Sharing Brandbjerg 2018

Sharing is caring – Brandbjerg forever

I weekenden kom 120 gamle Brandbjerg elever til den årlige Sharing Brandbjerg arbejdsweekend, og sammen med de nuværende elever gav de den gas og hyggede sig. Vi nåede utrolig meget og de havde det sjovt undervejs. Vi fik hjælp af vejret, der viste sig fra sin kølige men også pænere side her i efteråret.

Vi vil opfordre alle til at gå en tur på Brandbjerg og besøge den nye terrasse foran Drama. Derefter kan I kigge på alle de fine skilte, der står i garagen til traktoren. Drysse forbi vinduerne på bagsiden af undervisningsbygningen som funkler af ny maling (ligesom Outdoor og kunstlokalerne) og sætte jer på bænken i sansehaven og hvile lidt, inden I kravler om i det næsten færdige solnedgangstårn mod vest.

Gå så til fårefolden som fra nu af benævnes ’savannen’, hvor vi om ti år kan høste lækre nødder og kastanjer. På vejen skal du lægge mærke til basecamp-bivuakken, som er væk, og ligeså en stor del af de faldne kæmper – træerne der blev fældet for nyligt. Der kommer masser af godt brænde ud af det.

Kig så på læhegnet langs med frugthaven og de mange nye buske, der er plantet ud i indhegningen. Se om I kan finde de 5 andre bænke, som eleverne har lavet – de står rundt omkring i terrænet. Og gå så om til skovhaven, hvor vi har plantet et nyt læhegn, da det gamle var gået ud i den tørre sommer. Når du så sætter dig til bords, kan køkkenet diske op med fermenterede lækkerier, pickles og marmelade, som de tryllede frem i forbindelse med Sharing Brandbjerg arbejdsweekenden.

Det har været en stor oplevelse at mærke og se det stærke fællesskab, der er mellem eleverne på tværs af årgange. Der har været smil over hele linjen og god stemning – nøj hvor kan vi rykke, når vi går sammen!

SE DE FEDESTE BILLEDER FRA WEEKEND PÅ VORES FB-SIDE

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *