Yoga og mindfulness

Mandag 10. – fredag 14. juni 2019 (uge 24)

Yoga og mindfulnesskurserne er for dig, der har lyst til arbejde med indre fordybelse og kropsligt velbefindende. 

TILMELD DIG HER

Yoga og mindfulnesskurserne er for dig, der har lyst til arbejde med indre fordybelse og kropsligt velbefindende. Riv 5 dage ud af kalenderen til fokus på krop og bevidsthed samt det at være i god og autentisk kontakt med dig selv og andre.

Alle kan deltage uanset erfaring. Er du begynder udi yoga, vil du på kurset få lagt et sikkert fundament for en fortsat udøvelse af yogapraksis – har du allerede erfaring med yoga, får du hjælp til yderligere at forfine og styrke din yoga.

På kurset vil du dyrke Hatha yoga og møde blidere former som Yin yoga og Restorativ Yoga. Undervisningen vil tage udgangspunkt i dit niveau og være tilpasset din kropstype og kunnen.

I mindfulnessundervisningen lægger underviserne stor vægt på den anvendelige hverdagsnære vinkel på mindfulness. Vores erfarne mindfulnessundervisere ved fra egen praksis, at det at være mindful og til stede i øjeblikket med ro i sindet gør en kæmpeforskel i hverdagen. På kurset vil du få konkrete teknikker og forståelse for, hvordan du kan være mere nærværende og i kontakt med dig selv og andre i din dagligdag.

Der vil løbende blive trukket paralleller mellem mindfulness- og yogamodulerne. Programmet er en del af en uge med de store spørgsmål om eksistens som tema. Som noget helt særligt vil Tor Nørretranders holde foredraget Man kan øve sig på at blive lykkelig. Det har bare ikke noget med penge at gøre! I bogen “Glæd dig” diskuterer Tor Nørretranders glæden ud fra et videnskabeligt synspunkt og tilsætter den desuden egne personlige betragtninger. Både psykologer, hjerneforskere og økonomer beskæftiger sig i disse år med lykken, og det er der en god grund til. Vi har nemlig i den rige vestlige verden nået et materielt velstandsniveau, hvor penge ikke kan gøre os mere lykkelige. Men hvad er det så, der gør os lykkelige?

I ugens løb vil du blive forkælet af Brandbjergs grønne, kreative køkken og inspireres af tankevækkende morgensamlinger og foredrag.

Rammerne for kurset er Brandbjergs Friis og Moltke arkitekttegnede skole fra 60’erne og Brandbjerg Herregård, som oprindeligt er fra 1500 tallet. Undervejs i kurset vil du komme ud i de skønne omgivelser i den smukke herregårdspark og det bagvedliggende Grejsdalen, der udover at være Danmarks dybeste dal af mange regnes for at være et af Danmarks smukkeste naturområder. Et perfekt sted til ro og nærvær i naturen.

Fælles for alle, du møder på Brandbjerg, er, at de brænder for det, de laver, så glæd dig til at mærke den positive og hjertelige Brandbjerg- ånd.

Kursusvært: Morten Lund

Medvirkende:

Yogalærer Tinna Maria Brinch Sørensen: Tinna Maria er 37 år og ejer af ‘Personlig Ro’, hvor yoga og meditation er omdrejningspunktet for sundhed og velvære. Yoga har været en stor og vigtig del af Tinna Marias liv i 15 år. Hun er uddannet yogalærer fra ‘YOGAinsideOUT’ i Silkeborg, og hendes yogaundervisning er en blanding af Hatha, Yin og Restorativ yoga med det primære fokus på vejrtrækning, pauser og god tid i stillingerne. Dertil kommer fokus på vigtigheden af at skabe balance i krop og sind gennem styrke- og flowøvelser. Tinna Maria er desuden uddannet meditation- og mindfulnessinstruktør hos Henning Daverne, Detox-Mentor, Selvsabotage-Coach og Kost-Pilot. Til daglig bor hun sammen med sin mand, Claus og 3 børn på en landejendom mellem Give og Billund. Se mere om Tinna Maria på: www.personligro.dk

Mindfulnesslærer Louise Crandal
Louise har været tilknyttet Brandbjerg Højskole siden 2014 som underviser i mindfulness. Hun har mediteret dagligt de sidste 12 år og beskæftiget sig intensivt med bevidsthed, meditation, eksistens og natur. Louise er tilknyttet Vækstcenteret i Nørre Snede, hvor hun har deltaget i meditationstræning hos Jes Bertelsen siden 2006. 
Louises undervisning er baseret på en model, hun kalder: Rolig-venlig-klar, som i korte træk går ud på: At sænke stressniveauet og få ro på, at finde frem til en mere venlig og forstående tilgang både til sig selv og andre og at få større klarhed over, hvad der foregår i krop og sind. 

 Louise er uddannet cand.mag. i journalistik, filosofi og videnskabsteori. Hun er dobbelt verdensmester i paragliding og har flere gange beskrevet sin passion for at paraglide med sin ørn, Cossack, på tv, i radio og aviser.

Tor Nørretranders: Dansk faglitterær forfatter. Han blev et kendt ansigt i Danmark som redaktør af Danmarks Radios videnskabsprogram “Hvælv” fra 1986 til 1989, der blandt andet introducerede fraktaler for den almindelige dansker. Nørretranders store gennembrud som forfatter kom med bogen “Mærk Verden” fra 1991 om bevidsthed. Bogen blev oversat til engelsk og udgivet med titlen The User Illusion: Cutting Consciousness Down to Size i 1998. I 2003 blev han adjungeret professor på Handelshøjskolen i København på Institut for ledelse, politik og filosofi.

Kursusleder og foredragsholder Morten Lund
Morten Lund har arbejdet i mere end 20 år med at udvikle positive fællesskaber, der løfter vores trivsel og læring. Som kursusleder på Brandbjerg Højskole under Yoga- og mindfulnesskurset holder Morten morgensamling om ’Personlig udvikling i fællesskab’. Med mere end 20 år i højskoleverdenen og med forskningsresultater fra den positive psykologi giver Morten et indblik i, hvilke fællesskaber der styrker os i privatliv, fritid og arbejde. Morten er bachelor i idræt og sundhed, diplomjournalist og arbejder desuden som foredragsholder og proceskonsulent.

 

Prisen inkluderer:

· 4 overnatninger i delt dobbeltværelse
· Fuldpension inkl.  festmiddag
· Kaffe/te og vand
· Øl, sodavand og vin kan tilkøbes.

Undervisning:
· Yoga
· Mindfulness

Foredrag:
· Historien bag Yoga og Mindfulness
· Tor Nørretranders: Man kan øve sig på at blive lykkelig

Andre oplevelser:
· Morgensamlinger
· Terningefortællinger
· Mindfuld udflugt i herregårdslandskabet
· Mulighed for filmaften

KURSUSPROGRAM

Mandag 10/6:
11.00-12.00: Ankomst
13.00-14.30: Rundvisning på skolen og Brandbjergs Historie: 
Vi går en tur på skolen, i parken og kigger ned i herregården, hvor vi hører om Brandbjergs historie og den tragiske fortælling om den grå dame.
15-17.00: Yoga med Tinna Maria Brinch Sørensen: Vi arbejder med yoga i praksis på måtten og afstemmer det med yoga’ens oprindelse, så der bliver balance mellem yoga’ens praktiske og teoretisk fundament og vores praksis på kurset.
19.30: Historien bag Yoga og Mindfulness:  Yoga og mindfulness har vundet indpas i vores vestlige samfund i højere og højere grad i de seneste år. Vi finder yoga i fitnesscentre og yogastudier, og mindfulness bliver brugt til at skabe balance og afstresse. Men hvor stammer yoga og mindfulness fra? Og bruger vi yoga og mindfulness på den måde, som det oprindeligt var intentionen? Undervejs prøver vi mindfulnessteknikker.

Tirsdag 11/6:
8.30-9.00: Morgensamling
9.15-12.00: Yoga med Tinna Maria Brinch Sørensen
13.30-15.30: Mindfulness med Louise Crandal: 
Første eftermiddag med mindfulness der indeholder en introduktion til den meditative praksis og de grundlæggende teknikker. Undervejs drages perspektiv til mindfulnessens oprindelse, og den måde vi laver mindfulness på kurset. 
16.00-17.30: ”Terningfortællinger”: 
Denne aften byder på overraskende fortællinger fra dig og dine medkursister, og det bliver styret af en vis form for tilfældighed, da terningerne viser vej.
19.30-21.00: Så syng da Danmark – sange om eksistens fra Højskolesangbogen: Vi skal præsenteres for en række eksistentielle sange fra højskolesangbogen og synge dem sammen.

