Vi vandrer i Grejsdalens skønne istidslandskaber samt på Den Jyske Højderyg og oplever Danmarks to største åers udspring: Gudenåen og Skjernåen . På vandreture ud i det smukke danske sommerlandskab møder vi nye udsigter og oplever de varierede ruter med stejle skråninger og dybe slugter, med rislende bække, tæt vildnis, væltede, mosbegroede stammer, grønne enge og historiske hedelandskaber og indlandsklitter – kort sagt, noget af den smukkeste og mest særegne danske natur.
Vi går ad rute og sti og undervejs finder vi måske bær, rødder, grene og blade og får inspiration til snapse og likører, får fortællinger om landskabet og området og lærer undervejs om naturen.
Ruterne er på enkelte stræk ganske kuperede (men så er ruten til gengæld lidt kortere, så det passer med vandring i ca. 5-6 timer). Turene ledes af Lars, som undervejs vil dele ud af sin viden og begejstring. Forvent at gå mellem 5 km og max 15 km. pr. dag.
Heldagsturen kan justeres i længde og sværhedsgrad, dog må det forventes at terrænet er kuperet. Vi holder et tempo hvor alle kan være med og vi har rigtig god tid til turene.
Kurset er selvfølgelig først og fremmest et vandrekursus, men det er også en herlig uge, hvor vi sammen med kursister fra de andre kurser skal høre spændende foredrag og opleve højskolestemning.
Ugen byder også på sommerhygge, foredrag, morgensamlinger, sang, og en dejlig festaften.
Ugen byder også på sommerhygge, foredrag, morgensamlinger, sang, og en dejlig festaften.
Underviser/vandreguide:
· Lars Pedersen: Lars Pedersen er på vej. På vej langs de fynske kyster på sit Stand-Up paddleboard. På vej til fods i naturen hjemme på Fyn eller ude på de klassiske ruter under sydens sol. Lars er altid på vej i sit liv. Det går derudaf ét skridt ad gangen med den ene fod på skift foran den anden. Lars holder øje ude på ruten. Han spotter dyrene, særlige spor i landskabet og nyder naturen med alle sine sanser. Også det indre landskab er værd at udforske undervejs. For Lars hænger det hele sammen. Det er velværet ved at bevæge sig fysisk og mentalt. Det er mødet med mennesker og udvekslinger af erfaringer, udfordringer, glæder og alt det vi møder på livets vandring.
Lars er vores vandreguide hele ugen. Han vil helt sikkert give dig inspiration til vandring i naturen – både den, der ligger lige foran fødderne på os – men helt sikkert også de indre vandringer på opdagelse i krop og sjæl.
Foredrag:
· 3 x Koppel: 3 generationer af familien Koppel. Anders Koppel (f. 17.7.1947), dansk komponist og musiker, søn af Herman D. Koppel. Han dannede i 1967 sammen med broderen Thomas rockgruppen Savage Rose, hvori han spillede orgel og skrev tekster. Marie Carmen Koppel (f. 30 september 1971), soul- og gospelsangerinde. Hun har gennem en årrække har opbygget et stort og trofast koncertpublikum. Med sin store stemme fylder hun kirker, spillesteder og kulturhuse landet over med intensitet, nærver og musikalitet på internationalt niveau. Molly Koppel er 26 år, sangerinde og sangskriver. Hun debuterede med ep’en Waves i 2019, som repræsenterer hendes første udgivelse som solo artist – hvortil flere udgivelser er kommet siden. Musikken rummer elektronisk RnB, soul og fængende popmelodier og bevæger sig ubesværet mellem det elektroniske til det organiske med et ofte jazzet twist.
· Georg Metz: Tidligere chefredaktør, tidligere tv-medarbejder, tidligere Statens Filmkonsulent, tidligere forfatterformand, formand for den2radio, forfatter, billedkunstner, kolumnist og foredragsholder.Syngesalonen.dk
Prisen inkluderer:
· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl. festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.
Foredrag:
· Familien Koppel i ord og toner gennem 100 år: Foredrag med Anders, Marie Carmen og Molly Koppel.
· Georg Metz: Humor som overlevelse
Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Højskolesangaften

KURSUSPROGRAM
Tirsdag 27/6
11.00-11.45: Ankomst og indkvartering
12.00: Frokost
12.45: Indkvartering på værelser
13.00: Velkomst og rundvisning på skolen med Brandbjergs Historie: Vi går en tur på skolen og i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15.00-17.30: Intro til Vandring: Hærvejen, Gendarmstien, Sjællandsleden eller Caminoen: Du har sikkert hørt en af disse vandreruter omtalt, og måske har du fået lyst til at stifte bekendtskab med vandreture af kortere eller længere varighed. Vi snakker lidt om ruter, muligheder, udstyr, forberedelse, og hvordan du bedst kommer i gang. Vi kigger også på fordele ulemper ved at arrangere sin egen tur eller vælge en tur med et rejseselskab.
19.30-21.00: Lyse nætter: De danske klassikere i Højskolesangbogen: Vi skal nyde de gode danske sange som Alberte Windings ”Lyse nætter”, Kim Larsens ”Papirsklip”, Nannas ”Buster” og mange andre uforglemmelige danske popklassikere.
Onsdag 28/6
8.30: Morgensamling
9.30-11.45: Georg Metz: Humor som overlevelse: Grin og gråd i op til to timer med eller uden pause.” Det er vigtigt af og til at mærke, at man har stadig har nogle lattermuskler. Humoren har jeg svært ved at se bort fra. Hos Storm P. siger dommeren vredt, at man jo har fundet tiltaltes fingeraftryk på gerningsstedet, hvortil den lille mand svarer: Umuligt, hr. Dommer jeg havde handsker på. Her åbner der sig horisonter, hvad der sker, hver gang den store humor kommer på bordet. I den jødiske tradition er der et hav af historier, der sætter livet i relief. Humor kan jeg tale længe om og gør det gerne. “
13.00-17.30: Vandretur (byvandring): Vi vandrer ad Grejsdalsstien til Jelling (ca. 5 km.): Her besøger vi Kongernes Jelling og får fortællingen om vikingekongen Harald, der satsede stort, gjorde sig til konge over Danmark, samlede Norden og rejste 2 sidste mange imponerende bygningsværker, som stadig i dag mystificerer arkæologer og arkitekter. Vi får også tid til på egen hånd at opleve den prisvindende og internationalt anerkendte udstilling.
19.30-21.00: Caminoen – en rejse for livet: Med udgangspunkt i en pilgrimsvandring på den berømte Camino Francés fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien, fortæller Lars Pedersen om sin indre rejse. I en historie, der bliver fortalt levende, ærligt og med humor, tager Lars dig med på en meget personlig rejse, hvor han blandt andet fortæller om et liv, der leves på overfladen og en evig stræben efter anerkendelse. En historie, der beskriver hvordan vandreture kan vende op og ned på dit liv og give dig inspiration og livsglæde.
Torsdag 29/6
8.30: Morgensamling
9.30-17.30: Heldags vandretur: Vandskel og højderyg (ca. 10-15 km): På Den Jyske Højderyg udspringer Danmarks to største åer, Gudenåen og Skjernåen, med kun få hundrede meters afstand og løber i hver sin retning mod havet. Samme sted krydser Hærvejen ådalen, hvor den gennem årtusinder har været Jyllands hovedvej nr. 1. Egekrattene vokser overalt i landskabet, og området er fyldt med spændende kulturhistorie indrammet af smuk og afvekslende natur. De tre langsøer Rørbæk Sø, Nedersø og Kulsø ligger som perler på en snor i tunneldalen, som blev skabt, da isen smeltede under sidste istid. To store banker, Kælderbanke og Fårebanke, strækker sig ud fra søens vestende. Vi tilbringer en smuk dag i dette vidunderlige landskab. Vi justerer turen efter dagsform og niveau.
19.30: Midsommersange fra højskolesangbogen: Aftenen vil foregå i hyggeligt samvær med højskolesangbogen, hvor vi skal synge nogle af de mange midsommersange.
Fredag 30/6
8.30: Morgensamling
9.30-13:30: Vandretur: Vandretur i Grejsdalsstien (ca. 11 km): Istidsbakker og kraftige vandløb: Vi vandrer ad Grejsdalsstien gennem det smukke istidslandskab og nyder synet af nogle af Danmarks stejleste skråninger, den smukke bøgeskov og følger Grejs å en god del af vejen ad nyanlagte småbroer hen over det rislende vand. Den sidste del af turen vandrer vi et par kilometer i Brandbjergs egen skov, Brandbjerg Sønderskov – så glæd dig til at opleve højskolens imponerende baghave. Ruten er meget kuperet og forløber hovedsagligt på trampestier. I perioder med nedbør er der passager på ruten, som er mudrede og vandresko eller vandrestøvler anbefales. Vi justerer turen efter dagsform og niveau.
14.00-16.00: Familien Koppel i ord og toner gennem 100 år: Foredrag med Anders, Marie Carmen og Molly Koppel. En musikalsk fortælling om familie, musik, samarbejde og fællesskab: Den 1. oktober 1908 blev Herman D. Koppel født i Danmark som ældste søn af polsk-jødiske indvandrere. Dette var begyndelsen på Familien Koppels “musikdynasti”, og er i dag begyndelsen til en skøn aften i selskab med tre generationer af musikere fra Familien Koppel. Herman begyndte at spille klaver som 5-årig, og det udviklede sig til en lang musikalsk karriere og en utrolig omfattende en af slagsen. Herman D. Koppels virke omfattede roller som pianist, komponist, improvisator, og som inspirationskilde for mange og ikke mindst hans egen familie. På denne aften fortæller Marie Carmen, Molly og Anders levende om familien, om deres liv og samarbejde. Fortællingen bliver understøttet med musikalske indslag og sange.
16.00: Festforberedelser
18.30: Festmiddag
Lørdag 1/7
8.30: Udtjekning fra værelser
9.00-11.00: Vandretur: Vandretur i Brandbjerg Sønderskov: Brandbjerg 4-8 km. Grejsdalen, der er et af Danmarks dybeste og smukkeste dalstrøg. På højre hånd rejser Grejsdalens stejle skrænter sig med blandet skov, og flere erosionskløfter tegner fordybninger i det kuperede landskab. Nem og enkel vandrerute uden de store udfordringer. Vi justerer turen efter dagsform og niveau.
11.00-11.50: Evaluering: Ugeafslutning
12:00: Frokost
12.45: Farvel og tak for denne gang
Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.30-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.00, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Hver formiddag, eftermiddag og aften er der kaffe med frugt, kage, brød, boller eller lignende.
Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser.
Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.
Tilmelding og betaling
Betalingsopgørelse modtages pr. mail få dage efter tilmelding eller pr. post, hvis der ikke er angivet en mailadresse. Endeligt program modtages pr. mail eller pr. post 2 uger før kursusstart. Hvis du selv vælger at aflyse dit ophold, mister du dit indbetalte indmeldelsesgebyr på 500 kr. Aflyser du mindst 4 uger før opholdets begyndelse refunderes hele kursusgebyret på nær indmeldelsesgebyret. Ved afbud senere end 4 uger før kursets start, mister du det samlede indbetalte kursusgebyr.
Her kan du finde vores generelle betalings- og afbestillingsbetingelser
Har du diabetes eller allergier i fht. mad - kan du læse mere om Brandbjergs køkken her.
Har du spørgsmål er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brandbjerg Højskole på 75 87 15 00 eller bh@brandbjerg.dk
Kursusperioder og priser
5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.950 ,-
Tillæg for enkeltværelse: kr. 1000 ,-
Kurset foregår i dagene:
Tirsdag 27. juni – Lørdag d. 1. juli 2023
Indkvartering
Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.
Transport
Kommer man med offentlig transport kan der bestilles flextaxa fra Vejle station til og fra højskolen. Læs mere her:
www.sydtrafik.dk/fle