Naturkraft
Faget ”Naturkraft” på Brandbjerg Højskole er et kursus i personlig udvikling. Her får du muligheden for at blive mere forbundet med naturen , og du får en god oplevelse med at tage bevidst kontakt med naturen, dens kræfter og dig selv. I trygge rammer. Har du lyst til at arbejde med personlig udvikling - og har du en åben og nysgerrig tilgang til naturen og din egen tilgang til den, så er dette højskolefag noget for dig.
I fællesskab arbejder vi med naturens kræfter, elementerne og naturens cyklus og rytme.
Vi arbejder med udesidningen som tradition og en individuel, personlig udesidning for alle på holdet.
Udesidningen har tre faser: Forberedelse, ritualet og integreringen.
Udesidning er en oldgammel shamanistisk metode til at finde svar, mod og indsigt ved at gå ud i naturen på et udvalgt sted og spørge naturens ånder om råd.
Indianerne kalder det for en ”vision quest”, i den nordiske variant hedder det udesidning.
Højskolen samarbejder med Jerry Dunson fra New Mexico, USA. Han er spirituel leder fra Kiowa-Ponca stammen og vil lave et oplæg i forberedelsesfasen om betydningen af udesidning i hans kultur.
Efter højskolekurset vil du opleve naturen som et sted med hjælp, heling og støtte.
Naturen vil øge din livskvalitet og støtte din personlige udvikling: Naturkraft!

Fagmiljøet Personlig udvikling
Vil du være en del af et højskolemiljø, hvor du kan opnå en dybere og mere ægte kontakt til dig selv og din omverden? I fagmiljøet Personlig udvikling arbejder vi med selvudvikling, meditation, og mindfulness i en række spændende fag.
Underviser

Anna-Sofie Rau Gram Iversen
Anna-Sofie glædes over meningsfyldte samtaler, livets små finurligheder, trivialiteter, kreative pusterum og lykkestunder. Hun tror på nærvær, kærlighed og balance og vigtigheden af at være tro mod sig selv og det man kommer fra. Anna-Sofie kommer selv fra jorden og dyrker dette aktivt i sin hverdag som både vinterbader, barfodsentusiast og moderne heks. I denne kontakt og fordybelse har Anna-Sofie har taget et standpunkt om at hjælpe kvinder med at være til stede i deres instinktive urkraft i livets store og små overgange og dette går smukt hånd i hånd med virket som højskolelærer og som underviser på vores hovedfag Kompas.
BRANDBJERG HØJSKOLE

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser