Troen på håb

– i en tid hvor alle siger det modsatte!

12. – 16. juni 2023

 

TILMELD DIG HER

I en krisetid, hvor det virker, som om de dårlige nyheder står i kø i nyhederne, kan vi alle bruge noget håb! Det vil vi give i denne uge, hvor vi skal møde en række fantastiske mennesker, som gør en forskel, og selvom ”det er uncool at være entusiastisk, når det kommer til fremtiden” som Kristian Leth siger, så tager vi chancen og fejrer håbet og troen på en god fremtid for vores børn og børnebørn.  

Vi starter ugen med chefredaktøren på det uafhængige medie ”Verdens bedste nyheder”. Thomas Ravn-Pedersen vil afsløre, at tingenes tilstand faktisk ikke er helt så sorte, som medierne vil have os til at tro. Aldrig i verdenshistorien har så mange mennesker haft så godt et liv – vi glemmer det bare i alt det sorte. Steffen Rasmussen valgte i 2013 at leve ½ år som hjemløs for derefter at starte den sociale virksomhed ”Fundamentet”, og vi skal høre hans historie. Udover at være søn af Jørgen Leth, har musikeren Kristian Leth også forfattet en fantastisk bog der hedder ”Håb – et forsvar for fremtiden”, hvor han har interviews med internationale videnskabsmænd og eksperter, som sagligt argumenterer for, at vi skal mane frygten i jorden og DR´s korrespondent Steffen Gram vil gøre sit for at sætte håbet og verden i perspektiv.   

Vi skal også på en spændende heldagstur til Aarhus, hvor vi får et indblik i en verden, de færreste af os har mødt, når vi skal på besøg i Gellerup-planen. Først med rundvisning af en arkitekt, der fortæller om, hvordan vi forsøger at løse ghettoproblemerne med moderne arkitektur. Derefter skal vi besøge ”Fredens Moske” og møde de demokratisk indstillede muslimer, der er frivillige i moskéen. Til slut skal vi besøge den kristne kirke i Gellerup og høre om en dansk præsts opgaver og muligheder i en muslimsk domineret del af Danmark. Det hele krydres med en lækker mellemøstligt inspireret frokost på den lokale restaurant Zyara. 

Der bliver også tid til en sangaften med sange om frihed, spændende morgensamlinger med højskolens lærere der fortæller om at gøre en forskel og en vandretur i den smukke Grejsdal i baghaven af højskolen.  

 

Medvirkende
· Kristian Leth: Kristian Leth er forfatter og musiker. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2002 og debuterede med digtsamlingen ”Land” i 2002. Kristian er forsanger i The William Blakes og producer for flere kendte musikere. I 2014 vandt han bl.a. verdens største radiopris Prix Italia samt DRs Sprogpris for sin serie om Wagners Ring. Udover at lave musikradio, dokumentarer, aktualitetsprogrammer og talkshows for P1, P2, P3, P6, Radio 24syv og Radio Klassisk har Kristian også medvirket i film som ”Min søsters børn i Ægypten”, ”Midsommer” og ”Små ulykker”.
· Steffen Gram: DR’s udenrigsreporter gennem mere end 30 år og en blændende fortæller. I DR begyndte han som Asien-reporter, var USA-korrespondent 1983–1987, journalist ved udlandsredaktionen 1988-1990, korrespondent i Moskva 1990–1994 og fra 1996 redaktør og senere vært for udenrigsmagasinet Horisont. I perioden 2005–2013 var han atter DR’s korrespondent i USA, og siden har han været vært på programmet “ Verden ifølge Gram” på DR P1.
· Rasmus Willig: Ph.d. Medstifter og forperson for Andelsgaarde. Bestyrelsesmedlem af forskningsfonden af 1971 og forenings-og fondsrådgiver. Tidl. lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi på Roskilde Universitet. Tidl. Leder af Center for offentlige og privatansattes ytringsfrihed. Er en af arkitekterne bag Politikens kritiker- og debattørskole. Har skrevet for Kristeligt Dagblad, Dagbladet Information og skriver i dag fast for Politiken. Har skrevet bøgerne (2007) Til forsvar for kritikken, (2009) Umyndiggørelse,  (2013) Kritikkens U-vending og (2016) Afvæbnet kritik. (2017): Hvad skal vi svare? (m Vetlesen) Flexisme (m Ejrnæs). (2020) Den Bæredygtige Stat. (2021) Vi ved det jo godt.
· Thomas Ravn-Pedersen: Uddannet journalist fra Dansk Journalisthøjskole i 1991. Før han kom til Verdens Bedste Nyheder, har Thomas bl.a. været ansat som radiovært, nyhedsjournalist, og dokumentarredaktør hos DR samt informationschef hos Folkekirkens Nødhjælp
· Steffen Rasmussen: Steffen har i sin tid startet og udviklet Fundamentet, hvor han var leder i 4-5 år, før han fra januar 2018 valgte at give faklen videre og starte Center For Social Nytænkning. Derudover har han været medlem af Udsatterådet, udgivet flere bøger, siddet i en række bestyrelser og lavet forskellige former for socialt arbejde som frivillig besøgsven på plejehjem og lavet forskellige indsamlinger. 

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse

· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Foredrag:
· Steffen gram: Er der håb for verdens tilstand?
· Kristian Leth: ’Håb – Et forsvar for fremtiden’
· Steffen Rasmussen: Hjemløs med vilje
· Rasmus Willig: Håb, mod og handling

Andre oplevelser.
· Morgensamlinger
· Heldagstur til Aarhus: Håb for integrationen i Danmark
· Samtalesalon om håb
· Fællessang for frihed
· Højskolesamvær

KURSUSPROGRAM

Mandag 12/6  
10.30-11.15: Ankomst og indkvartering   
12.00: Frokost   
12.30: Indkvartering på værelser 
13.00: Velkomst og rundvisning på skolen med Brandbjergs Historie: Vi skal møde hinanden, høre om programmet og bagefter gå en tur på skolen, i parken og kigge ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.  Kursuslederne vil også sætte ugens tema om ”Troen på håb” i perspektiv og sætte ugens emner i kontekst med hinanden. 
15.00-17.15: Thomas Ravn-Pedersen: Verdens bedste nyheder: Vi risikerer, at fejlagtige forestillinger om verdens tilstand spænder ben for verdens videre udvikling. Hvis vi ikke tror på, at verden kan gøres til et bedre sted at være, er vi også mindre tilbøjelig til at prøve. Derfor er det vigtigt, at vi får et mere nuanceret og retvisende billede af tingenes tilstand end udelukkende krig og katastrofer. Verden er blevet et bedre sted, vi ved det bare ikke. Det vil Verdens Bedste Nyheder gerne ændre på. Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik og kampagner. De formidler fremskridt og løsninger på verdens udfordringer – primært med fokus på udviklingslandene. Verdens Bedste Nyheders vision er, at alle danskere får en aktuel og nuanceret viden om verden. De tror på, at den nuancerede viden skaber håb – og at håb skaber motivation for handling. De ønsker at gøre Verdensmålene kendte af så mange mennesker som muligt. Jo flere der kender til målene, jo flere er med til at sikre, at vores politiske ledere leverer resultater. Og jo flere der ved, hvilke fremskridt og løsninger verden byder på, jo flere kan bidrage til, at de bliver ført ud i livet. 
19.00-20.30: Fællessang for frihed: Hvad har følgende til fælles: Shu-bi-dua, H.C. Andersen, Mø, Queen og N.F.S. Grundtvig? Svaret er, at alle har skrevet sange om frihed. Faktisk vrimler det med sange, der kredser om emnet. Nogle handler om at føle sig løftet af friheden eller at længes efter den. Andre om at kæmpe for frihed. Der er utrolig mange vinkler på det universelle tema. Måske bliver man bevidst om, hvad frihed betyder for en selv. Gennem forskellige historiske perioder har vi oplevet, at fællessang stiller sig til rådighed, når den personlige frihed er under pres. Det kan både være i et samfundsmæssigt perspektiv eller på det personlige plan. At synge sammen kan skabe en større følelse af frihed. 

    

Tirsdag 13/6: 
8.30: Morgensamling: Ida Gormsen: Soroptimisterne giver håb: Højskolelærer Ida Gormsen er nyvalgt præsident for Soroptimisterne i Danmark. Soroptimisterne er repræsenteret i 123 lande og har tilsammen 93.000 medlemmer i over 3.000 foreninger og gør en kolossal forskel for kvinder og børn i hele verden. Ida vil fortælle om, hvordan det både gør en forskel for dem, de hjælper, men også for hende selv som aktivt medlem i en forening der giver mening. 
9.30-11.45: Steffen Rasmussen: Hjemløs med vilje: For 4 år siden blev jeg hjemløs af eget frit valg for at opleve på egen krop, hvordan det var og ikke mindst som et slags feltstudie af de sociale systemer. En meget lang historie kort førte det til åbningen af organisationen Fundamentet, som jeg selv dannede, og som i dag har 14 ansatte, 90 frivillige og ca. 200 borgere i forløb. Vi og jeg har fået flere priser for arbejdet og støttes af flere fonde, erhvervsfolk, m.m. 
14.00-16.00: Vandretur – Brandbjerg Sønderskov: Vi skal dykke lidt ned i fortællingen om Brandbjerg Højskole, herregården og vandre sammen en tur i Brandbjergs egen skov og den smukke herregårdspark. Skoven er klassificeret som uberørt naturskov og kendetegnes ved et rigt dyre og planteliv, rislende bæk, mosbegroede stammer og et dramatisk landskab. Herregårdsparken er velholdt og omkranset af voldgraven. 
19.30-21.00: Kristian Leth: ’Håb – Et forsvar for fremtiden’: Dette foredrag er et helhjertet forsvar for håbet og en veldokumenteret afvisning af den dommedag, medierne fortæller os er på vej. Baseret på Leths bog af samme navn, er foredraget underbygget gennem masser af data og interviews med internationale videnskabsmænd og eksperter, som sagligt argumenterer for, at vi skal mane frygten i jorden. Kristian Leth forklarer, hvorfor vi egentlig burde være mere optimistiske nu, i denne tid, end nogensinde før. Selvom det er blevet umoderne at håbe og tro på, at det kan være anderledes. Optimisme er naivt. Det er uncool at være entusiastisk, når det kommer til fremtiden. Information anmeldelse
Interview med Kristeligt Dagblad 

Onsdag 14/6   
8.30: Heldagstur til Aarhus: Håb for integrationen i Danmark: Vi skal til Aarhus og lidt ind bag facaden af det muslimske samfund i Gellerup-planen.  
10.00: Vi starter dagen hos Fredens moské, hvor vi skal have en snak med en frivillig i Fredens Moské. Fredens Moské Outreach er et projekt, som vil skabe et mere nuanceret billede af islam og muslimer i Danmark. Dette vil moskéen blandt andet gøre ved at nå ud til så mange ikke-muslimer som muligt, og fortælle dem, hvad islam og muslimer i Danmark er for en størrelse -og også hvad muslimer laver, når de for eksempel er i moské. 
12.00: Lækker mellemøstligt inspireret frokost på restaurant Zyara i Brabrand.   
13.00: Kan vi bygge os ud af ghettodannelse?: Efter frokost skal vi på en rundvisning i Gellerup med en arkitekt som vil se på: Hvordan kan vi at bygge os ud af ghettodannelse og utryghed med moderne arkitektur, fælles uderum og god belysning?  
Vi slutter dagen af i den danske kirke i Gellerup, hvor vi skal have en snak med præsten om opgaverne for en dansk kristen kirke i et muslimsk domineret område (dette besøg er ikke endeligt konfirmeret). 
19.30-21.00: Terningfortællinger: Et hyggeligt spil hvor dine historier kommer i fokus. Deltagerne sidder i små grupper og slår med en terning, ud fra terningens antal fortælles en historie fra det pågældende år i ens eget liv. En dejlig måde at genhuske sine erindringer og lære om hinanden på. Og mon ikke vi kommer til at snakke om håb og fremtiden? 
 
Torsdag 15/6 
8.30: Morgensamling: Nikolaj Hygebjerg: Om at gøre en forskel: I 2013 tog ugens kursusleder Nikolaj Hygebjerg med sin familie til Sydafrika i en måned, hvor de besøgte sociale projekter, hvor unge danskere arbejder som frivillige. Det blev en livsændrende tur, som gjorde, at Nikolaj og hans kone Laila besluttede sig for, at det at gøre en forskel for andre skulle være en vigtig værdi i deres liv fremover. Da økonomien ikke kan bære store donationer, har de i stedet engageret sig i en række forskellige mennesker og projekter, som Nikolaj vil fortælle om med stor entusiasme. 
9.30-11.45: Rasmus Willig: Håb, mod og handling:  Vores politikere er ved at skrifte retorik fra ”håb” til ”mod” og ”handling”. Betyder det, at de mange målsætninger om at reducere vores CO2 aftryk og forøge biodiversiteten nu bliver til noget, eller er det naivt at tro, at vores politikere faktisk vil handle? Rasmus Willig har lavet mange spændende sproglige analyser som arbejdsmarkedsforsker, men også skrevet tre klimabøger og har konkret handlet på klimakrisen ved at starte Andelsgaarde. Han vil i foredraget give et bud på, hvor vi er på vej hen, og hvad der skal til, før vi faktisk starter på den grønne omstilling. 
14.00-16.00: Samtalesalon om håb: Vi skal tage pulsen på hinandens tilstand af håb eller det modsatte. I en globaliseret verden hører vi om alle verdens problemer, og da dårlige nyheder sælger bedre end gode, kan det være svært at tro på, at der stadig er håb. Men der ér håb, og det har denne uge forhåbentlig understøttet – og vi skal diskutere håb og fremtid med hinanden. 
16.30: Festforberedelser 
19.00: En håbefuld festmiddag for fremtiden 

   

Fredag 16/6  
8.00: Udtjekning fra værelser  
9.00-11.00: Steffen gram: Er der håb for verdens tilstand? Vi runder ugen af med et skud realisme. Målet med besøg og foredrag i denne uge er jo at indgyde håb for verden. Men er der reelt håb? Eller har vi bare mødt en flok jubel-positivister? DR´s legendariske korrespondent kommer og fortæller om verdens tilstand anno juni 2023. Kan vi føle os sikre i en verden med Putin? Hvordan går det i Ukraine? Er der krise i Europa? Og vil Donald Trump blive præsident i 2024? Der er nok at bekymre sig om, men er der grund til håb? Steffen Gram vil gøre sit for at sætte håbet og verden i perspektiv.  
11.30: Frokost  
12.45: Farvel og tak for denne gang   

 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.30, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Hver formiddag, eftermiddag og aften er der kaffe med frugt, kage, brød, boller eller lignende.   

Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.   

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.   

Tilmelding og betaling

Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post 2 uger før kursusstart. Hvis du selv vælger at aflyse dit ophold, mister du dit indbetalte indmeldelsesgebyr på 500 kr. Aflyser du mindst 4 uger før opholdets begyndelse refunderes hele kursusgebyret på nær indmeldelsesgebyret. Ved afbud senere end 4 uger før kursets start, mister du det samlede indbetalte kursusgebyr.

Her kan du finde vores generelle betalings- og afbestillingsbetingelser 

Har du diabetes eller allergier i fht. mad - kan du læse mere om Brandbjergs køkken her.

Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Se her hvordan vi bor

Kurset foregår i dagene
12. – 16. juni 2023

 

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 5.450 ,-
(Tag en ven eller familie med.
Det er også en mulighed at dele dobbeltværelse med en anden kursist, som vi vælger.)

Tillæg for enkeltværelse:  1000 kr.

Transport
Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa (min 2 timer før afgang) fra Vejle station til og fra højskolen. Det kan ske via 76 60 86 08 eller ved at følge linket her:
www.sydtrafik.dk/flextrafik/flextur/hvordan-bestiller-du

 

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 10.00 til 14.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Generic filters
Exact matches only

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.

Brandbjerg Højskole
4.9
Based on 28 reviews
drevet af Facebook