Tankevækkende højskole

Mandag d. 8. – fredag 12. august 2022
– en uge om politik og samfund med tankevækkende politikere og politiske journalister
 

TILMELD DIG HER

Brandbjerg Højskole inviterer til en uge med debatter og foredrag om politiske og samfundsrelevante emner. Vi har inviteret en perlerække af de mest spændende politikere, politiske analytikere og andre interessante foredragsholdere med noget på hjerte. Dette traditionsrige kursus kører for 5 år med fulde huse. Nogle af foredragsholderne skal vi glæde os til et gensyn med og høre deres bud på  verdenssituationen pr. 2022, og andre er nye og tankevækkende navne! 

Glæd dig til at møde en kavalkade af spændende foredragsholdere som feks Steffen Gram, Holger K. Nielsen, Kaare R. Skou, Kurt Strand, Mikael Rothstein og Jacob Birkler i medrivende og indsigtsfulde foredrag og debatter.  

Ugen krydres også med en dejlig tur til Jelling med rundvisning ved Jelling stenen og en god frokost, en gåtur i den smukke Grejsdal og Brandbjergs skønne herregårdspark samt klassiske gode højskoleoplevelser som sang, morgensamling og hyggelige stunder med med kursister fra hele landet.  

Medvirkende: 
Kurt Strand: Er uddannet journalist og arbejdede fra 1985-2010 hos DR. Han brød igennem som studievært i programmet Profilen fra 1997 og blev nok mest kendt som vært på Deadline fra 2004. Arbejder nu som freelance journalist og har fast programmet Mennesker og medier på P1.
Steffen Gram: DR’s udenrigsreporter gennem mere end 30 år og en blændende fortæller. I DR begyndte han som Asien-reporter, var USA-korrespondent 1983–1987, journalist ved udlandsredaktionen 1988-1990, korrespondent i Moskva 1990–1994 og fra 1996 redaktør og senere vært for udenrigsmagasinet Horisont. I perioden 2005–2013 var han atter DR’s korrespondent i USA, og siden har han været vært på programmet “ Verden ifølge Gram” på DR P1.
Holger K. Nielsen: Har i mange år været medlem af Folketinget.Holger K. Nielsen har gennem sine mange år i Folketinget fået et godt indblik i dansk politik og har et førstehåndskendskab til de politiske processer og hvordan politik har udviklet sig. Han har ikke mindst beskæftiget sig med udenrigspolitik og EU-spørgsmål. Han stod i spidsen for SF’s kampagne op til folkeafstemningen i 1992 og var siden hovedarkitekten bag ”det nationale kompromis”, som sikrede de danske EU-undtagelser. 
Kaare R. Skou: Er forhenværende politisk redaktør på TV 2 og har skrevet flere bøger om Folketinget og den politiske historie og har i sit forfatterskab udøst af sine oplevelser i magtens korridorer, uanset om det var fra Christiansborg, på Radioavisen og siden for TV 2 under statsministrene Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.  
Jacob Birkler: Er en dansk filosof, forfatter, debattør og foredragsholder og har været medlem af Det Etiske Råd siden 2010 samt været formand for rådet fra 2011 til 2016. Jacob Birkler er cand.mag. i filosofi og psykologi og en blændende formidler om etik.
Michael Rothstein: Mag.art. og ph.d. i religionshistorie. Rothstein er lektor i sammenlignende religionshistorie ved Institut for Historie ved Syddansk Universitet. Sammen med sin bror Klaus Rothstein har han præget den danske debat om især religion, racisme og udlændingepolitik.

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Holger K. Nielsen: Er politikerne bedre end deres rygte?
· Kaare R. Skou:Hvordan det gik folkestyret i mødet med den giftige cocktail Støjberg, trump og corona
· Steffen Gram:”Verden ifølge Gram
· Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Råd
· Mikael Rothstein: Om at se sig selv gennem andres øjne
· Kurt Strand: Mediernes magt – magten over medierne

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Tur til Kongernes Jelling, Café Sejd inkl Sejdmandens fortællinger og  Jelling bryghus m. smagsprøver og vikingefortællinger
· Terningfortællinger
· Udflugt i herregårdslandskabet

Kursusprogram 

Mandag 8/8:
11.00: Ankomst   
13.30: Velkomst og rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.  
15.30-17.00:  Kaare R. Skou: Hvordan det gik folkestyret i mødet med den giftige cocktail Støjberg, Trump og corona: Vores demokrati består af to elementer, der delvis er uafhængige af hinanden: Folkestyret og retsstatsprincippet. Gennem den seneste snes år har de to elementer været sat på prøve efter prøve med det klare resultat: Bestået, men med visse skønhedspletter, der kan udvikle sig ubehageligt. Kaare R. Skou ridser fundamentet for vores folkestyre op og giver et bud på, hvorfor vores model er mere stabil end for eksempel den amerikanske, den franske og den engelske. Det kan afsløres, at det første svar snarere findes i Etiopien eller Viborg end på Christiansborg. 
19.00: Mikael Rothstein: Om at se sig selv gennem andres øjne: Vi er vant til at betragte andre kulturer, som er helt fremmede for vores egen, men hvordan mon de opfatter os? Tag med en tur i tid og rum til fjerne samfund, hvor forestillingerne om os i Vesten af og til er lige så besynderlige, som vores tanker kan være om dem. Spørgsmålet er, hvad vi kan lære af de andres blik på os, og om det er noget vi burde være mere opmærksomme på? Mikael Rothstein har rejst i store dele af verden og fortæller dels ud fra egne erfaringer, dels ud fra kulturvidenskabernes righoldige kramkiste. 

