Livet er en gave - og en gave pakker man ud!

Mandag d.24. juni – fredag d. 28. juni 2019 (uge 26)
Vi har i denne uge skabt et klassisk højskolekursus med en kant. Vi sætter en række spændende mennesker i spil som alle har noget helt særligt at fortælle i en dejlig blanding med klassiske højskoleindslag.

TILMELD DIG HER

Titlen på dette kursus peger på at vi altid skal huske at nyde livet og tage imod hvad det bringer. Vi har i denne uge skabt et klassisk højskolekursus med en kant. Vi sætter en række spændende mennesker i spil som alle har noget helt særligt at fortælle i en dejlig blanding med klassiske højskoleindslag.

Ugen sparkes i gang med foredragsholder og forfatter Erik Lindsø som har gjort det til et livsprojekt at sprede glæden ved livet. Vi skal også møde altid skarpe Steffen Gram og høre forfatter Knud Romers bud på verden – og Danmarks aktuelle udfordringer. Politiker og P1 vært Paula Larrain tager os med ind bag mediefacaden og tidligere formand for etisk råd, Jacob Birkler vil tage os på en medrivende og indsigtsfuld tour de force i Etisk Råds dilemmaer.

Ugen krydres selvfølgeligt med en vandretur i den smukke Grejsdalen og Brandbjergs smukke Herregårdspark samt klassiske gode højskoleoplevelser som sang, morgensamling og hyggelige stunder med medkursister fra hele landet. Til slut skal vi på en heldagstur for livsnydere, med rundvisning på Kongernes Jelling og besøg hos det lokale whiskydestilleri, Fary Lochan som vil give smagsprøver og byde på en lækker frokost fra Ålbækslagteren.

Kursusleder:
Charlotte Zeberg Johnsen

Medvirkende: 
· Steffen Gram: DR’s udenrigsreporter gennem mere end 30 år og en blændende fortæller. I DR begyndte han som Asien-reporter, var USA-korrespondent 1983–1987, journalist ved udlandsredaktionen 1988-1990, korrespondent i Moskva 1990–1994 og fra 1996 redaktør og senere vært for udenrigsmagasinet Horisont. I perioden 2005–2013 var han atter DR’s korrespondent i USA, og siden har han været vært på programmet Verden ifølge Gram på DR P1.
· Knud Romer: (f. 1960) er prisvindende reklamemand, forfatter og debattør. Han har arbejdet som konceptudvikler for virksomheder som B&O og BODUM – og står for udgivelser som ”Guide til Københavns Offentlige Toiletter” og ”Din Store Idiot”, en antologi om dumhed og intelligens. “Den som blinker er bange for døden” er hans debut som skønlitterær forfatter og blev modtaget med overstrømmende anmeldelser og strøg direkte ind på bestsellerlisten. Knud Romer er desuden en hyppig og hurtigttalende gæst i aktuelle samfundsdebatter og er romanaktuel med ‘ Kort over paradis’, en omvendt dannelsesroman.

· Paula Larrain: Paula Larrain kom som fireårig til Danmark med sine forældre, der var politiske flygtninge fra Chile året efter kuppet mod Salvador Allende i 1973. Har arbejdet som udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske. Hun vendte tilbage til DR som vært på DR Morgen i 2001 og kom siden på TV Avisens aftenudsendelser.hvor hun i det sidste år var studievært på udsendelsen kl. 21.Hun forlod DR i juni 2007 for at blive selvstændig.I dag er hun fast vært på P1 programmet “De højere magter”.
Jacob Birkler: Dansk filosof, forfatter, debattør og foredragsholder og har været medlem af Det Etiske Råd siden 2010 samt været formand for rådet fra 2011 til 2016. Jacob Birkler er cand. mag. i filosofi og psykologi og en blændende formidler om etik.
Erik Lindsø: Foredragsholder og forfatter. Tidligere forstander på Rønshoved Højskole og lærer på Danebod Højskole, informationschef i Folkehøjskolernes Forening, programvært i DR, redaktør af Højskolebladet og Grænsen. Uddannet lærer. Se mere på www.folkeakademiet.dk.

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt                        dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Erik LIndsø: Om kunsten at være en glædesspreder
· Paula Larrain: Hjælp, jeg er assimileret!
· Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Råd
· Knud Romer: Fra det sorteste Falster til toppen og ned igen
· 
Steffen Gram:”Verden ifølge Gram”

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Terningfortællinger
· Sangaften
· Vandring på den smukke                  Grejsdalssti

· Mulighed for Filmaften
· Heldagstur for livsnydere
 

KURSUSPROGRAM

Mandag den 24/6:
10.30-11.30: Ankomst
13.00-14.30: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15.00-17.00: Erik LIndsø: Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder: Om kunsten at være en glædesspreder. Nogle skaber glæde, hvor de går – andre når de går. De sidste har behov for, at en glædesspreder kigger forbi. Et muntert og livgivende foredrag – et mentalt kurbad.
Livet er en gave, og en gave pakker man ud. 
Man skal tage imod de danse, man bliver budt op til. 
Foredraget rummer den livsoptimisme, vi ikke kan leve foruden med bud på, hvor man finder det gode liv – i hverdagen, i digtene, i sangene, i fællesskabet med andre. Det er et muntert og livgivende foredrag – et mentalt kurbad.
19.30: Paula Larrain: Hjælp, jeg er assimileret!: “Men jeg spiser stadig ikke leverpostej.” Paula Larrain kom til Danmark fra Chile som 4-årig. Selvom hun var den yngste i familien og kun lige var blevet flydende på spansk, blev hun ikke dansker fra den ene dag til den næste. En gribende historie om kampen for at høre til i et nyt land.

Tirsdag den 25/6:
8.30: Morgensamling
9.30-11.30: Syng dig glad. Fællessang: Vi synger de bedste sange fra højskolesangbogen.
13.30-16.00: Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Råd: Bioteknologi sætter os i stand til at skabe, fastholde og afslutte liv på en lang række nye måder. Men det vi ‘kan’ gøre, hænger ikke altid sammen med det, vi ‘bør’ gøre. Foredraget fokuserer på de mange udfordringer, der opstår, når vi lægger livet og døden i menneskets hænder. Aktuelle etiske spørgsmål inddrages fra arbejdet i Det Etiske Råd med særlig fokus på de mange etiske dilemmaer, der opstår ved livets begyndelse og afslutning.
19.30 – 20.30 “Terningfortællinger: ” Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus – fra du blev født, til du engang skal bort herfra…! Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra det pågældende år i ens eget liv. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på.

Onsdag 26/6:
8.30: Morgensamling
9.30: Knud Romer: Fra det sorteste Falster til toppen og ned igen: Den prisbelønnede og skarpe forfatter og debattør giver os et indblik i sit liv, sine erfaringer og sit syn på verden gennem et levende, farverigt og provokerende foredrag om rejsen fra det sorteste Falster til toppen og ned igen – glæd dig til historien om forfatterens ungdom, deroute og retur til toppen, som på en og samme tid er en personlig beretning, en fortælling om verden af både dengang og i dag og en kommentar til det danske samfund.
13.15-17.30: Grejsdalstien – dramatiske skrænter og urørt naturskov (7,5 km).
Denne dag skal vi vandre på Grejsdalstien i et smuk, dramatisk og kuperet landskab. Vi starter i udkanten af Vejle og vandrer til Brandbjerg via den nyligt anlagte Grejsdalsti, der leder os gennem nogle af de smukkeste steder langs stien og følger Grejs å en god del af vejen. Den sidste del af turen er den fineste; her vandrer vi et par kilometer i Brandbjergs egen skov, Brandbjerg sønderskov – glæd dig til at opleve højskolens baghave!

Den fredede Grejsdal har et enestående idyllisk landskab og et rigt fugleliv. Grejsdalen er skabt på få dage, da der opstod dæmningsbrud på en stor issø, hvor kolossale vandmængder eroderede sig dybt ned i landskabet og skabte dalen. Grejsdalen er Danmarks dybeste dal – en kilometerlang sænkning med 50-70 meter høje, skovklædte skrænter, som ligger syd for højskolen i Brandbjerg Sønderskov og strækker sig ind til Vejle fjord.
Området regnes for et af de smukkeste steder i Danmark. I Grejsdalen bugter den smukke Grejs å sig. Grejs Å er, på det nedre løb mod Vejle, et af de reneste vandløb i landet og kan med et fald på 50 m i løbet af sine 22 km nærmest kaldes en bjergbæk. 15 vandmøller har i tidens løb udnyttet åens kraftige strøm, især på åens nederste 6 km, hvor faldet er på hele 25 m. I dag er kun Hopballe Mølle tilbage. Vandkraften er begyndelsen på historien om Vejle som tekstilby og spinderihovedstad.
19.00: Friaften med mulighed for filmen “Kunsten at græde i kor”: Glem alt om dogme, sjov vold, feelgood-bølge og flæbende, bitre parforholdsdramaer. Endelig er der en dansk film med krummer i og noget på hjerte på banen. Et solidt og flot realiseret familiedrama med masser af hemmeligheder og løgne, solidt plantet i den sønderjyske muld. (Anmeldelse i Fyns Stiftstidende)

Torsdag 27/6:
8.30- 9.30: Extra lang morgensamling med sang
10.00 – 15.30: Heldagstur, en udflugt for livsnydere
En hel dag med fokus på gode oplevelser og skønne smagsoplevelser. Med bus kører vi i samlet flok til kongernes Jelling og får fortællingen om vikingekongen Harald, der satsede stort, gjorde sig til konge over Danmark, samlede Norden og rejste mange imponerende bygningsværker, som stadig i dag mystificerer arkæologer og arkitekter. Vi får også tid til på egen hånd at opleve den prisvindende og internationalt anerkendte udstilling. Herfra går turen til det lokale whiskydestilleri, Fary Lochan, hvor der laves både single malt whisky i høj kvalitet, snaps, gin og likør. Efter en kyndig rundvisning, med beretningen om både hvorfor og hvordan man får ideen til at satse alt og etablere et whiskydestilleri i Danmark, nydes en veltillavet frokost fra Ålbækslagteren og der smages lidt på de våde varer, som er Fary Lochans speciale.
19.00: Festmiddag.

Fredag 28/6:
8.30: Morgensamling
9.30: Foredrag ved Steffen Gram:”Verden ifølge Gram”: Fra krigstrusler til dialog i Nordkorea. Fra atomaftale til krise i Iran. Fra samhandel til handelskrig med Kina. Og hvad med EU og USA? Med to-et-halvt år i Det hvide Hus, kriser på hjemmebanen og et Midtvejsvalg bag sig har Trump ændret spillets regler hjemme og ude i verden. Så hvordan ser verdens brændpunkter ud i dag? Er der kommet nye til? Og hvad med Trump selv? DR’s Steffen Gram taler om verdens brændpunkter, og hvad de kommer til at betyde.
11.30: Afrunding med billeder fra ugen og evaluering
12.00 Frokost
13.00: Farvel og tak for denne gang

– Ret til ændringer forbeholdes.

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.850 ,-
Tillæg for enkeltværelse*:  kr. 600 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag d.24. juni – fredag d. 28. juni 2019 (uge 26)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Ved bestilt transport ved ankomst køres der fra Vejle Banegård kl. 11.00
Ved bestilt transport hjem køres der til Vejle Banegård kl. 13.00

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.