Østjyske gourmetoplevelser

Et kursus om passion og lokale specialiteter

Mandag 31. august – fredag 4. september 2020

TILMELD DIG HER

Mandag 31. august – fredag 4. september 2020
I de senere år er det blomstret op med lokale producenter af specialiteter i hele landet -fra mikrobryggerier, danskproduceret vin og whiskey til
økologiske producenter af lækre lokale madvarer af høj kvalitet. I denne uge vil vi dykke ned i det østjyske med tre ture, hvor vi skal besøge nogle af Østjyllands lækre specialister. Derudover vil ugen byde på hele to gourmetoplevelser, når vi først skal besøge Restaurant Moment, en af danmarks førende restauranter indenfor grøntsagsbaseret mad honoreret i Michelinguiden, og slutte ugen af med et besøg på 1-stjernet Michelin-restaurant Ti Trin Ned i Fredericia – en af de smukkest beliggende restauranter i Østjylland. Sidst skal vi udfordres af Bug Amok, hvor vi skal prøve kræfter med den nyeste viden indenfor insektgastronomi.

I løbet af ugen vil der være indlagt dejlige vandreture i lokalområdets smukke natur, vi skal høre foredrag med højskolens økokok Finn Mørcke, højskolelærer Nikolaj Hygebjerg, fortælling om permakultur og bæredygtig livsstil ved Karoline Nolsø-Aaen på Friland og ikke mindst nyde højskolens lækre mad fra det øko-sølvmærkede og bæredygtige køkken. 

Så kom til en uge, der vil smage og inspirere dig med god mad ud over det sædvanlige, spændende foredrag, ture ud af huset, dejlige morgensamlinger og højskolesang. 

Kursusleder: Nikolaj Hygebjerg: Bor i økosamfundet Friland, hvor han er i gang med at bygge sit eget hus. Derudover er han børnebogsforfatter og i gang med et projekt, hvor han skriver 17 børnebøger om FN´s 17 verdensmål, og så er han selvfølgelig højskolelærer på Brandbjerg Højskole.

Medvirkende:

  • Karoline Nolsø Aaen: Ekspert i permakultur og indehaver af firmaet Myrrhis, hvor hun er ved at starte Danmarks første permakulturlandbrug og planteskole. Hun afholder kurser i permakultur og har skrevet bogen “Permakulturhaven”.
  • Køkkenchef Finn Mørcke: Finn brænder for det gode måltid lavet af gode råvarer og gerne fra vores omkringliggende natur. Gode råvarer der er tilberedt med tanke for kvalitet i det enkelte måltid blandet med lidt skæve ideer.
  • Højskolelærer Nikolaj Hygebjerg: Nikolaj er entusiastisk selvbygger indenfor bæredygtigt byggeri på Friland, hvor han bygger og laver workshops i bæredygtighed. Han udgiver podcasten “Jagten på et bæredygtigt liv,” hvor han fortæller om familiens kontinuerlige arbejde med at leve mere bæredygtigt.
  • Mathias P. Clausen er lektor ved Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi, SDU.
    Han har i 2014 – 2018 været deltager i Smag for Livet, hvor han både har bedrevet forskning og formidling i gastrofysik. Mathias P. Clausen er smagsambassadør i Smag for Livet.
    • Modavi vingård: Den lokale vingård Modavi (Moderne dansk vin) har lavet vin i 20 år i år. Gården bliver kaldt Danmarks smukkeste vingård, og vinen høster hvert år priser for blandt andet Danmarks bedste vin, og i 2019 fik de 7 medaljer for deres 7 vine.Stig Ladefoged er sygeplejerske, foredragsholder, sundhedsblogger og forskningsnørd samlet i én person. Han er aktuel med et foredrag om, hvorfor det er gavnligt for helbredet at spise mere plantebaseret. I sit humoristiske og informative foredrag, formidler Stig kostens indflydelse på dine tarmbakterier, gener og livsstilssygdomme. Stig formår at formidle kompleks ernæringsforskning i øjenhøjde på en levende og underholdende måde.

