Klassisk højskole med skønne udflugter

3. 9. august 2020
I denne uge vil vi dykke ned i det jyske med to ture, hvor vi skal besøge nogle af Mandø, Søren Ryges have og økosamfundet Friland, høre spændende foredrag, synge fra højskolesangbogen og opleve smuk natur.

TILMELD DIG HER

KURSET ER FULDTEGNET – VI HAR OPRETTET VENTELISTE 🙂

Ugens nøgleord er nysgerrighed på mennesker, og det flettes sammen med godt selskab, inspirerende morgensamlinger, tankevækkende foredrag, lækre måltider og flere skønne udflugter.
Vi skal naturligvis på tur til Kongernes Jelling og se både Jellingstenene og det meget roste museum. Ugen byder også på en heldagsudflugt til Vadehavet, og her tilbringer vi nogle gode timer på Mandø, hvor vi spiser frokost på kroen, og senere på dagen besøger vi det nye museum, Vadehavscenteret. Vi tager desuden på heldagstur til Djursland og starter dagen med at besøge Søren Ryge i hans have og hører ham fortælle om nogle af de mennesker, han gennem årene har interviewet.

Medvirkende:

Søren Ryge: Uddannet cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet. Han lavede sine første tv-programmer i 1977 og har endvidere siden 1988 haft udsendelsen “Søren Ryge” på DR1, der er en direkte udsendelse sendt fra hans egen have på Djursland med kun ét kamera, hvilket siden har været betegnet som dogme-tv. Gennem årene har han lavet mange fine og bevægende tv-interviews med danskere i alle aldre.
Georg Metz: Er en dansk journalist, redaktør, kommentator, forfatter og foredragsholder. Han arbejdede i perioden 1969–1988 på Danmarks Radio, bl.a. på Radioavisen og som både studievært og redaktør på TV-Avisen. I 1994–1996 var han chefredaktør på Dagbladet Information, hvor han nu er lederskribent, anmelder og kolumnist. Han anmelder især bøger om historie og opera. Siden dens grundlæggelse i maj 2008 har han været tilknyttet netradioen Den2Radio. Georg Metz fik i 1989 tildelt Døssing-Prisen.
Karoline Nolsø Aaen: Ekspert i permakultur og indehaver af firmaet Myrrhis hvor hun sammen med sin mand er ved at starte Danmarks først permakultur med landbrug og planteskole. Hun afholder kurser i permakultur og har skrevet bogen “Permakulturhaven”.
Nikolaj Hygebjerg: Bor i økosamfundet Friland, hvor han er i gang med at bygge sit eget hus. Derudover er han børnebogsforfatter og i gang med et projekt, hvor han skriver 17 børnebøger om FN´s 17 verdensmål, og så er han højskolelærer på Brandbjerg Højskole.
Simon Lægsgaard: Simon er forstander på Brandbjerg Højskole, passioneret samfundsdebattør, naturmenneske og sangskriver.

Per Krøjs Kjærsgaard: Han er uddannet lærer og har arbejdet som efterskolelærer på Midtsjællands Efterskole, skoleleder på Viby Friskole og konsulent i Undervisningsministeriet. Ved siden af forstanderjobbet er Per  tekstforfatter, komponist, pianist og foredragsholder. Han har gennem årene skrevet en række sange til fællessang, som har vundet udbredelse i mange forskellige sammenhænge, som fx efterskoler, højskoler, foreninger, børne- og ungdomsorganisationer, fagforeninger og mange andre steder.
Steen Svanholm: Har i ti år optrådt med musik af og om den svenske nationalskjald Cornelis Vreeswijk. Steen har som den eneste dansker fået tilladelse til at komponere musik til en række af Cornelis tekster, som han ikke selv nåede at komponere musik til, før han døde i 1987, og som noget helt unikt har Steen også skrevet sange om Cornelis. Alt dette er foreløbig udgivet på to cd’er.
Jørn Henrik Olsen: Uddannet cand.theol., ph.d. (Københavns Universitet), ordineret præst i Folkekirken – men brænder lidenskabeligt for at formidle vigtige, ofte tværfaglige, indsigter på en populærvidenskabelig og vedkommende måde med tanke på menneskelivet.
Solopianist Kristine Thorup: Studerede på Vestysk Musikkonservatorium og Det Kgl. danske Musikkonservatorium hos hhv. Jørgen Hald Nielsen og Tove Lønskov.
Studier i Paris og Rom – med støtte fra bla. Augustinusfonden – hos hhv. professor Brigitte Engerer og professor Mirta Herrera. Studier i Oslo hos Professor Jiri Hlinka. Debuterede i 2007 i Odd Fellow Palæet med fine anmelderroser.

 

 

Prisen inkluderer:

· 6 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Søren Ryge: Haven og menneskene jeg har mødt
· Nikolaj Hygebjerg: Mit liv på friland – om at følge sin passion
· Forstander Simon Lægsgaard: Musik og liv

Ture:
· Heldagstur til Djursland ( På besøg hos Søren Ryge og på Friland)
. Heldagstur til Vadehavet (På Mandø og Vadehavscenteret)
· Tur til Kongernes Jelling

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Terningfortællinger
· Så syng da Danmark
· Festaften på højskolen

KURSUSPROGRAM

Mandag 3/8:
15.00-16.30: Ankomst og indkvartering
17.00-17.45: Velkomst i foredragssalen
19.00-20.00: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
20.00- 21.30: “Så syng da Danmark”: Vi vil blive introduceret til nye og gamle sange i højskolesangbogen, og vi skal synge en masse af sangene og høre om baggrunden for dem. 

Tirsdag 4/8:
8.30-9.15: Morgensamling m. sang
9.30.-11.30: Steen Svanholm: Musik og Humor: Foredrag med guitar og fællessang om humorens og musikkens fælles historie. Steen Svanholm lykkes med en forunderlig kombination af traditionelt foredrag med billeder og videoindslag kombineret med, at han har guitaren med og spiller sjove sange fra sit eget repertoire og et par fællessange. Det hele er skruet sammen på en gennemtænkt måde, så det både bliver gradvist sjovere (og lidt frækkere) undervejs og med en vaskeægte overraskelse til sidst.
13.00-15.30: Kongernes Jelling: Først besøges Kongernes Jelling, hvor vi får en engageret introduktion til monumentområdet med runesten, gravhøje, kæmpeskibssætning og den smukt restaurerede kirke. Et godt oplæg til det efterfølgende besøg i formidlingscentret, hvor vikingetiden præsenteres, som man aldrig har set det før.
16.30-17.30: Terningfortællinger: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus. Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra det pågældende år i ens eget liv.
19.30 – 20.30: Nikolaj Hygebjerg: Mit liv på friland – om at følge sin passion: I 2016 tog Nikolaj og hans kone Laila sammen med deres tre børn en stor beslutning. De sagde to fuldtidsjobs op og købte en grund i økosamfundet Friland på Djursland. På Friland skal de bygge deres eget hus af bæredygtige materialer, men det er selvfølgelig kun en lille del af historien. De gik også ned i arbejdstid og deler i dag én stilling på Brandbjerg Højskole og skal de næste 5 år bo i to ombyggede skurvogne som midlertidig bolig. Hør historien bag beslutningen og drømmen om, hvad det kan/skal føre med sig.
20.30: Aftenhygge i højskolens mange hyggelige hjørner eller i aftensolen i atriumgården. 

Onsdag 5/8:
Holdet deles i to denne dag: Halvdelen tager til Djursland (se beskrivelse under torsdag) og halvdelen til Vadehavet (se herunder). Dagen efter byttes der.
Tidlig afgang: Dagstur til Vadehavet
Vadehavet er Danmarks største, fladeste og vådeste Nationalpark. Det er et enestående naturområde i Danmark, som blev udnævnt til Nationalpark i 2010. Men Vadehavet er ikke kun unikt i Danmark – det har status som Verdensarv. Samlet strækker vaderne sig 500 km langs den danske, tyske og hollandske kyst. Det dynamiske landskab, den biologiske rigdom og de mange trækfugle gør området til noget helt enestående.Vi kører med almindelig bus til Vadehavet og tager så turen med traktorbus over til Mandø, hvor vi får en guidet tur. Der vil være mulighed for både korte og længere vandreture.
Vi spiser en dejlig frokostbuffet på Mandø Kro, inden vi kører vi tilbage til fastlandet.
Her besøger vi Vadehavscentret med de smukke omgivelser og den fabelagtige arkitektur. Arkitekt Dorte Mandrups design reflekterer det omkringliggende landskab, og sammen med materialevalget, tagrøret, som alluderer til Vadehavskulturens arkitekturhistorie, indgår de i en forbindelse, der skaber en behagelig atmosfære. På Vadehavscenteret vil der blive rig mulighed for at lære mere om Vadehavets unikke plante- og dyreliv. Dagens program tilpasses tidevandstiderne, men vi er hjemme til at kunne nyde aftensmaden på Brandbjerg.
19.30 – Frivillige aftenaktiviteter og aftenhygge i højskolens mange hyggelige hjørner eller i aftensolen i atriumgården. 

Torsdag 6/8:
Holdet deles i to denne dag: Halvdelen tager til Friland (se beskrivelse herunder) og halvdelen til Vadehavet (se onsdagsprogrammet).
9.00: Heldagstur til Djursland:
Søren Ryge: Haven og menneskene jeg har mødt: Søren Ryge Petersen er en historiefortæller i særklasse, der i en menneskealder har fastholdt os foran skærmen. Søren Ryge fortæller om haven, naturligvis. Men også om landskaber i Norden og om de mennesker, der lever der. Søren Ryge møder mennesker med respekt, interesse og oprigtighed, han er aldrig ironisk, sarkastisk eller distancerende. Søren Ryge fortæller os om mennesker og deres hverdag, som de selv ser den, han taler ikke op til folk eller ned til folk – han taler i øjenhøjde.
Fortsættes…

12.00: Besøg i økosamfundet Friland: Vi spiser medbragt frokost i fælleshuset Ravnen og får den spændende historie om Frilands 15 årige historie. Friland er et økosamfund med omkring 110 beboere, hvoraf de fleste har bygget eller er ved at bygge deres eget hus. Bag Friland er en række principper om bæredygtig livsstil. En del handler om klassisk bæredygtighed som affaldsfrihed og eget spildevandsystem m.m., men en del handler også om, hvordan vi i dagens Danmark kan finde tilbage til nogle gamle værdier og træde ud af hamsterhjulet, mange familier i dag føler sig fanget i, med større livsglæde til følge. 
14.30: Rundvisning på Friland: Nikolaj Hygebjerg viser rundt på Friland med de mange sjove og anderledes byggerier, indtil vi ender i Permakulturhaven v/ Karoline Nolsø Aaen og Tycho Holcomb. 
16.00 Efter kaffe, te og kage kører vi sydpå til Brandbjerg. 
19.30 Frivillige aftenaktiviteter 

Fredag 7/8: 
8.30-9.15: Morgensamling 
9.30-11.30: Forstander Simon Lægsgaard: Musik og liv: Forstander og sangskriver Simon Lægsgaard har sammen med komponist og korleder, Kristian Enevoldsen, skrevet sange, som breder sig over flere musiske genrer og over såvel en række aktuelle emner, såsom konkurrencestaten, klodens tilstand og perfekthedskulturen som evigtgyldige temaer om kærlighed, frihed og liv og død. Nogle sange er i den satiriske og finurlige ende, andre kalder på den brusende, boblende livsglæde, og andre igen er mere eftertænksomme. Vi synger også nogle af de klassiske sange fra højskolebogen sammen – med introduktion fra en passioneret forstander.  
13.00-15.00: Per Krøjs Kjærsgaard: Kære Linedanser: Pers sange – og deres inspirationskilde: I dette foredrag møder vi de seks mest kendte af sangene fra Pers hånd. Mest kendte er “Kære Linedanser” og “Gi’ os lyset tilbage”. Alle sangene har inspirationer og forbilleder i Højskolesangen. Hør hvorfor. Vi synger skiftevis sangene fra bagkataloget – og deres forlæg. 
19.00: Livet i ord og toner: Foredrag og koncert v/ forfatter Jørn Henrik Olsen og solopianist Kristine Thorup: Der lukkes op til en fortryllende klarhed og rigdom, når forfatteren og foredragsholderen Jørn Henrik Olsen og koncert- og solopianisten Kristine Thorup, begge bosiddende i Gilleleje, sammen griber ud efter menneskelivets vigtigste følelser og klange. I deres unikke samarbejde er de optaget af at få ordmagien og klaverets virtuose magi til at lyse op i det tavse mørke – og svare på længslen efter hjemhørighed i det uroramte liv. På forunderlig måde får de et helt tonerige – med overtoner, undertoner og helt andre toner – til at tjene den dybe efterklang og stilhed midt i støjens tid. Både ord og musik løfter, styrker og inspirerer tilhørerne, så det vigtigste i livet bliver spejlet og finder nedslag i den personlige resonanskasse. Fra musikkens verden dukker der f.eks. værker af Schubert, Mendelsohn, Chopin og Grieg op, og kærlighedens spændingsfyldte liv og smerteblandede glæde og skønhed bliver iklædt uimodståelige ord. Foredrag + klaverkoncert er en helt særlig mulighed for fordybelse i den menneskelige eksistens. Man skal turde stoppe op for ikke at gå i stå.  

Lørdag 8/8 
8.30-9.15: Morgensamling 
9.30-11.15: Georg Metz: Gudløs og forholdsvis glad: En ikke troendes bekendelser med Georg Metz. Uden at være ateist kan man godt være uden religion og leve ordentligt. Påfaldende hvor få i det troende segment, præster og menighedsråd, radioværter i trosprogrammer og kristne debattører, der vil høre på synspunkter om det gudløses mulighed i livet. Men vi, der ikke tror, lever dog livet uden mén. En forklaring og en dialog kunne give perspektiv for begge livssyn. Åndelighed er ikke en kristen eller anden religiøs eneret, skønt man ofte bibringes det indtryk. 
14-16.00: Sangeftermiddag: De ringer, vi spiller! Denne formiddag skal der lyttes til kursisternes ønsker! Vi synger derfor alt, hvad der ønskes fra salen – og kender vi dem ikke, må vi jo lære dem! 
18.30: Festaften på højskolen: Brandbjerg Højskoles fænomenale køkken, som har sølvmærket i økologi og har afholdt en række inspirationskurser for andre højskoler, vil denne aften forkæle os. 

Søndag 9/8: 
9.15-10.15: Evaluering og erfaringsopsamling. 
Herefter afrejse 

 Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 11.30 samt dejlig aftensmad kl. 17.30. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. 

 Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart. 

Kurset foregår i dagene
3-9. august 2020

Pris:
Dobbeltværelse*: kr. 5350 kr.

Tillæg for enkeltværelse:  700 kr.

 

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske ( OBS  begrænset antal enkeltværelser). Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen ved tilmeldingen.

Transport
Kommer man med offentlig transport, kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her: www.sydtrafik.dk/flextrafik/flextur/hvordan-bestiller-du

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.