Med noget på hjerte

Mandag d. 25. – fredag d. 29. november 2019 (uge 48)

Vi er alle stødt på mennesker, om hvem vi tænker, ”han (eller hun) havde virkelig noget på hjerte”. Det er vidunderligt at møde den slags mennesker, og det er mennesker, der inspirerer os og får os til at vokse.

TILMELD DIG HER

Vi er alle stødt på mennesker, om hvem vi tænker, ”han (eller hun) havde virkelig noget på hjerte”. Det er vidunderligt at møde den slags mennesker, og det er mennesker, der inspirerer os og får os til at vokse.

I denne uge har vi samlet en lang række mennesker, som alle har noget på hjerte – noget som de gerne vil dele med os andre. Glæd dig til at møde Tor Nørretranders, forfatter og digter Søren Ulrik Thomsen, Bilal Al-Issa og forstander Simon Lægsgaard Madsen.

Kom til en uge, der vil røre og inspirere dig med skarpe foredrag, dejlige morgensamlinger og masser af højskolesang.

Kursusvært: Morten Lund

Medvirkende:

Jytte Hilden: Jytte Hilden har været kulturminister, kulturchef på Det Kongelige Bibliotek og rektor på Roskilde Katedralskole. Hun er uddannet som kemiingeniør på Danmarks Tekniske Højskole 1966. Politisk aktiv i socialdemokratiet, har været medlem af Folketinget og Karlebo Byråd. Hun har fire børn og børnebørn og et særdeles aktivt netværk. Hun bor midt i København ved søerne.
Bilal Al-issa: Har læst International virksomhedskommunikation og arabisk på SDU. Han har i den forbindelse haft et studieophold på et år i Cairo, Egypten (2009-2010),. Derudover har han sammenlagt boet på Vestbredden i 3,5 år, hvor han har arbejdet som projektkonsulent i Det Danske Hus i Palæstina (DHIP). Han er rådsmedlem i Mellemfolkeligt Samvirke, og han har medvirket i en række tv- og radioprogrammer både i Danmark og Palæstina.
Cecilia Vanman: Eventyrer, havpattedyrbiolog og ekspeditionsleder. Udover at være medlem af Kvindelige Eventyrere er Cecilia den første danske kvinde, der er blevet optaget som ’Fellow’ i The Explorers Club, et internationalt fællesskab og verdens mest prestigefyldte klub for opdagelsesrejsende og eventyrere. Cecilia har blandt andet ledet filmekspeditioner for National Geographic Society og har som eneste dansker krydset Nordvestpassagen på tre forskellige sejlekspeditoner.
Geeti Amiri: Radiovært på eget program, ‘Geetisk råd’ på P1, hvor hun sammen med et råd af forskellige mennesker løser dilemmaer og udfordringer, der opstår ved at vokse op mellem to kulturer. Mønsterbryder, systemkritiker og markant meningsdanner er nogle af titlerne, der følger i hælene på Geeti Amiri, når hun markerer sig i samfundsdebatten. Hun har igennem de sidste par år markeret sig i den offentlige debats betændte emnefelt, der gælder integration, ligestilling og religion og blevet gjort til skydeskive for kritiske røster fra det politiske højre og venstre, i minoritetsmiljøerne og ude i majoritetssamfundet.
Erik Lindsø: Foredragsholder og forfatter. Tidligere forstander på Rønshoved Højskole og lærer på Danebod Højskole, informationschef i Folkehøjskolernes Forening, programvært i DR, redaktør af Højskolebladet og Grænsen. Uddannet lærer. Se mere på www.folkeakademiet.dk.

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl. festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Jytte Hilden: Rundt om Borgen
· Geeti Amiri: Min historie
· Erik Lindsø: Livet er i det mindste en historie værd – Kunsten at fortælle livet
· Bilal Al-issa: Jagten på min identitet
· Cecilia Vanman: Fra Stilletter til Svømmefødder

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
·Heldagstur: En udflugt for livsnydere med besøg på Kongernes Jelling, rundvisning og frokost på Fary Lochan Whiskydestilleri.
· Udflugt i herregårdslandskabet med naturvejleder
· Terningfortællinger

KURSUSPROGRAM

Mandag den 25/11:
11.00-12.00: Ankomst og indkvartering (ved bestilt transport køres der fra Vejle Banegård kl. 11.00).
12.00: Frokost
13.00: Rundvisning på skolen og Brandbjergs historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15.30-17.30: Jytte Hilden: Rundt om Borgen: Jytte Hilden er født ind i en politisk familie, hun har siden sin skoletid været på Christiansborg og kender magtens korridorer som sin egen bukselomme. Hun var i 16 år medlem af folketinget, minister en tredjedel af tiden for kultur og forskning. Som den første kulturchef på Det Kongelige Bibliotek gjorde hun den sorte diamant kendt vidt og bredt. I 2006 skrev hun en anderledes foto bog ”SLOTSHOLMEN – magtens ø”, og med al den viden i bagagen fortæller hun levende historier om Borgen, politikmennesker og arkitektur på magtens ø.
19.30 – 20.30 “Da jeg var barn”: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus. Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra dit liv, svarende til året som terningens øjne viser. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på.

Tirsdag 26/11
8.30: Morgensamling: Erik Lindsø: “Er der ikke noget at glæde sig over, er der noget at glæde sig til.” En historie om livsglæden.
9.30-12.00: Erik Lindsø: Livet er i det mindste en historie værd – Kunsten at fortælle livet:
Livshistorien er livsnødvendig. Vi bruger fortællingen til at holde os oprejste i livet og til at blive klogere på os selv og hinanden. Stress opstår, når vi ikke får tid til at få vores historie med os. Livet bliver til, når det bliver fortalt, men det bliver også til at forstå. Det er menneskets særegne opfindelse at lave historier og fortælle historier. En historie bærer verdens formildelse i sig. En historie er trøstende. Karen Blixen siger, at ”når vi fortæller om vores liv, sætter vi noget sammen, der er gået i stykker.” Vi kan f. eks. være ud af en familie, hvor det pibler ud af revner og sprækker, men med historier får vi den til at hænge sammen. Vi bruger fortællingen til at holde os oprejste i livet og til at blive klogere på os selv og hinanden.
Erik Lindsø deler rundhåndet ud af sørgmuntre, morsomme, bevægende og livsnære historier, der illustrerer, hvad han mener. Men han stiller også spørgsmål til dig: Hvad er den vigtigste historie i ens liv? Hvad med hemmelighederne – skal vi løfte sløret? Hvilket hensyn skal man tage til dem, man uvilkårligt inddrager i sin livshistorie?
14.30-16.30: Bilal Al-issa: Jagten på min identitet: Hvem er jeg? Hvor er jeg fra? Hvor hører jeg til? Er jeg dansker eller palæstinenser? Og hvordan kan jeg vide det? Få en personlig beretning om livet fra at være statsløs palæstinenser, født i flygtningelejren Chatila i Libanon, til opvæksten i Danmark – til opholdet i forfædrenes hjemland i Palæstina – samt udfordringen i at forme en egen identitet, som ikke hører til en bestemt nation.
19.30: “Så syng da Danmark”: Vi skal synge en masse nye og gamle højskolesange og høre om baggrunden for dem.

Onsdag 27/11:
8.30: Morgensamling om højskolens grønne køkken: Om at gøre grøn omstilling til en brændende hjertesag for hele køkkenet til glæde for ansatte, kursister og elever på højskolen.
9.30 – 15.00: Heldagstur, en udflugt for livsnydere
En hel dag med fokus på gode oplevelser og skønne smagsoplevelser. Med bus kører vi i samlet flok til kongernes Jelling og får fortællingen om vikingekongen Harald, der satsede stort, gjorde sig til konge over Danmark, samlede Norden og rejste mange imponerende bygningsværker, som stadig i dag mystificerer arkæologer og arkitekter. Vi får også tid til på egen hånd at opleve den prisvindende og internationalt anerkendte udstilling. Herfra går turen til det lokale whiskydestilleri, Fary Lochan, hvor der laves både single malt whisky i høj kvalitet, snaps, gin og likør. Efter en kyndig rundvisning, med beretningen om både hvorfor og hvordan man får ideen til at satse alt og etablere et whiskydestilleri i Danmark, nydes en veltillavet frokost fra Ålbækslagteren, og der smages lidt på de våde varer, som er Fary Lochans speciale.


