Mountainbike
I suser afsted på den lille skovsti bag Brandbjerg Højskole. Det går ned ad bakke. Affjedringen på din mountainbike er på hårdt arbejde. Omkring dig er der lysegrønt af anemoner i skovbunden. Et træ, en skarp opbremsning og et sving i bunden af ådalen. Det lykkes. Glæden pibler frem i hver pore af din krop. Det er tidligt forår og du sveder.
I faget Mountainbike på Brandbjerg Højskole dyrker vi friheden ved at glide på to hjul gennem landskabet. Vi afprøver cyklens legende potentiale, mens vi arbejder med de grundlæggende teknikker, som du skal kende til, når du svinger dig i sadlen.
Du bliver introduceret til svingteknik, gearskift, balance, fornemmelse for underlag og sporvalg. Vi arbejder med træningsfysiologi, puls, fart og flow i bevægelsen. Og vi sætter fokus på selve naturoplevelsen og de forskellige sportyper. Endelig retter vi opmærksomheden mod god opførsel og hensynet til naturens øvrige brugere, når vi farer afsted på cyklerne.
En del af undervisningen foregår på højskolens egen pumptrack og teknikbane. Men vi kører også på de små stier og skovveje i ådalene, som ligger i højskolens baghave. Og vi tager på længere ture for at teste nogle af områdets fedeste singletracks.
I faget mountainbike lader vi os beruse når hjulene hvirvler efterårets rødgule løvfald rundt om ørene på os. Vi mærker hjertets puls og boblende glæde, når vi en frostklar formiddag i februar efter en veloverstået klatretur når toppen og kan kigge tilbage ned i Grejsdalen. Og vi nynner stroferne af Poul Kjøllers ‘Jeg er så glad for min cykel’, når vi vasker mudderet af grej og ansigt efter det vilde ridt.

FAGMILJØET FRILUFTLIV
Brandbjerg Højskole er ikke en friluftslivshøjskole, Vi er en almen højskole med en række spændende fagmiljøer. Du har derfor mulighed for at have masser af friluftsliv på skemaet. Faget Friluftliv er et af de bærende fag i fagmiljøet og du kan udover friluftliv have en række kreative fag i løbet af dit ophold på Brandbjerg Højskole. Du kan f.eks. kombinere friluftsliv med MTB+, Havkajak,
fjeldskitur, havkajak, Natursyn, Naturens forråds-kammer, Alpin skitur og Jagttegn
Underviser

Casper Borch Madsen
Casper underviser i hovedfaget Outdoor og valgfagene Adventuresport, Havkajak, Alpin Skirejse og Fysisk træning. Ifølge Casper handler et højskoleophold om bevægelse. En bevægelse der både er fysisk og mental. Bevægelsen repræsenterer den forandring vi undergår i mødet med nye mennesker og nye udfordringer.
BRANDBJERG HØJSKOLE

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser