Politik og retfærdighed
Vi kender allesammen følelsen af uretfærdighed, når vores politikere træffer en – efter vores mening – urimelig beslutning, eller når de lader være med at beslutte noget, når det er krævet, for at retfærdigheden skal ske fyldest.
Tænk blot den den amerikanske våbenlovgivning, der bliver ved med at være lige liberal, selvom skoleskyderierne er mange. Eller på klimakrisen, som politikerne er alt for sløve til at handle på. Eller borgerkrigen i Syrien, som ingen rigtig gør noget for at stoppe.
Men er du helt skarp på, hvad retfærdighed egentlig er? Og ved du, hvorfor du opfatter noget som retfærdigt og andet som uretfærdigt? Ved du hvad politik er? Forstår du, hvordan retfærdighed og politik hænger sammen – hvis de gør det? Giver det overhovedet mening at tale om retfærdighed i politik?
I faget ‘Politik og retfærdighed’ på Brandbjerg Højskole ser vi på (u)retfærdighed fra flere vinkler. Vi dykker ned i de kulturelle forskelle, der er afgørende for, hvordan vi taler om retfærdighed og leder efter vores eget bud på et retfærdigt samfund. Vi undersøger forskellige opfattelser af, hvad politik er for en størrelse.
Nogle mener, at det en kamp på liv og død, andre at det er et spørgsmål om at lave kompromisser, atter andre at det er en måde, vi lærer på som fællesskab, så svaret er alt andet end entydigt. Vi ser også på, hvordan politik praktiseres i forskellige lande og under forskellige styreformer. For hvad er det, der gør, at demokratierne blomstrer i Vesten, mens de i andre lande mildest talt knirker?
Hvordan vi opfatter og bruger det umage par ‘politik og retfærdighed’, er alt andet end ligegyldigt. Platon skrev for 2000 år siden, at ‘statsformer er jo ikke noget, der er sprunget frem af eg eller klippe; de får deres særpræg af de mennesker, der danner dem”. I faget bliver du klogere på, hvordan ‘politik og retfærdighed’ er med til at forme den verden, vi lever i – og vi prøver at forstå, hvordan vores samfund og historie er forudsætninger for det politiske system, vi har skabt.
Dette giver dig nye perspektiver på ‘Politik og retfærdighed’, så du kan tage del i debatten om det gode, det rette og… det onde!.

Fagmiljøet Politik og samfund
Vil du være en del af et højskolemiljø, hvor du kan dyrke politiske og samfundsmæssige fag sammen med andre ligesindede? På Brandbjerg Højskole har vi en række spændende politik- og samfundsmæssige fag, som du kan dyrke sammen med interesser indenfor andre genrer.
Underviser

Karim Pedersen
Karim brænder for bæredygtighed og iværksætteri, og han er en del af det globale projekt UNLEASH, som samlede 1.000 unge for at udvikle løsninger til FN’s verdensmål i Danmark i 2017, Singapore i 2018 og senest i Kina i 2019.
Han er også teknologinørd og har arbejdet som IT-journalist og redaktør hos Computerworld og andre landsdækkende medier i en årrække. Han har desuden udgivet en række bøger og startet flere virksomheder.
BRANDBJERG HØJSKOLE

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser