Sharing Brandbjerg Weekend – tilmelding

Sharing Brandbjerg Arbejdsweekend  26.-28 oktober 2018

Heldagsopgaver 27. oktober:

  1. Stjernekiggeri og solnedgangsstemning
    Denne gruppe er for drømmere med hænderne skruet rigtigt på. Der skal nemlig bygges træbænke, hvorfra man kan sidde og skue udover Brandbjergs vidstrakte jorder eller som man kan lægge sig på og kigge op i nattehimlens stjerner. Der skal også bygges et tårn mod Vest, hvorfra man kan synge solen i seng eller blot nyde dens allersidste stråler, før den drukner i et hav af lys og farver. Så har du sans for godt håndværk og drømmerier, så behøver du ikke at læse videre.
    20-25 personer

 

  1. Sansehaven
    På Brandbjerg drømmer vi om en sansehave, der skal udvikles over de næste år. Haven skal ligge lige Vest for Herregården tæt på solnedgangstårnet, hvor der i dag blot er en græsplæne. Den bygges op omkring stammen på den store poppel, som indenfor de næste uger lader livet (fordi den er ved at vælte), men med sin stamme bliver til nyt liv lige midt igennem Sansehaven. Der skal skabes bede med smukke, duftende blomster, stier, buske, kunst, former og farver til glæde for alle, der besøger Brandbjerg eller går forbi på vej til Grejsdalsstien. Du kan være med til at sætte de historiske første spadestik til denne have.
    12-15 personer

 

  1. Nye veje for Brandbjerg
    På Brandbjerg har vi altid godt kunnet lide at træde vores egne stier og med jævne mellemrum finde nye veje. I denne gruppe flytter vi gangstierne langs med rød gang og langs med Værkstedsbygningen. Den første sti flyttes til et mere plant område, så den gøres handicapvenlig, mens den anden tages helt op. Stenen fra den anden gangsti bruger vi til gengæld til at anlægge en ny terrasse udenfor for drama og SHB, så vi får et nyt, skønt aktivitetsområde på denne solbeskinnede plet. Vær med til at sætte nye tydelige spor på Brandbjerg.
    20-25 personer

 

  1. Plant dig glad
    Der er ikke noget som træer, der stimulerer liv og glæde. Derfor planter vi hele tiden nye træer og buske på Brandbjerg, mens vi tynder ud i andre for at øge såvel biodiversiteten, CO2-bindingen, fødevareproduktionen og livsglæden. Der er en række planteopgaver, du kan melde dig til, hvis du vil gøre Brandbjerg til et lidt grønnere sted. Der skal bl.a. plantes læ-træer ved Skovhaven, der skal plantes (indhegnede) ægte kastanjer og valnødder i fårefolden for at skabe en græsningssavanne med fødeproducerende træer.
    15 personer

 

  1. Frugthaven 2.0
    Vi er klar til det næste vilde udviklingsskridt i vores frugtlund. Tadaaaa. Træerne har fået godt fat, og nu er det tid at permakultivere haven, om man så må sige, så frugtlunden opgraderes til en skovhave. Der skal lægges plantedug og plantes bærbuske, nitrogenfikserende buske og flerårige grønsager, så vi kan producere lækre, sprøde råvarer til Brandbjergs køkken. I bliver nødt til at gå ud og skaffe nogle flere elever til Brandbjerg, så vi kan få spist al den mad.
    8-12 personer

 

  1. Farver og striber
    Vi har nogle lokaler i værkstedsbygningen, som trænger til en opfriskning. Væggene i Outdoor og Kunst sukker efter jeres kærlige maleriske omsorg. Hvis du satser på tung heldagsregn den sidste lørdag i oktober, eller du bare trænger til at lufte din pensel, så er denne gruppe en sikker vinder.
    8-10 personer

 

  1. Skilt med værdierne
    I denne gruppe skal fremstilles skilte. Vi mangler i udpræget grad skilte overalt på Brandbjerg. Skilte, der viser vej imod nye oplevelser, gemte lokaler og skjulte skatte. Vi mangler vejviserskilte, og vi mangler skilte, der forklarer, hvad fanden det er vi har gang i? Altså både skilte, der peger imod Hallen, Sansehaven, Bålhytten og Parken, og skilte der fortæller historien om, hvad, hvorfor og hvornår vi gør, som vi gør med den natur, vi har fået ansvar for på Brandbjerg – det levende ord om den levende natur, fanget i sit smukkeste antræk til berigelse af enhver forbipasserende sjæl.
    4-8 personer

 

  1. Fyldte forrådskamre
    I køkkenet skal der syltes, fermenteres, tørres og pølses for at bevare høstens guld, som små lysglimt i vintermørket på de næste måneders buffeter.  Sidste års Sharing-produktion har været en smuk og velsmagende signatur på de brandbjergske menuer hele det forgangne år. Den er blevet et af de vigtigste kendetegn ved det brandbjergske køkken, og sådan skulle det gerne fortsætte. Lær hvordan og vær samtidig med til at fremme visionen om højere grad af bæredygtig selvforsyning på din egen skole.
    12-15 personer

 

  1. Vandbærere…
    Der er brug for gode folk, der sørger for vand til de tørstende eller dukker op med plaster, hvis nogen får vabler. Vil du gerne være på det tværgående team, der binder dagen godt sammen og er med til at sørge for alles ve- og vel, så meld dig til denne gruppe
    6 pers

 

  1. Naturens skraldemænd
    Sidst men ikke mindst har vi en gruppe for de få rå. De der ikke går af vejen for sved under brysterne, savsmuld i håret og pumpede biceps. De der gennem beskidt arbejde, baner vejen for alt det smukke og skønne i denne verden. Der skal slæbes, der skal fældes, der skal flises, der skal kløves for, at solen kan kysse jorden, lejrbålet kan knitre, og nyt liv kan spire.
    15-20 personer

Har du spørgsmål til tilmeldingen, er du altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75871500 eller bh@brandbjerg.dk

Du skal vælge en 1. 2. og 3. prioritet (og de skal være forskellige) (-:

Tilmeld dig

Tilmeldingsfristen er 19. oktober