Podcast
Dine sanser skærpes. Det er helt mørkt. Der er kun lyden i dine ørebøffer. Det er lidt som om du lytter lidt bedre end når lyset er tændt. Det er på en gang vildt mærkeligt og helt intenst.
I løbet af en intens temauge vil du blive introduceret til og få mulighed for at afprøve egne evner i de helt basale værktøjer, der skal til for at kunne producere sin egen podcast. Vi arbejder med alt fra ideudvikling, vinkling og tilrettelæggelse, optagelse, interview, redigering, opbygning, dramaturgi og fortælleteknik, billedskabende sprog og manuskriptskrivning, speak og stemmetræning, lyddesign og brug af musik, herunder også viden om ophavsrettigheder og hvor man kan finde reallyd og musik, samt redaktionel sparring og samarbejde. Vi kommer altså hele vejen rundt.
Hvad får du ud af faget:
Du introduceres til ‘det at lytte’. Og til en afprøvning af begrebet ‘aktiv lytning’ og forståelse for høresansen som særlig sensibel og empatifremme erfaringsmodus.
Du får indblik i en scene i rivende udvikling, teknologisk, fortællemæssig, mediemæssig. Og så får du praktisk erfaring med et tilrettelægge, optage, klippe, redigere og lyddesigne en kort lydproduktion. Du er med til at skabe et trygt lytterum, hvor I sammen kan afprøve ideer, formater, fortællemåder og du kan øve dig i at give og modtage redaktionel feedback.

Fagmiljøet Projektledelse
Vil du være en del af et højskolemiljø, hvor du kan dyrke projektledelse indenfor mange genrer? På Brandbjerg Højskole har vi en række spændende fag der lærer dig at skabe events på mange niveauer. Du kan bruge det til at søge ind på uddannelser som Kaospiloterne men også bare bruge det som inspiration til et liv med projekter.
Underviser

Anne Neimann
Anne arbejder med kunst, lyd, by, formidling og alt herimellem. Hun elsker når, der er kort fra tanke til handling, at omsætte idéer til virkelige eksperimenter og skabe oplevelser, der kan sætte noget i gang hos os selv, i vores medmennesker og i den verden, der omgiver os.
Anne er cand.mag. i Æstetik og Kultur/Moderne Kultur og Kulturformidling og har arbejdet som freelance radiodokumentarist, kurator og selvstændig kulturformidler siden hun blev færdiguddannet i 2012. Hun står bag projekter som Københavns Radiobiograf, LYDKUNST PODCAST og GenFortalt.nu og driver ved siden af højskolen virksomheden LYDPOL.
Hun har tidligere undervist på Københavns Ungdomsskole, Københavns Universitet, RUC og på folkeskoler i hele landet.
Anne er lige flyttet fra Nørrebro til Gl. Rye med sin familie for at komme tættere på naturen og forfølge drømmen om at blive højskolelærer. Hun har selv gået på både høj- og efterskole og har erfaret på egen krop, hvad det her fællesskab kan!
BRANDBJERG HØJSKOLE

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser