Med sting skal ondt fordrives!

Protestbrodøsen (Tonja Rosenblad)
Workshop

På denne workshop vil jeg introducere til de teknikker og processer, som jeg arbejder med i mine tekstbroderier på stof og papir. Det vil være muligt at arbejde med nogle af mine eksempler: En version af et papirværk og en version af de stofbroderier, der tager udgangspunkt i klassiske broderier af Bibelcitater (med Protestbrodøse-tvist!). Hvis du kommer uden ideer, kan du alligevel få noget med hjem at arbejde videre med. Hvis du har egne ideer til tekst, vil jeg være behjælpelig med at give dem form og gøre dem klar til at brodere på papir eller stof. Hvis du har små broderede duge eller andre arvestykker liggende, som kan trænge til et kærligt spark bagi, så tag også dem med.

Jeg samler på grimme ord fra mediers og magthaveres sprogbrug, og jeg broderer de grimme ord. Broderiet kan være en virkningsfuld form til at udtrykke indignation, harme og anden god galde. En af grundene er, at broderiet er en uhyre langsom og pertentlig proces, der står i kontrast til vredens iboende spontanitet – og alene her kommer der en form for humoristisk disharmoni. Desuden er det et håndværk, der bærer en egen skønhed – hvilket igen danner modsætning til de sure opstød. Men frem for alt er broderiet ekstremt feminint, knyttet til århundreders milde og gode kvindesysler. Ikke mindst i det perspektiv er det vidunderligt at tviste broderiet til noget ganske ufeminint: Protestens indignation!

Medbring broderinål (spids), broderigarn (bomuld), saks og gerne lineal, prikkenål, fin syl.