      Steder vi skal besøge:
      · Restaurant “Ti Trin Ned”: Ti Trin Ned skaber en særlig gourmetoplevelse i Fredericia … at skabe noget nyt og banebrydende med bæredygtighed, lokale råvarer og den tætte sammenhæng mellem jord og bord som drivkraft og motivation. Restauranten ligger unikt med udsigt direkte til Lillebælt.
      · Ebeltoft Gårdbryggeri: Håndbrygger friskt og lækkert gammeldags øl til godtfolk, ølelskere og livsnydere. Der fremstilles også helt vaskeægte sodavand på helt naturlige råvarer, ligesom man gjorde det i gamle dage. Bryggeriet ligger smukt placeret i Nationalpark Mols Bjerge, i landsbyen Hyllested Skovgårde. Gården er fra 1860 og har en af Danmarks smukkeste udsigter, hvor man kan se ud over vandet og Jernhatten, mens man sidder og nyder en helt frisk fadøl.
      · Restaurant Moment på Friland: Restaurant Moment er en restaurant, som med lynets hast har opnået stor opmærksomhed. Det er en såkaldt grøntsagsbaseret gourmetrestaurant. Menuen skifter konstant med årstiden og de tilgængelige råvarer. Derfor spejler menuen “momentet”-  forsøget på at ophøje og finde potentialet i lokale og vilde produkter. Vi garanterer en smagsoplevelse ud over det sædvanlige.
      · Permakulturhaven: Karoline og Tycho vil vise rundt i deres permakultur-landbrug på Friland, hvor de dyrker lokale grøntsager, har en planteskole og underviser i permakultur. En ny måde at dyrke have og landbrug uden at grave og gøde, men stedet designe haven, så planterne støtter hinandens vækst på baggrund af naturlige mønstre.
      · Økosamfundet Friland: Friland er et økosamfund med omkring 110 beboere, hvoraf de fleste har bygget eller er ved at bygge deres eget hus. Bag Friland er en række principper om bæredygtig livsstil. En del handler om klassisk bæredygtighed som affaldsfrihed og eget spildevandsystem m.m., men en del handler også om, hvordan vi i dagens Danmark kan finde tilbage til nogle gamle værdier og træde ud af hamsterhjulet, mange familier i dag føler sig fanget i, med større livsglæde til følge.

 

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes også på spisestederne.

Besøg hos:

· Restaurant “Ti Trin Ned”
· Ebeltoft Gårdbryggeri
· Restaurant Moment 
· Modavi vingård
· Permakulturhaven
· Økosamfundet Friland

 

KURSUSPROGRAM

Mandag 31/8
11.00-12.00: Ankomst og indkvartering
12.00: Frokost
13.00: Velkomst og rundvisning på skolen med Brandbjergs Historie: Vi skal møde hinanden, høre om programmet og bagefter går vi en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15.30-16.45: En rejse mod bæredygtigt mad: Højskolens dynamiske køkkenchef Finn Mørcke vil tage os med på Brandbjerg Højskoles køkkens rejse fra almindeligt storkøkken til bæredygtigt og grønt køkken med sølvmærke i i økologi. Han fortæller om omlægningen og værdierne bag, men tager os især med på en fortælling om, hvordan køkkenet hver dag arbejder med at skabe spændende og udfordrende mad til over 3000 kursister hvert år, og hvordan de prioriterer at hente lokale krydderurter i skolens egen skov, selv røger alt fra fisk til ost og i det hele taget laver det meste fra bunden.
16.45-17.30: Det perfekte brød!: Køkkenchef Finn Mørcke vil vise os hvordan køkkenet tryller med brød og surdej.
19.30 – 20.30: Nikolaj Hygebjerg: Mit liv på friland – om at følge sin passion: I 2016 tog Nikolaj og hans kone Laila sammen med deres tre børn en stor beslutning. De sagde to fuldtidsjobs op og købte en grund i økosamfundet Friland på Djursland. På Friland skal de bygge deres eget hus af bæredygtige materialer, men det er selvfølgelig kun en lille del af historien. De gik også ned i arbejdstid og deler i dag én stilling på Brandbjerg Højskole og skal de næste 5 år bo i to ombyggede skurvogne som midlertidig bolig. Hør historien bag beslutningen og drømmen om, hvad det kan/skal føre med sig. 

Tirsdag 1/9
8.30: Morgensamling: Om Brandbjerg som værdibaseret højskole med noget på hjerte for alle, der besøger skolen.
10.30: Med bus til:
11.00-14.00: Modavi vingård med vinsmagning og frokost: Vi skal besøge den lokale vingård Modavi (Moderne dansk vin), som har lavet vin i 20 år i år. Gården bliver kaldt Danmarks smukkeste vingård, og vinen høster hvert år priser for blandt andet Danmarks bedste vin, og i 2019 fik de 7 medaljer for deres 7 vine. Vi skal nyde en lækker frokost og bagefter på guidet rundvisning i vinmarkerne og vineriet samt smage på de helt særlige danske vine.
Læs om Modavi
15.00-17.00: Frieftermiddag med mulighed for en gåtur i forårsskoven ved Brandbjerg.
18.00: Gourmet Ti trin ned: En helt unik spiseoplevelse med udsigt direkte til Lillebælt. Ti Trin ned har i flere år haft en Michelin stjerne og maden er helt særlig. Menuen indeholder Snacks, 3 retters menu med vine eller hjemmelavede safter/juicer (drikkevarerne er på egen regning). Restauranten beskriver sig selv således: Dybt forankret i lokalområdet værdsætter og dyrker vi mulighederne i vores gastronomiske smørhul. Vi forsynes af urter fra skov, strand og mark. Med lillebælt på den ene side, hannerupskov på den anden og vores egne frodige marker på himmerigskov blot få kilometer væk er naturens skatkammer uendeligt. Det er vores terroir, som vi altid lader indgå som en naturlig del af gastronomien på ti trin ned.
Læs mere om Ti Trin Ned

