på, hvordan han på klogeste vis gjorde dyd af nødvendighed og kristnede danerne, fordi datidens vikingesamfund og i særdeleshed det omkringliggende Europa var i forandring. I monumentområdet får vi også den nutidige fortælling om civil ulydighed, som siden hen er blevet en omdiskuteret, men meget værdsat juletradition i Jelling. Monumentområdet blev optaget på UNESCO´s verdensarvsliste i 1994.
kl 16.30-17.15: Mørkning
19.30: De ringer – vi spiller. Denne aften har du mulighed for at ønske din yndlingsjulesang – eller den, du ikke har hørt i mange år: Vi synger dejlige julesange, sammen.  

 
Torsdag 2/12:
8.30-9.00: Morgensamling
14.00-16.00: Forstander Simon Lægsgaard: Musik og liv: Forstander og sangskriver Simon Lægsgaard har sammen med komponist og korleder, Kristian Enevoldsen, skrevet en række sange, hvoraf to af dem er kommet med i den nye højskolesangbog. De breder sig over flere musiske genrer og over såvel en række aktuelle emner, såsom konkurrencestaten, klodens tilstand og perfekthedskulturen, som eviggyldige temaer om kærlighed, frihed og liv og død. Nogle sange er i den satiriske og finurlige ende, andre kalder på den brusende, boblende livsglæde, og andre igen er mere eftertænksomme. Vi synger også nogle af de klassiske sange fra højskolesangbogen sammen – med introduktion fra en passioneret forstander. 
13.30-16.00: Julegløgg, hygge og juleklip: En hyggelig eftermiddag med julegløgg og æbleskiver imens vi hører julemusik og klipper juleklip. Vi pynter op til aftenens festmiddag, så stemningen er sat til en dejlig aften sammen.
18.30: Festmiddag med julemad og masser af sang 

Fredag 3/12:
7.30-8:20: Morgenmad
8.30: Udtjekning fra værelserne
9.00 -11.15: Allan Skovsgaard Wien: Drikker julemanden cola? – om julemandens historie: Julemandens historie er lang, og den er et meget interessant billede på, hvordan myter og historiske hændelser kan indvæve sig i hinanden. Den historiske baggrund for julemanden finder vi i en biskop ved navn Nikolaus, der levede i slutningen af 200-tallet og begyndelsen af 300-tallet i Lykien (nu Tyrkiet) ved Myrna (nu Demre). Han hjalp især børn og søfolk ud af nød og blev derfor deres særlige helgen. Myterne om julemanden er dog et vældigt billedtæppe af indvævede mønstre, og i moderne tid kender vi ham bedst i den skikkelse, Coca Cola gav ham i en illustration til deres julereklame fra 1931. Disse ganske forskelligartede elementer i julemandens historie vil i foredraget blive foldet ud og forklaret.
11.15- 12.00: Evaluering og ugeafslutning
12.00: Frokost
13.00: Afsked 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.20. Lækker frokostbuffet kl. 12.00, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe. 

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart. 

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.750 ,-
Enkeltværelse*: + kr. 700 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag 29/11 – Fredag 3/12 2021

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.