Vælg en side

Sommervandring uge 31

Mandag 2. – Søndag 8. august 2021

Sommervandring- Gå dig glad i godt selskab. Glæd dig til at opleve spændvidden i landskaberne fra smeltevandsdale, en imponerende dødis-sø, smukke bøgeskove, bjergtagende udsigter og hyggeligt samvær undervejs.   

TILMELD DIG HER

Vi skal opleve det smukke jyske sommerlandskab. Vandreturene er heldagsture, de varierer i både længde og sværhedsgrad, da landskaberne er meget forskellige ift. kupering og bevoksning – det er til gengæld det, der gør området så magisk, og du kan godt glæde dig! Forvent ture på cirka 11-16 km (fra ca 9.30 – 15.00). Glæd dig til sommerfællesskab, foredrag, morgensamlinger, sang, musik og en dejlig festaften. 

Glæd dig til smukke naturoplevelser i bl.a. den smukke Jelling skov med hulveje og skrænter, Verdensarv og vikingefortællinger i Kongernes Jelling, imponerende arkitektur på Vejle havn og Grejsdalen med sine mosbegroede stammer, den dybe ro og de vilde skrænter, Rørbæk sø og Gudenåens udspring samt Brandbjerg Sønderskov med uberørt natur. Herunder kan du se detaljerede beskrivelser af de forskellige ruter. 

Hver morgen starter vi dagen med morgensamling med sang fra højskolesangbogen og et tankevækkende indlæg. Ugen igennem vil der være foredrag og musikalske indslag, mulighed for hygge i atriumgården eller ved bålstedet, gåture i Brandbjergs egen skov, overnatning i vore 3 shelters ved bækken (frivilligt – for dem der har lyst) og meget andet godt. Hver aften sluttes dagen af med Brandbjerg Café, hvor der er mulighed for at mødes på tværs af ugens kurser og snakke og hygge sammen. Ugens sidste aften er der festmiddag.  

Tag dine bedste venner under armen – eller kom selv og skab nye venskaber. Sommervandring er en del af en sommeruge, hvor vi er sammen med ugens andre kurser Havkajak og Sommermagi. Vi vil lade os forkæle i en dejlig højskoleuge med god mad, spændende foredrag og masser af sang og ikke mindst nyde lyse sommeraftener sammen med andre glade kursister fra hele landet.

”Vi kører i egne biler ud til vores destinationer. Kommer du ikke selv i bil hjælper vi med samkørsel, så alle kommer med” 

Beskrivelse af ugens vandreture: 

Dette er eksempler på ture, du kan komme på. Hver dag vurderes vind og vejr, og derfor kan det ikke garanteres, at du kommer afsted på alle destinationer. 

Grejsdalstien- Dramatiske skrænter og urørt naturskov– ca. 15 km: Denne dag skal vi vandre på Grejsdalstien. Vi starter ved Bølgen, og derefter vandrer vi til Brandbjerg via den nyligt anlagte Grejsdalsti, der leder os gennem nogle af de smukkeste steder langs stien og følger Grejs å en god del af vejen. Den sidste del af turen er den fineste, for her vandrer vi et par kilometer i Brandbjergs egen skov, Brandbjerg sønderskov – glæd dig til at opleve højskolens baghave! Den fredede Grejsdal har et enestående idyllisk landskab og et rigt fugleliv. Grejsdalen er skabt på få dage, da der opstod dæmningsbrud på en stor issø, hvor kolossale vandmængder eroderede sig dybt ned i landskabet og skabte dalen. Grejsdalen er Danmarks dybeste dal – en kilometerlang sænkning med 50-70 meter høje, skovklædte skrænter, som ligger syd for højskolen i Brandbjerg Sønderskov og strækker sig ind til Vejle fjord. Området regnes for et af de smukkeste steder i Danmark. I Grejsdalen bugter den smukke Grejs å sig. Grejs Å er, på det nedre løb mod Vejle, et af de reneste vandløb i landet og kan med et fald på 50 m i løbet af sine 22 km nærmest kaldes en bjergbæk. 15 vandmøller har i tidens løb udnyttet åens kraftige strøm især på åens nederste 6 km, hvor faldet er på hele 25 m. I dag er kun Hopballe Mølle tilbage 

Vejle Ådal- Udsigter omkring Runkenbjerg – ca. 16 km: Ved Runkenbjerg, hvor Vejle Å og Egtved Å forenes, ser du et utroligt smukt og stort dallandskab med den ene bjergtagende udsigt efter den anden. Mosaikker af forskellige naturtyper og storslåede former med bakker, skråninger og flade udstrakte dalstrøg åbner sig for øjet. Vejle Ådal er Østjyllands længste og mest markante tunneldal. Den strækker sig ca. 20 km mod vest fra Vejle og ca. 20 km mod øst ud i Vejle Fjord. Det er flere tusind års erosion fra sidste istids enorme mængder af smeltevand, der løb under den 500 m tykke iskappe, som har dannet dalen. Vejle Ådal giver os i dag en fantastisk nøgle til forståelse af landskabsdannelsen både under og efter sidste istid. Foruden den markante ådal er her mange synlige spor efter randmoræner, issøer og dødisrelieffer – og det bedste er, at det er tydeligt at se det i landskabet. Ådalen omkring Runkenbjerg og Sønderkær blev fredet ved en stor landskabsfredning i 1980. Det har sikret arealet imod nye bygninger, og det er baggrunden for det helt enestående store og tætmaskede net af vandrestier, som findes her.  

Rørbæk sø- Gudenåen og Skjernåens udspring ca. 14 km: Vi vandrer denne dag i den bakkede natur, der omkranser den smukke langsø, Rørbæk Sø, der er omgivet af fredede skove i nærheden af både Gudenåens og Skjern ås udspring. Der er her chance for at se fiskeørn. Undervejs møder vi de to store banker, Kælderbanke og Fårebanke, der strækker sig ud fra søens vestende. De er smeltevandsaflejringer afsat gennem sprækker i den store isblok, som har ligget og udfyldt hele søbassinet. Efter isblokkens bortsmeltning lå materialet fra sprækkerne tilbage som øer i søen. 

Brandbjerg sønderskov og Højgård Skov- ca. 12 km: Vi skal ud på eventyr i vores egen skov og videre over til Højgård skov. Vi møder naturen uden for stierne – det kan vi, fordi det er vores egen skov, Brandbjerg Sønderskov. Herefter fortsætter vi ad store brede stier i Højgård skov, som ligger på skrænterne ned mod Fløjstrup bæk mod nord, Fruens Møllested bæk mod øst samt Grejs ådalens enge og Grejs å mod syd. Det kuperede terræn i Højgård skov har ikke været egnet til landbrug, derfor har det meste af området været dækket af skov siden istiden. Skoven er overvejende løvskov, og der er mange væltede træer og meget dødt ved i skoven. Store partier med nåleskov, især på den sandede jord mod øst, er ryddet og genplantet med løvskov, og på markerne omkring Højgård blev der plantet løvskov i 2012. I Højgård Skov er der en meget rig flora. En række planter i skoven bl.a. tætblomstret hullæbe, tyndakset star, finger-star, hvid hestehov, gul anemone og blå anemone er gammelskovsindikatorer. De spredes langsomt og er derfor kun almindelige i områder, hvor der har været løvskov uafbrudt i flere hundrede år.  

Medvirkende:  

  • Forstander Simon Lægsgaard: Ansat på Brandbjerg siden oktober 2005, bl.a. som viceforstander. Forstander siden april 2008. Har tidligere beskæftiget sig med undervisning, forskning, salg, kokkeri, skriveri mm. Udover familien er hans store lidenskaber: Jagt, gastronomi, skøre ideer og livets store sammenhænge, samt formidling i skrift og tale
  • Nikolaj Wessel Witte: Er far i Globetrotterfamilien og eventyrer. Professionelt har Nikolaj holdt over 750 foredrag, været rejsevært på DK4, været chefredaktør på Adventure World / Opdag Verden, skrevet masser af rejseartikler, været rejseekspert på DR (Magasinet Penge), været fast rejsefortæller i radioen på P4 og blevet interviewet til diverse magasiner og aviser. 

Prisen inkluderer:

· 6 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Nikolaj Wessel Witte: Evigt familieeventyr

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Besøg hos Sejdmanden i Jelling
· Jelling Bryggeri med smagsprøver
· Five O´Clock Drink
· Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl

 

KURSUSPROGRAM

Mandag 2/8: 
14.30-15.30: Ankomst 
15.30-17.00: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie – både som herregård og højskole. 
17.00: Five O´Clock Drink: Tid til at nyde et glas kold hvidvin eller en kop god kaffe i atriumgården. 
19.30: “Lets team up”: Vi lærer hinanden bedre at kende 
21.00: Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl.

Tirsdag 3/8: 
8.30: Morgensamling 
9.30-17.00:
Sommervandringer: Se turbeskrivelser øverst på siden
17.00: Five O´Clock Drink: Tid til at nyde et glas kold hvidvin eller en kop god kaffe i atriumgården. 
19.30-21.00: Højskoleaften: Forstander Simon Lægsgaard: Musik og liv: Forstander og sangskriver Simon Lægsgaard har sammen med komponist og korleder, Kristian Enevoldsen, fået ikke mindre end to sange med i den nye højskolesangbog. De har skrevet sange, som breder sig over flere musiske genrer og over såvel en række aktuelle emner såsom konkurrencestaten, klodens tilstand og perfekthedskulturen som evigtgyldige temaer om kærlighed, frihed og liv og død. Nogle sange er i den satiriske og finurlige ende, andre kalder på den brusende, boblende livsglæde, og andre igen er mere eftertænksomme. Vi synger også nogle af de klassiske sange fra højskolebogen sammen – med introduktion fra en passioneret forstander.   
21.00: Outdoor-bio: Vi skal se en god film under åben himmel.