Onsdag 2/9
9.30-11.30: På udflugt i herregårdslandskabet: Vi skal på tur i nærområdet omkring Brandbjerg og introduceres for det historiske landskab, som har været præget af herregården og dens virke gennem århundreder. Brandbjergs skov er urørt naturskov og byder ud over en overvældende variation i plante- og dyreliv på dybe slugter, mosbegroede stammer og en rislende bæk – vi befinder os på kanten af Grejsdalen, som rummer et meget særegent og smukt landskab.
13.30-14.30: Ryg dit eget kød og fisk: Køkkenchef Finn Mørcke vil lære os hvordan man selv ryger ost, kød og fisk.
15.30-17.00: Mathias Porsmose Clausen: Molekylær gastronomi: De senere år har der været en stigende interesse for gastronomi. Særligt har molekylær gastronomi med nye alternative tilberedninger, der tager udgangspunkt i videnskabelige principper, skabt opmærksomhed. Når vi spiser, resulterer madens kemiske sammensætning og fysiske struktur i dufte, smage og mundfølelse, der alle har betydning for vores smagsoplevelse. I foredraget vil vi gennemgå, hvordan køkkenet kan blive et laboratorium, hvor maden karakteriseres ved hjælp af metoder og begreber hentet fra bl.a. biofysik, bløde materialers fysik, fysisk kemi og fødevarevidenskab. Med udgangspunkt i gastronomiske tilberedninger af mad gennemgår vi, hvordan smagsoplevelser og tilberedningsmetoder kan have deres forklaring i grundlæggende naturvidenskabelige fænomener.
19.30-21.00: “Så syng da Danmark”: Vi vil blive introduceret til nye og gamle sange i højskolesangbogen. Vi skal synge en masse højskolesange og høre om baggrunden for dem.

Torsdag 3/9
8.30: Morgensamling
9.15: Heldagstur til Djursland:
11.00: Besøghos en af Djurslands producenter af specialiteter
14.00: Besøg i økosamfundet Friland: Vi drikker medbragt kaffe og kage i fælleshuset Ravnen og får den spændende historie om Frilands 18 årige historie. Friland er et økosamfund med omkring 110 beboere, hvoraf de fleste har bygget eller er ved at bygge deres eget hus. Bag Friland er en række principper om bæredygtig livsstil. En del handler om klassisk bæredygtighed som affaldsfrihed og eget spildevandsystem m.m., men en del handler også om, hvordan vi i dagens Danmark kan finde tilbage til nogle gamle værdier og træde ud af hamsterhjulet, mange familier i dag føler sig fanget i, med større livsglæde til følge. www.friland.org
14.30: Rundvisning på Friland: Nikolaj viser rundt på Friland med de mange sjove og anderledes byggerier, indtil vi ender hos:
15.30: Permakulturhaven v/ Karoline Nolsø Aaen og Tycho Holcomb: Karoline og Tycho vil vise rundt i deres permakultur-landbrug på Friland, hvor de dyrker lokale grøntsager, har en planteskole og underviser i permakultur. En ny måde at dyrke have og landbrug uden at grave og gøde, men i stedet designe haven, så planterne støtter hinandens vækst på baggrund af naturlige mønstre. 
Herefter er der lidt tid til at slappe af i Frilandshaven, skifte til middagen, eller hvad man nu ønsker.
18.30: Gourmetoplevelse ud over det sædvanlige: Restaurant Moment på Friland: Restaurant Moment er en et år gammel restaurant, som med lynets hast har opnået stor opmærksomhed. Det er en såkaldt grøntsagsbaseret gourmetrestaurant. Menuen skifter konstant med årstiden og de tilgængelige råvarer. Derfor spejler menuen “momentet”-  forsøget på at ophøje og finde potentialet i lokale og vilde produkter. Vi garanterer en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Læs mere om Moment her og her

Fredag 4/9
8.30: Udtjekning fra værelser
9.15-11.00: Stig Ladefoged: Sundhedsgevinsterne ved plantebaseret kost: De fleste ved, at vi bør spise mindre kød, æg og mejeriprodukter for klimaets skyld. De færreste ved måske, hvor sundt det er at udskifte disse fødevarer med bælgfrugter, grøntsager, fuldkorn og frugt. Stig Ladefoged formidler på underholdende og letforståelig vis den førende ernæringsforskning, som peger på, at vi bør spise mere plantebaseret. Stigs formidling af forskningen sker gennem en flot visuel præsentation og med en god portion humor. Der er garanti for, at du bliver klogere og underholdt på én og samme tid. Anmeldelse af foredraget: ”Jeg har været til mit første foredrag med Stig. De videnskabelige facts han havde, gav mig næsten chok. Hvis du vil vide mere om, hvad som er sundt for kroppen, anbefaler jeg et foredrag med Stig. Det bliver holdt med meget humor og masser af videnskabelige beviser. Det er tydeligt, at han brænder for at sprede budskabet.”
12.00-13.00: Frokost
13.00: Farvel og tak for denne gang

Hver dag er der dejlig varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. hver eftermiddag og aften er der kaffe med kage, brød, boller eller lignende.

Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Kurset foregår i dagene
Mandag 31. august – fredag 4. september 2020

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 5.950 ,-
Tillæg for enkeltværelse:  700 kr.

Transport
Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/flextrafik/flextur/hvordan-bestiller-du

 

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.