Sharing Brandbjerg

Sharing Brandbjerg 2021

d. 8.-10. oktober

Holdet bag Sharing Brandbjerg er stolte af at kunne præsentere årets projektkatalog! Her finder du alle de skønne projekter som venter på at netop du kommer og giver en hånd. Læs det igennem og vælg tre som du vil være med til.
Tilmeld dig via tilmeldingsmodulet og glæd dig til en weekend i samhørighedens navn.

(Det lille tal efter hver titel er projektnummeret så du kan finde det samme projekt på tilmeldingssiden)

 

 

Ly for får og fasan (1,1)

Kan du lide får? Kan du lide fasaner? Eller elsker du bare begge? Så skal du da være med til at bygge nyt tag hos fårene eller svinge pensler og male fasanhuset færdigt! Begge dele trænger til en kærlig hånd, og her har du endda nogle, der kan holde dig med selskab, imens du er i gang! Så på med arbejdstøjet og hyg dig med får og fasaner! Det bliver mææhgtigt!

Frisk frugtparadis (1,2)

Er du sådan en frisk type? Sådan en som er frisk på at fikse frugtlunden, så den igen bliver lækker og flot? Her skal du være med til at fjerne slåen fra hegnet, fælde træer, grave huller og genplante nye frugttræer i lunden. Det bliver praktisk og pissehyggeligt. Kom og vær med, skru op for musikken imens i går amok og forandre frugtlunden til et frugtparadis.

Fort anti-får (1,3)

Der var engang nogle ihærdige tidligere elever, der plantede store nøddetræer på savannen. De hegnede dem pænt ind og alt var godt. Men så kom fårene. Ikke bare almindelige får, det var de frygtede spring-får, der med et mæh sprang over hegnet og forgreb sig på de lækre, nye træer. De lod intet tilbage. Savannen er død. Men nu skal den genoplives og vi skal have forbedret indhegningerne om træerne og plantet nye træer. Vi skal lave et ’fort anti-får’, så det ALDRIG sker igen!

Helt i hegnet! (2,1)

Hegnet ved engen i skoven skal fikses. Så har du lyst til at bruge en dag i skoven, med fugle, frøer og køer – så er det her stedet for dig! I skal være med til at tjekke op på hegnet og hjælpe med at lave nye flotte låger til hegnet da de gamle skal skiftes ud. Der skal ordnes og ryddes op i området så alt spiller og ser lækkert ud for alle de forbipasserende gæster der traver forbi.

Stairway to heaven (2,2)

I har gået her tit. Og det kan ses. Trappen ned til Grejdsdalsstien skal ordnes. Vær med til at sørge for at man ikke længere skal holde på hat og briller når man drister sig ud og glider ned af trappen i mudder og regnvejr. Dette er et af de projekter mange vil kunne nyde godt af – og et af de steder mange bruger. Derfor skal du da være med til at få trappen til at stå kniv skarpt, så alle kan mærke forskellen.

Brændeskurets kur (2,3)

Så er det tid – tid til at give brændeskuret for enden af nøddeallen en ordentlig omgang kærlighed. Taget og siderne skal ordnes måske skiftes. Dette er et hyggeligt projekt og når I er færdige, vil det stå helt smukt og skarpt, og klar til brug. Hvem kan nu overse brænde i et lækkert skur? Ingen – for I har sørge for at brændeskuret ser ud som aldrig før.

MTB-madness (3,1)

Mountainbikebanen skal gøres smuk og indbydende for alle mountainbike entusiaster. Bare rolig. Du behøver ikke cykelhjelmen for at være med. Men medbring knæpuder og lækker musik. Der skal luges! Der skal rives. Der skal hygges om hver del så det bliver lækkert og uimodståeligt. Hvem ved? Måske du selv får helt lyst til en tur på mountainbike når I er færdige!

Hurlumhej i hønsegården (4,1)

Er du handy dandy og klar til at svinge hammer og søm, klippe og bygge hønsehegn? Der skal nemlig laves en hønsegård ved køkkenhaven. Kom og vær med til at give vores høns et nyt lækkert område de kan boltre sig i. Så syntes du det kunne være fedt at være med til at skabe hønsenes nye hjem, så er det bare med at trække i arbejdshandskerne og gøre dig klar til en dag med kukkeluk og løjer.

Ridderne af den runde bænk (4,2)

Den aller rundeste rundbænk skal laves færdig. Elever i E20 startede eventyret og ønskede at den skulle omkranse et kastanjetræ i skovhaven.  Nu skal der skal lægges fliser, skrues brædder i til sædet og bænken skal males så den bliver smukkere end smuk. Skal du være med til at sætte præg på rundbænken, som kommer til at stå og pryde på Brandbjerg til uendelig tid?

Frisk fri fitness (4,3)

Kan du lide at træne i det fri? Vidste du at der er en ny etableret træningsplads på salsabakken? Den trænger dog til ekstra hænder, for den er endnu ikke helt færdig. Stolperne skal gøres lækre og der skal laves underlag. Så kom, lav en pull-up eller to imens i hjælper hinanden med at skabe et lækkert udendørs træningsområde – alt imens I nyder den smukke udsigt fra bakken.

 

Hjælp et træ i nød (5,1)

Ved vejen langs Brandbjerg har vi sat en allé af valnødde- og spisekastanjetræer. Når vores klima bliver som Bordeaux om 50 år, så bliver der en overflod af nødder på buffeten. Men indtil da, så skal de kære små træer overleve den danske vinter og vokse i den elendige Brandbjerg-jord. Så de skal have noget hjælp: Vi skal plante øer af ’amme-træer’ omkring de store træer, dække græsset af og gøre livet lækkert for fremtidens spisekammer.

Verdens største (skov)lasagne (5,2)

Elsker du lasagne? Så har du chancen for at lave dit livs største lasagne i skovhaven – med lækre ingredienser bestående af gamle grene, heste- og kolort, kompost, muldjord, halm eller flis. Vi skal lave ’lasagne-kompost’ i en 1/3 af skovhaven, så græsset kreperer og vi kan plante spiselige træer, buske og flerårige grøntsager ud senere på året. Så fat en skovl, rul trillebøren frem og smøg ærmerne op – det er virkelighedens cross-fit og det bliver møglækkert!

Malerhjerne (6,1)

Vær med til at svinge penslerne når der skal gives en ordentlig omgang både ude og inde. Pedellerne skal have hjælp til at ligge et flot nyt lag på værkstedsbygningen og under hallen. Så er du frisk med en pensel og elsker den følelse af at se et lækkert færdigt resultat, så er det bare med at trække i en gammel skjorte og give den gas.

Flækkeholdet (6,2)

Elsker du det der med at man lige skal ud og ordne lidt brænde til bålet? Så kan det være det er her du skal være med! Vi skal have kløvet brænde i stakkevis og stablet det smukt. Du er måske, eller bliver i hvert fald mester til at bruge brændekløver og til at flække træ. Så er du behændig med økse, brændekløver, eller blot ønsker at forbedre dine flække-skills, så er det her du skal være!

Traktor teamet (6,3)

Kan du køre med trailer og tunge læs? Har du lyst til at køre rundt med traktor og springe til når der skal leveres maskiner og andre tunge sager rundt til de forskellige hold? Eller har du måske erfaring inden for håndværk – mekaniker, tømrer eller elektriker, så er det lige præcis dig vi mangler! Her får du nemlig den aller fornemste opgave i at være pedellernes højre hånd!

Skilt i fællesskab (7,1)

Værelsesskiltene skal opdateres til nye flotte messingskilte. De gamle skal pilles ned og males så de kan blive flotte med det nye skilt på toppen. De gamle skilte har hængt der i 50 år… Nu kan du være med til at forme de næste 50. Foruden værelsesnummer så får de nye skilte nu plads til et navn. Så på sigt skal alle værelser opkaldes efter nogen eller noget

Vilde voldgravssider (8,1)

SÅ er det tid til at trække i vaders og rense voldgraven for andemad! Hele voldgraven skal have en hånd – og I skal være med til at finde permanente løsninger på hvordan man kan ordne voldgravens sider, så de kræver mindre vedligehold i fremtiden. Get down, get dirty, and get green! Det bliver uden tvivl festen før festen! Og der bliver ikke noget mere tilfredsstillende end at se voldgraven før og efter!

I krig imod pileurt og parksø! (8,2)

Pileurt! Vores invasive og ubudne gæst. Den skal bekæmpes! Derfor skal der dækkes af på de sider af søen hvor pileurten har etableret sig. Resten af søens sider skal luges og gøres flotte. Og bare rolig, den fedeste opgave er i blandt! Søen skal renses for andemad! Så der skal trækkes i et par vaders og hjælpes med til at gøre parksøen uigenkendelig og ren! Tøv ikke, parksøen har brug for krigere som dig!

Lumberjacks paradise (9,1)

“Kloden har mangle forskellige slags, alle må leve og dø…” og som det ikke kunne blive sagt bedre, så skal der mosles og knokles i vildtparadiset. For det er på tide at bringe biodiversiteten tilbage i balance. Og derfor må nogle planter lade live, så andre kan komme til. I skal hjælpe med at udtynde, hugge og lægge flis i området – så der igen kan være plads til vildtparadisets mange forskellige slags!

Vild med vilje (10,1)

Er du sådan lidt vild? Og kan du godt lide at slippe din indre vildside løs? Det kan vores natur i hvert fald. Og det skal den have hjælp til. I bunden af parken skal der fældes træer og der skal laves et vildtområde hvor biodiversitet kan blomstre. Så skal du være lidt ekstra vild i den her weekend, så skal du da være med til at svinge en motorsav og give parken en ny vild side!

Parksøens jungle (10,2)

Et sted øst for parksøen – der er der fest. Skovrydningsfest. Der skal ryddes træer og kviste fra stien omkring søen, og bredden skal renses så den bliver helt skarp. Skal du være med til festen? Kom med og se forvandlingen af parksøens skovsti og bredder så de igen bliver magiske og uimodståelige, og hvem ved? Måske bliver dette dit nye yndlingssted.

Kan palle lave møbler? (11,1)

Du kender dem godt – pallerne! De kan bruges til alt og i bedste genbrugsstil skal de da laves til møbler! Pallemøbler. Og kan de det? Ja! Det kan de!  Du har sikkert allerede selv siddet i en. Så hvorfor ikke lære at lave dem selv? Vær med til at sætte dit præg på de nye møbler, der kommer til at pryde skolens områder! Det bliver sjovt.

 

Finns disciple (12,1)

Kan du huske køkkenvagterne? God musik på højtaleren, opvaskedans og synkronsnit af løg. Finn skal lave mad til 300 mennesker og han får brug for hjælp. Så kom ud i køkkenet og vær med til at smage det hele til, kæle om maden, og sørge for at alle munde bliver mætte. -og så er man jo garanteret en dag i tørvejr uanset om det regner.

De vakse vandløbere (12,2)

Føler du dig måske ikke lige som håndværkertypen, så frygt ej! Den vigtigste opgave i løbet af dagen bliver nemlig at sørge for at der vand, kaffe, the og frokost til de hårdt arbejdende folk. Som vandløber skal du nemlig at sørge for at lave stationer med forplejning og frokost og gå rundt med vand. Du får endda muligheden for at kigge med i de forskellige arbejdsgrupper og se deres fremgang, imens du sørger for at de husker at drikke vand.

Fra yt til nyt (12,3)

Har du flair for at arbejde med metal? Finn mangler folk til en hel speciel opgave! Der skal bygges en rygeovn, og vi mangler derfor nogle dygtige smede eller håndværkere, der har mod på at være med til at forvandle et gammelt køleskab, hvor der både skal skæres hul, monteres låger og skorsten. Så kan du lide at tænke kreativt og praktisk og skabe noget helt fra bunden – så har du her en unik mulighed for at sætte dit helt eget præg på Finns nye rygeovn!

TILMELD DIG HER

 

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.