19.00: Friaften med mulighed for filmen “Boyhood”: Richard Linklaters usædvanlige kraftanstrengelse af en spillefilm følger i en flydende strøm af kapitler en drengs liv gennem 12 år og er optaget over 12 år. På trods af filmens fravær af ydre drama er »Boyhood«s meditative udvikling en tankevækkende rejse gennem selve livets mysterium. Hvorfor er vi her? Hvad skal vi? Fik du set, det du ville?

Torsdag 28/11:
8.30: Morgensamling: Vi kan faktisk ændre verden – ét menneske af gangen: Historie fra højskolen hvor et højskoleophold har ændret livet for både højskoleeleven og alle omkring v/ NIkolaj Hygebjerg
Kl. 9.30-12.00: På udflugt i herregårdslandskabet med naturvejleder.
Vi skal på tur i nærområdet omkring Brandbjerg og introduceres for det historiske landskab, som har været præget af herregården og dens virke gennem århundreder. Brandbjergs skov er urørt naturskov og byder ud over en overvældende variation i plante- og dyreliv på dybe slugter, mosbegroede stammer og en rislende bæk – vi befinder os på kanten af Grejsdalen, som rummer et meget særegent og smukt landskab.
14.00-16.30: Geeti Amiri: Min historie
Ved brug af sin personlige historie, der har rødder i Kabul til en opvækst på bunden af samfundet i København, giver Geeti Amiri det danske samfund et indblik i, hvordan et liv skabes mellem to verdener,  som alt for ofte er præget af kulturopgør og familieoprør.
Igennem sin tid i den offentlige debat har Geeti Amiri været tilknyttet Berlingske og nu Ekstra Bladet som fast blogger, udover hendes jævnlige optræden i øvrige debatspalter med indlæg, der ofte fører til heftige diskussioner, særligt hos danskere med anden etnisk baggrund. Derudover er to dokumentarer blevet til på baggrund af Geeti Amiris kamp for selvstændighed og frigørelse, hhv. “Den Anden Kvindekamp” og “Kvinde, kend din plads”, på DR2, hvor hun har åbnet op for offentligheden om sin personlige historie om et liv med social kontrol og æresrelateret vold.
Geeti Amiri er i slutningen af 20’erne og har trods sin unge alder rig erfaring med at tale til store forsamlinger af mennesker om flygtningeproblematikken, kvindekamp i minoritetsmiljøer, SystemDanmark, det tavse ungdomsoprør i minoritetsmiljøerne i Danmark og mediernes glorificering af “præmieperkere”, hvilket danner grundlag for et garanteret spændende foredrag med højt til loftet, hvor holdninger på tværs kan mødes og brydes.
18.30: Festaften Så er det tid til at udøve lidt lykke!

Fredag 29/11:
8.30-9.00: Udtjekning af værelser.
9.30-11.30: Cecilia Vanman: Fra Stilletter til Svømmefødder: Cecilia tager publikum med bag scenen på en række vilde projekter på havet og fortæller om sin egen radikale karriererejse fra modebranche til natur. Vær med når der skal laves spillefilm med stunt-dykkere, hør om rekordjagende fridykkere, som svømmer til utrolige dybder på et åndedrag og følg forskningsprojekter i piratfyldte farvande, hvor hvalerne vender sig i voldsomme bølger. Vi skal blandt andet til Det Indiske Ocean, Caribien, Middelhavet og James Bonds’ svømmepøl til filmstunts i Pinewood Film Studios i England.
12.15-13.00: Frokost
13.00: Farvel og tak for denne gang  (ved bestilt transport køres der til Vejle Banegård kl. 13.00).

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.15, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.


Kursusperioder og priser

4 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.575 ,-
Enkeltværelse*: tillæg kr. 600 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag 25. – fredag 29. november 2019

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Ved bestilt transport ved ankomst køres der fra Vejle Banegård kl. 11.00
Ved bestilt transport hjem køres der til Vejle Banegård kl. 13.00

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only
Filter by Custom Post Type

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.