0Weeks0Days0Hours0Minutes

Familiehøjskole: Med familien i centrum – børn fra 6 år

Mandag d. 15.juli – Søndag d. 21. juli (uge 29)

Kom og vær med til et familiekursus med familien i centrum. Vi ønsker at skabe rammen om en hel uges kvalitetstid i familien. Målet er, at man er sammen med sine børn i spændende aktiviteter, men også mødes med andre på tværs af alder og interesser. En rigtig højskoleuge med morgensang, godnathistorie og workshops hvor I kan lave alt det sammen, som man aldrig får gjort i hverdagen.

Det bliver en intens uge fyldt med workshops, hvor hele familien er sammen om at prøve nye spændende ting – både sammen og hver for sig. På fire dage vil vi udbyde 4 moduler hvor I, sammen i familien, kan vælge imellem 28 forskellige workshops. En formiddag og en aften deler vi op, så børnene har aldersopdelte workshops, og de voksne får tid til foredrag og debat.

Se det som en chance for at være sammen på den gode måde – uden alt det sure med madlavning, rengøring, utålmodige børn på bagsædet osv. På rigtigt højskolevis starter hver dag selvfølgelig med morgensang, ligesom dagen afsluttes med aftensang og fortælling for både børn og forældre. Der vil være både være tidlig godnathistorie for de små kl. 20.30 og en sejere historie for de store kl. 21.00.

Når man vælger fælles workshops, vælger man altid en voksen sammen med et eller flere børn. Børn fra 11 år kan dog deltage i værkstederne alene, men ofte vil det være en fordel af være børn og voksne sammen om tingene. Alle aktiviteter og workshops tager udgangs­punkt i børn fra 6 år og opefter. Vi gør også noget specielt for de store børn eller unge, så de hurtigt finder hinanden. Der vil være aktiviteter og værk­steder kun for børn eller unge på 11 år og opefter (men selvfølgelig gerne sammen med deres forældre).

Vær iøvrigt opmærksom på, at kurset starter mandag i uge 29 og kører til søndag.

Kursusledere:
Nikolaj Hygebjerg, Laila Hygebjerg

Tilmelding:
Vi har brug for en tilmelding fra alle deltagere seperat, da I kan vælge forskellige workshops hele ugen (børn op til 10 år dog ifølge med voksen). Først skal en voksen tilmelde sig og herefter vil der være link til tilmelding af andre voksne og børn: Tilmeld jer her

Udsolgte workshops:
I skal tilmelde jer workshops fordi vi ønsker at være velforberedte, så I får de bedste muligheder. Af samme årsag har vi et maksantal på hver workshop, så vi er sikre på at der ikke bliver for mange på en workshop. Det betyder desværre også at der begynder at være udsolgte workshops. Så skynd jer at tilmelde jer inden jeres yndlingsworkshop bliver udsolgt!

Ankomst: Ved bestilt transport køres der fra Vejle Banegård mandag kl. 14.30.
Afrejse: Ved bestilt transport køres der til Vejle Banegård kl. 11.00, tager ca. 25 min.

Fællesaktiviteter for hele familien

Det store familieløb
Tirsdag skal vi på et stort familieløb. Turen går rundt på skolens store dejlige grund til nye og anderledes udfordringer for store og små. Her har samarbejde og godt humør højeste prioritet.

Sommeraktiviteter i skolens park
Lørdag eftermiddag er der lagt op til hygge med stort “H” med en flok sjove frivillige aktiviteter: Bodybowling, sæbekælkning, vandleg, hårpynt, ansigts­maling og “tatoveringer”, forskellige lege og boldspil m.v. Samtidig vil der være udstilling af ugens værker fra de forskellige kreative værksteder – og ikke mindst byder vi på sommerens største gammeldaws isvaffel.

Frieftermiddag
Efter en hektisk start på ugen har vi lagt en fri-eftermiddag ind torsdag eftermiddag. Så bliver der tid til at lege, bruge hallen, være sammen eller selv tage på tur ud af huset. Sideløbende har vi en heldagstur til Økolariet og stranden.

AFTENPROGRAMMER

Velkomstaften
Med lege og sammenrystning i familierne. Børn på 11 år+ vil få muligheden for allerede her at lære hinanden at kende.

Smuglerløb
Årets hit! Alle, både børn og forældre skriger af grin!

Bålaften i Atriumgården
Med hygge, pandekager, sang og underholdning for hele familien.

Åben aften
Vi holder en åben aften, hvor nogle af de kreative værksteder er åbne, og vi spiller også fodbold, rundbold m.m., men ikke mindst vil vi have JER i spil – hvad kan I sætte gang i? Lad os undervise, lege, spille og meget andet sammen! Meld MEGET gerne ind i tilmeldingen, hvis I kunne tænke jer at stå for en leg, et spil, en workshop eller et foredrag.

Afslutningsmiddag med underholdning
Derefter hygge i atriumgården, børnediskotek og voksencafé

Voksencafé
Hver aften, når børnene er puttet, er der voksencafé med tema. Det betyder, at der er et pusterum, hvor man kan være voksen med andre voksne. Temaerne spænder fra debatcafé og spil til ice­breaking og øl-smagning!

ALDERSOPDELTE AKTIVITETER TIRSDAG OG ONSDAG (VÆLGES PÅ DAGEN): Børnene vil blive opdelt i aldersgrupper og vil blive passet af vores unge hjælpere. Det bliver sjove workshops med masser af leg, grin og sammenrystning så alle kan finde sig nogle venner.

Voksne:
Tirsdag: Foredrag med Steen Møller: Kærlighed og Spildevand:
Steen Møller er iværksætter, tidligere økologisk landmand, højskoleforstander og en af idémændene bag andelsforeningen Friland, der arbejder på at opføre gældfrie og affaldsfrie huse. Derudover har han medvirket i en række tv-programmer om bæredygtig udvikling og det gode liv. Steen Møller kommer  og fortæller om spildevandsanlæg, der producerer mad, brændeovne der producerer el, og om at lave huse uden at producere affald. Derudover fortæller han om, hvordan vi kan skabe mere liv i landdistrikterne og et liv uden gæld og affald.
Onsdag aften: Foredrag fra de syv verdenshave
Lise og Helle, vores to kreative bedstemor-undervisere vil fortælle om forvandlingen af en gammel fiskekutter fra kutter til sejlskib:
Vi vil fortælle om vores eventyr på land og på havet.
Vi vil fortælle om kollektive skærmydsler og kollektive glæder.
Vi vil fortælle om blåt, blåt hav hvaler og delfiner.
Vi vil fortælle om proviantering og om stoppede toiletter, om skorstens brand og katte overbord.
Vi vil fortælle om børn der leger og bygger ting af ingenting.
Kort sagt, vil vi fortælle om det liv vi sammen har levet i over 20 år på de syv have.
Der vil blev vist billeder fra nogle af vores ture.

WORKSHOPS FOR BØRN OG VOKSNE SAMMEN

Friluftsworkshops:

Klatring
Klatring er en sjov og hyggelig fællesaktivitet, hvor man kan støtte og hjælpe hinanden. På Brandbjerg har vi en såkaldt bouldervæg, dvs. vi klatrer uden sikkerhedsreb på forholdsvis lave højder med en tyk faldmadras under. Der er forskellige teknikker, man kan lære for at gøre klatringen nemmere for sig selv. Vi vil gennemgå forskellige metoder at ‘gå til væggen’ på og lære at gennemskue ruterne – og ellers mest bare få klatret en hel masse.

Fra jord til bord
Workshoppen starter med et besøg på en lokal økologisk bondegård, hvor vi skal se på dyr og marker. Hvor kommer maden egentlig fra? Den viden vil vi føre med os til eftermiddagen, hvor vi vil tage udgangspunkt i nogle af de råvarer, vi så på gården, lave lækker mad over bål – og selvfølgelig spise den sammen!

Mountainbike (fra 11 år)
Teknik, leg og tur – to formiddage med MTB: Den første formiddag fokuserer på mtb-tekniske elementer; sving, op- og nedkørsel, balance og brug af gear, som trænes gennem leg, samarbejde og forskellige forhindringer. Den anden formiddag tager vi på tur i landskabet omkring højskolen på jagt efter krævende opkørsler og ditto fede nedkørsler, og vi tester de nærmeste mtb-spor. MTB er en sjov og sanselig måde at opleve landskabet på, og så kan man mærke hjertet banke.
Min. højde 130 cm (eller medbring egen mtb).

Kanotur på Gudenåen
Vi følger strømmen og glider ind i sommerens land – et magisk landskab, som forstærkes fra kanoens frøperspektiv. Det føles næsten som at synke ind i naturen, tæt på plante- og dyreliv og få fornemmelsen af mere end 10.000 års landskabshistorie. Undervejs foretager vi små stop, nysgerrige på spor fra mennesker og istid og for at nyde vores medbragte mad. 

MUSIKWORKSHOPS:

Sammenspil
Vi skal spille på instrumenter og synge sammen. Vi skaber et nummer ud fra de ideer, I kommer med, som vi evt. opfører for de andre (hvis vi tør 🙂) Alle kan være med, så selvom du ikke har spillet før, skal du være velkommen til at spille eller synge med. Vores musiklokale er rigt udstyret med trommer, basser, guitarer, klaverer og diverse percussion osv.

Stomp
Vi skal tromme og spille på alt hvad vi kan finde Vi skal lave rytmer, dans, sang og sjov og ballade.

KREATIVE WORKSHOPS

Maleri
Har du lyst til at male så kom og giv dig selv muligheden for at fordybe dig en hel dag. Der er mulighed for vejledning i forskellige teknikker. VI maler med acryl på lærred og udforsker forskellige materialer. Kan man male med en fluesmækker, svamp, kartoffel eller plasticpose? Medbring gerne materialer hjemmefra hvis du har noget særligt du gerne vil lave. Forvent at bruge mellem 0-150kr.

Fra YT til NYT
Vi går ind for genbrug.
En gammel stol, en lysestage , en gammel bakke eller din mormors gamle kukur, får nyt liv, når du gir den gas med farver og en gang hattelak.
Taget et par ting med, du syntes har udlevet sig selv, og gi dem lige det udtryk der falder dig ind.
Det kan være : æsker, små skabe , små hylder, en skammel eller en lille stol.
Vi arbejder med collage ( papir ), acryl maling + div.skabeloner (spray teknik )
Vi vil også medbringe forskelligt fra genbrugen, som det vil være muligt at købe af os. Derudover skal du medregne 0-50 kt. til materialeudgifter

Keramik
På keramikværkstedet arbejder vi med porcelæns-ler, som vi laver små fine ting af. Det kan være tynde fyrfadslysestager, små vaser, jule­kageophæng og påskeæg, magneter samt en masse flotte smykker. Vi laver fine mønstre med blonder, små trykklodser og gamle knapper. Tingene når at blive brændt, så de står som kridhvide, men ikke glaseret (farvet). Et værksted der kræver tålmodighed. Pris: Regn med at bruge for mellem 10-50 kr. på ler pr. deltager.

Smykker 
Der er 1000 materialer der venter deltagerne i smykkeworkshoppen. Kun fantasien sætter grænser for kreativiteten når der skal laves smukke og seje smykker. Forvent at bruge materialer for mellem 20-150 kr. pr. deltager.

Pileflet
Vi skal lege med det fantastiske naturmateriale pil. Der bliver mulighed for at prøve at flette i pil og lave forskellige små ting, som man kan få med sig hjem  – og at lære de forskellige enkle fletteteknikker i pil og måske også bark og andre naturmaterialer. Forvent at bruge mellem 0-50 kr.

Robotter og plastic Fantastic
Vi laver bevægelige robotter ud af sugerør, papirklips og snor. Robotterne får øget liv når at vi putter formbar plastic udenpå deres skelet eller laver rekvisitter til dem. Alle fra 6 år kan være med og materialeprisen er 0 kr. Kom og leg. Vi får en fest.

Bedstemor-streetart
Enhver sej bedstemor/far er vilde med at at arbejde med deres børnebørn med spray maling, stencils og blandformsteknikker.
Vi kommer til at arbejde både sammen og individuelt. Vi laver en fælles bund med alle mulige teknikker som:
1. Male “ tilfældigt “ med store pensler, malerrullen osv.
2. Arbejde med løbeteknikker
3. Skrabe, duppe og sprøjte
Vi vil så skære værket i mindre stykker så alle får deres eget “lærred“ at arbejde videre med. Her bliver mulighed for at arbejde med tryk og spraymaling (acryl) og skabeloner.
Beregn materiale udgifter på 20-100 kr.

Papirværksted
Her er alle muligheder for at slippe fantasien løs.
Vi har pap , papir i alle afskygninger: Gamle blade, bøger man må klippe i, noder, gammel skrift, gavepapir osv.
Du kan lave: Pop-up kort, kukkasser (tredimensionelle eventyr i skotøjsæsker med figurer og collage). Du kan også lave din egen bog, hvor du sætter dit helt eget præg. En bog i genbrugspapir og pap. Eller lave de smukkeste guirlander i papir.
Har du selv sjove blade eller bøger vi må klippe i, så tag det med.
Beregn materiale udgifter på 20-100 kr.

Kreative workshops fortsat:

Stenmaling
I workshoppen stenmaleri dekorerer vi smukke glatte sten. Vi tegner og maler så stenene bliver de fineste små malerier.
Vi bygger også med stenene så de bliver til trolde og Sjove dyr.
Et rigtigt hygge og kreativt koncentrations værksted for alle aldre.
Pris gratis.

Landart
På dette værksted skal vi i skoven eller parken og lave kunst af naturen. Vi vil lege med naturens udtryk og naturens materialer.
Vi finder på forhånd en egnet plet og vil her lave en fælles udstilling af de materialer vi finder – det kan være sten, blade, træstammer og måske ting vi har med fra værkstedet.
Vi pynter skoven med skoven.

Diverse workshops:

Heldagstur: Skovtur og badetur til Hvidbjerg Klit
Om formiddagen skal vi med naturvejlederne i skoven. Vi skal lave en masse spændende aktiviter sammen i skoven. Til slut spiser vi den medbragte mad i skoven. Om eftermiddagen tager vi til Hvidbjerg Klit, hvor vi skal indtage vores medbragte frokost og hygge, lege, bygge sandslotte og bade. Bussen vil parkere ved en let fremkommelig strand.

Lego byg amok
Brandbjerg har i en årerække haft tæt kontakt til nærliggende Lego, og vi har derfor utroligt meget Lego på skolen. Vi vil lave en byggekonkurrence hvor deltagerne skal bruge tid og fokus på at skabe de sejeste nye legosæt!

Boldspil
Vi skal spille bold hele formiddagen. Fodbold, volley, hockey eller hvad deltagerne nu har lyst til. Der bliver gang i den og det bliver sjovt!

Insekthoteller
Vi skal bygge vores egne insekthoteller som I efterfølgende kan få med hjem og pynte i haven. Der vil være et væld af naturmaterialer og de bliver super smukke – og mon ikke også der flytter nogle spændende insekter ind?

Friluftsbadet
En lækker tur til Jelling Friluftsbad. Der er ikke så meget i det: Vi skal bare slappe af på ugens sidste dag og hygge os med venner og familie i det lækre friluftsbad!

Mythbusters!
Her tester vi diverse myter og husmortricks og gør generelle erfaringer om hvordan man skal opstille eksperimenter for at afkræfte/bekræfte hypoteser.Drukner man faktisk af at hoppe i vandet med vaders? (testet på en mannequin), Får stød af at tisse på stødhegn? og kan atmosfæren knuse en ståltønde?

Familiekursus med børn

Hjemmeeksperimentariet
Kemi er sjovt, kemi er spændende, og der er kemi i alt omkring os i dagligdagen. I denne workshop skal I have fingrene i hverdagens kemikalier og prøve en masse flotte, sjove og lærerige køkken/baghaveforsøg. Workshoppen vil også være peppet op med spektakulære demonstrationsforsøg. Kom og lær hvordan man laver de bedste sæbebobler, hvordan man skræller et æg, og hvordan man laver en kæmpe stjernekaster.