  

Tirsdag 9/8:
8.30: Morgensamling   
9.30-11.15: Kurt Strand: Mediernes magt – magten over medierne: Falske nyheder, alternative fakta og desinformation flyder i en lind strøm især på sociale medier. Samtidig er klassiske nyhedsmedier presset af internationale tech-giganter, økonomisk nedgang og politisk spin. Dermed svinder mediernes magt og rolle som samfundets vagthund ind, og det kan ofte være svært at gennemskue, hvem der egentlig sætter dagsordenen for, hvad vi diskuterer med hinanden. Journalist og vært på DR P1’s ”Mennesker og medier”, Kurt Strand, dykker ned i en række konkrete og aktuelle eksempler og lægger op til debat om mediernes rolle, muligheder og begrænsninger.  
13.30-16.00: Vandretur på Grejsdalsstien ELLER   
14.00-15.30 Gåtur i Herregårdsparken bag højskolen  
19.00 – 20.30:Holger K. Nielsen: Er politikerne bedre end deres rygte?: Der tales meget om den såkaldte politikerlede, og det er næsten blevet en folkesport at skælde ud på politikerne. Holger K. Nielsen har siddet i Folketinget i 34 år, og kan godt forstå at mange bliver irriterede over langsommeligheden, papegøjesnakken og de tilbagevendende løftebrud. Men i sit foredrag, vil han godt tage politikerne en smule i forsvar. For bag den ofte kedelige overflade, har man fået tingene til at fungere. Danmark er faktisk ét af de mest velfungerende samfund i verden. Det betyder ikke at alt er, som det skal være. Symbolpolitikken er kommet til at fylde for meget, der tænkes kortsigtet og spin samt hurtige mediehistorier er kommet til at spille for stor en rolle. Og politikerne er dårlige til at forventningsafstemme i forhold til hvad de faktisk kan udrette. Danmark er i stigende grad påvirket af internationale forhold og mange problemer kan vi ikke løse uden at tage hensyn til, hvad der sker i vores omverden. Der er i særlig grad til bekymring i forhold til klimakrisen. En løsning af denne kræver langsigtede og internationale løsninger. Er vort demokrati i stand til at håndtere disse? Er der stærk nok beslutningskraft?

Onsdag 10/8: 
8.30: Morgensamling  
9.15-15.00: Tur til Kongernes Jelling, cafe Sejd inkl Sejdmandens fortællinger og  Jelling bryghus m. smagsprøver og vikingefortællinger: Vi vandrer ad det sidste stykke af Grejsdalsstien til Jelling. Her besøger vi Kongernes Jelling og får fortællingen om vikingekongen Harald, der satsede stort, gjorde sig til konge over Danmark, samlede Norden og rejste mange imponerende bygningsværker, som stadig i dag mystificerer arkæologer og arkitekter. Vi får også tid til på egen hånd at opleve den prisvindende og internationalt anerkendte udstilling, spiser en dejlig frokost hos Sejdmanden og hører hans medrivende fortællinger. Vi runder dagen af hos Jelling Bryghus med bryggeribesøg og ølsmagning. 
16.00-17.00: Terningfortællinger: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus. Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra det pågældende år i ens eget liv. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på.
19.00-21.00: Jes Dorph Petersen: Om #metoo:  #METOO har mange gode og vigtige sider og fik åbnet op for en sexismekultur, som har ligget skjult i mange brancher. Men Jes Dorph mener, at han er blevet uretfærdig dømt – og at processerne mod mænd i #metoo kan være både brutale, misvisende og et angreb på retssikkerheden. Men hvordan føles det at blive udnævnt til en af skurkene? Et ærligt indblik i tanker hos en der blev fældet af #metoo. 

Torsdag 11/8: 
8.30: Morgensamling 
9.30: Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Råd: Bioteknologi sætter os i stand til at skabe, fastholde og afslutte liv på en lang række nye måder. Men det, vi ‘kan’ gøre, hænger ikke altid sammen med det, vi ‘bør’ gøre. Foredraget fokuserer på de mange udfordringer, der opstår, når vi lægger livet og døden i menneskets hænder. Aktuelle etiske spørgsmål inddrages fra arbejdet i Det Etiske Råd med særligt fokus på de mange etiske dilemmaer, der opstår ved livets begyndelse og afslutning. 
14-16.00: Samtale med Jacob Birkler: Eftermiddagen er en uformel fortsættelse af formiddagens program, hvor Jacob Birkler inviterer til dialog om etiske dilemmaer. 
18.00: Festmiddag   

Fredag 12/8: 
8.30: Morgensamling 
9.30-11.15: Foredrag ved Steffen Gram: ”Verden ifølge Gram”: På dette kursus har vi  gennem 5 år bedt Steffen Gram om tage temperaturen på verden, som han ser den lige nu, og med over 90% på tilfredshedsscoren i vores evalueringer er der ingen tvivl: Steffen Gram har noget på hjerte! Og endnu engang skal vi i maj 2022 høre, hvordan verden ser ud fra Steffen Grams stol hos DR.
11.15- 12.00: Evaluering og ugeafslutning  
12.15: Frokost  
13.00: Afsked   

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30, lækker frokostbuffet kl. 11.30 samt dejlig aftensmad kl. 17.30. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21.00 er der aftenkaffe.   

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer.   

 

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.900 ,- (specialpris for Politiken Plus)
Tillæg for enkeltværelse:  2500 kr. (særpris da vi har ganske få enkeltværelser denne uge).

Kurset foregår i dagene
Mandag d. 2. – fredag 6. maj 2022

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/fle

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.