Klassisk Kor
Mandag 22. – fredag 26. februar 2021
Her er en uge hvor der er mulighed for at synge sammen med andre der også elsker at synge i kor.
Mandag 22. – fredag 26. februar 2021
Elsker du at synge i kor? Elsker du de danske sange –og kunne du tænke dig at dig at synge dem på en højskole sammen med andre, der har lyst til at synge i kor, fra hele landet? Så fortsætter vi succesen fra 2020, hvor vi sammen med Jakob Hedegaard sang Bo Holtens smukke flerstemmige arrangementer.
I Bo Holtens melodier bliver de enkelte stemmer i sig selv smukke og sangbare melodier, og tilsammen klinger de så smukt, at det er nogle af de bedste korarrangementer, der er lavet.
Vores dygtige korleder tager os igennem udvalgte arrangementer af Bo Holten ,hvor vi bl.a. skal møde klassikere som ”Jeg ved en lærkerede”, Halfdan Rasmussens ”At lære er at ville”, og Carl Nielsens ”Tunge, mørke natteskyer”. Kender du dem ikke, så lærer du dem. Kan du dem i forvejen, så hjælper du med at løfte koret til en smuk harmonisk helhed. Kurset henvender sig til dem, der var med i 2020, såvel som til helt nye kursister.
Kurset er krydret med klassiske højskoleaktiviteter som morgensang, fortællinger og en vandretur med naturvejleder i Brandbjerg Skov.
Der er ikke et krav at kunne synge fra bladet, det vigtigste er lysten til at synge og skabe fælles harmonier. Ved du allerede, hvilken stemme du synger, så er du meget velkommen til at skrive det i din tilmelding.
Medvirkende:
- Jakob Hedegaard, 38 år,er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i dirigering ved Søren K. Hansen og Carsten Seyer-Hansen. Studeret dirigering på Masterniveau ved Musikhögskolan i Piteå, Sverige ved Erik Westberg og Peter Sundkvist. Har desuden taget masterkursus i dirigering ved Stefan Parkman (SE) og Pier Paulo Scattolin (IT). Stifter af Vokalensemblet Cantus Coronatus (DK). Dirigent for Vester Skerninge Sangkor, indstuderer operakoret til friluftsopera på Valdemars Slot. Som koncertpianist- og organist aktiv i genrerne klassisk, klesmer og folk. Organist og korleder ved Ollerup og Kirkeby Kirke.
- Simon Lægsgaard: Forstander på Brandbjerg. Har tidligere beskæftiget sig med undervisning, forskning, salg,kokkeri, skriveri mm. Underviser i Mad med Mod og Jagt & Natur samt fællesfagene og på diverse korte kurser. Udover familien er hans store lidenskaber: Jagt, gastronomi, skøre ideer og livets store sammenhænge, samt formidling i skrift og tale.
- Line Rishøj Jensen:Line er en autodidakt sanghistoriker og herunder professionel nørd i Højskolesangbogen samt musiklærer og organist. Hun er i færd med at skrive en større fremstilling om Højskolesangbogen og deler entusiastisk ud af sine fund fra sin bog undervejs i skriveprocessen gennem sine foredrag.
- Kathrine Christensen:44 år, fra Aarhus og nu bosiddende i Vejle med sin kæreste og deres dreng på snart 4 år. Erfaren yogalærer og mindfulness instruktør. Videreuddannet indenfor gravidyoga og restorativ yoga. Desuden cand.mag. i musikvidenskab og kunsthistorie fra Aarhus Universitet med fotografi og rytmisk sang som primære interesseområder. Du kan læse mere om Kathrine her: www.kathrinechristensen.dk
Prisen inkluderer:
· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl. festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.
Ugens indhold:
· Line Rishøj Jensen: Ind i Højskolesangbogen
· Simon Lægsgaard: Poetisk postyr *
· Kathrine Christiansen:Om at synge og at synge med den stemme man har
Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Vandretur i Grejsdalen og Brandbjerg Sønderskov
· Masser af korsang
KURSUSPROGRAM
Mandag 22. februar
10.30-11.30: Ankomst
13.00-14.30: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjerg og får mødt hinanden på kryds og tværs.
15-17.00: Kor v. Jakob Hedegaard
19.00- 20.30: Højskoleaften
Tirsdag 23. februar:
8.30-9.15: Morgensamling
9:30-11:00: Kor v. Jakob Hedegaard
13.00-15:00: Kor v. Jakob Hedegaard
15:30– 17:00:”Terningfortællinger” . Denne aften byder på overraskende fortællinger fra dig og dine medkursister, og det bliver styret af en vis form for tilfældighed, da terningerne viser vej.
19.00-20:30: Line Rishøj Jensen: Ind i Højskolesangbogen. Tag med på en hæsblæsende rejse gennem Højskolesangbogens 19 udgaver, som byder på både små og store redaktionelle forandringer, boykotter, skænderier og krig, og som vedbliver med at være en kilde til glæde, men også til stor debat hos danskerne på godt og ondt. I foredraget kommer vi også omkring, hvordan fællessangstraditionen og fællessangsmelodierne har udviklet sig i takt med udgaverne, og hvordan sangbogen har afspejlet sine brugere gennem tiden.
Onsdag 24. februar:
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.00: Kor v. Jakob Hedegaard
13.00-14.30: På vandretur i Brandbjerg Højskoles smukke park og skov med vores lokale naturvejleder.
15.00-17.00: Simon Lægsgaard: Poetisk postyr: Forstander Simon Lægsgaard læser op af egne digte til refleksion på livet. Vi synger digte fra Simons digtsamlinger, der er blevet sat på vers og forstår baggrunden for deres tilblivelse. Foredraget er en blanding af digtoplæsning og fortælling om digtenes tilblivelse.
19:00-21.00: Kor v. Jakob Hedegaard
Torsdag 25. februar:
8.30-9.15: Morgensamling
9.30-11.00: Kor v. Jakob Hedegaard
13.00-14.30: Kathrine Christiansen: Om at synge og at synge med den stemme man har. Denne eftermiddag på Brandbjerg kobler vi sang med yoga og mindfulness – både i teori, men især i praksis, så det kommer ind under huden og kan overføres til hverdagen. Fokus er primært at slippe Janteloven, det at præstere og i stedet bare være og NYDE, så godt vi kan! Mit mål er at skabe et trygt og præstationsfrit rum, hvor alle kan deltage på egne præmisser. Det er desuden en god træning at give slip på ’den indre kritiker’, hvilket gør det til en større fornøjelse at synge og nemmere at være i kroppen – med alt hvad den nu indeholder
15:00-16.30: Kor v. Jakob Hedegaard
17.00: Festforberedelse
19.00: Festmiddag
Fredag 26. februar:
8.30: Pakke og tjekke ud fra værelserne.
9.00-11.00: Kor v. Jakob Hedegaard
11.00: Fotos fra ugen, evaluering og erfaringsopsamling.
11.30: Frokost
13.00: Afrejse
Hver dag er der dejlig varieret morgenmad fra 7.30-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 11.30, samt dejlig aftensmad kl. 17.30. hver eftermiddag og aften er der kaffe med kage, brød, boller eller lignende.
Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.
Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.
Kursusperioder og priser
5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4600,-
Enkeltværelse*: tillæg kr. 1000 ,-
Kurset foregår i dagene
Mandag 17. – fredag 21. februar 2020
Indkvartering
Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.
Transport
Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/flextrafik/flextur/hvordan-bestiller-du
BRANDBJERG HØJSKOLE

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser