Tankevækkende højskole

Mandag d. 29. maj – fredag 4. juni 2021
– en uge om politik og samfund med værter og foredragsholdere kendt fra radioen.
 

TILMELD DIG HER

Brandbjerg Højskole inviterer til en uge med debatter og foredrag om politiske og samfundsrelevante emner. Nogle af ugens indslag er med tema og vært fra programmerne på P1, andre er inspireret af tematikker og koncepter fra P1´s programflade. Et kursus hvor vi skal møde værterne, høre historierne og opleve spændende gæster.  Glæd dig til at møde en kavalkade af spændende foredragsholdere som feks Steffen Gram, Mette Fugl, Kurt Strand, Mette Holm og Mogens Lykketoft, Klaus Rothstein og Jacob Birkler i medrivende og indsigtsfulde foredrag og debatter. 

Ugen krydres også med en spændende tur til vingården Modavi med vinsmagning, rundvisning og en god frokost, en gåtur i den smukke Grejsdalen og Brandbjergs smukke Herregårdspark samt klassiske gode højskoleoplevelser som sang, morgensamling og hyggelige stunder med medkursister fra hele landet. 

Medvirkende: 
Mette Fugl: Mette Fugl er en dansk journalist og forfatter og tidligere ansat på DR Nyheder som udenrigskorrespondent i bl.a. Bruxelles. Mette Fugl blev student i 1967 og arbejdede som journalistelev på dagbladet Politiken i 1969. Hun var politisk medarbejder på Dagbladet Information 1975-1977, hvorefter hun blev ansat på TV-Avisens politiske redaktion. Mette Fugl udgav i efteråret 2008 erindringsbogen “Er vi de eneste normale her”, som hun skrev sammen med journalistkollegaen Karen Thisted. Mette Fugl har modtaget adskillige hædersbevisninger og priser i sin karriere. 
Kurt Strand: Er uddannet journalist og arbejdede fra 1985-2010 hos DR. Han brød igennem som studievært i programmet Profilen fra 1997 og blev nok mest kendt som vært på Deadline fra 2004. Arbejder nu som freelance journalist og har fast programmet Mennesker og medier på P1. 
Anne Haubek: Anne Haubek har arbejdet som journalist og redaktør i DR P1 igennem næsten 25 år og har i mange år beskæftiget mig med EU og Europa – og har også i de seneste år holdt en del foredrag om emnet.   
Mogens Lykketoft og Mette Holm: Mogens Lykketoft er tidligere udenrigsminister og formand for FN’s 70. Generalforsamling (2015-16), Mette Holm er udenrigsjournalist og har beskæftiget sig med bl.a. Asien og menneskerettigheder i over 30 år. 
Steffen Gram: DR’s udenrigsreporter gennem mere end 30 år og en blændende fortæller. I DR begyndte han som Asien-reporter, var USA-korrespondent 1983–1987, journalist ved udlandsredaktionen 1988-1990, korrespondent i Moskva 1990–1994 og fra 1996 redaktør og senere vært for udenrigsmagasinet Horisont. I perioden 2005–2013 var han atter DR’s korrespondent i USA, og siden har han været vært på programmet “ Verden ifølge Gram” på DR P1. 
Jacob Birkler: Er en dansk filosof, forfatter, debattør og foredragsholder og har været medlem af Det Etiske Råd siden 2010 samt været formand for rådet fra 2011 til 2016. Jacob Birkler er cand.mag. i filosofi og psykologi og en blændende formidler om etik. 
Klaus Rothstein: Litteraturkritiker og kommentator ved blandt andet Weekendavisen og redaktør og studievært på DR‘s litterære radiomagasin Skønlitteratur på P1. Udover sin anmelder- og debattørvirksomhed har han udgivet otte bøger.  
Forstander Simon Lægsgaard: Ansat på Brandbjerg siden oktober 2005, bl.a. som viceforstander. Forstander siden april 2008. Har tidligere beskæftiget sig med undervisning, forskning, salg, kokkeri, skriveri mm. Udover familien er hans store lidenskaber: Jagt, gastronomi, skøre ideer og livets store sammenhænge, samt formidling i skrift og tale. 
Komponist Kristian Bisgaard: Pianist, komponist og korleder, uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium. Har arbejdet med sang, musik og kulturformidling i over 20 år – primært i det folkelige krydsfelt mellem fællessang og korledelse med snart sagt alle tænkelige målgrupper. 

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
·Mogens Lykketoft og Mette Holm: Hvad sker der i Kina?
· Steffen Gram:”Verden ifølge Gram
·Mette Fugl: Fra Koncepterne
· Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Råd
· Klaus Rothstein: Krig, klima, krise, corona – hvad gør forfatterne, når lokummet brænder?
· Kurt Strand: Mediernes magt – magten over medierne
· Anne Haubek: EU med og efter Corona

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Besøg på Modavi vingård med vinsmagning og frokost
· Terningfortællinger
· Udflugt i herregårdslandskabet 

Kursusprogram 

Mandag 31/5: 
11.00: Ankomst  
13.30: Velkomst og rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame. 
15.30-17.00: Klaus Rothstein, redaktør og tidligere studievært på Skønlitteratur på P1: Krig, klima, krise, corona – hvad gør forfatterne, når lokummet brænder? Det er aldrig forgæves at digte om kærligheden og en solsort i et træ, men når problemerne står i kø og vender op og ned på vores hverdag og tryghed, er der brug for at skrive om angsten, tvivlen og vreden. De seneste år har litteraturen været fuld af politiske problemer, ikke mindst humanitære, klimatiske og – ja, naturligvis, den store verdensforandrer: Corona. Forfatter og kritiker Klaus Rothstein trækker de lange linjer og deler eksempler på den krisebevidste litteratur. 
19.00: Mette Fugl: Fra Koncepterne: Mette Fugl har i årtier været kendt som en af Danmarks skarpeste journalister, der var elsket af seerne og frygtet af mange magtfulde politikere for sin evne til at skære igennem flosklerne og få sandheden frem. I foredraget, der bygger på bogen “ Fra Koncepterne”, fortæller Mette med humor og kant om sit imponerende og fantastiske liv: Om at blive mobbet som barn og om selv at mobbe andre. Om sit vilde bohemeliv i Paris i 1968, hvor hun befandt sig midt i ungdomsoprørets begyndelse med gadekampe, happenings, og eksperimenter med sex og stoffer. Og om sit liv i Bruxelles, hvorfra hun i over 20 år dækkede utallige begivenheder i hele Europa for Danmarks Radio. Mette tager også deltagerne med ind bag krigens kulisser i Afghanistan, Irak og til elendigheden på det jordskælvsramte Haiti. Hun fortæller om tiden med Danmarks Radio, om sit fags fremtid og ikke mindst de mørke skyer, der truer journalistikken. Undervejs kan der også blive stillet spørgsmål til publikummet og kommenteret lidt på fundamentalister, feministhadere og andre røvhuller.  
 

Tirsdag 1/6: 
8.30: Morgensamling  
9.30-11.30: Kurt Strand: Mediernes magt – magten over medierne: Falske nyheder, alternative fakta og desinformation flyder i en lind strøm især på sociale medier. Samtidig er klassiske nyhedsmedier presset af internationale tech-giganter, økonomisk nedgang og politisk spin. Dermed svinder mediernes magt og rolle som samfundets vagthund ind, og det kan ofte være svært at gennemskue, hvem der egentlig sætter dagsordenen for, hvad vi diskuterer med hinanden. Journalist og vært på DR P1’s ”Mennesker og medier”, Kurt Strand, dykker ned i en række konkrete og aktuelle eksempler og lægger op til debat om mediernes rolle, muligheder og begrænsninger. 
13.30-16.00: Vandretur på Grejsdalsstien ELLER  
14.00-15.30 Gåtur i Herregårdsparken bag højskolen 
19.00 – 20.30: Anne Haubek: EU med og efter CoronaenDen aktuelle krise er uden tvivl den største i EU’s historie. Den kommer til at forandre EU-samarbejdet i fremtiden. Det kommer til at betyde noget for alle os europæere. Det store spørgsmål er, hvordan? Selvom EU-samarbejdet ofte er spået på kanten af sammenbrud, så er det denne gang en helt anden situation, efter at verden er blevet ramt af en global pandemi. De umiddelbare reaktioner på krisen har været nationale, mange landegrænser blev lukket, da COVID 19 begyndte at sprede sig, men de erfaringer, vi nu gør om de omfattende konsekvenser af virus’ grænseoverskridende natur, viser os, at vi kommer til at opleve et forandret Europa.  

 

 

Onsdag 2/6: 
8.30: Morgensamling  
9.15-13.30: Modavi vingård med vinsmagning og frokost: Vi skal besøge den lokale vingård Modavi (Moderne dansk vin), som har lavet vin i 20 år i år. Gården bliver kaldt Danmarks smukkeste vingård, og vinen høster hvert år priser for blandt andet Danmarks bedste vin, og i 2019 fik de 7 medaljer for deres 7 vine. Vi skal nyde en lækker frokost og bagefter på guidet rundvisning i vinmarkerne og vineriet samt smage på de helt særlige danske vine.  
15.00-17.00: Terningfortællinger: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus. Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra det pågældende år i ens eget liv. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på. 
19.00-21.00: Mogens Lykketoft og Mette Holm: Hvad sker der i Kina? Er Kina en trussel eller en nødvendig partner? Hvad vej går Kina under Xi Jinpings enevældige og ensrettede styre? Mette Holm og Mogens Lykketoft kan tilsammen bidrage med enestående viden og erfaring om Kinas udvikling de seneste fire årtier og give et bud på fremtiden: Mette har siden 1981 opholdt sig og rejst rundt i kæmpelandet i sammenlagt 10 år – som studerende, udenrigskorrespondent, rejseleder og privat rejsende. Mogens har siden 1978 besøgt Kina i alt 18 gange – i både delegationer, som finans- og udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling og privat rejsende. De to kan levere en enestående fortælling både om og fra Kina i jordhøjde med befolkningen og om oplevelser med de højeste magtcirkler. 

 

Torsdag 3/6: 
8.30: Morgensamling 
9.30: Jacob Birkler: Beretninger fra arbejdet i Det Etiske Råd: Bioteknologi sætter os i stand til at skabe, fastholde og afslutte liv på en lang række nye måder. Men det, vi ‘kan’ gøre, hænger ikke altid sammen med det, vi ‘bør’ gøre. Foredraget fokuserer på de mange udfordringer, der opstår, når vi lægger livet og døden i menneskets hænder. Aktuelle etiske spørgsmål inddrages fra arbejdet i Det Etiske Råd med særligt fokus på de mange etiske dilemmaer, der opstår ved livets begyndelse og afslutning. 
14-16.00: Samtale med Jacob Birkler: Eftermiddagen er en uformel fortsættelse af formiddagens program, hvor Jacob Birkler inviterer til dialog om etiske dilemmaer. 
18.00: Festmiddag  

Fredag 4/6: 
8.30: Morgensamling 
9.30-11.15: Foredrag ved Steffen Gram: ”Verden ifølge Gram”: Amerikanerne har valgt deres næste præsident. Corona-pandemien har varet i 16 måneder, de økonomiske og sociale konsekvenser spreder sig stadig som ringe i vandet. Brexit er blevet en realitet, og i Kina fortsætter Xi Jinping med at slå ned på minoriteter og kritikere. Spændingerne vokser flere steder i verden. Steffen Gram, DR’s Internationale korrespondent fortæller om den verden, vi som danskere er en del af. På intet tidspunkt siden Sovjetunionens sammenbrud og afviklingen af den kolde krig har den globale landsby oplevet så megen tumult med så langtrækkende konsekvenser som nu. Så hvor bærer udviklingen hen?
11.15- 12.00: Evaluering og ugeafslutning  
12.15: Frokost  
13.00: Afsked  

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30, lækker frokostbuffet kl. 12.15 samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.  

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer.  

 

 

Kursusperioder og priser

4 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 5.250 ,-
Tillæg for enkeltværelse:  2500 kr. (særpris da vi har ganske få enkeltværelser denne uge).

Kurset foregår i dagene
Mandag d. 31. maj – fredag 4. juni 2021

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/fle

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.