Onsdag 12/6:
8.30-9.00: Morgensamling
9.15-12.00: Yoga med Tinna Maria Brinch Sørensen.
13.30-16.30: Mindfulness med Louise Crandal: 
I denne lektion søger vi ud i naturen og bruger Brandbjerg Sønderskov og Grejdalens smukke omgivelser i vores mindfulness-praksis.

19.30– 20.30: Friaften med mulighed for at se filmen: ”Boyhood”. Richard Linklaters usædvanlige kraftanstrengelse af en spillefilm følger i en flydende strøm af kapitler en drengs liv gennem 12 år og er optaget over 12 år. På trods af filmens fravær af ydre drama er ”Boyhood”s meditative udvikling en tankevækkende rejse gennem selve livets mysterium. Hvorfor er vi her? Hvad skal vi? Fik du set det, du ville?

Torsdag 13/6:
8.30-9.00: Morgensamling
9.15-10.30: Yoga med Tinna Maria Brinch Sørensen.
10.45-12.00: Mindfulness med Louise Crandal.
14.00-16.30: Tor Nørretranders: Man kan øve sig på at blive lykkelig – det har bare ikke noget med penge at gøre! 
I bogen “Glæd dig” diskuterer Tor Nørretranders glæden ud fra et videnskabeligt synspunkt og tilsætter den desuden egne personlige betragtninger. Både psykologer, hjerneforskere og økonomer beskæftiger sig i disse år med lykken, og det er der en god grund til. Vi har nemlig i den rige vestlige verden nået et materielt velstandsniveau, hvor penge ikke kan gøre os mere lykkelige. Men hvad er det så, der gør os lykkelige?
17.30-18.00: Forberedelse til fest.
18.30: Festmiddag.

Fredag 14/6:
8.30: Pakke og tjekke ud fra værelserne.
9.15-11.15: Yoga med Tinna Maria Brinch Sørensen.
11.30: Evaluering og erfaringsopsamling.
12.15: Frokost
13.00: Afrejse 

Hver dag er der sund varieret morgenmad fra 7.45-8.30. Lækker frokostbuffet kl. 12.15, samt dejlig aftensmad kl. 18.00. Brandbjergs køkken har sølvmærket i økologi og arbejder hver dag på at overraske og inspirere til gode spiseoplevelser. Kl. 21 er der aftenkaffe.

Der tages forbehold for ændringer – vi er ikke herre over hverken vind, vejr eller den menneskelige faktor, og derfor kan det blive nødvendigt at foretage justeringer. Det endelige program fremsendes ca. 14 dage inden kursusstart.

Kursusperioder og priser

5 dages kursus
Dobbeltværelse*: kr. 4.250 ,-
Tillæg for enkeltværelse*:  kr. 600 ,-

Kurset foregår i dagene
Mandag 10. – fredag 14. juni 2019 (uge 24)

Indkvartering

Du bliver indkvarteret i enten dobbelt eller enkeltværelse, alt efter ønske. Alle værelser har eget toilet og bad. Deltager du sammen med andre kursister og ønsker værelse sammen med eller ved siden af, skal dette oplyses til skolen inden ankomst.

Transport

Ved bestilt transport ved ankomst køres der fra Vejle Banegård kl. 11.00
Ved bestilt transport hjem køres der til Vejle Banegård kl. 13.00

BRANDBJERG HØJSKOLE

Brandbjergvej 12
7300 Jelling
Telefon(+45) 75 87 15 00
E-mail: bh@brandbjerg.dk
Mandag til Fredag: 9.00 til 15.00

Brandbjerg er en del af HØJSKOLERNE

Search
Generic filters
Exact matches only
Filter by Custom Post Type

Bestil brochure eller rundvisning om lange kurser

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

OM BRANDBJERG HØJSKOLE

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab for livet: Kom med os ud i Danmarks smukkeste natur, der omkranser højskolen ved Vejle og rejs med på studietur og oplev verden. Hvad drømmer du om? Tag første skridt på Brandbjerg Højskole i Jylland.