Gøgl
Går du med en gøgler, en akrobat eller en cirkusartist i maven? Så er det, nu du skal fatte dine store sko og røde næse og melde dig på dette års gøgler workshop. Vi skal arbejde med Devil sticks, chiffontørklæder, djævlespil, speed stacking, jonglør bolde og meget mere, når vi kaster os ud i gøgleriets verden. Vi vil lave en masse øvelser, hvor vi træner teknikker, som gør, vi besidder evnerne til at optræde som rigtige artister.

Kage, kage, kage!
Vi laver kager der smager. Der arbejdes med fondant, smørcreme og glasur. Vi skal modellere i fondant, prøve sprøjteteknik, forskellige udstikkere og pynte de fineste kager, cupcakes og småkager. Vi serverer kagerne til fælles kagebord om eftermiddagen. Har du særligt kagegrej i skuffen som du ønsker at arbejde med, men ikke har tiden så er muligheden der nu. Kurset er for børn og barnlige sjæle fra 6 år. 

Bolcher
Vi laver vore egne lækre bolcher og slikkepinde og lærer, hvordan man selv kan lave bolcherne derhjemme. Hver familie kan nå at lave to portioner bolcher. De seje kan måske lave flag og andre svære bolche­mønstre. Værkstedet koster 30 kr. pr. familie.

Rollespil
Rollespil med elvere, troldmænd, orker og krigere! Første formiddag laver vi selv kostumer og seje våben og tager fat på roller for både de gode, de onde og healerne! Den første formiddag er et fællesprojekt for både børn og voksne. Lørdag formiddag spiller vi forskellige små rollespil, der alle hænger sammen i en større fortælling. Denne formiddag er mest for børn og barnlige sjæle, der kan lide at slås med våben (men der er også roller, som healere for de lidt mere forsigtige).
Forvent at bruge 50 kr. i materialer pr. person (men vi vil jo helst genbruge, så hvis vi får brugte liggeunderlag fra Jelling Festival er workshoppen gratis!)

Tur til Kongernes Jelling
En formiddag hvor vi skal ind til Jelling 7 km fra højskolen og se Jellingestenen og det flotte oplevelsescenter “Kongernes Jelling”, der er bygget omkring stenen. Oplevelsescentret byder på en unik og supermoderne digital sanseoplevelse, der handler om vikingernes liv og levned. Der kan røres, mærkes og gyses, når vikingernes liv folder sig ud med alt fra bier til drager. Det bliver en rejse fra fortællinger i flammernes skær, over livet som viking og kriger, til rejsen til Valhal samt overgangen til kristendommen.

Kursusperioder og priser

7 dages familiekursus

Voksne fra 17,5 : 4575,-
Eneværelse: 600,-
Børn 4-5 år: 1000,-
Barn 6-10 år: 2000,-
Barn 11-17,5 år: 2250,-

Transport: 150,- kr pr person
Linnedpakke: 75,-kr pr person

Kurset foregår i dagene
15. – 21. juli 2019

Indkvartering

Indkvartering i værelser med eget bad og toilet. Er I flere end der kan være i et rum, indkvarteres I på værelser der ligger ved siden af hinanden. Har I specielle ønsker kontakt da Brandbjerg Højskole inden ankomst på 75871500 eller bh@brandbjerg.dk

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.

Tilmelding og betaling

Ved tilmelding skal du huske at tilmelde alle deltagere i din familie hver for sig. Husk også at vælge workshops.

Betalingsopgørelse sendes pr. mail/post få dage efter tilmelding. Halvdelen opkræves ved tilmelding – resten opkræves 8 uger før. Ved framelding mere end 4 uger før refunderes beløbet minus 500,-/person – også børn. Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart, refunderes det samlede kursusgebyr ikke.

Endeligt program modtages pr. mail/post ca. 2 uger før kursusstart.

Tilmelding:
Vi har brug for en tilmelding fra alle deltagere seperat, da I kan vælge forskellige workshops hele ugen (børn op til 10 år dog ifølge med voksen). Først skal en voksen tilmelde sig og herefter vil der være link til tilmelding af andre voksne og børn: Tilmeld jer her

Tilmelding
Familiehøjskole