Onsdag 4/8: 
8.30: Morgensamling 
Heldagstur, udflugt for livsnydereKongernes jelling, Café Sejd inkl Sejdmandens fortællinger og  Jelling bryghus med smagsprøver og vikingefortællinger: Vi vandrer ad det sidste stykke af Grejsdalsstien til Jelling. Her besøger vi Kongernes Jelling og får fortællingen om vikingekongen Harald, der satsede stort, gjorde sig til konge over Danmark, samlede Norden og rejste mange imponerende bygningsværker, som stadig i dag mystificerer arkæologer og arkitekter. Vi får også tid til på egen hånd at opleve den prisvindende og internationalt anerkendte udstilling, spiser en dejlig frokost hos Sejdmanden og hører hans medrivende fortællinger. Vi runder dagen af hos Jelling Bryghus med bryggeribesøg og ølsmagning. 
19.00: Friaften
21.00: Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl. 

Torsdag 5/8: 
8.30: Morgensamling
9.30-17.00: Sommervandringer: Se turbeskrivelser øverst på siden

19.30: Kursuslederen og monopolet: Med inspiration fra “Mads og monopolet” holder vi en festlig aften. 
21.00: Brandbjerg Café:  Snak, brætspil, en kop te eller en lokalt brygget øl. 

 

Fredag 6/8: 
8.30: Morgensamling 
9.30-11.15: Nikolaj Wessel Witte: Evigt familieeventyr: Man kan da ikke rejse jorden rundt på flere år med sin familie? Kan man? Vi drømte om fuldtidsrejse, om at være en nomade- og vagabond-familie. Vi drømte om at vise vores børn den store verden med meget større dybde og eventyr. Drøm blev til plan, plan blev til virkelighed. Men knap var vi taget afsted, før planen mødte virkeligheden. Vi navigerede os først i den ene så i den anden retning, og stort set aldrig i den retning vi så møjsommeligt havde planlagt. Meget lidt gik efter planen. Vores campervan blev ombygget, kontinentet skiftet ud, og oplevelserne stablede sig op. Men hver gang planen blev for stram, brast planen, for planer og virkeligheden har det ikke altid godt sammen. For hver dag der gik, lærte vi mere om os selv, vores egne ønsker, vores egne evner til at løse problemer undervejs, vores vilje til kompromis, vores evne til at være så tæt som meget få familier. Hør historien om vores campervan-rejse i Europa, vores eventyr i Patagonien i den ombyggede campervan og rejsen med rygsæk i Asien. Hør om hjemmeskoling, om livet på landevejen, og hvordan man kan vælge et helt anderledes liv – hvis man tør. Hør også om prisen i blod, sved og tårer – og hvorfor det er det hele værd. 
13.30-17.00: Vandretur i Grejsdalen – istidsbakker og kraftige vandløb – med vores egen bålkok: Vi vandrer ad Grejsdalsstien gennem det smukke istidslandskab og nyder synet af nogle af Danmarks stejleste skråninger, den smukke bøgeskov og følger Grejs å en god del af vejen ad nyanlagte småbroer hen over det rislende vand. Den sidste del af turen vandrer vi et par kilometer i Brandbjergs egen skov, Brandbjerg sønderskov – så glæd dig til at opleve højskolens imponerende baghave. Hele turen vandres på sti, og ruten er enten ca 6 eller ca 10 km (du kan selv vælge – enten/eller). Området regnes for et af de smukkeste steder i Danmark. I Grejsdalen bugter den smukke Grejs å sig. Grejs Å er, på det nedre løb mod Vejle, et af de reneste vandløb i landet. Medbring drikkedunk, en lille turrygsæk og praktiske sko, gerne nogle, der kan tåle en smule mudder, da stien kan være våd, hvis det har regnet inden for den seneste uge.  Vi tilbringer en smuk eftermiddag i dette vidunderlige landskab og slutter dagen af med en lækker middag tilberedt over bålet af vores helt egen kok.  
19.30: Hygge ved bålet: 
Vi tilbringer en dejlig aften sammen omkring bålet med sang og snak.  

Lørdag 7/8: 
8.30: Morgensamling 
9.30-15.00: Sommervandringer: Se turbeskrivelser øverst på siden
16.00: Festforberedelser: Vi hjælper hinanden med at gøre klar til aftenens festaften.
18.00: Festmiddag 

Søndag 8/8: 
9.00-10.00 Morgensang, ugeafslutning og fælles afsked 
Afrejse 

 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.30, lækker frokostbuffet kl. 12.00 samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.   

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer.   

 

Kursusperioder og priser

7 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.950 ,-
Tillæg for enkeltværelse*:    kr. 1000 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag 2. – Søndag 8. august 2021

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
Sydtrafik Flextrafik

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.